Ikke sjældent gik modstanderne efter at lukke ham helt ned, og han fik hårdere tacklinger end holdkammeraterne, husker Kasper Knudsen. Hvis de da kunne fange ham. Men han lærte at begå sig blandt de større spillere. Præcis som han stadig gør det hos Winnipeg Jets i NHL, hvor han, selv med sine 183 centimeter, er en lille spiller:

”Jeg så en kamp den anden dag, hvor han spillede mod Calgary. Det var som at se ham, dengang han var ti år. Det så ud, som om han legede sig igennem. Det var den samme spillestil. Bare på et helt andet niveau og på en anden scene.”

Udenfor er der 20 graders kulde. Det er en søndag eftermiddag i Winnipeg med høj solskin. Sådan virker alle dage i byen. Det er, som om vejret forbliver det samme, selvom klimaet ændrer sig. Indefra ville man ikke bide mærke i den isnende frost, havde det ikke været for bilernes dampende motorer på gaderne, de få tildækkede fodgængeres hvide udånding og for det tykke lag sne, der dækker byen, så den optræder nærmest farveløs.

En bil står og damper uden chauffør. Det er ikke unormalt, at indbyggerne får installeret en funktion i deres firhjulstrækkere, så de kan tænde bilen inde fra stuen og lade den varme op, inden de går ud.

22-årige Nikolaj Ehlers bor i en nybygget, treetagers lejlighed i den pæne del af Winnipeg, et sneboldkast fra store mondæne liebhavervillaer til flere millioner dollar. I vindueskarmen ligger der en favnfuld hockeypucke fra alle hans hattrick i den canadiske juniorrække og i NHL.

På væggen hænger et billede af en storsmilende Mike Modano fra Dallas Stars, og i hjørnet af køkkenet står en hockeystav med spor fra hans første hattrick i NHL mod Arizona Coyotes. Sammen med to tegnede landkort – et over Aalborg og et over Danmark – er de vidnesbyrd om manden, der bor her.

I indgangen har skoene lavet hvide saltplamager på stengulvet, og på en lille hylde ligger nøgler og tre uåbnede lønsedler fra Winnipeg Jets adresseret til Nikolaj Ehlers, der sidder i en grå sofa med chaiselong og ser en NHL Allstars-kamp uden lyd fra dagen før.

Han er hverken høj eller bred. Faktisk mangler han stadig at tage nogle kilo på i verdens bedste hockeyliga. Blodårene i hans underarme står frem som et netværk af tuber og rør i et kedelrum.

Han ser yngre ud, end når man ser ham på isen pakket ind i beskyttelsesudstyr. Men både med og uden hjelm er hans mest fremtrædende karaktertræk et massivt kædeparti, der stikker frem som en action-figurs. Og så har han muskuløse ben efter tusindvis af træningstimer med lavt tyngdepunkt. Men det han ikke har i skulderbredde og højdemeter, har han i hurtighed og teknik.

Nikolaj Ehlers rejser sig fra sofaen og rydder lidt op i lejligheden. Dagen før havde han nogle holdkammerater til pokeraften, fordi der for første gang i lang tid var kamppause på grund af Allstar-kampen i Florida. Ugen før var holdet først fløjet i klubbens private fly med eget fast personale til San Jose for at spille mod San Jose Sharks for derefter at flyve direkte til Los Angeles for at spille mod Anaheim Ducks.

Det er ikke unormalt at spille kampe i tre forskellige tidszoner på en uge, men den næste tid bliver anderledes rolig, fordi de kommende ti kampe spilles på hjemmebanen Bell MTS Place.

