Sportssommeren 2020 scroll-down

Den forsvundne fodboldsommer og genopstandelsen

Det skulle have været en landsdækkende sommerbyfest med Åge Hareide som DJ og Christian Eriksen og Kasper Schmeichel som de nye Brian Laudrup og Peter Schmeichel fra Class of ’92. Men festen kommer ikke til byen i år. Sommeren 2020 bliver i stedet sommeren 1992’s onde, spejlvendte tvilling.

Af Christian Mohr Boisen
Foto: Illustration: Oliver Seppo
Sport Euroman

Det er den 18. juni 2020 i Parken, København, hvor Christian Eriksens sene frisparksperle og Kasper Schmeichels mirakuløse tillægstidsredning af Romelu Lukakus hovedstød fra en meters afstand netop har besejret Belgien, en af titelfavoritterne, og sendt Åge Hareides smukt sammenspillende, danske landshold videre til EM-ottendedelsfinalen. Foran storskærme på pladser og i parker landet over falder titusinder af danskere hinanden om halsen i varme fadbamsekrammere, mens studenterhuer og klaphatte allerede danser halvnøgne rundt i Storkespringvandet inde på Strøget.

Det er EM. I jubelåret 2020. På dansk grund. Årtiets sommer. Måske vor tids 1992, vores Second Summer of Love. Vi er jo videre og nævnes nu som seriøse outsidere til titlen. På vej fra Parken hen til metroen på Trianglen kan du og alle de andre fans høre den uopslidelige 86’er-traver ’Re-Sepp-ten’ vælte ud fra de åbentstående vinduer på Østerbro: ”Vi står saaaaaam-men SIDE OM SIDE”, og det er lige, hvad I gør, helt tæt i metroen, som kører ind til Kongens Nytorv, og du skråler med hele vejen, op og ned ad Strøget, hvor du hopper op i Storkespringvandet til studinerne fra Solrød Gymnasium. Nu bliver ’Re-Sepp-ten’ afløst af Queens ’We Are the Champions’. ”Feeeedt,” tænker du. ”Skål! Kæft, en dejlig aften og et yndigt land. Det er ligesom denga… ”

Men så sker der noget mærkeligt. ’We Are the Champions’ bliver akut afbrudt af C.V. Jørgensens melankolske brægen ud over hele byen: ”Sommeren er forbi nu/og den nærmest fløj afsted/tomhændet står du tilbage/og ka’ slet ikke følge med.” Først gætter du på, det bare er den gode, gamle gøgler Sanger-Søren, Strøgets institution siden 1986, Gadens Elvis, The Real X-Factor i kød og blod, som også vil være med på denne dejlige festaften. Men nu kigger du rundt og opdager, at både Søren, studinerne, sommeren og klaphattene er væk, Strøget ligger øde hen og ligner pludselig mere en scene fra post-apokalypsen end juni 1992. Du slår øjnene op, retter dig op i sofaen. ”Nå, jeg blundede vist lidt,” siger du til ingen. I fjernsynet foran dig kører en genudsendelse af Olsen-Banden, et pressemøde med Søren Brostrøm og Magnus Heunicke og deres sidekick Mette Frederiksen eller også er det en gammel James Bond, det kan du ikke helt bedømme. De ligner efterhånden hinanden som dag og nat i Coronaland.

Det skulle, kunne, burde have været en landsdækkende, pyroteknisk stimuleret sommerbyfest med Åge Hareide som DJ og Christian Eriksen og Kasper Schmeichel som (potentielt) de nye Brian Laudrup og Peter Schmeichel fra Class of ’92. Men festen kommer ikke til byen i år. Det er ikke kun landstræner Åge Hareide, der taber noget, ingen kan erstatte, som samme C.V. Jørgensen synger andetsteds, ved aflysningen af årets EM. Der bliver spillet EM til næste sommer, 2021, men det bliver uden succesrige DJ Åge, som er erstattet af Kasper Hjulmand til den tid.

De største tabere er selvfølgelig os. Alle os. Vi får ikke den mellemfolkelige fest, og selv om det virker som et absurd ønske i lyset af de mørke omstændigheder, kunne vi ikke have mere brug for festen end netop nu. Næsten, kun næsten, som danskerne havde brug for fodboldlandskampene mod Sverige under besættelsen, der udviklede sig til folkelige, optimistiske manifestationer med fællessang og da også blev forbudt af tyskerne de sidste to år af krigen. Da UEFA annoncerede aflysningen af EM 2020 i midten af marts, kom det ikke længere som en overraskelse, og vi reagerede måske ikke helt så ufiltreret som den engelske Twitter-bruger og fodboldfan, der til UEFA’s udmelding svarede: ”Fuck the person who ate the fucking bat!” Men trist er det. Ligesom det selvfølgelig er helt på sin plads at spørge, om det er utilstedeligt usmageligt at ærgre sig over fodboldsommeren, der forsvandt, denne sommeren 1992’s nu onde, spejlvendte tvilling, når verden ser ud, som den gør med sygdom og død, og verdens- og privatøkonomien ligner én lang eksponentiel røvtur. Hvordan ville det overhovedet føles at se fodbold, når pandemien stadig raser, og verden falder sammen for øjnene af os?

Fodboldens beslutningstagere og magthavere har stået i kø for at understrege, at der er vigtigere ting i livet end fodbold. Nå? Tak, fordi I oplyser os. Ja, der er ”en tid til at græde/en tid til at le/en tid til at holde klage/en tid til at danse”, som der står i Det Gamle Testamente. Eller som Zinedine Zidane har sagt: ”Som barn græd jeg, fordi jeg ikke havde nogen sko at spille i. Men så en dag så jeg en mand uden fødder.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Fodbold, EM og Corona-virussen