Peter Madsen fortæller, at der er sket en ulykke ombord på ubåden, at Kim Wall er død – formentlig efter at have fået en 70 kilo tung ubådsluge i hovedet – og at han har sænket hende i havet som en slags æreskodeks. Han forklarer, at det ikke er sket for at dumpe liget eller skille sig af med det.

Peter Madsen gentager forklaringen i det efterfølgende lukkede grundlovsforhør. Pressen får først besked lidt over en uge senere, da Københavns Byret beslutter at ophæve dele af dørlukningen.

Om morgenen lørdag 12. august begynder bjærgningen af ubåden Nautilus. Og om natten går politiets teknikere i gang med at undersøge den. De finder blod og hår, der kan stamme fra Kim Wall, og et par nylonstrømper og trusser, som sandsynligvis også er hendes. Jens Møller Jensen vil nødig virke for skråsikker. For ham er det vigtigt at have dokumentationen i orden, inden han udtaler sig. Intet er afgjort, før det hele er blevet undersøgt og tjekket for DNA på Retsmedicinsk Institut.

Der er også hensynet til de efterladte. Siden Kim Wall forsvandt, har Jens Møller Jensen været i jævnlig kontakt med hendes forældre i Sverige – det er hans eget valg. Senere tager han over og besøger dem.

Det gør den svære samtale bare en smule nemmere, når man mødes og ser hinanden i øjnene, synes han. Men først og fremmest handler det om, at de får besked før alle andre.

”Hver eneste gang, vi har holdt et pressemøde eller sendt en pressemeddelelse ud, har jeg ringet til forældrene inden og orienteret dem, så de har fået oplysningerne gennem mig og ikke i nyhedsmedierne. Det er selvfølgelig lidt trist at være den, der hele tiden bringer dårlige nyheder til en familie, der har lidt et stort tab. Men sådan må det være i en sag, der har så stor opmærksomhed.”

Ubådssagen fylder allerede meget i medierne. Ikke kun i Danmark og Sverige, men også i resten af verden. Jens Møller Jensen er blevet kontaktet af spanske, tyske, adskillige britiske og amerikanske medier. Det har han aldrig oplevet før.

Selv New York Times har haft historien på forsiden. Kim Wall tog sin mastergrad i journalistik på Columbia University i New York og skrev og producerede efterfølgende for flere store internationale medier, bl.a. New York Times og The Guardian.

Mandag 21. august er Jens Møller Jensen lige nået hjem fra arbejde, da han bliver ringet op og får at vide, at der er fundet en torso på Vestamager. Han ringer straks til Carsten Ahrends, den politikommissær, der har sagen. De aftaler at mødes klokken 16.00 om eftermiddagen.

Det er to cyklister, der har set noget stort i vandkanten i den nordlige del af Køge Bugt – ved Klydesøen – og derefter har de kontaktet politiet.

”Vi formodede, at det var Kim Wall, men vi vidste det ikke. Kroppen bar præg af at have ligget i vandet i længere tid. Men meget tydede på, at det var den svenske journalist, så vi bad retsmedicinerne om at bestille en ’straks DNA analyse’. Det er meget dyrt, og det er sjældent, vi gør det, men lige her var det vigtigt, at vi hurtigt fandt ud af, om torsoen tilhørte Kim Wall. Vi havde allerede DNA, vi kunne sammenligne med. Da jeg efter fundet af ubåden bad svensk politi om at underrette Kims forældre, bad jeg dem samtidig sikre en tandbørste og en hårbørste med hendes DNA."

Prøverne bekræfter, at torsoen er Kim Wall. Arme, ben og hoved er skåret over – formentlig med sav og kniv. Der er sat rørstykker af metal fast på torsoen med strips.

Kroppen er stukket adskillige steder med kniv for at få ilten ud, så den synker hurtigere til bunds. Der er desuden ti eller flere stik i og omkring kønsdelene, der kan være påført umiddelbart før, under og efter, at døden er indtruffet.

”Nu bliver det pludselig endnu vigtigere for os at få fastlagt, hvor ubåden har været. Når man har smidt en torso i vandet, har man formentlig også smidt de andre dele i vandet, og da torsoen er blybelastet, er der grund til at tro, at de andre dele også er det. Derfor speeder vi processen med at finde ruten op.”

Der var ingen GPS i ubåden, så politiet må sammen med de danske og svenske myndigheder gennemgå data fra de radarovervågningsstationer, der holder øje med trafikken gennem Øresund. Overvågningen registrerer metal af en vis størrelse, som fx en ubåd, med et radarbip.