”I mit første år havde jeg en periode, hvor jeg kun lavede 3 point på 28 kampe. Jeg var 19 år gammel og ny i verdens bedste liga…”

Han overvejer lidt, hvordan han skal fortsætte:

”­… Det var ikke nemt. Det bliver aldrig nemt, men i den periode var det mere i hovedet, at jeg ikke var god nok. Og hvis jeg ikke var god nok, ville jeg ikke få spilletid. Når det ikke går så godt, kan man komme til at prøve for meget på isen i stedet for at holde det simpelt og gøre de rigtige ting. Det var det, jeg gjorde i de kampe, men så fik jeg et nemt mål, som lettede hele mit år. Det var i San Jose, og vi førte 4-1, de tog målmanden ud, og jeg lagde den i et tomt mål. Alle kunne score det mål, men alligevel var det, som om jeg var tilbage. Jeg begyndte at spille godt, score mål, lave point efter det. Det er underligt, at sådan et nemt mål kan betyde så meget. Men det hjalp mig tilbage, og jeg spillede bedre. Det er svært at forklare. Men jeg er mentalt blevet meget bedre.”

Ofte lander holdet midt om natten og spiller kamp næste dag. 82 kampe på seks måneder lyder jobbet for en NHL-spiller, der bor på hotel halvdelen af sit arbejdsliv.

”Men det er lige meget for mig, for jeg elsker at spille ishockey. Jeg spiller i verdens bedste liga og flyver rundt til de fedeste byer i verden. Det var ikke noget, jeg havde regnet med, da jeg var 14 år gammel. Dengang var det kun en drøm. Alt det pres, der er ved at spille i ligaen, betyder så lidt, når drømmen er blevet virkelig. Hvis du ikke arbejder hårdt nok eller spiller godt nok, er der mange, der vil ind og tage din plads. Du bliver nødt til at arbejde røven ud af bukserne hver eneste dag for at være sikker på at få en plads på holdet. Men jeg lægger også meget pres på mig selv.”

Nikolaj Ehlers tilbragte en stor del af sin barndom i en 250 kvm patriciervilla med udsigt til Limfjorden på Mester Eriks Vej i Hasseris lidt uden for Aalborg. Så snart søskendeflokken på tre kom hjem fra Gl. Hasseris Skole, der lå 300 meter fra huset, klikkede de rulleskøjterne på og gik ud for at spille hockey.

Når det regnede, gik de i kælderen, der var indrettet med bordtennisbord og små mål, så børnene kunne brænde energi af i strømpesokker. Og naboerne syntes, det var fantastisk, at der var legende børn på gaden, som råbte og skreg og grinede dagen lang.

”Det var fedt at bo i Danmark. Mine bedste venner er fra dengang, jeg boede i Aalborg. Hver gang jeg er hjemme, kører jeg forbi huset et par gange, fordi der er så mange minder forbundet med det. Min søster og jeg har flere gange snakket om at købe det tilbage en dag,” siger Nikolaj Ehlers 6.300 kilometer væk fra Hasseris.

Hans far, Heinz Ehlers, har en lang ishockeykarriere bag sig og er optaget i dansk ishockeys Hall of Fame. Han er kendt i det danske hockeymiljø som den første dansker, der tog til udlandet for at spille professionel ishockey. Først i den svenske klub Leksand og senere i både Schweiz, Østrig og Tyskland.

Nikolajs onkel, Søren True, er også optaget i Hall of Fame, som en anden af de store danske spillere fra tiden før dansk ishockey for alvor blev professionaliseret. Det var da også gennem sin lillebror, at Tina Ehlers mødte sin kommende mand på Café Victor i indre København efter en landsholdssamling.

Efter fem år i Berlin og seks år i Aalborg flyttede Nikolaj som 12-årig med familien til Schweiz, hvor hans far fik tilbudt et trænerjob i EHC Biel i den schweiziske National Liga A.

Nikolaj spillede med juniorholdet. Han spillede aldrig dårligt, men da han blev indlemmet i førsteholdstruppen, kunne Heinz se, at hans søn ikke altid var helt fokuseret. Mente faren ikke, at Nikolaj gav sig fuldt ud, ville han sende datteren, Caroline, over til bænken i pausen, så hun kunne fortælle, hvad sønnen skulle ændre. Blev det ikke bedre, ville hun stå og vente udenfor omklædningsrummet klar til at sige:

”Far var ikke tilfreds.”

