Guide til Berlin: Her skal du spise, drikke og danse

Første gang jeg besøgte Berlin, lå den bag Jerntæppet, var skåret brutalt over af en høj mur med vagttårne og bevæbnede soldater, den vestlige halvdel var desuden indhegnet af pigtråd. Det var i efteråret 1981, og mødet med de bistre, ekstremt grundige DDR-grænsevagter og turen ad de hullede østtyske landeveje var som en rejse ind i mørket.

Da vores klirrende minibus – indeholdende en flok overstadige københavnske KU’ere på ’studietur’ – endelig nåede frem til det isolerede Vestberlin, var vi allerede godt møre. Havde jeg dengang vidst, at jeg næsten 40 år senere ville kaste mig ud i at skrive en roman, der skulle foregå i netop Vestberlin anno 1976, ville jeg helt sikkert have suget så mange indtryk til mig som muligt og holdt lidt igen med øllene. Men jeg var bare en 19-årig idiot.

Selv den dag i dag husker jeg ikke meget andet end helhedsindtrykket af en slidt og dyster by, hvor boulevardstemningen på Kurfürstendamm var alene om at lyse op. Jeg erindrer, at vi nåede forbi Checkpoint Charlie, men ind i Østberlin kom vi aldrig. Et flash: En døddrukken ven, der halvt sovende sidder på en café i Europa-Center og spiser sølvpapiret til sin bagte kartoffel.

Den allestedsnærværende krig

I dag er det genforenede Berlin naturligvis forlængst ganske forandret, og selvfølgelig mest i øst, hvor boligmassen var stærkt nedslidt og misligholdt. Da jeg i 2005 (det meste i denne artikel er længe siden …) boede en periode i Prenzlauer Berg, de kreatives hippe bydel nordøst for Alexanderplatz, var der nok fyldt med smarte børnetøjsbutikker og allerede da en overflod af hviddugede cafeer og små, dyre vin- og cocktailbarer, alligevel var det ikke noget særsyn, at mange husfacader stadig var arrede af skudhuller fra Den Røde Hærs erobring af Berlin i 1945.

Men sådan er det jo præcis med Berlin, øst som vest. Krigen er den dag i dag allestedsnærværende. Enten i form af monumentale soldater- og krigsmindesmærker, trist og hastigt opført efterkrigstidsbyggeri især i øst eller de tragisk mange Stolperstein, de små snublesten med indgraverede messingplader, der på gader og stræder mindes nazisternes mange lokale holocaustofre, der forsvandt i kz-lejrenes nat og tåge.

Øst overhaler vest

Det gamle Vestberlin er på mange punkter blevet overhalet af det ’nye’ Østberlin. Området i Mitte omkring Friedrichstrasse og Gendarmenmarkt er oversået med eksklusive mærkevarebutikker og ditto restauranter, og som i alle metropoler bliver nedlagte industriområder eller gudsjammerligt triste randkvarterer nærmest fra den ene dag til den anden transformeret til trendy områder, som regel fordi huslejen er markant lavere, hvilket har en naturlig appel til sultekunstnere, fattige studerende og forudseende gallerister.

Så Vestberlin, og her tænker jeg mest på Charlottenburg, er sunket lidt ned i en lun og foret tidslomme. På en måde er det den omvendte verden: Hvor engang Bahnhof Zoo-kvarteret udstrålede hårdkogt storby-modernitet, og den mondæne Kurfürstendamm med de brede fortove emmede af luksus og elegance, er der nu noget sært altmodisch over store dele af området. Desto mere charmerende i mine øjne, må jeg indrømme. For det er herude ’vestpå’, at jeg efterhånden foretrækker at slå mine berlinerfolder, nærmere bestemt i kvarteret omkring den fredelige Savigny Platz, lige nord for den mest livlige og centrale del af Kurfürstendamm.

