Tidligere B&O-chef vil tegne en ny samfundskontrakt: ”Virksomheder skal altid foretage avisforside-testen”

MED EN DEBUTBOG PÅ TRAPPERNE var Tue Mantoni egentlig klar til at trykke på udskydsknappen, da covid-19-pandemien hastigt begyndte at brede sig verden over.

Ingen gider jo læse om andet end corona, tænkte han.

Men i den sorte coronasky viste der sig også et rum til Mantonis bog, ’Samfundskontrakten – en danmarksrejse på jagt efter fremtiden’, for under krisens presserende væsen begyndte debatter om samfundssind og hjælpepakker og empati at rejse sig.

Debatter, der – skåret ind til benet – handlede om forholdet mellem stat og marked, samfund og erhvervsliv, solidaritet og kynisme, og dermed talte direkte ind i Mantonis bog.

”Krisen kommer til at understrege vigtigheden af en stærk og velfungerende samfundskontrakt; at forstå hinanden, at være nysgerrige på hinanden,” fortæller Tue Mantoni og fortsætter: ”Vi har her en kanon god mulighed for at skabe en debat om, hvad det er for et Danmark, vi gerne vil skabe efter corona. Men du kan allerede se nu, at der er en risiko for, at linjerne vil blive meget skarpt trukket op. Hvem har fået hjælpepakker? Hvem skal betale regningen? I dialogen mellem erhvervsliv og samfund viser der sig en smule ridser i lakken, nogle revner i fundamentet.”

─

TILBAGE I 2011 STEMPLEDE Tue Mantoni usvigeligt ind på den danske erhvervsscene ved i en alder af blot 36 år at lande stillingen som administrerende direktør hos nationaldarlingen Bang & Olufsen. 13 år forinden, som nyuddannet kandidat i erhvervsøkonomi og matematik fra Handelshøjskolen i København, havde han kickstartet sin karriere hos konsulentkongerne i McKinsey & Co., hvorfra han efter et par år røg til den engelske motorcykelfabrikant Triumph. I det engelske opholdt han sig i otte år, to af dem som kommerciel direktør, de sidste seks som administrerende direktør – med stor succes til følge.

Men i 2016 var direktøreventyret slut. Efter fem år på topposten i B&O var det tid til at træde ned. Og de store visioner, som Mantoni ved sin ankomst havde lagt frem til fri skue, ventede man stadigvæk på for alvor at se eksekveret i B&O-byen Struer.

’Er kometen brændt ud?’ stod der i en overskrift i Berlingske, da Mantoni fratrådte den prestigefyldte post.

Sådan ser han det ikke selv.

”Min rejse i Triumph blev beskrevet, som om jeg fløj igennem, og at folk nærmest stod og klappede ad mig. Min tid hos B&O bliver så beskrevet, som om det fandeme må have været hårdt med nedjusteringerne og det hele. Og det er et super krævende job, fordi det er så svær en case. Men jeg har nogle superfede minder fra B&O. For eksempel lancerede jeg B&O Play. Det er er jeg sgu stolt over,” fortæller Tue Mantoni.

En dag, da han sad med bestyrelsesformand Ole Andersen og lagde en plan for de næste tre år, sagde han til ham:

”Du skal bare vide, at det ikke er mig, der kommer til at rulle den her plan ud. Jeg vil gerne lave noget andet.”

Han ville engagere sig i mindre virksomheder, investere, rådgive, sidde i bestyrelser, udvikle. Det havde han villet i flere år.

Så det gjorde han. Og kastede sig over unge, brandorienterede virksomheder som højtalerproducenten Soundboks, juiceimperiet Joe & The Juice, Lakrids by Bülow og tøjmærket Stine Goya.

Men ikke nok med det. For de seneste par år har den langlemmede og nu 45-årige Tue Mantoni også fordybet sig i en anden og mere uvant disciplin. Han har skrevet en bog ved navn ’Samfundskontrakten – en danmarksrejse på jagt efter fremtiden’.

Heri rejser han kongeriget Danmark tyndt – fra Samsø til Struer til robotklyngen på Fyn – og taler med forskellige grene af erhvervslivet, mens han filosoferer over, hvad man i fremtiden kan gøre for at gøde erhvervsjorden endnu bedre her til lands.

Men ikke mindst – og dette træder frem som bogens centrale ærinde – filosoferer han over, hvordan man i fremtiden kan skabe en endnu stærkere forbindelse og forståelse mellem erhvervslivet og resten af samfundet.

