På hjul i paradis: Cykelrytternes foretrukne ruter

Enhver rytter har sin foretrukne cykelrute, han eller hun kender ud og ind og kan fortælle gode historier fra. Men hvad med de rigtige cykelryttere og atleter? Her fortæller bl.a. Levi Leipheimer, Bert Grabsch, George Hincapie, Lars Bak og Chris Anker Sørensen om deres cykelparadis til Euroman.

Lars Bak

”Jeg bor i Luxembourg, og jeg elsker at køre en tretimers-tur i skovområdet omkring Larochette, fordi det giver mig en helt speciel fornemmelse at køre gennem grøn skov så længe ad gangen. Hvis jeg skal prøve formen af, er det den rute, jeg bruger, og det er også den tur, jeg vælger, når jeg kører alene. Den er superflot. Man kan højst se en halv til en hel kilometer frem hele tiden, så tiden går hurtigt, fordi man er i sin egen verden og ikke bliver forstyrret. Jeg har altid gode tanker, når jeg kører her – så får jeg deja-vu til gamle træningsture og får masser af positiv energi og en indre ro. Når man træner, er det rigtig rart, at man ikke skal hidse sig op over trafikken, og på den her tur kan man få ro i hovedet.”

Rasmus Henning

”Jeg har en bjergtur på Fuerteventura, som jeg holder meget af. Den starter i Pajara, går over Betancuria og ender i Antigua. Der er ikke bevoksning af betydning på Fuerteventura, men bjergene har deres egen skønhed, synes jeg, og jeg prøver at bruge alle ting omkring mig til at trække motivation fra. Jeg kan sagtens glæde mig til at komme op til en flot udsigt, forbi et gammelt kloster eller igennem en lille landsby, hvor de gamle damer plejer at sidde på en bænk og vinke til mig. Den slags prøver jeg at bruge positivt. Der er en stigning halvvejs på ruten, hvor der på toppen står to store krigerstatuer. Jeg har læst mig til, at de repræsenterer to stammer, der engang valgte at slå pjalterne sammen. Når vi passerer dem, joker vi altid med, at det er statuer, der bliver rejst af os, når vi vinder bjergspurten. Det er også en måde at samle noget inspiration på. Fra toppen er der en enormt smuk udsigt ud over hele den nordlige del af Fuerteventura, og på de meget klare dage kan man se helt over til Lanzarote, som ligger 90 km væk. Når jeg er i gang med de store træningsmængder, cykler jeg ruten et par gange om ugen.

George Hincapie

”Jeg elsker at træne i bjergene i North Carolina. Jeg bor selv i South Carolina, og særligt om efteråret er farverne fantastiske – bladene skifter farve til højrød og orange, og det er virkelig smukt. På det tidspunkt er der ikke mange cykelløb, så jeg cykler, fordi jeg nyder det. Jeg har en yndlingsstigning, som hedder Caesar’s Head – midt på bjerget er der et klippefremspring, som ligner Cæsar i profil. Det er en 10 km lang stigning, og på vej op kan man se, hvor jeg bor. På toppen er der et fantastisk udsigtspunkt, og der standser jeg ofte og får lidt at drikke og nyder synet af hele bjergkæden. Jeg kan ikke holde flade træningsruter ud. De virker næsten meningsløse på mig. Jeg skal have mindst én stigning – og gerne flere – hver dag. Jeg kan ikke sætte tal på, hvor mange gange jeg har været oppe ad Caesar’s Head. Men jeg har boet her i 10 år og kører op mindst et par gange om ugen. Jeg er så heldig, at bjerget ligger næsten lige for mine fødder. Mange er nødt til at rejse langt for at køre gode stigninger, og jeg kan bare cykle hjemmefra, og så står jeg ved foden af bjerget en time senere. Jeg føler mig heldig, at jeg har det privilegium.”

