DE BEFANDT SIG i samme situation, som de havde oplevet før. De havde den gule førertrøje, og nu var de kommet til den sidste enkeltstart. Siden nederlaget på La Planche des Belles Filles var det gået op for mange af dem, at der var vigtigere ting i livet, og at der også skjulte sig en skønhed i nederlaget. De ville ikke begynde at juble for tidligt her i landsbyen Lacapelle-Marival, hvor den sidste enkeltstart i denne udgave skulle starte. Hver gang en af dem begyndte at tage glæderne på forskud og tænke i resultat i stedet for i proces – sådan som det hed i holdets jargon – så var der en eller anden, der korrigerede dem.

Omkring middagstid blev alt uden for holdbussen gjort klar til de fem ryttere, der skulle stille til start. Nathan Van Hooydonck var taget hjem aftenen før på grund af sørgelige private omstændigheder.

Alt stod klar uden for bussen: cyklerne i festteltet, ventilatorerne, køleboksene med mad og alle slags drikkevarer og naturligvis sedlerne med rytternes ønsker. Vingegaard havde for eksempel ikke noget behov for opmuntrende tilråb, men kunne nøjes med løbsinformationer, blandt andet om hvornår der kom et sving, og hvad mellemtiderne var.

Mathieu Heijboer havde allerede lavet en pacingplan til rytterne, og på denne sidste lørdag var han ”forbindelsesleddet mellem ryttere, personale og trænere”.

I dag ville jeg ikke forstyrre ham i hans gøremål.

Heijboer havde allerede fortalt mig, at han havde rådet Vingegaard til at lægge en plan og holde sig til den. Hvis man for eksempel havde aftalt, at man ikke ville høre nogen mellemtider, så skulle man ikke senere ombestemme sig og sige, at man alligevel gerne ville høre dem.

”Men altså,” havde Heijboer sagt, ”hvis man som træner på et tidspunkt hører, at det er ved at blive spændende, så er man selvfølgelig nødt til at sige et eller andet til Jonas.”

Et par timer før Vingegaard på slaget fem skulle køre fra start som dagens sidste rytter, sad jeg på en køleboks ved siden af Martijn Redegeld. Vi kiggede på mekanikerne, som var ved at udføre de sidste justeringer på enkeltstartscyklerne. En af dem var tålmodigt ved at forklare Eurosport-analytikeren og den mangedobbelte Tour-vinder Alberto Contador, hvad der var så specielt ved disse enkeltstartscykler. Et kamerahold kredsede omkring cyklen.

Vi talte om Redegelds fagområde ernæring, og hvordan man forbereder ryttere til en enkeltstart. Jeg spurgte ham om mundskylningerne med en sukkerholdig væske, som Van Aert altid praktiserede før en enkeltstart.

Redegeld forklarede, at ”sensorerne i ens gane” bliver aktiveret af sukkeret og giver besked til hjernen om, at der er sukker på vej, og at cellerne også kunne begynde at frigive deres sidste rest af energi. Kroppen vidste ikke, at rytteren spyttede den søde væske ud igen.

Redegeld fortalte, at der var ryttere, som tog koffein før starten. Ikke alene for at forstærke koncentrationen, men også fordi koffein bevirkede, at ens smertetærskel kom til at ligge højere, og ”smerteoplevelsen” var mindre. Redegeld ville ikke fortælle, hvor lang tid der var mellem indtagelse og start. ”Wout bruger også rødbedesaft inden, nitrat. Det er med til at sørge for bedre iltoptag i musklerne.”

Jeg tænkte på de samtaler, jeg havde ført med Zeeman for flere år siden under Romandiet Rundt om tilpasning af diæten i dagene før en vigtig etape, hvor rytterne spiste ”fiberfattigt”, så de ikke havde så meget væske i kroppen. Hvornår var de ernæringsspecifikke forberedelser til den vigtige etape på Hautacam begyndt for Vingegaards vedkommende?

”På det tidspunkt,” sagde Redegeld, ”hvor Primoz fortalte, at han ikke ville stille til start næste dag.”

Saint-Affrique, svarede jeg.

”Det er nemlig rigtigt,” lo han. ”Det var i hvert fald en fiberfattig diæt. Ikke noget pasta, ingen grøntsager og mindre brød.”

