Recep Erdoğan har engang spist grillmad hjemme hos Hasan Cücük i Høje Taastrup. Dengang for 18 år siden var den mand, som i dag er Tyrkiets præsident, på besøg i Danmark for at se Uefa Cup-finale mellem Galatasaray og Arsenal i Parken, og han besøgte en skole i København, der er knyttet til den tyrkiske Gülen-bevægelse.

Hasan Cücük viser et billede, han tog i Valby i 2000. I midten af et gruppebillede står en 18 år yngre udgave af den tyrkiske præsident og smiler under overskægget.

I dag er Hasan Cücük ikke længere venner med Erdoğan. Der er mange, han ikke længere er venner med. Der er en arrestordre på Hasan Cücük i Tyrkiet. Han er ikke længere journalist på den skandinaviske udgave af avisen Zaman og søstermagasinet Aksiyon, som Erdoğan har lukket på grund af mediets tilknytning til prædikanten Fethullah Gülen.

I vindueskarmen hjemme hos Hasan Cücük står en kurv fuld af bøger med korancitater og bedekranse. Det er gaver fra venner i anledning af Hasan Cücüks svigermors død for nylig. I juli døde hans bror, der boede i Slagelse, mens han var på ferie i Tyrkiet på grund af problemer med nyrerne. Hasan Cücük kom ikke til de to begravelser i Tyrkiet, da han ville blive anholdt på tyrkisk jord.

Den tyrkiske præsident beskylder Fethullah Gülen for at stå bag kupforsøget i Tyrkiet i 2016. Gülen-bevægelsen er et religiøst netværk, der praktiserer en moderne udgave af islam og har fokus på uddannelse. Bevægelsen har tiltrukket tusindvis af veluddannede tyrkere og har åbnet skoler flere steder i verden. I Danmark har flere af skolerne måttet lukke, da forældre frygtede konsekvenserne for deres børn efter kupforsøget. 

Efter kupforsøget har Hasan Cücük mistet venskaber, bekendte er stoppet med at hilse på gaden, og han kommer ikke længere i de tyrkiske moskéer i København. På et tidspunkt flød hans Facebook over med beskeder fra personer, der beskyldte ham for at være en del af en terrorbevægelse.

”Det er folk, der har kendt mig i 20 år, som kalder mig terrorist. Det kan jeg ikke acceptere. Hvis det bliver bevist, at Gülen står bag kupforsøget, tager jeg afstand med det samme,” siger Hasan Cücük med sin lyse stemme.

Danmark er blevet en slagmark for tyrkiske konflikter. Tyrkere er med cirka 63.000 en af de største minoritetsgrupper i landet, og flere politikere med tyrkisk baggrund har kaldt støtten til den i vesten udskældte præsident Erdoğan blandt danske tyrkere for en trussel mod sammenhængskraften og udtryk for dårlig integration og parallelsamfund. Flere har sat spørgsmålstegn ved herboende tyrkeres demokratiske sindelag, når de bakker op om Erdoğans autoritære styreform og talrige fængslinger af kritikere og journalister.

Som den amerikansk-tyrkiske forsker Ayca Arkilic har påvist, er marginaliserede tyrkere mål for hjemlandets fangearme, og det tyrkiske styre udnytter, at mange af landets borgere i udlandet stadig mentalt befinder sig i Tyrkiet.

Den politiske splittelse mellem tyrkere, der støtter Erdoğan, og tyrkere med kurdisk baggrund har ført til masseslagsmål i Tyskland, og herhjemme har der været tilløb til lignende hændelser. Da kurdere med tyrkisk baggrund i marts i år demonstrerede i København mod Tyrkiets militære angreb i den kurdiske by Afrin, udviklede det sig til slåskamp med tyrkere, som var mødt op med slagvåben.
I juni kom det frem, at Politiets Efterretningstjeneste i 2017 havde flyttet en dansk-tyrkisk mand og hans familie i et safe house i 10 dage på grund af informationer om, at den tyrkiske stat havde bestilt et attentat på manden, som er knyttet til Gülen-bevægelsen. Likvideringen skulle udføres af en tyrkisk rockerbande, som har slået sig ned i Danmark.