Ude i bilen ville Heinz Ehlers være tavs. Ingen ville sige noget, og stemningen var trykket. Så snart der blev skruet ned for radioen, vidste Nikolaj, at faren ville komme med sin uforbeholdne mening om sønnens indsats i kampen. Andre gange blev frustrationerne over sønnens spil for meget for Heinz. I stedet for at te sig på lægterne, gik han ud i bilen for at læse dagens avis, indtil kampen var slut.

”Når jeg kigger tilbage nu, har jeg så tænkt, at han nogle gange var en idiot, fordi han var så kritisk?” spørger Nikolaj Ehlers sig selv og svarer:

”Ja, det har jeg da. Men han har aldrig været for hård eller fået mig til at græde. Nu spiller jeg i den bedste liga i verden og tjener gode penge, og jeg laver, det jeg elsker, fordi han har været kritisk og været god til både at være far og træner for mig. Men på nogle tidspunkter har jeg ønsket, at han skulle stoppe med at snakke om en dårlig kamp.”

I sæsonen 2012-13 kunne NHL-spillernes fagforening ikke lande en aftale med investorerne bag den privatejede NHL, som ville sænke loftet for spillerlønninger for selv at tjene mere i den voksende milliardindustri. Første halvdel af sæsonen blev ikke spillet, og mange NHL-spillere tog til Europa for at holde formen, mens fagforeningen kæmpede.

Tyler Seguin og Patrik Kane kom til klubben Biel, hvor Nikolaj Ehlers kort tid inden havde fået debut som den yngste spiller nogensinde i den bedste schweiziske liga.

”Jeg var jo en lille dreng på 15 år, som pludselig trænede og spillede kamp med to superstjerner. Kane kan gøre nogle vilde ting med en puck og Seguins skud er helt unikt. Jeg prøvede at få så mange råd under træningen, jeg kunne. Kane er heller ikke den største fyr, så jeg snakkede en del med ham om, hvordan man som mindre spiller kan gøre det godt i ligaen.”

De to stjernespillere var en stor del af grunden til, at Nikolaj Ehlers tog til Halifax Mooseheads for at spille juniorhockey i Canada. De syntes, han var god nok til at begå sig, og fortalte, at det var vejen frem, hvis han ville spille i NHL.

”Det har været en af de vigtigste beslutninger, jeg har taget, hvis ikke den vigtigste.”

Winnipeg ligner en farveløs, snetung kulisse til et moderne remake af ’Pale Rider’. Gaderne er stort set øde, og kulden er så intens, at næsehårene fryser til is, og øjenhulerne begynder at svie. På vejene har de store biler alle mistet glansen på grund af et tyndt lag rimfrost. Har man ikke bil, bruger man de lastbilinspirerede busser.

De meget få indbyggere, der forvilder sig ud på fortovene langs de seksporede veje, der som et koordinatsystem går lige gennem centrum, er pakket ind i tykke jakker med hue, hat og halstørklæder, som dækker alt andet end øjnene.

Ligesom resten af Canada er Winnipeg en by med masser af plads, og med et indbyggertal svarende til Københavns Kommune, men seks gange større i areal, er det ikke underligt, at alle huse, der ikke ligger i centrum, har en lille veranda og en plæne foran, mens downtown er præget af høje kønsløse boligbyggerier med navne som ’Lion Manor’ og ’The Ritz’ og parkeringshuse af beton og bygninger, hvis funktioner er svære at udrede for en udefrakommende.

På ’Stella’s Cafe and Bakery’ er smilende gæster i gang med at spise tykke pandekager med fede smørklatter og ahornsirup til lyden af afdæmpet jazz, mens servitricer med jævne mellemrum fylder koppen med kulsort kaffe. Et par bytter tallerkener, da manden har fortæret halvdelen af sin morgenmad og slutter måltidet af med konens halve omelet.