Det er det, som han kalder for samfundskontrakten.

Det vil kort sagt sige, fortæller Mantoni, at mens virksomhederne kan stille nogle krav om, at samfundet skal levere veluddannet arbejdskraft, gode transportforbindelser, et kompetent sundhedsvæsen og social tryghed – og så videre og så videre – kan samfundet i retur stille krav om, at virksomhederne opfører sig ordentligt, ikke sviner miljøet til, betaler deres skat, ikke udnytter deres medarbejdere og – ikke mindst – er deres sociale ansvar bevidst.

I udlandet har Tue Mantoni set eksempler på, hvad der sker, når denne kontrakt misligholdes.

”Jeg har boet i USA, Frankrig og England,” fortæller han, ”og jeg er bare nødt til at sige, at når man sammenligner vores model og den balance, vi har opnået i Danmark, er den på alle parametre mere attraktiv, end hvad man kan se i udlandet. Man har set nogle strømninger som et resultat af, at samfundskontrakten har været i ubalance. Trump i USA, Brexit i Storbritannien, De Gule Veste i Frankrig,” siger Tue Mantoni og fortsætter:

”I alle de tilfælde har det – selvfølgelig kombineret med mange andre faktorer – været en konsekvens af den udvikling, vi har set i verden over de sidste 10-20 år med globaliseringen og digitaliseringen. I snit er verden blevet til et bedre sted. Men der er også nogen, der har draget fordel af det, mens andre har kigget på hinanden og tænkt: ’Hvad har det gjort for os?’ Når kontrakten mellem erhvervslivet og samfundet, mellem politikerne og samfundet, går skævt, ser vi ulighed, både økonomisk og socialt, og det skaber uro,” siger han.

Tue Mantoni mener, at erhvervslivet selv – for at styrke båndet til det resterende samfund – skal blive bedre til at sætte ansigter på og skabe nogle fortællinger, som folk kan forholde sig til.

Og så skal erhvervslivet øve sig i at forklare deres gøren og laden, så det giver mening.

Sagen om en række virksomheder, der har modtaget hjælpepakker under coronakrisen, og som samtidig er ejet af udenlandske kapitalfonde med adresser i skattely, er det seneste eksempel herpå.

”Jeg mener, at virksomheder skal foretage avisforside-testen i alt, hvad de gør: Selv om det er fuldt ud lovligt, er jeg så i stand til at forklare det på en god måde?”

─

I ’SAMFUNDSKONTRAKTEN’ DEFINERER Tue Mantoni ikke nogen konkret kontrakt. Det er helt bevidst.

”Det har en kæmpeværdi, at jeg har ikke har skrevet kontrakten ned,” siger han og uddyber:

”Vi har jo allerede en masse konkret lovgivning. Men det er jo i virkeligheden kun et minimum af det, der skal leveres på. Der er også noget situations- og kontekstbestemt, der afgør, hvordan man opfører sig. At have den rette musikalitet og evne til at navigere i det kommer til at være toplederens fornemmeste rolle.”

Mantoni er spændt på, hvem der vil læse bogen. Men den er, understreger han flere gange, ikke kun skrevet til toppen af erhvervslivet.

”Min drøm er,” siger han, ”at de, som ikke er en del af det etablerede erhvervsliv, vil få vakt en interesse og netop få sat nogle ansigter på nogle af landets erhvervshistorier. Men jeg håber også, at erhvervslivet kan få en indsigt i, hvad det kræver at få anerkendelse udenfor dets egne cirkler.”

Han tilføjer:

”Hvis det kun er folk fra erhvervslivet, der kommer til at læse den, så har jeg fejlet.”

Selv om selve samfundskontrakten forbliver i det uskrevne, har Mantoni på bogens sidste dog alligevel nedskrevet en liste håndgribelige opfordringer.

’Inviter alle udlændinge, der kan og vil, til Danmark’, ’Brug aldrig skattetrykket som undskyldning’, ’Bifald, at talent bliver betalt som fortjent’, ’Værdsæt den danske velfærds betydning for erhvervslivet’, lyder nogle af opfordringerne.

”Igennem bogen,” siger Tue Mantoni, ”bliver man ligesom draget ind i historiefortællingen, og forhåbentlig læner man sig til sidst tilbage og læser opfordringerne. Måske klipper man dem ud, hænger dem på køleskabsdøren og tilføjer ti mere selv. Og tænker over, at vi simpelthen er nødt til at tage det her seriøst. Vi har noget unikt, noget, vi kan forstærke. Og hér er nogle tips!”