Der er rigtig mange skibe, der passerer Øresund i løbet af et døgn. Men ved hjælp af billeder og forklaringer fra vidner, fx en far og en søn, som på et tidspunkt er meget tæt på ubåden, ved efterforskerne nogenlunde, hvor ubåden har været på hvilke tidspunkter, før den dykkede ned ved Middelgrundsfortet.

Det er ruten herfra og frem til, at Peter Madsen bliver samlet op fredag morgen, der er usikker. Men langsomt – minut for minut – får efterforskerne stykket et billede sammen, der kan være ubådens rute:

”Udfordringen for dykkerne er, at radarsignalet kan have en misvisning på op til 300 meter. Hvis ubåden har sejlet i en længderetning på næsten 1,8 kilometer fra det tidspunkt, hvor den var neddykket, svarer det til et område på 120 fodboldbaner, der skal afdækkes. Det er rigtig meget og med en sigtbarhed på mellem en og otte meter noget af en opgave.”

For politiet er fundet af Kim Walls torso et gennembrud. For forældrene en smertelig bekræftelse på, at det, de har frygtet mest, nu er brutal virkelighed.

”Første gang jeg kontakter Kim Walls pårørende er det jo ikke med en kondolence, men med en melding om, at deres datter er forsvundet. Næste gang er, da Peter Madsen fortæller, at hun er død ved en ulykke. Og igen klokken to om natten efter fundet af torsoen, hvor jeg fortæller dem, at vi nu har et definitiv match mellem kroppen og Kims DNA. Da jeg ringer, ved jeg godt, at jeg samtidig fjerner alt håb. Ikke alene er deres datter død, hun er eventuelt også mishandlet og skåret i stykker. Det er voldsomt for forældrene.”

Politiet får hjælp fra svenske hunde, som er trænet i at søge efter lig i vand. Hundene har stor erfaring med at søge i søer og ferskvand, men næsten ingen med saltvand og slet ingen på dybt saltvand med strøm. De reagerer på lugt: molekyler fra en kropsdel skal først have brudt vandsøjlen, før hundene markerer.

Spørgsmålet er, hvornår lugten kommer op til overfladen, hvis strømmen er stærk. De svenske hundeførere er i Danmark i samlet 13 dage i løbet af august, september og november 2017.

I første omgang regner dykkerne med, at de vil finde ligdele inden for en radius af 200 meter fra det sted, hundene markerer, men de finder ingenting. Og det undrer dem. Men så får efterforskerne den idé at kontakte Aarhus Universitet, som råder over forskningsskibet Aurora. Skibet er udstyret med avancerede apparater til måling af blandt andet strømforhold.

Ved hjælp af data om strøm og duftspor fra lig koblet sammen med beregninger, som skibets kaptajn Torben Vang laver, lykkes det at udpege steder, hvor sandsynligheden for at finde noget på havbunden er størst. Det viser sig at være mellem 500 og 1.000 meter fra de steder, hundene markerede.

Sagens voldsomhed påvirker Jens Møller Jensen. Han bliver ked af det, fordi han fornemmer forældrenes følelser, og hvor meget sorgen fylder. Han tænker ikke længere kun på at opklare sagen, men også på konsekvenserne.

Her er en ung kvinde med livet foran sig, som meningsløst og brutalt bliver revet væk. En ung journalist, som har rejst verden rundt og dækket krige og konflikter, og hvor forældrene indimellem har været nervøse, men aldrig når hun tog til København.

”Forleden havde jeg en dag, hvor følelserne kom i spil. Ikke at jeg sådan blev personligt ked af det. Jeg følte mig bare rigtig trist til mode. Måske var det, fordi jeg over så mange dage havde været i kontakt med familien, og det nu var definitivt, at deres datter var død. Det er svært at forklare.”

Han har før siddet med svære, meningsløse sager, hvor et tilfældigt ungt menneske er blevet myrdet. For nogle år siden blev 21-årige Jonas Sekyere stukket ned og dræbt i Kødbyen i København, den satte spor, og så er der de sager, der aldrig bliver opklaret, og hvor man må fortælle de pårørende efter et år eller to, at man ikke kan komme videre. Men lige nu er det Kim Wall, der fylder.

”Normalt er det en sagsbehandler, der har kontakten med den dræbtes familie og holder den hele vejen igennem. Det prøver vi virkelig at følge, men den fredag, da sagen begynder, har jeg ikke kaldt flere folk ind. Det gør jeg om lørdagen, da jeg beder svensk politi om at tage ud og underrette Kim Walls forældre. Samtidig siger jeg, at de meget gerne må give dem mit nummer. Forældrene ringer ret hurtigt. Siden har jeg talt med dem flere gange om dagen. Det gør jo, at man får et relativt tæt forhold.”