Helle Frederiksen

”

Tabayesco-stigningen på Lanzarote er den mest legendariske tur, jeg kører, og jeg har vel egentlig opbygget et had-kærligheds-forhold til den. Som triatlet skal man være lidt aggressivt anlagt og have ræs indbygget i sit dna. Når jeg konkurrerer, er vi i mål på ca. to timer, og det er et rent og skært helvede hele vejen. Det er så hårdt og gør så ondt, at man på en eller anden måde skal kunne lide smerten. Og derfor får den ofte også lidt for meget, når man kører Tabayesco. Jeg kørte den første gang i 2004. Da vidste jeg ikke, hvad jeg gik ind til, og jeg syntes, at den fortsatte i en uendelighed. I dag kører jeg den på 28 minutter, og man siger, at hvis man som pige kan gøre det på under 30 minutter, er det ikke helt skævt. Men hvis man giver sig selv mulighed for at nyde udsigten på vej op, er det også en fantastisk smuk tur. Når man når til hårnålesvingene, kan man se alle vulkanerne skyde sig ned i havet.”

Chrissie Wellington

”Det mest fantastiske sted, jeg nogensinde har cyklet, var turen fra Lhasa, hovedstaden i Tibet, til Katmandu i Nepal – en tur på 1.400 km. I maj 2005 cyklede jeg sammen med en lille gruppe venner gennem sandstorme, snestorme, intens varme, hård frost og for det meste i højder på over 4.500 meter, men hele tiden omgivet af de smukkeste ærefrygtindgydende landskaber, der udgør det tibetanske plateau og Himalaya. Vi cyklede en omvej forbi Mount Everest. Synet af det højeste bjerg i verden, der rejste sig ind i den klare, blå himmel, tog pusten fra mig. Vi overlevede på yaksmør-te, tibetansk brød og glæde, stolthed og den store tilfredshed, det var at afslutte den fantastiske rejse. Det var en af de første gange, jeg indså, at jeg havde et talent for intens udholdenhed og den mentale styrke til at overvinde modgang. At komme til den erkendelse omgivet af mine bedste venner og spektakulære kulisser gjorde den rejse helt, helt speciel. Jeg forsøgte at tappe oplevelsen på flaske rent mentalt, så jeg vil kunne huske den for evigt.”

Rolf Sørensen

”Jeg boede i Toscana i 26 år, og jeg søgte altid væk fra trafik og kaos til fordel for de smukke oplevelser. Selv når jeg sad i lort til halsen på cyklen, jagtede jeg de visuelle oplevelser, og jeg tror ikke, man finder smukkere steder at cykle end Lucca-området og bagkanten af marmorbjergene. Det er pittoresk, og landskabet er ubeskrivelig smukt. Når jeg tænker tilbage på mine år i Italien, mindes jeg specielt de dage, hvor fysikken gik op i en højere enhed, og man virkelig besejrede et bjerg eller en rute. Vi var en fast træningsgruppe bestående af Sciandri, Ballerini, Bartoli og mig selv. Vi var en gruppe, man lagde mærke til, og vi brugte hinanden som sparringspartnere og målte os op mod hinanden. Jeg kan huske en testtur i 1997, hvor Bartoli og jeg kørte på tid på det bjerg, der hedder Monte Serra. Vi var de største konkurrenter, men vi havde samme træner, og da vi nåede toppen, havde jeg tabt 45 sekunder til Bartoli. Vores træner stod på toppen og sagde til mig, at det resultat ikke tegnede godt forud for Flandern Rundt, som lå et par uger senere. Men jeg vidste godt, hvor god Bartoli var på lige præcis den type stigning, så min tolkning var den modsatte: Jeg mente, at resultatet var godt nok til at vinde, og det stod de og rystede lidt på hovedet af. Men jeg fik jo ret. Jeg vandt Flandern Rundt det år.”

