Vi er mange danskere, der godt kan finde på at holde med England i slutrunderne, når Danmark ikke er med, og det hænder jo, at Danmark ikke er med. Vi er opvokset med at have en engelsk klub som vores væsentligste livsindhold, næsten som om vi var fish’n’chips-ædende, lager-bællende, blegfede tatoveringer i permanent regnvejr selv.
FC Barcelona, Real Madrid og Bayern München spiller sikkert meget bedre fodbold, og de vinder notorisk flere Champions League-pokaler end ”os” i disse år, men Arsenal, Liverpool, Tottenham, Manchester United osv, kan man ligesom bare bedre identificere sig med, ikke?
De er godt nok mere franske, spanske, belgiske, brasilianske og argentinske end engelske, når man kigger på holdkortet, og arabiske, russiske, kinesiske og amerikanske, når man kigger på cvr-nummeret, men lad nu det ligge. De føles engelske, for os der har deponeret vores sjæl og hjerte i engelsk fodbold.
Vi holder af den relative jævnbyrdighed og indstilling, vi trods alfaklubbernes dominans ser i engelsk fodbold. Det er ikke fuldstændig pskydelisk usandsynligt, at et bundhold kan besejre et af de fem-seks store hold. Der er ikke 30 point fra nummer tre ned til de næste, som i andre lande. For eksempel Spanien.
Vi, der holder af engelsk fodbold, kan lide stemningen og atmosfæren og måden, der jubles over et hjørnespark eller en tackling, som om det gjaldt finalen. Vi kan lide, at det hele ikke er afgjort efter højest 55 minutter. Vi kan lide, at vi ikke falder i søvn.
Og de engelske klubbers næstbedste og nogle af de bedste spiller for det engelske landshold.
England skuffer aldrig. Man ved, hvad man får, hvis man holder med England.
1) Three Lions cruiser altid lige igennem kvalifikationen.
2)The Sun og alle engelske fodboldfans råber som en brovtende sælger i en hotelbar i provinsen klokken 03.45 ud til hele verden, at nu vinder England VM med bind for øjnene og begge arme bundet på ryggen.
3) England taber ottendedelsfinalen efter straffesparkskonkurrence.
Måske ville det være en god idé at sige ”Keep the engine running” til den flykaptajn, der flyver englænderne til en hvilken som helst slutrunde.
Men denne gang er der noget, der ikke er, som det skal være.
Englænderne var suveræne i kvalifikationen, men har - traditionen stærkt utro - ikke været brovtende om Imperiets selvskrevne, gudgivne ret til trofæet. Har englænderne opdaget, at Premier League-klubberne ikke har været i nærheden af Europa-toppen, selv om ligaen er svinerig af tv-penge og fedt flydende olie som dens klubejere?
England kommer ellers med et lovende hold. Det kan godt være, landstræner Roy Hodgson ligner en pensioneret overtjener fra Birmingham, og at han er officielt slutrundens ældste træner, men han har den yngste trup. Hodgson er en pragmatisk, britisk træner. Men han kan overraske.
Inden Englands første kamp mod Rusland var anfører Wayne Rooney således det store diskussionsemne i den engelske offentlighed. Kritikere mente, at den gamle angriber skulle vige pladsen for unge himmelstormere som Jamie Vardy og Marcus Rashford. Så satte gamle Hodgson sin kaptajn ned bag Alli og Kane og resten af Tottenham, helt nede på den dybeste midtbane.
Wayne Rooney har ikke levet op til verdens forventninger siden han som 18-årig blev døbt Den hvide Pelé ved EM 2004, hvor han spillede som en åbenbaring, indtil han brækkede en knogle i foden. Men 111 landskampe senere viste han mod Rusland, at han stadig er en klassespiller, og leverede måske EM’s hidtil bedste præstation, i hvert fald den mest overraskende.
Som i FA Cup-finalen for nogle uger siden ejede han den centrale midtbane. Han strøede om sig med diagonalafleveringer over 40 meter, dækkede af bagude, vidste præcis hvor angriberne skulle have bolden, og stak endda selv sin verdensklassenæse for chancer og placering i feltet frem.
Rooneys præstation i maskinrummet mindede om Andrea Pirlo og Paul Scholes’ måde at diktere en kamp på. Kun ved få lejligheder holdt Rooney lidt for længe på bolden, måske en reminiscens af Louis van Gaals ked-dem-ihjel-ikke-score-filosofi fra de sidste to sæsoner i Manchester United.
Med Rooney som overraskende spilfordeler spillede England noget af De tre løvers bedste fodbold i årevis, og alle havde været glade, hvis ikke russerne havde udlignet på deres eneste halve chance i overtiden. England har stadig aldrig vundet den første kamp ved en EM-slutrunde.