De tyrkiske moskéer kritiseres for at være megafoner for præsidenten, og en religiøs rådgiver har oplyst, at Tyrkiets ambassade i Danmark indsamler informationer om personer, der anses som fjender af staten, altså den tyrkiske.

En solskinsdag i maj genåbner moskéen i Roskilde efter renovering. Der hænger balloner på de firkantede søjler, to minareter rager op over taget, og i gården er samlet nogle hundrede mennesker. De tyrkiske kvinder og mænd står tæt i hver sin ende, og under en presenning sidder Tyrkiets ambassadør i selskab med blandt andre Roskildes borgmester og lytter til den nytiltrådte imam, der messer en bøn på tyrkisk.

”Tillykke med, at I har fået udskiftet autoværkstedet med en rigtig moské,” siger Roskildes biskop Peter Fischer-Møller fra talerstolen. ”Det er godt, at I udsætter jeres religion for kritik,” fortsætter han med henvisning til, at mange har kritiseret udsigten til en ny tyrkisk moské i byen. ”Men jeg er bekymret for splittelsen mellem tyrkere i vores land. Jeg håber, at moskéen kan skabe sammenhold.”

Den socialdemokratiske borgmester Joy Mogensen får ordet.

”Jeg er her, fordi jeg ved, at jeres forbindelse til jeres hjemland ikke er styrende for jeres adfærd,” siger hun.

Mehmet Kurumahmut var udsendt imam for den tyrkiske stat til moskéen i Roskilde. Hasan Cücük kender ham udmærket, for han var aktiv på Hasan Cücüks Facebook efter kupforsøget i 2016.

”Landsforrædere. Må Gud straffe jer. I er snigmordere for terrorapparatet. I kommer til at bøde,” skrev imamen til Hasan Cücük.

Et bestyrelsesmedlem fortæller til Euroman, at imamen begik en fejl med sin kommentar, men forsikrer, at der intet politisk foregår i moskéen.

42-årige Mehmet Baser er gået ud på vejen for at ryge en cigaret. Han er umiddelbart den eneste, som er mødt op i shorts.

”Det er ligesom under Den Kolde Krig. Splittelsen foregår skjult. Dem, der vil Tyrkiet, går den ene vej ...” siger han og peger med hænderne for at illustrere en vej, der deler sig.

”Nationalismen bliver styrket, når man bor i et andet land. Selvom folk bor i Danmark, er der ingen, der skal vælte deres hjemland,” siger Mehmet Baser og fortæller, at engang var mange vilde med Gülen-bevægelsen.

Folk lånte penge af dem til at åbne forretninger. Men så blev Gülen kædet sammen med CIA, og så kom kupforsøget.

I Tyrkiet har Gülen-bevægelsens folk siddet i højtstående positioner i samfundet og har haft succes med at drive forretninger – indimellem med hårde metoder. Det fortæller Jakob Lindgaard, der forsker i tyrkiske forhold hos Dansk Institut for Internationale Studier.

”De har øvet en form for socialt pres eksempelvis ved at sige til en bager, at hvis du vil være med i netværket, kan vi garantere dig kunder. Ellers får du ingen kunder,” siger han og nævner, at inden Gülen og Erdoğan blev uvenner i en magtkamp i 2013, gik de sammen om at fjerne modstandere i retssager med falske beviser.

”Meget af det, Gülen-bevægelsen oplever nu fra Erdoğan, er metoder, deres topfolk selv har anvendt.”
Hasan Cücük vil ikke forsvare de ufine metoder, men han tror ikke, at prædikanten står bag det ’amzatøragtige kupforsøg’. Normalt sker kupforsøg midt om natten, og ikke imens gaderne er fyldte med mennesker.

”Jeg tror, det var planlagt af Erdoğan for at stramme grebet om magten,” siger han.

De seneste år har Erdoğan intensiveret kampen imod den kurdiske oprørsbevægelse PKK, som står på EUs terrorliste.