Der er noget masseproduceret, knirkende selvskruemøbel og sjæleløst over stedet. På væggene hænger billeder af storbyer og abstrakte malerier af lokale kunstnere, der nok aldrig bliver andet.

Så snart et par forlader caféen, forsvinder de i de øde gader. På mange gadehjørner ligger slidte købmandskiosker med gitter for vinduerne og ser lukkede ud uden at være det. Her kan man i en dunst af friskpoppede popcorn købe hverdagsvarer til overpris, neonfarvet bland-selv slik og frysemad i lange baner. Livet på gaderne ved middagstid består af en enkelt hjemløs mand, der står ved en Frelsens Hær-genbrugsbutik med tykke tæpper i en lille vogn.

Stadionet Bells TMS Place ligger midt i byen mellem Winnipeg Royal Ballet, Millennium Library og tre shopping-centre. 15.294 publikummer møder trofast op, hver eneste gang hjemmeholdet strammer skøjterne på de stærke mandeankler. Alle andre dage står stadion spritnyt og tomt i blå neon og brede hvide gange, som var det kopieret direkte fra Star Trek-skibet USS Enterprise.

Ishockey er en milliardvirksomhed – også i en forholdsvis lille klub som Winnipeg, der har den mindste arena i ligaen, men som til gengæld har udsolgt til hver eneste hjemmekamp.

Når Nikolaj Ehlers har parkeret sin Audi Q7 (som han har fået til låns for at reklamere for Audi) ved siden af holdkammeraternes amerikanske monsterbiler af mærkerne Dodge, Ford, Chevrolet, GMC og Cadillac, bipper han sig ind ad en særlig indgang, hvor en kok står klar med en morgenmadsbuffet.

Med det samme står pressechefen Scott Brown, en lavstammet mand med hurtige bevægelser og Winnipeg-merchandise over hele kroppen, klar til at vise hen til presserummet, hvor ’coach’ efter hver træning svarer på journalisternes spørgsmål. Paul Maurice hedder træneren, men han kaldes aldrig andet end ’coach’ blandt spillere, ansatte og fans i Winnipeg.

En skaldet radiovært fra den lokale radiokanal TSN, der både af udseende og verbalt minder om Thomas Blachman, kender godt Nikolaj Ehlers:

”Åh ja, han er en rockstjerne her i byen,” siger han.

Imens spiller Nikolaj Ehlers bordtennisdouble med nogle holdkammerater. Efter hver duel spytter hans makker, centerspilleren Mathieu Perreault, overflødig mundvand blandet med tyggetobak i en kvartlitersflaske, der er mere end halvt fyldt med brunlig væske.

På vej ind til omklædningsrummet gentager Ehlers pressechefens formaninger:

”I må ikke træde på logoet i midten af rummet. Hvis man har gæster, som træder på logoet, koster det 500 dollar.”

Sportsfolk har ofte underlige regler, ritualer og vaner inden en kamp. Nikolaj Ehlers har kun to. Han binder sin venstre skøjte, så den højre, han tager den venstre benskinne på, så den højre, og sådan fortsætter det, indtil han er dækket af beskyttelsesudstyr.

Skulle det ske, at han bandt den højre først, er der ikke andet for end at starte forfra. Han kan ikke selv forklare hvorfor. Det er bare sådan. Det andet ritual er, at han skal gå til opvarmning på isen efter holdkaptajnen Blake Wheeler.

I omklædningsrummet har alle deres faste pladser, hvor udstyret ligger renset og klar, når de møder til træning og kamp. To fuldtidsansatte skøjteslibere, hjelmpudsere og benskinne-stankfjernere sørger for, at alt er i perfekt stand hver gang. 