Uden for banen, på stadion og nede på havnen i Marseille, som i forvejen er et nogenlunde slagkraftigt sted, fik englænderne bøllebank. For få år siden var engelske hooligans frygtet og berygtet som verdens værste. I stribevis af tv-udsendelser og film har man set engelske fodboldfans tæske løs på hinanden i voldsorgier og tænkt, at de var nogle uhyrer uden for rækkevidde.
Kun mod tyrkiske fodboldfans har englænderne enkelte gange tabt tossekampen. Der er åbenbart grader af voldspsykopater.
I Marseille var de engelske fans chanceløse mod russiske hooligans fra Spartak Moskva og CSKA Moskva (der normalt hader og dræber hinanden derhjemme, men som til lejligheden har fusioneret i en uhellig alliance). Englænderne kom til at ligne en flok skoledrenge, der spiller hårde, og så kommer Hells Angels.
Russerne og englænderne har fået en advarsel af UEFA, om at de kan blive smidt hjem, hvis der er mere ballade. UEFA risikerer nemlig at miste en masse sponsorkroner, så der må handles, inden Coca-Cola og tv-stationerne bliver sure over den dårlige stemning på billederne fra Marseille og kræver pengene retur.
Det er i øvrigt russerne, der skal arrangere VM om to år, så det skal nok blive festligt.
Og sport:
Torsdag er det Battle of Britain mellem Wales og England, og én ting er sikkert: Wayne Rooney får ikke lige så meget plads til at eje hele midtbanen som mod russerne. Der vil blive kamp om pladsen over hele banen som i Premier League. Faktisk kan slaget godt komme til at minde om et Premier League-opgør, som vi, der elsker engelsk fodbold, elsker det; høj intensitet og smæk for skillingen, gang i den - og ikke så mange spanske dikkedarer og absurde sommerkamplignende sejrscifre i opgøret mellem Messi og Levante.
Wales er lige så afhængige af verdens dyreste spiller Gareth Bale, som Sverige er af Zlatans magi. Men resten af holdet kæmper som de patrioter, de er, mod dem de selvfølgelig helst vil besejre: Koloniherren England. Bale scorede 7 af walisernes 11 mål i kvalifikationen og er lederskikkelsen på holdet, selv om han ikke er anfører. Det er Swanseas hårde hund og minerydder i forsvaret, Ashley Williams.
Hvis man ser på papiret, burde Goliat dog vinde stort. England er Premier Leagues bedste (englændere) fra top 5, og har end ikke plads til Jamie Vardy i start-11’eren, mens Wales stiller med flere gæve gutter fra Reading og bundholdet Fulham i Championship. Der er også spillere fra Bristol City, Wolverhampton, Milton Keynes, Inverness og Nottingham Forest.
Arsenals Aaron Ramsey er Wales’ største navn efter Bale. England stiller med fem-seks Tottenham-spillere i startopstillingen. Wales har da også én. Det er venstreforsvareren Ben Davies, og han er for det meste på bænken i Spurs. James Collins er på bænken i West Ham, Andy King i Leicester.
Brendan Rodgers kaldte midtbanedirigenten Joe Allen ”Den walisiske Xavi”, da han tog ham med sig fra Swansea til Liverpool i 2012. 26-årige Allens kig-væk-pasninger er af næsten laudrupsk klasse, og den lille, 168 centimeter høje tekniker er i det hele taget metronomen på midten. Symptomatisk for Wales’ stjerneniveau i forhold til Englands får Joe Allen begrænset spilletid i FC Liverpool under Jürgen Klopp, men kan med en god slutrunde få sit andet gennembrud. Hans blik for spillet berettiger ham til mere.
Målmanden Hennessey er udskældt i Crystal Palace, hvor den let genkendelige kultfigur Joe Ledley også spiller. Hedley svor, at han ville lade skægget stå, til Wales havde kvalificeret sig til en slutrunde, og nu har skægget fået sin egen twitter-side. Ledley er karakteristisk nok heller ikke fast mand i Crystal Palace, men dynamo for Wales.
Oppe foran skal Hal Robson-Kanu stå for de mål, Gareth Bale ikke scorer. Robson-Kanu spiller for Reading FC, der blev nummer 17 i den næstbedste række i den forgangne sæson. Man kan også sætte Simon Church fra MK Dons ind, hvis det kniber. Han har været udlejet her i foråret på grund af manglende spilletid i MK Dons, der lige rykket ned i den tredjebedste række.
Englands Roy Hodgson skal vælge mellem Harry Kane (Tottenham), Wayne Rooney (Manchester United), Jamie Vardy (Leicester City), Raheem Sterling (Man City) , Daniel Sturridge (Liverpool) og Marcus Rashford (Manchester United).
Der bliver sikkert ikke plads til Årets Spiller i Premier League, Jamie Vardy.
Men er der noget, Wales har, som minder om Vardy og Leicester, så er det troen på, at selv de små kan vinde med den rette indstilling, taktik, energi, kollektive mandfolkeindsats og stolthed.
Det er jo ikke spansk fodbold.