Euroman har talt med en række herboende kurdere, der støtter den kurdiske kamp for flere rettigheder i Tyrkiet, men som ikke vil stå frem. De frygter at blive stemplet som terrorsympatisører og få taget deres pas, hvis de rejser til Tyrkiet, da en række kurdere fra Danmark er blevet nægtet indrejse til landet. Flere kurdere fortæller om bekendte, der er stoppet med at komme i de tyrkiske moskéer på grund af en pro-Erdoğan-stemning.

Under et halvtag i sit kolonihavehus i Herlev sidder 52-årige Levent Ökten og puster røg ud af munden, mens han holder på slangen til sin vandpibe. Han har netop serveret hyldeblomstdrik med mynte, som han har plukket.

”Jeg så Hasan Cücük overalt før i tiden. Han kunne have sagt undskyld for sin støtte til Gülen. Bevægelsen var inde i knoglerne på vores land,” siger entreprenøren, der taler med en hæs og blid stemme.

Levent Ökten er talsmand i Tyrkisk-Skandinavisk Forening i Brønshøj. Foreningen repræsenterer De Grå Ulve i Danmark, som støtter det nationalistiske parti MHP i Tyrkiet. I 1970’erne og 1980’erne blev De Grå Ulve berygtet som en militant gruppe, der begik attentater på kommunister og kurdere i Tyrkiet. Organisationen er blevet beskyldt for terror, men Levent Ökten ser De Grå Ulves aktioner som en del af en modstandskamp.

”Vi har besøgt Gülen-folkene i Danmark. De ser Fethullah Gülen som en gud. Men han er bare ude efter dén der,” siger han og gnider med fingrene for at illustrere en pengeseddel, der knitrer.
”Tyrkiet har haft mange fjender, der ville overtage landet. De Grå Ulves mål er at holde fast i vores grænser og værdier.” Han suger på vandpibens mundstykke, så det bobler i glasset.

I Tyskland er De Grå Ulves foreninger overvåget af myndighederne på grund af voldelige sammenstød med kurdere. Levent Ökten fortæller, at han tager afstand fra vold, men han mener, at De Grå Ulves håndtegn bliver brugt af mange tyrkere som symbol i kampen mod terror.

”Ligesom et kors imod en vampyr.”

De Grå Ulves håndtegn er en lillefinger og pegefinger i vejret med de resterende fingre samlet, så hånden er formet som et ulvehoved med stritører. I tyrkisk mytologi føder en ulv en dreng, som bliver leder for det tyrkiske folk.

Ifølge Levent Ökten begyndte splittelsen mellem tyrkere i Danmark i 1990’erne, da tyrkiske og kurdiske bevægelser slog rødder i Europa. Folk grupperede sig efter sympatier.

”Når folk demonstrerer for PKK, som har kostet tusindvis af tyrkere livet, er det klart, jeg ikke vil have noget med dem at gøre.”

Han mener, at de danske myndigheder holder hånden over PKK’s tilhængere, ligesom USA bakker bevægelsen op i Tyrkiet.

”Verden er som Pinocchio. USA trækker i trådene. Se på Islamisk Stat – de er plantet i Mellemøsten af amerikanerne for at skabe kaos. Om nogle år vil du se, at den lille tyrker her havde ret.”

Den tyrkiske stat blev bygget på et skrøbeligt fundament med en blandet befolkning. Tyrkiets grundlægger, Kemal Atatürk, skabte en benhård stat, hvor landets institutioner beskytter staten mod borgerne og ikke omvendt, forklarer Jakob Lindgaard fra DIIS.

”Når folk ikke føler sig beskyttet af staten, knytter de sig til religiøse, etniske eller ideologiske netværk, som bliver centrale for ens mulighed for succes og anerkendelse. Der er en dyb mistro på tværs af disse netværk, der flere gange i Tyrkiets historie har haft voldelige ansigter. Det gælder også i en begrænset udstrækning herhjemme.”