Pølser og fadøl

Selve den todelte Savigny Platz med det engelsk-inspirerede haveanlæg i midten og en højbaneknejsende S-station er omkranset af et utal af spisesteder, barer og cafeer. Små tilrøgede dagligstue-knejper med røvballegardiner og raflebægre skal man kigge langt efter, til gengæld er det muligt at skylle sin currywurst ned med et piccolo-glas champagne hos Hasenecke Imbiss, den lille alpeagtige ’pølsevognshytte’ ud mod Kantstrasse. Pladsen byder også på rasende velassorterede boghandlere og ditto biodynamiske specialbutikker. Men ikke mindst er der i de mange omkringliggende, tværdiagonale gader et bredt udvalg af alle mulige cool og casual cafeer, for eksempel den velrenommerede og behageligt lyse Die Stulle i Carmerstrasse, der serverer overdådigt sunde morgenmads- og frokostretter, en stor del vegansk og vegetarisk, naturligvis.

Den tykke værtinde

I naboejendommen huserer den legendariske Dicke Wirtin, en gennemført mørkbejdset

restaurant, grundlagt i begyndelsen af de turbulente 1930’ere, og på hvis menukort optræder ærketraditionelle berlinerretter som Königsberger Klopse mit Rote Bete und Salzkartoffeln (store kødboller med rødbeder og kogte kartofler) eller Leber Berliner Art mit geschmorten Zwiebeln, Äpfeln und Stampfkartoffeln (stegt kalvelever med braiserede løg, æbler og grov kartoffelmos). Dicke Wirtins overlæssede indretning har noget skibsmesse- og marskandiseragtigt over sig, og det er ikke svært at forestille sig de to Rote Armee Fraktion-terrorister, kæresteparret Andreas Baader og Gudrun Ensslin, der først i 1970’erne skjulte sig i en lejlighed rundt om hjørnet, sidde her og konspirere i et dunkelt hjørne (den slags folk elsker at lege med ilden).

Dicke Wirtin er populær blandt folk og fæ fra nær og fjern, ligesom interiøret med tiden er blevet en anelse mere poleret, men det gør ikke nødvendigvis Den Fede Værtinde til en turistfælde, og det er stadig en sand fornøjelse at sætte tænderne i en størrelse 47-wienerschnitzel, og skylle den ned med en omtrent lige så stor Bier vom Fass. Der er ni forskellige bryggeriers ølmærker at vælge mellem, men kun ét lokalt: Berliner Kindl. Den snupper vi.

Da Iggy Pop blev smidt ud

Savigny Platz gennemskæres af Kantstrasse, hvor man finder den berømte Paris Bar. Den har ligget her siden 1950 og gør ved første øjekast ikke det store væsen af sig, selvom der er en ubestridelig storby-schwung over facadens rødflammende neonbogstaver. Det bistro-inspirerede køkken er egentlig heller ikke noget særligt – ligesom personalet ikke just kan beskyldes for at lide af overdreven hjertevarme. Her rimer arrogance virkelig på elegance – og ikke omvendt. For Paris Bar er noget så besynderligt som et lyslevende fortidslevn; en lidt småvrissen ronkedor med en sejlivet karisma.

Tørstige og sultne gæster valfarter nemlig stadig til Paris Bar, selvom der efter Muren er blevet længere mellem alle de gamle jetset-stamkunder – filminstruktørerne og Hollywood-stjernerne – som nu i stedet muntrer sig østpå, når der afholdes Berlinale i og omkring det ’nye’ filmpalads på Potsdamer Platz. Man kan beskrive Paris Bar som en luksushybrid af de to beslægtede københavnske kulturinstitutioner Café Dan Turèll og Café Victor, for klientellet består af et miks af kunstnere og forretningsmænd, af krøllede bohemer og kølige skønheder. En stærk og klassisk cocktail af kunst og penge, med andre ord. Det ses også på væggene, hvor der hænger alt fra Andy Warhol til Martin Kippenberger – og min gode ven, Kristian von Hornsleth (og hvis noget pludselig ikke længere hænger der, kan det skyldes ejerens økonomiske problemer).