Mathieu Perreault er ikke den eneste, der skal tømme munden for snus, inden træningen starter, men da resten af holdet ser fotografen tage billeder af Nikolaj Ehlers, overdænger de bredbenede, skæggede mænd dem begge med joviale råb, der overdøver den høje elektroniske musik.

”Fucking Europeans,” lyder det mest hyppige råb.

Nikolaj Ehlers smiler og prøver at give lidt igen, mens han pakker sig ind og taper sin stav. Holdkaptajnen Blake Wheeler er over to meter høj med skøjter på, mens han vralter ud af omklædningsrummet (man vralter virkelig, når man går med skøjter uden for isen). Han kender Nikolaj Ehlers faste ritualer og kommenterer scenariet, da han går forbi:

”I ødelægger hans rutine,” siger han uden at fortrække en mine.

Ishockey er en machoverden med et hårdt hierarki. Der er en unik respekt for træneren, holdkaptajnen og viceanføreren, fordi det er spillere, der virkelig har kæmpet ”røven ud af bukseren,” fortæller Nikolaj Ehlers med det nordjyske ’en’ til sidst i stedet for ’ne’.

Ishockeytrænere er ofte tidligere topspillere som i mange andre sportsgrene, men i ishockey er det særlig vigtigt at være en autoritet. Træneren skal vinde respekten fra spillere, store bramfri mænd, og det er nemmere, hvis spillerne fra starten har sportslig respekt.

Respekten gælder kun nedefra og op. Ikke den anden vej. På et tidspunkt under træningen fylder en forsvarspiller munden med Gatorade og sprøjter en jævn stråle ud på en af vandbærerne på bænken og spørger: ”Har du pisset i bukserne?”

Efter opvarmningen stiller coach Paul Maurice sig rank på midten af banen. Når han ikke tygger tyggegummi, som prøvede han at slå det lille klæbrige stykke ihjel, bider han hårdt i fløjten og minder om den sadistiske sergent Hartman i Stanley Kubricks ’Full Metal Jacket’.

Han råber med en mørk, ru, utydelig stemme, og hver gang han blæser i fløjten, skifter spillerne til en ny formation. Dagen før kamp er spillerne kun på is i 20 minutter, men fordi der netop har været en kort spillepause, forlænges træningspasset til knap 40 minutter.

Til pressemødet efter træningen fortsætter Paul Maurice den hårde attitude. Han svarer i enstavelsesord, hvis han synes, det er et dårligt spørgsmål, og han uddyber ikke sine svar. Men får man ham på tomandshånd falder ansigtet i andre folder. Han får et venligere blik og siger om Ehlers:

”Fra første gang han satte skøjterne på isen i NHL som 19-årig, var han en af de bedste skøjteløbere i ligaen overhovedet. Han glider hele tiden imellem og forbi spillere, der alle forsøger at slå ham ihjel.”

Nikolaj Ehlers navigerer sin firehjulstrækker forbi hjemmebanen Bell MTS Place, hvor han i fuld sprint på skøjterne hænger til skue på facaden. Han kører, som han står på skøjter, med selvsikker ro og overblik. Engang i mellem kan man mærke et lille bump, fordi asfalten overalt i byen slår revner på grund af klimaet, der kan gå fra 30 graders varme om sommeren til 45 graders frost om vinteren.

Han parkerer bilen ved ’The Forks’, et historisk område, hvor de første europæiske tilflyttere solgte pels og bøffelkød, og tusindvis af migrantarbejdere opførte jernbanen. I dag er det et samlingssted, hvor familier mødes for at lade børnene spille hockey og curling på den frosne Red River, der går tværs gennem byen. I stedet for at løbe en tur om søndagen, kører folk herud for at skøjte frem og tilbage langs den kilometer lange flod.

De unge drenge genkender Nikolaj Ehlers med det samme, og flere hockeymoms kommer forbi for at spørge, om de må få et billede af ham sammen med deres søn. Det må de gerne. En ældre mand sidder på en bænk og prøver i smug at tage et billede af ham, men da han bliver opdaget, dropper han foretagendet og kigger skamfuldt ned på sin mobil.