Frygten for Tyrkiets kollaps er udbredt blandt mange tyrkere, fortæller han. Særligt blandt nationalister trives det såkaldte ’Sèvres-syndrom’, som henviser til, at Vesten udgør en konstant trussel mod det tyrkiske styre. Sèvres-traktaten blev underskrevet i 1920, hvor vestlige allierede indgik en aftale med den tyrkiske sultan om at opdele Osmannerriget.

”Vesten opfattes som en trussel, fordi vi var arkitekterne bag imperiets opløsning. De kurdiske oprørere bliver set som femte kolonner for Europa og USA, som vil underminere den tyrkiske stat."

En kø af mennesker er samlet foran Tyrkiets ambassade på Østerbro. Der er en uge til det tyrkiske præsidentvalg, og de tyrkiske statsborgere er her for at stemme.

Biler er parkeret på vejen med Tyrkiets flag i ruderne, og flere har svøbt det røde flag med den hvide halvmåne rundt om skuldrene som et symbol på støtte til Erdoğans regeringsparti, AKP.

På den ene side af vejen er samlet 40-50 kurdere, der støtter det pro-kurdiske parti, HDP, mens AKP-tilhængere står langs muren til ambassaden. Tidligere var der håndgemæng, da en en kurder lavede et V-tegn, som er et symbol for PKK, i retning af en fyr, som kvitterede med en lilefinger og pegefinder strakt i en knyttet næve; De Grå Ulves håndtegn. Parterne måtte skilles ad, inden politiet ankom.

En gruppe mænd og kvinder stiger ud af en bus fra Holbæk og stiller sig på række til et gruppebillede. Mændene holder fire fingre i vejret, ’Rabia-tegnet’, som er symbol for Det Muslimske Broderskab i Egypten, og som Erdoğan har taget til sig. 45-årige Sehra Metin holder et tyrkisk flag med ene hånd og laver De Grå Ulves tegn med den anden hånd.

”De arbejder sort,” siger hun og peger i retning af de kurdiske HDP-støtter: ”Og de skal give halvdelen af deres løn til PKK. Vi har intet imod kurdere, men hvis de vil have deres eget land i Tyrkiet, vil vi ikke have noget med dem at gøre,” siger Sehra Metin, mens en gruppe mænd råber i munden på hinanden for at bakke hende op.

Rygter fyger gennem luften. En kurder mener, at AKP betaler tyrkerne for deres stemme, og flere fortæller, at en gruppe muskuløse fyre på den anden side af vejen er her for at intimidere kurderne.

”Længe leve formand Apo!” råber en kvinde med et HDP-flag mellem hænderne i selskab med en flok kurdiske kvinder.

Apo er PKK’s politiske leder Abdullah Öcalan, som er fængslet i Tyrkiet. Tilråbene bliver mødt af tyrkere, som kalder kvinderne for terrorister, inden et par mænd får dæmpet gemytterne.

Tre kvinder i begyndelsen af tyverne iført tørklæde har stemt på AKP. De vil ikke stå frem, men har stemt på præsidenten, fordi han har gjort det nemmere at være muslim i Tyrkiet. Inden Erdoğan kom til magten, var det forbudt at bære tørklæde i offentlige institutioner.

Nursinan Yigen er kommet fra Aarhus i en bus med HDP-stemmer. Hun har alevi-baggrund, som er en religiøs minoritet i Tyrkiet. Hun stemmer på HDP, da alevier i lighed med kurdere ikke føler sig anerkendt i Erdoğans regime, siger hun.

”Du kan se, hvem folk stemmer på. Mange kvinder, som stemmer på Erdoğan, har tørklæde, mens mændene ofte har skæg og er dominerende i deres måde at udtrykke sig på.”

Irem og Imram Biyik passer dog ikke på profilen. Søstrene har glattet hår, er i hvide sneakers og jeans og med hver deres håndtaske. De har stemt på AKP, da Tyrkiet er blevet et velstående land under Erdoğan.