Listen over celebriteter, der har frekventeret Paris Bar, er alenlang: Jack Nicholson, Helmut Newton, Madonna, etcetera, men blandt de mange historier, der har været med til at cementere stedets mytologiske status, er den famøse reportage’Bad Boys in Berlin’, bragt i musikmagasinet Rolling Stone i 1979. Den følger David Bowie og den amerikanske rockbastard og ballademager Iggy Pop, der på det tidspunkt begge boede i det koldkrigsdybfrosne Vestberlin, hvor de udover at skabe epokegørende musik, også skabte en del furore i nattelivet.

Reportagen slutter meget sigende og med manér på Paris Bar, hvor en kanonfuld Iggy Pop til sidst ligger og ruller skrigende rundt i den sorte sne lige udenfor på Kantstrasse.

En em af cigarrøg

Et par minutters gang væk, i Fasanenstrasse, ligger det historiske Savoy Hotel. Det gamle, ærværdige hotel overlevede de allieredes bomberegn og fungerede under verdenskrigen som midlertidig japansk ambassade, hvorpå det en kort overgang var britisk hovedkvarter (Charlottenburg lå i den britiske sektor). Men udover at have en skøn udsigt til det gamle jugendpalæ Delphi-Filmpalast udmærker Savoy sig primært ved at have noget så sjældent som en regulær cigarbar, den lille og ganske hyggelige Times Bar. Her er både væggene og whiskysjusserne mahognibrune.

Sidst jeg var i Berlin, boede jeg nogle nætter på Savoy og erfarede snart, at der hang en ganske svag, men umiskendelig cigar-odeur over det meste af hotellet. Som en yderst opbragt gæst fra Texas har skrevet i en anmeldelse på nettet med store bogstaver: DON’T EVER BRING YOUR CHILDREN TO THIS HOTEL! Men uanset om man nu bryder sig om cigarrøg eller ej, forstærkede det for mit vedkommende kun følelsen af at befinde mig i den gode, gamle verden af i går (som ikke altid var så god igen), og jeg forventede hvert øjeblik at støde på den i øvrigt storrygende Thomas Mann (eller hans genfærd, rettere), for litteraturnobelpristageren boede altid på Savoy, når han var i Berlin.

Fadøl og løvebrøl

Befinder man sig alligevel i denne den østligste del af Charlottenburg, er der ikke langt til Bahnhof Zoo og dermed Tiergarten. Den enorme dyrehave, der strækker sig helt over til Brandenburger Tor og Potsdamer Platz, byder ikke på rutsjebaner og radiobiler som dens københavnske tvilling gør på Dyrehavsbakken, og bortset fra nogle få og derfor vanvittigt velbesøgte vandingssteder er den berlinske dyrehave som renset for forlystelser – medmindre man selv pakker en picnickurv og slår sig ned i græsset (men er man i det humør, bør man nu hellere tage ud til en af de mange fantastiske (bade)søer, der til alle sider omgiver Berlin).

En af disse få oaser er Biergarten Schleusenkrug ved Landwehrkanal i den vestlige udkant af Tiergarten, tæt på Zoo. Som navnet antyder, ligger den direkte ud til slusen på den pænt

trafikerede kanal, selve kanalen udgjorde i sin tid grænsen mellem Vest- og Østberlin, så er man så heldig at få en plads ud til vandet, kan man jo sidde og fundere lidt over historiens gang – det var ikke alle flugtforsøg, der foregik ved at skjule sig i bilbagagerum og lignende, mindst lige så mange forsøgte – ofte forgæves – at flygte over Berlins vandveje.