Ishockey er alt i Winnipeg. Selv en tv-reklame i bedste sendetid om de fire millioner canadiere, der ikke har råd til mad på bordet, starter med introen:

”Forestil dig, at fire millioner canadiere ikke tog til hockey.”

Og selvom det måske er en overdrivelse at kalde Nikolaj Ehlers for en rockstjerne, er han en offentlig person på en helt anden måde end i Danmark.

”Jeg kan gå på gaden i Aalborg og være helt anonym. Men så snart jeg kommer ud i Winnipeg, ved folk, hvem jeg er. Det har jeg lige skullet vænne mig til.”

To timer før topkampen mod NHL-ligaens ubestridte etter fra Tamba Bay i Florida står beværtningerne omkring Bell MTS Place endnu helt tomme. Det er tirsdag, og tilskuerne forvilder sig helst ikke ud på gaden, men vælger i stedet at gå fra de store amerikaniserede indkøbscentre, der via indendørs gangbroer er forbundet med hockeyarenaen og får den til at minde om et kolossalt hamsterbur med runde glastuber ud til alle sider.

Først en times tid inden kampen begynder fans i blåhvide Jets-trøjer at stimle sammen på Sharks Sportsbar lige ved indgangen til arenaen. Stedet, som både er casino, restaurant og bar, er oplyst i blåt og har fladskærme, uanset hvor man kigger hen, der viser alt fra curling og hockey til basketball og kampanalyser.

”Havde det været en lørdagskamp, havde folk siddet her for flere timer siden,” forklarer Kevin Crellin, en stor mand i en endnu større Winnipeg Jets-trøje med en fed guldring på højre ringefinger.

”Fordi det er en tirsdagskamp kommer folk bare for at drikke et par øl og få noget at spise inden. De skal jo op på arbejde i morgen.”

Kevin Crellin er en klassisk nordamerikansk truckertype, med stor mave, kasket og hård hud på hænderne, og da den unge servitrice Hailey med høje hæle, lange ben, lyst hår, push-up bryster og en skærende nasal stemme kommer forbi, bestiller han to gange Chicken Wings, inden han peger på vores øl og henslængt siger:

”Put it on my tab.”

I 2011 købte firmaet True North Sports and Entertainment Winnipeg Jets tilbage til byen, der ikke havde haft et hold i NHL 15 år, siden det blev solgt og rykket til Arizona. Hvert år siden har Kevin Crellin betalt ca. 26.000 danske kroner for et sæsonkort.

”Efter at holdet kom tilbage til Winnipeg, kender jeg flere, der har kaldt deres børn og kæledyr for Jet,” siger Kevin Crellin og fortæller, at hans egne børn har navne efter ishockeyklubber.

”Jeg har opkaldt min søn Blade efter Saskatoon Blades og min søn Boston efter Boston Bruins.”

Inden kampen har der været en mild snebyge over den oplyste arena. Ti minutter inden face-off finder publikummerne stadig deres pladser i den halvtomme is-arena, mens spillerne glider fra banen for at få trænerens sidste instrukser.

Da hallen er helt fuld, slukkes lyset, og klubbens slogan ’Rise Together’ vises i flammende blå bogstaver, inden et hektisk lysshow med en lydside, der kunne være underlægningsmusikken til en actionfilm, brager ud af højtalerne i takt med, at spillerne bliver præsenteret på storskærm.

Pludselig skifter storskærmen til spillergangen, hvor Nikolaj Ehlers står med Patrick Laine, et brød af en finsk hockeyspiller med langt lyst, krøllet skæg, som han har delt hotelværelse med på udebaneturene siden deres første sæson i Winnipeg.