”Jeg er træt af fremstillingen af Tyrkiet i vestlige medier. Tyrkiet er det eneste muslimske land, der stadig står på sine ben. Jeg tror, at Europa og USA vil have landet ned med nakken,” siger 19-årig Irem Biyik, der studerer erhvervsøkonomi på SDU.

Hendes søster fortæller, at de fleste tyrkere i deres hjemby Slagelse har sympati for den tyrkiske præsident, men det er forkert, når tilhængere af de forskellige partier provokerer hinanden.
”Der skal være plads til alle, men måske handler det om, at folk kommer op at køre, fordi de har fået nok af kritik,” siger 23-årige Imram Biyik, som studerer til farmaceut.

De to søstre fortæller, at det har stået i deres tyrkiske netværk på Facebook, at der står kurdere foran ambassaden for at provokere.

En del af de fremmødte kurdere har tilknytning til Dansk-Kurdisk Kulturcenter i Valby. En af dem er Fatih Baran som i 2017 stillede op til kommunalvalget for Enhedslisten. Han mødte sidste år kritik, efter han havde deltaget i en mindehøjtidelighed for en kurdisk selvmordsbomber.

På et tidspunkt foran ambassaden er han og en skaldet fyr oppe i hinandens hoveder, og Fatih Baran spørger fyren kontant, om han har et problem. Da jeg efterfølgende spørger Baran til hændelsen, ryster han på hovedet. I 2012 fik foreningen ransaget sine lokaler af dansk politi på grund af mistanker om pengetransaktioner til den kurdiske oprørsbevægelse. En talsperson for foreningen i Valby har fortalt, at de sympatiserer med PKK, men ikke har lyst til at medvirke i artiklen.

Det er en udbredt opfattelse blandt iagttagere, at en del politisk engagerede kurdere i Danmark støtter PKK, men at de ikke vifter med deres tilhørsforhold, så længe bevægelsen står på EU’s terrorliste.

Mange tyrkere frygter, at PKK kæmper for et selvstændigt Kurdistan, selvom bevægelsen officielt ikke længere har dette som mål. Ifølge Jakob Lindgaard er frygten ikke ubegrundet.

”Sat på spidsen, så kommer man ind til selvstændighed, hvis man kradser længe nok på en kurder. De tyrkiske og kurdiske grupperinger har ofte masker på. Kurderne er langt væk fra magten, og jo længere væk fra magten, man er, jo mere har man behov for at have en maske på. Det er nødvendigt for politisk overlevelse,” mener han.

"Takket være tusinder, der har ladet livet, kan I høre jeres musik, tale jeres sprog og give jeres børn kurdiske navne. Men kampen for kurdernes frihed er ikke slut,” siger Serdal Benli i mikrofonen på en scene i Albertslund.

I baggrunden hænger et billede af Abdullah Öcalan. Året er 2012, og Gladsaxes nuværende viceborgmester og folketingskandidat for SF er inviteret for at holde tale for en dansk-kurdisk sammenslutning af foreninger.

Den 39-årige lokalpolitiker er født i Tyrkiet og har kurdiske rødder. En sommerdag i 2018 viser han Euroman et par af de trusler, han modtager på Facebook, når han kritiserer Erdoğan:

”Stolt er den, der kalder sig tyrk. Bastarder som dig skal stå til regnskab.”

Serdal Benli har modtaget beskeder fra kurdere, der har fjernet ham som ven på Facebook, da de frygter for konsekvenserne ved at blive forbundet med politikeren.

”Erdoğans femte kolonne i Danmark har sørget for, at mennesker ikke tør ytre sig af frygt for konsekvenserne for dem selv og deres familier i Tyrkiet,” siger lokalpolitikeren og ryster på hovedet.

SF er fortaler for at fjerne Erdoğans hovedfjende PKK fra EU’s terrorliste. Serdal Benli anser den kurdiske oprørsbevægelse for et resultat af årtiers undertrykkelse.

”De tyrkiske nationalister kalder PKK for terrorister, fordi det har de fået fortalt i årevis,” siger han og pointerer, at så længe vi holder fast i terrorbetegnelsen, kan Tyrkiet retfærdiggøre sine angreb på tusindvis af civile i kurdiske områder og fængsle politikere fra HDP for at stå i ledtog med terrorister.