Levi Leipheimer

”Jeg elsker at cykle hjemme i Santa Rosa i Sonoma County i Californien. Det er det bedste sted at cykle i hele verden. Her er bjerge, flere hundrede år gamle rødtræer, Stillehavet og Highway 1, rullende grønne bakker, og stedet har de fleste veje pr. indbygger af alle amter i USA. Jeg voksede ikke op i Santa Rosa, men jeg fandt stedet, da jeg blev professionel, og slog mig ned her. Jeg forelskede mig straks i det fantastiske terræn, antallet af små veje og stigninger, for ikke at tale om den passion, der er for cykling i Sonoma County. Terrænet giver mig mulighed for at tænke på alting og ingenting, når jeg cykler. Cykling er en fantastisk måde at klare sit hoved på og styrke sjælen, og Sonoma County har gjort mig til en stærkere cykelrytter. Selv om jeg har brugt 15 år på at træne på vejene og har kørt stigningerne tusinder af gange, elsker og sætter jeg mere og mere pris på det.”

Chris Anker Sørensen

”Bakkeruten i lokalområdet omkring Hammel, hvor jeg er vokset op og trådte min karriere i gang, har jeg rigtig gode minder fra. Det var på den rute, jeg første gang var ude at køre med A-rytterne i klubben, mens jeg selv var ungdomsrytter. Dengang så jeg jo dem som stjerner. Jeg var 14-15 år, og turen blev kørt hver onsdag, og der var nogle bestemte steder, hvor der blev kørt intervaller, og jeg kan huske, at jeg blev sat for hårdt hele tiden. Mens vi kørte op ad en bakke, der hedder Åbobakken, var der en fyr ved navn Marc Stegger, der sad og fortalte en joke hele vejen op ad bakken, mens jeg havde nok at gøre med bare at trække vejret. Jeg var meget, meget imponeret. Jeg kan desværre ikke huske joken, andet end at den var utrolig plat. Jeg kan stadig godt lide Bakketuren, hvor man kommer op over alle de hårde bakker i området. Den er et godt minde, og jeg cykler den tit. Det er en rute, jeg bruger til at teste mig selv af på.”

Craig Alexander

”Min favorittur er uden tvivl Peak to Peak Highway i Boulder, Colorado. Det er en del af en fire timer lang sløjfe, som starter i Boulder i ca. 1.700 meters højde og stiger til godt 2.400 meter. Det er en skøn bjergrute og en udfordrende tur, der adskiller sig markant fra de ture, jeg cykler her i Australien. Boulder er vores andet hjem, og stedet fungerer rigtig godt for vores familie. Det er med til at gøre området til noget helt specielt for mig. Utrolig fredfyldt og malerisk. Landskabet skifter fra landbrugsjord og hesteranches, når man cykler ud af Boulder, til sneklædte og majestætiske bjerge, når man kommer op i højden. Der er minimal trafik på vejen, og det giver mig masser af tid til at tænke.”

Tom Kristensen

”Jeg blev inviteret til Tour de Frances show-kriterium i Monaco i forbindelse med starten på Tour’en i 2009. Merckx, Hinault og prins Albert rullede forrest de første par omgange, før løbet blev givet fri. Alle de store tidligere cykelstjerner som Kelly, Roche, Jalabert, Virenque, Delgado, Moser, Rominger, Chiappucci og danske Riis og Sørensen var med. Det blev et hårdt løb foran fyldte tribuner – og jeg nåede i mål som nummer otte efter vinderen Erik Zabel, men stadig foran Riis og Sørensen. Det er der ikke mange racerkørere, der kan prale af. Min egen yndlingstur starter også i Monaco, hvorfra jeg ruller langs kysten til Menton, hvor turen for alvor starter med den manddomsprøve, som udgøres af stigningen op til Col de la Madone – en legende på disse kanter. Der giver man den gas op ad de 13 km og 925 højdemeter og tjekker sin tid, så man ved, hvordan formen er. Jeg er endnu ikke kommet under 45 minutter. Næste stigning er Col de Braus, der slutter med flotte hårnålesving, og sidste stigning er Col de Castillon, inden det igen går hjemad langs kysten. Ruten er omtrent 105 km lang, og når man har kørt den til ende, er man godt brugt oven på mere end 2.000 højdemeter.”

