Kunsten at æde en elefant – én kilometer ad gangen

ET AFRIKANSK ORDSPROG siger, at skal man spise en elefant, så må man gøre det én bid ad gangen. 

I dokumentarfilmen ’How to Eat an Elephant’ fra 2025 sætter tre venner sig for at teste dén logik på deres helt egen slags elefant: en cykeltur fra København til Nice. To tusind kilometer, 25.000 højdemeter. Ét tråd ad gangen.

Og nå ja: alt dét, men så på syv dage.

Filmens hovedperson hedder Gustav Thuesen. Han er en erfaren eventyrcyklist med ikke så få semiabsurde ture under bæltet (fx 900 kilometer på 41 timer, hvor han til sidst faldt i søvn cyklende, ja, cyklende. Eller dengang, hvor han solocyklede fra København til Salzburg). 

Denne gang har han inviteret to venner, Christian-Emil og David, med på sin hidtil mest ekstreme tur. De er begge glimrende cykelryttere, men uden helt samme erfaring udi ekstremerne og må derfor læne sig op ad Gustavs ekspertise.

Der er bare noget, han ikke har fortalt dem: Da Gustav var 19 år, blev han udsat for et fysisk overgreb i militæret af en sergent, der efterlod ham med et tab af mobilitet i den venstre arm. 

I årevis har han holdt handicappet skjult, fordi: Kan man godt være en – i gåseøjne – rigtig mand, hvis man ikke kan klippe sine egne negle? Og er det i virkeligheden derfor, han drager på de her vanvittige ridt?

Filmen bliver dermed også til en meget tætgående fortælling om sårbar maskulinitet, kammeratskab og udholdenhed (og en smule grundlæggende bimmelimhed). Men også på overfladen trækker den sine stik hjem: Den er nemlig bjergtagende smuk.

Vi har ringet til Gustav Thuesen og filmens instruktør, Sebastian Krogh, for at høre nærmere om kunsten at planlægge en god cykeltur, og hvordan i himlen det er lykkedes at få så gode billeder i kassen.

Men først: Hvorfor er det egentlig så fedt at cykle? Og cykle meget langt?

”Det er jo en eller anden form for eskapisme,” siger Gustav Thuesen.

”Livet bliver meget simpelt, når man er på de her ture. Man skal fra A til B og forsøge at lade være med at dø på vejen. I Maslows behovspyramide er vi jo helt nede. Alt det, man sidder og tænker over i hverdagen, hvad man gerne vil opnå med sit liv, bliver fuldstændig ligegyldigt. Du er nede på ting som: Hvornår kan vi få noget at spise næste gang? Er der modvind?”

Han tilføjer:

”Og så handler det jo også om at komme ud og se nogle ting. Jeg har en grundlæggende stor nysgerrighed på at se, hvordan det ser ud rundt om hjørnet.”

I har i løbet af turen til Nice en dag, der er helt bananas, hvor I kører 6.800 højdemeter. Var det en dag, du var bange for, Gustav, eller var det noget, der bare tændte dig fuldstændig?

”En blanding. Når man har siddet og planlagt turen, og man så sætter sig op på cyklen på dagen, giver det et lille sug i maven – følelsen af, at det er muligt, men også på grænsen til det umulige. Jeg tror, at det interessante netop er at sætte sig nogle ting for, hvor man kan mærke det der lille sug i maven. 

Og her er det vigtigt for mig at pointere, at folk skal finde deres egne udfordringer. Det er selvfølgelig ikke sådan, at man skal cykle 6.800 højdemeter, for ’ellers er man ikke en rigtig cykelrytter.’”

Er der nogle grundprincipper for god ruteplanlægning?

”Hm. God ruteplanlægning … Altså jeg har i hvert fald oplevet at være ude og cykle med andre, hvor jeg godt kan blive lidt sur, hvis det er en dårligt planlagt rute. Hvor jeg tænker: ’Hvorfor spilder vi vores tid på at køre på den her fuldstændig ligegyldige vej?’ 

Den store udfordring, især på de længere ture, er at finde en nogenlunde direkte vej, men hvor man ikke bare ender på en eller anden hovedvej. Selvfølgelig vil man fra A til B, men det er jo svingene og terrænet, der udfolder sig, der er det interessante.”

”Jeg kan også lige supplere her,” siger Sebastian, ”og det er at få lagt nogle steder ind, hvor du ved, at du kan få noget foder. Et godt frokoststop og nogle tankstationer. Det er svært at komme helt galt afsted i Danmark, men jeg er fx ved at planlægge en tur i Sverige, og der kan man hurtigt ende ude i ingenting. Og det er noget – hører jeg fra folk i miljøet – som Gustav tænker lidt mindre på.”

”Der lægger jeg nok lidt mere vægt på rutens æstetik, end jeg gør på dens logistik,” siger Gustav.

Bruger I Strava, eller er der noget smartere?

”Jeg bruger Ride With GPS, som har forskellige map layers,” siger Gustav. ”Her kan man også se Open Cycle Map, som er mere detaljeret, og hvor du kan se de mange cykelruter, der kører rundt i Danmark. Og så kan du tegne dine egne ruter ind på kortene, som du så kan overføre til din Garmin eller GPS.”

Og til sidst, Sebastian – dokumentaren er jo ekstremt smuk. Når man ser den, tænker man: Hvordan fanden – er det virkelig ægte, det her. Hvordan gjorde du det?

”Jeg har filmet det hele fra en bil sammen med en, der hedder Michael K. Øager. Vi filmede 13-15 timer om dagen, og så får man jo en masse i kassen. Og så er det bare at vælge de bedste skud ha ha. Men det er selvfølgelig også at tale det ned. 

Vi var de fleste dage fuldstændig ødelagte. Når vi var færdige med at filme, skulle vi ind og off-loade alt materialet, derefter ind og sove og så op en halv time før cykelrytterne, så vi kunne være der, når de vågnede. Og så bare køre og følge dem hele dagen.”

Var I virkelig kun én bil?

”Ja, én bil, to personer. Så vi har for det meste siddet på passagersædet med vinduet rullet ned, og nogle gange hang vi ud af vinduet for at få perspektiv nede fra. Andre gange var det noget med at køre lidt frem og få dronen op i luften og så sidde og styre den, mens den anden kørte bilen. Og så blive pissekøresyg.”