PKK har tidligere angrebet civile, men har de seneste år rettet sine angreb mod militære mål. Serdal Benli understreger, at han tager afstand fra bevægelsens tidligere handlinger, men støtter den kurdiske kamp for demokrati og frihed, som PKK er en del af.

”Jeg mener ikke, at PKK har været en terrorbevægelse, men de har begået terrorlignende aktioner. Det er også en politisk og social bevægelse. Jeg støtter ikke den væbnede kamp, men den politiske.” Serdal Benli mener, at selv hvis PKK nedlagde våbnene, ville der opstå militante kurdiske bevægelser, så længe Tyrkiet undertrykker kurdere.

PKK’s fængslede leder Abdullah Öcalan er en helt blandt mange kurdere, da han satte kurdernes frihedskamp på verdenskortet. Men Öcalan er også en autoritær figur, der fik dissidenter fra PKK slået ihjel indtil for 10 år siden. Serdal Benli understreger, at bare fordi han holder en tale ved siden af hans billede, så støtter Serdal Benli ikke den kurdiske revolutionshelt. Kurdernes kamp for frihed skal ikke reduceres til at handle om én person, mener han.

Jeg spørger den kurdiskfødte SF’er, om mange kurdere inderst inde drømmer om selvstændighed.

”Inderst inde drømmer mange sikkert om et selvstændigt Kurdistan. Men det er et urealistisk mål, som vil kræve mange flere ofre.”

Det er valgaften i Tyrkiet, og Hasan Cücük sidder i sin lejlighed i Høje Taastrup og ser VM-kamp mellem Polen og Colombia på tv, mens han følger med i præsidentvalget på Twitter.

”Det ser ikke godt ud. Erdoğan vinder,” siger han fra sofaen, mens hans kone retter an med tyrkisk te og kage.

Hasan Cücük har ikke stemt, for han ville ikke risikere at blive antastet i køen til ambassaden.
Under VM har Hasan Cücük fordrevet tiden med at lave Youtube-videoer med optakt til kampene, som han lægger på Facebook.

Han har søgt flere jobs som journalist, siden Zaman blev lukket, men uden held. Samtalen falder på den tyrkiske fodboldstjerne Hakan Sükür, der bor i eksil i Californien på grund af sin tilknytning til Gülen-bevægelsen. Sükür var i en periode politiker for AKP, og Hasan Cücük besøgte den tyrkiske målmager, da han sad i parlamentet.

”De viste klip fra Uefa Cup-finalen i København på en tyrkisk tv-kanal forleden. Sükürs straffespark-scoring var klippet ud. Han er blevet slettet fra tyrkiske medier,” siger den 47-årige dansk-tyrker og ruller øjne.

Hasan Cücük skifter over på en tyrkisk kanal, hvor Erdoğan holder tale foran en forsamling tilhængere. Præsidenten taler om at have givet verden en lærestreg.

”Jeg tror, Tyrkiet kommer til at betale en stor regning for det valg,” siger Hasan Cücük og zapper gennem de talrige tyrkiske kanaler, der dækker valget. Han ender på en kurdisk kanal, hvor Mehmet Öcalan, der er bror til den kurdiske revolutionshelt, bliver interviewet. Hasan Cücük opfatter Abdullah Öcalan som en terrorist og PKK som en terrorbevægelse.

”Kurdere bliver undertrykt i Tyrkiet, men derfor skal de ikke bruge våben. Det gør vi heller ikke, selvom tusindvis af Gülen-tilhængere er blevet anholdt,” siger han.

Jeg spørger Hasan Cücük, om det har været en fordel at være en del af bevægelsen, da han blev ansat på Zaman. Han vægrer sig en smule.

”Det var mine evner, der gjorde, at jeg havde jobbet i 20 år. Men måske spillede det en rolle i begyndelsen. I Tyrkiet er man nødt til at være en del af en bevægelse for at kunne føle sig stærk.” ■