Bert Grabsch

”Min yndlingstur er omkring Bodensee i Kreuzlingen i Schweiz, hvor jeg bor. Kreuzlingen ligger lige på grænsen til Tyskland ved byen Konstanz. På højre side ligger søen Bodensee og på venstre side søen Untersee. Jeg cykler oftest rundt om Untersee. Turen starter i Kreuzlingen, den tyske hoveddør til Schweiz. Så cykler jeg langs den venstre bred og nyder udsigten ud over søen. Efter 30 km når jeg til Stein am Rhein, hvor jeg nyder en kop kaffe. Det er en lille by med masser af traditioner og en del turister. Når kaffen er drukket, krydser jeg grænsen til Tyskland og cykler de næste 35 km helt nede ved søbredden, mens jeg nyder synet af de små bakker. Så når jeg til Konstanz og krydser igen grænsen til Schweiz. Efter yderligere 75 km er jeg tilbage i Kreuzlingen. Ruten er pragtfuld at køre i foråret og i sensommeren. Midt på året er den dog mission impossible pga. de alt for mange turister – jeg ville ende med at køre slalom hele vejen. Turen har ingen stigninger, og der er altid en dejlig udsigt ud over søen. Man kan virkelig dufte vandet, når man kører langs søen, især om foråret. Turen har gode, brede cykelstier, og der ligger en masse hyggelige cafeer undervejs. Vejret er virkelig godt fra marts til september.”

Peter Velits

”Jeg træner meget sammen med min tvillingebror (Martin Velits, som også er cykelrytter, red.), og vi har faktisk fire steder, der betyder noget helt særligt for os. Først og fremmest vores hjemby Puchov i Slovakiet, hvor vi begyndte at cykle. Efter at have været udenlands i et par år kom vi tilbage til Puchov, og så føltes det fantastisk atter at køre på de veje, hvor vi begyndte. Vi ved altid, præcis hvor hurtigt vi kører her, og det føles, som om cyklerne kører sig selv.

I starten af vores karriere cyklede vi for et sydafrikansk hold, og siden da er vi taget på træningslejr i Sydafrika hver vinter. Til Clarens, som er en lille landsby i det centrale Sydafrika, der ligger i 1.800 meters højde, hvilket er perfekt til træning. Vejret er stabilt, vejene brede, træningen er hård og ruterne naturskønne. Det er det perfekte sted til årets første rigtige træningssessioner.

Endnu et smukt sted er St. Moritz i Schweiz. Der tager vi til hvert år i maj, hvor der stadig er masser af sne på toppen af bjergene og ikke rigtigt nogen turister. Vi træner på de lange stigninger, mens vi nyder udsigten. Det er perfekt.

Vores sidste yndlingssted opdagede vi sidste år: Californien. Man starter med at køre korte ture med lav intensitet, mens man nyder havet, stigningerne og Starbucks. Når træningsdagen er slut, er der masser af ting t lave. Man kan shoppe i Los Angeles, se Lakers eller Kings spille basketball og ishockey og spise på gode restauranter. Pacific Coast Highway er en smuk træningsrute. Californien er meget cykelvenligt, og der er masser af berømtheder, der cykler. Vi trænede lidt med Michael Dimkich, som er guitarist i bandet Cult, og han er virkelig trimmet. Jeg følte mig fed ved siden af ham. Han havde ikke svært ved at sidde med os op ad stigningerne. Han fortalte, at han engang under en turné i Spanien cyklede til den næste koncert i stedet for at køre med tour-bussen. Han havde taget fire ekstra slanger med, så han var sikker på, at en punktering ikke ville forhindre ham i at nå frem til koncerten samme aften. Han nåede lige at tage et bad, inden han sprang op på scenen. Vi cyklede også en tur med Patrick Dempsey. Han er en stor cykeltilhænger, og han bruger cyklen til at hjælpe med at indsamle penge til kræftramte. Han tog os også med til studierne, hvor man filmer ’Greys hvide verden’, som han er med i. Det var en fed oplevelse.”