Medierne har forsøgt at skabe en slags ’bromance’-historie med for-sjov-romantiske undertoner mellem de to spillere, der uden for banen er gode venner, og den historie er Ehlers i grunden lidt træt af. Patrick Laine står overfor Nikolaj Ehlers, og inden de får besked på at løbe på is, løfter han hurtigt staven op i skridtet på danskeren.

I højttalerne bliver den canadiske nationalmelodi spillet, og da publikum kommer til linjen: ”The True North strong and free,” brøler hele salen med på ordene: ’TRUE NORTH!’

I pausen maser de tusindvis af tilskuere sig mellem hinanden i brede gange. Der lugter af sved, øl og flæskesvær blandet med en dunst af frisklavede smørpopcorn fra boderne, hvor man kan købe en Budweiser og en ’Jet Dog’, en 30 centimer lang hotdog med en pølse i frankfurtertykkelse toppet med chili, tilfældige kødstykker, bacon og varm, flydende ost.

Imens fortæller en speaker indenfor, at børnene kan vinde en tur på en ’Zamboni’, som de kalder klubbens isrydder, der kører rundt i pausen. Bagefter er det en pizzasponsors tur til at udlodde et gavekort på 20 dollar, mens unge piger skyder T-shirts ud til publikum med en trykluftspistol. Hjemmeholdet er bagud 0-1, og selv ikke den plyssede elgmaskot, Mick-E Moose, der slår på tromme i salen, har kunnet forhindre at Tamba Bays dominans.

Nikolaj Ehlers har haft flere gode dribleture, hvor publikum vågner op, men det bliver ikke til mål. Ved hvert spilstop skruer dj’en op for Nirvana, Foo Fighters, Macklemore, Guns’ and Roses eller høj orgelmusik. Og så vender kampen pludselig.

I et powerplay smadrer Patrick Laine pucken ind i nærmeste hjørne, kort tid efter kommer Winnipeg Jets foran 2-1, og i kampens sidste minutter får Nikolaj Ehlers spillet den over til Mathieu Perreault, der smider den i nettet, hvorefter han banker sig selv i brystet, mens Ehlers slår ham flere gange i røven.

I omklædningsrummet bliver spillerne interviewet af 15 sportsjournalister. Et stort blåt tæppe er rullet udover logoet for at undgå et økonomisk bødekasse­kaos. Nikolaj Ehlers er tilfreds med kampen, selvom han ikke fik sat en stor chance ind.

Omklædningsrummet lugter af sure benskinner, men de to altmuligmænd er allerede i gang med at pudse hjelmene og hænge skøjterne på plads ved alle navneskiltene, før de kan tage hjem.

”Det stinker lidt,” får Nikolaj Ehlers lige sagt, inden han går ind til resten af holdet i baderummet med romersk bad og sauna.

Dagen efter kampen står en ældre mand i en sortgrå motocrossjakke og checker sin bagage ind ved skranken i lufthavnen. Han har orange refleksstriber løbende ned ad ryggen og en hue med Winnipeg Jets-logo.

En rank, gråhåret mand i steward-dress kommenterer huen: ”Er du Jets-fan? Jeg elsker det hold. Jeg har holdt med dem, siden jeg var fem år gammel,” siger han.
De to snakker om gårsdagens sejr på 3-1 til Winnipeg Jets.

Bag dem, ved bagagebåndene, hænger en stor plakat og reklamerer for holdet. 
Ved skranken er der noget galt med indtjekningen.

”Du har faktisk lidt for meget med…” siger stewarden og tænker sig lidt om.

”Ved du hvad? Den taske er så lille. Jeg tjekker den ind for dig her, så får du ingen problemer.” 

LÆS MERE: Derfor spiller Brøndby, FCK og mange andre ikke med langærmede fodboldtrøjer længere

LÆS MERE: 5 ting vi lærte af fodbold i weekenden uge 16

LÆS MERE: Zlatan indtog amerikansk talkshow: “VM uden mig ville ikke være et VM”