Efter fundet af torsoen beslutter Jens Møller Jensen sig for at køre til Sverige og besøge forældrene. At møde dem personligt og se dem i øjnene. Han og forældrene er næsten jævnaldrende, og samtalen falder let.

De taler om sagen, men også om alt muligt andet. Kim Walls forældre bor lige ned til vandet. Jens Møller Jensen fortæller, at han et par gange om året fisker laks i præcis det område. Det er faktisk ikke så længe siden, han har været der. Kim Walls far opfordrer Jens Møller Jensen til at komme forbi næste gang, så de kan fiske sammen.

”Det er ikke usædvanligt, at pårørende henvender sig længe efter,” siger han.

Jens Møller Jensen har kontor på Teglholmen i Sydhavnen i København. Her flyttede hans afdeling ind i maj 2014, da pladsen på Politigården blev for trang. Bygningen virker kold og kedelig og havde stået tom længe, inden Jens Møller Jensen og hans team flyttede ind på første sal. Men her er god plads, og han er tæt på sine politikommissærer og efterforskere.

Fra skrivebordet i det rummelige kontor er der udsigt over en tom grund, som midlertidigt benyttes som parkeringsplads. Der ligger stakke af sager på bordet, og for enden af væggen har han et maleri af Politigården hængende.

Det er malet af en kollegas svigerfar, set fra oven og udformet som et ansigt med den karakteristiske runde gård som en stor åben mund. Nederst i højre hjørne anes silhuetterne af Egon, Benny og Kjeld fra Olsen-banden.

Vicepolitiinspektøren er som regel på kontoret klokken syv om morgenen. Han bor en god halv times kørsel nordvest for København, og hvis han kører tidligt, kan han undgå myldretiden.

Samtidig giver det ham tid til i fred og ro at få læst døgnrapporten og e-mails, inden han klokken otte går rundt i afdelingen og taler med sine sektionsledere og medarbejdere om de sager, de er i gang med at efterforske. Hver tirsdag holder han personalemøde for hele afdelingen fra otte til ni.

”Jeg går til rigtig mange møder. Det er nærmest helt grotesk. Udover personalemødet om tirsdagen har jeg møde med min chef, min afdelingsleder og kolleger mandag, onsdag og fredag. Møderne varer typisk halvanden time, og så er der alt det løse.”

Han kan mærke, at det indimellem kribler i fingrene for at komme ud og være en del af efterforskningen. Indimellem bliver han også utålmodig og kræver svar, og så må han minde sig selv om, at han er chef, og derfor skal huske at give medarbejderne plads og glæde sig over, at han befinder sig på et chefniveau, hvor han trods alt stadig har lidt føling med sagerne.

Derfor har han heller ingen ambitioner om at rykke højere op i hierarkiet. Han har fået tilbudt at læse en master, men har takket nej, fordi et job som politiinspektør vil betyde endnu flere møder, og at han vil komme endnu længere væk fra sagerne. Det har han ikke lyst til. Han har brug for at være tæt på medarbejderne og opleve glæden og adrenalinsuset, når noget lykkes.

Telefonen lyser op. Jens Møller Jensen kigger på displayet og undskylder, at han bliver nødt til at tage den. Han har dykkere i Københavns Havn, som leder efter kropsdele. De har lige holdt frokostpause og er på vej ud igen. Jens Møller Jensen får en kort orientering og lægger på.

”Jeg tænker, at jeg hører noget, når de finder noget.”

På opslagstavlen bag skrivebordet hænger et nærbillede af Kim Wall og Peter Madsen i ubådens tårn sammen med helt friske billeder fra scanningen af ubåden.

”Hvor har jeg gjort af mit eget ubådsbillede,” siger han pludselig og begynder at lede i bunkerne på bordet.

Hvad var den største overraskelse nede i ubåden?

Jens Møller Jensen holder en pause. 

”Der var mange mindre overraskelser. Fx overraskede det mig, hvor lidt egnet den er til at dykke og sejle under vandet, og hvor få navigationsting, den har. Det var faktisk en reel overraskelse. Jeg havde håbet og troet, at der var udstyr, som vi kunne bruge til at rekonstruere ruten. Og så var det selvfølgelig en i citationstegn ’glædelig’ overraskelse, at vi fandt blod flere steder i den og hår og trusser og nylonstrømper, som vi tror, tilhører Kim.”

Hvor meget fylder sådan en sag?