Menuen blev en smule mere ensformig, men resultatet var til at tage og føle på, fortalte han. ”For Jonas’ vedkommende var det godt og vel et kilo.” Han tog sin telefon og ledte online efter et portrætfoto, som holdet havde fået taget på træningslejren i januar. Forskellen efter et halvt år med løb var næsten skrækindjagende, måtte jeg tilstå.

Da jeg spurgte, hvor mange kilo Vingegaard havde vejet på Hautacam, viste det sig, at han havde ligget lidt over 57 kilo, og hvis man vidste, at han i slutfasen af den stigning trådte 375 watt, så var det magiske tal 6,5 w/kg. ”Et kilo kropsvægt mindre betyder omregnet 0,1 w/kg mere,” sagde Redegeld.

”Og det betyder en gevinst for hver kilometer.”

Klokken 16.30 stod jeg ved siden af målstregen i Rocamadour. En for en kom rytterne rundt i svinget, den ene mere udmattet end den anden. Nogle kørte på frihjul og var glade, andre kæmpede for at beholde deres placering eller forsøgte at forbedre deres position i klassementet, hvilket lykkedes for blandt andre Aleksandr Vlasov, der endte på en femteplads.

Da det så ud, som om Pogacar ikke var i stand til at slå Van Aerts tid, var der kun en eneste, der kunne tage sejren fra ham, og det var Vingegaard, der kørte som en besat og var lige ved at sende sig selv ud af Touren ved at tage så stor en risiko i et sving, at han kun lige med nød og næppe undgik at køre ind i en klippevæg. Men han formåede at holde sin cykel på vejen. Inde i bussen havde han sagt til trænerne: ”Not today, Pogi, Pogacar vinder ikke i dag.”

Da han nærmede sig målstregen, trådte hans aftale med Niermann i kraft: ”Hvis det står mellem mig og Wout, og jeg har en sikker position og kan slappe af, fordi Pogacar ikke længere er nogen trussel, så skal du sige det til mig.” Det gjorde Niermann, hvorpå Vingegaard tog det stille og roligt og på den måde kunne give Van Aert sejren.

Jeg var allerede gået et stykke om bagved for at se, hvordan Vingegaard ville reagere, når han havde stillet cyklen, fordi han nu ville vinde Touren. Derfor havde jeg ikke opdaget, at Van Aert havde rejst sig fra sit hot seat og havde stillet sig ved siden af ruten for at heppe på Vingegaard. Han var rørt til tårer over den gestus fra holdkammeraten, der skænkede ham sejren på enkeltstartsetapen.

Vingegaard kørte forbi, hans blik var skjult bag en futuristisk hjelm med spejlglas. Han rullede videre hen til kamerafolkene, fotograferne og de andre mediefolk, der stod henne ved hans kæreste. De omfavnede hinanden, og følelserne stod malet i deres ansigter.

Rytteren med rygnummer 18 havde vundet Tour de France, og foran NOS-kanalens kamera stammede Merijn Zeeman ”bizart, bizart, bizart”. Han rystede på hovedet og kunne knap nok fatte det. ”Vi har vundet Touren,” sagde han i den mikrofon, der blev holdt op foran ham. ”Det lykkedes, du!”

Mathieu Heijboer kiggede med våde øjne på tableauet. ”Det var så det,” sagde han med brudt stemme. Han sank en klump.

”Jeg kan gå på pension!” råbte Frans Maassen. Også hans øjne fyldtes af tårer.

Det varede ikke længe, før mængden begyndte at spredes. Vi skulle til Paris, Avenue des Champs-Élysées lå 530 kilometer stik nord for, hvor vi befandt os. Vinderen skulle op at stå på podiet og medvirke i pressekonferencen, journalisterne skulle sende deres reportager, og Jumbo-Vismas personale dryssede en efter en tilbage til autocamperen, der stod et eller andet sted bagved. Man ringede til dem derhjemme. Forbløffelsen var stor.

Henne ved bussen kunne man høre den knitrende lyd af græshopper, og en hvislen af øldåser, der blev åbnet. Der blev skålet og grinet. Inde i autocamperen spiste Benoot, Kuss og Laporte deres restitueringsmåltider og tog sig en øl. Trænerne sad udenfor på campingstole.

Lige før alle begyndte at rydde op, susede endnu en rytter forbi på cykel, på vej til sin holdbus. Han smilede og råbte: ”Congrats, boys!”

Det var Tadej Pogacar.