Beliggenheden er alfa og omega ved denne velvoksne biergarten, omkranset af høje gamle træer, strømmen af pramme og både, der gelejdes gennem slusen, og fjerne dyriske brøl fra Berlins zoologiske have. Menukortet er mere eller mindre lokalt/globalt: Fränkisches Rostbratwurst mit Sauerkraut (ikke fransk, men fra Franken i Bayern!) og chili con carne vom Kräuterschwein, men det er først og fremmest det perfekte sted at vegetere over et glas hvidvin eller to, måske en Erdinger-hvedeøl eller en Allgäuer Büble Bier. Og som det så tit er med den slags vegeteren, har det ene glas det med at tage det andet, og pludselig er solen gudhjælpemig ved at gå ned.

Sidst jeg var her, en forbløffende varm og gylden-falmet oktoberdag, var jeg lige ved at glemme tid og sted (resten af familien var i zoo, og det aftalte mødetidspunkt nærmede sig med alarmerende hast), men hvis der er noget, man trods alt ikke glemmer i Schleusenkrugs store ølhave, er det jo netop tid og sted: slusen, kanalen, prammene og bådene. Den gamle, nu forsvundne grænse mellem Vest og Øst. Her flyder historien simpelthen stille og roligt forbi.

I Bowies fodspor

Det er i sagens forbandede corona-natur efterhånden nogen tid siden, jeg sidst var i Berlin. Men da jeg senest var i Berlin, i 2019, var det for at researche til det, som skulle blive til romanen ’Et stykke af tiden’. Da jeg på sidstedagen af opholdet stævnede ud fra mit hotel, var det for at opspore David Bowies varmestue dengang i 1976-77: Café Anderes Ufer i den lidt upåagtede Schöneberg-bydel.

Som muligvis bekendt var den engelske musiker flygtet fra et liv med stoffer og dæmoner i Los Angeles og gemte sig nu i en obskur ende af den delte by bag Jerntæppet. Her, i Hansa-studiet klos op ad Muren, nærmest i øjenhøjde med de bevæbnede DDR-soldater i vagttårnene, indspillede han ’Heroes’-albummet. Jeg havde for længst været forbi Hansa-by-the-Wall og alle de andre ’Bowie-steder’ i byen, nu ville jeg omsider besøge hans stamsted et par husnumre fra hans og Iggy Pops bopæl (indtil Iggy på grund af sin generelle opførsel blev smidt ud) i Hauptstrasse, en lille café, hvor Bowie, efter sigende langt op ad dagen, indtog sin morgenmad: sort kaffe og Gitanes-cigaretter.

Men Café Anderes Ufer, som i mellemtiden har taget navneforandring til Neues Ufer, var lukket. Det var en bidende kold og grå formiddag. De ville først åbne om flere timer. Jeg skulle flyve hjem tidligt næste morgen. Jeg gik lidt i ring, spiste en varm kartoffelsuppe på en lokal knejpe og endte med at tage tilbage til Charlottenburg, hvor jeg så vidt, jeg husker, sank ned på en barstol i det store, århundredgamle etablissement Zillemarkt i den fine Jugend-prægede Bleibtreustrasse lige bag Savigny Platz.

Resten af den aften spenderede jeg på nogle af de mange andre cafeer omkring pladsen, og da jeg senere spadserede hjemad mod hotellet, passerede jeg Paris Bar. De røde, flammende neonbogstaver vinkede lokkende i aftenkulden. Jeg stod et øjeblik og trippede på fortovet, mens jeg studerede Hornsleths maleri ved siden af baren bag den store rude – ikke overraskende stod der: Kill the bitch. Men det havde været en lang dag. I stedet strøg jeg gennem den cigarduftende lobby på Savoy og gik til ro. Jeg skulle jo op før fanden fik sko på og nå et fly.

Havde jeg vidst, at det skulle blive sidste gang i lang tid, at jeg ville få chancen for at sidde og nippe til en drink på Paris Bar, var jeg nok blevet ude hele natten. Men hvad man ikke ved, har man ikke ondt af. Akkurat som dengang i 1981, da jeg første gang tumlede idiotisk ned ad Kurfürstendamm. I en anden tid, i en helt anden by.