Mændenes Hjem indstiller al frivilligt arbejde: ”Det bedste, man kan gøre, er at donere penge"

Hvordan skal man følge regeringens anbefaling om at blive derhjemme, hvis man ikke har noget hjem? Corona-krisen har gjort hjemløse, stofmisbrugere og andre udsatte danskere endnu mere udsatte. Ivan Christensen, der er forstander på Mændenes Hjem, appellerer til, at man støtter økonomisk frem for at møde op på værestederne.

Mændenes Hjem
Offentliggjort

På Mændenes Hjem i København lever de blandt andet af frivillige bidrag og donationer. Godhjertede altruister, der afleverer overskydende mad fra firmaets påskefrokost til værestedet, underviser i yoga, tilbyder gratis tandlægetjek eller noget helt fjerde. Men på grund af den raserende corona-krise er alle frivillige bidrag til de udsatte borgere, der kommer på Mændenes Hjem, indstillet på ubestemt tid.

”Vi har generelt lukket helt ned for at få gæster ind i Mændenes Hjem for at minimere smittekæden. Vi får mange henvendelser fra folk, der gerne vil hjælpe i disse hårde tider, men vi bliver nødt til at takke nej til stort set det hele,” fortæller Ivan Christensen, der de seneste otte år har været forstander på Mændenes Hjem.

Siden 1910 har værestedet fra sine lokaler i Istedgade ageret sikkerhedsnet for dem, der synker mod samfundets bund. I en periode som denne, hvor samfundets tandhjul midlertidigt er stillestående, er de udsatte danskere endog endnu mere udsatte. Mændenes Hjem forsøger at bidrage med sovepladser, mad og sundhedspleje, men har også været tvunget til at indstille andre dele af de indsatser, der normalt holder udsatte danskere oven vande:

”Vi har fx Kontaktsted, hvor udsatte borgere kan spise, få et bad og en kop kaffe og snakke med personalet eller deres venner. Det tilbud er nu ændret, så der kun er mulighed for at sove, spise og snakke med en sygeplejerske eller en medarbejder, hvis man har brug for konkret hjælp. Det betyder, at en masse udsatte mennesker nu mangler et sted at gå hen i dag- og nattetimerne,” fortæller Ivan Christensen.

Mændenes Hjem indstiller al frivilligt arbejde: ”Det bedste, man kan gøre, er at donere penge'

”Det bedste, man kan gøre, er at donere penge. Alle former for bidrag, hvor man skal ind på besøgsstederne og bidrage kan ikke lade sig gøre for tiden. Det, vi i høj grad har brug for, er midler til at købe ting. Vi arbejder på at få råd til et survival kit, hvor der er en håndsprit og forskellige ting og sager, vi kan udlevere til folk, der lever på gaden. Det ville i høj grad begrænse deres risiko for at blive smittet. Det er ikke noget, vi har penge til i vores normale drift. Vi må bare erkende, at penge gør en stor forskel i den nuværende situation.”

Ivan Christensen betoner, at de organisationer, der lever af at hjælpe hjemløse og andre udsatte også er dem, der har det bedste overblik over, hvor der er behov for at sætte ind:

”På den måde kan man sikre, at alle donationer bliver forvaltet på en virkelig meningsfuld måde.”

Mens det danske erhvervsliv og mere eller mindre velstillede privatpersoner holder vejret af frygt for en økonomisk recession, har Ivan Christensen sine bange anelser på vegne af dem, der i forvejen sidder på en lille del af kagen herhjemme. Hvad hvis corona-virussen tvinger Danmark ud i en økonomisk krise?

”Der skal der være nogen, der tager det politiske ansvar for at hjælpe de mest udsatte. Ellers er der en risiko for, at de også kommer til at betale regningen. Og de har bare ikke ret meget at betale med. Vores område er generelt presset. Selvom vi er et rigt samfund med en masse fantastiske muligheder, kunne vi godt gøre mere for de allermest udsatte. Jeg frygter, at den tunge ende kommer til at vende nedad, når regningen skal betales. Det er bestemt en bekymring, jeg har.”