”Rigtig, rigtig, rigtig meget. Jeg tænker på den mange gange hver eneste dag – også når jeg ikke er på arbejde. De første dage tænkte jeg mere eller mindre konstant på den. Jeg er sikker på, at den også vil fylde meget i fremtiden og nok også mere end andre sager. Det har noget at gøre med, at det er den rene uskyld, som er blevet revet bort.

Det er helt normalt, at sagerne fylder en del i starten. Vi havde for nogle år siden en sag om en ung mand, der blev tævet ihjel ude på Frederiksberg på Kong Georgsvej. Jeg deltog i flere møder med hans bror og hans far, og den smerte, de havde over tabet af deres bror og søn, påvirkede mig meget.

Det var en sag, hvor jeg i starten tænkte: ’Den bliver selvfølgelig opklaret, man kan ikke blive overfaldet af syv til otte mand. uden at det vækker opsigt.’ Men det blev den ikke, og det er fuldstændig grotesk.”

En anden sag, som også fyldte meget – som heller ikke blev opklaret – er fra hans tid hos politiet i Midt- og Vestsjælland. En yngre mand, som var lettere hjerneskadet, men både havde job og egen lejlighed, blev dræbt af adskillige knivstik – formentlig af nogen, han kendte. Han blev brutalt revet ud af en hverdag fra en mor og to søstre og en bror, som han havde haft et tæt forhold til.

”Jeg kan stadig den dag i dag være ked af, at sagen aldrig blev opklaret. Trippeldrabet på Frederiksberg for nogle år siden, hvor tre unge mennesker blev likvideret, kunne jeg i lang tid heller ikke få ud af hovedet, selvom det var en af mine politikommissærer, der ledede efterforskningen, og jeg ikke som sådan var meget involveret. Jeg kunne bare ikke lade være med at tænke på de stakkels forældre.”

For Jens Møller Jensen er det naturligt at blive påvirket, når man har et job i en afdeling, der efterforsker drab. Er man kold og upåvirket, når man ser en afdød, skal man overveje, om man er den rette til jobbet, mener han.

”Jeg har haft tre eller fire sager, som jeg kalder familietragedier, hvor en mand har slået sin kone og teenagebørn ihjel. I en af sagerne deltog jeg i alle obduktionerne. Her kunne jeg godt mærke, at det skal man ikke gøre alt for tit. Nu giver det sig selv, fordi politireformen skar en masse ledere væk, så det nu ikke længere er ledere, der deltager i obduktioner, men rutinerede medarbejdere på skift.

Jeg tror, at det er godt, at den opgave nu er delt ud på flere, så det ikke er den samme, der står med den hver gang. Jeg er meget bevidst om de barske sider af jobbet, men det har ikke ødelagt mit liv. En af mine sektioner arbejder med børn, og her tror jeg, man skal være meget bevidst om, hvor længe man gør det. Jeg kom forbi forleden og fik set et minut eller halvandet af en video, hvor et meget lille barn bliver udnyttet. Det var svært at forholde sig til.”

Ved svære sager bliver medarbejderne debriefet af en psykolog. Det er fast procedure. Derudover sørger Jens Møller Jensen for, at de mere barske sager – som vold mod børn – bliver delt ud på flere hænder, så en enkelt medarbejder ikke sidder alene med det hele.

På opslagstavlen på kontoret på Teglholmen har han flere billeder af sig selv, sin jagthund Chippo og deres fælles bytte hængende. På reolerne er der trofæer af nogle af de dyr, han har skudt. En kronhjort fra Skotland, et vildsvin fra Polen og en buk fra Sverige. Der står også en gammel Smith Premier skrivemaskine fra Alfred Fischer og co. Kjøbenhavn.

Den er en gave fra hans jagtkammerat Ken, som han har skudt en del bukke sammen med. Ken døde forrige år, så nu er skrivemaskinen et minde om kammeraten.

Han kobler af ved at tage ud i naturen. Han går lange ture med sin kæreste Kristine og deres hunde, fisker eller går på jagt – alene eller sammen med kammerater.

Hans livsmotto er, at man ikke kan være noget for andre, hvis man ikke kan være noget for sig selv, så når jagtsæsonen går i gang i løbet af foråret og efteråret, holder han fri et par dage og tager afsted med Chippo klokken fire om morgenen.

Han kan godt lide at være alene, nyde stilheden og roen i kroppen, mens han sidder og venter på, at solen skal stå op. Han lytter til naturen, der vågner. Det virker som en slags meditation, hvor tankerne bare glider fordi.

Det urmenneskelige handler om at jage og nedlægge et bytte. Det er altid spændende for ham om det lykkes at styre sig ind på en buk. Er den for ung? Kan den måske blive en lovende buk næste år? Har den allerede nu den rigtige alder til at blive skudt?

Han mærker intensiteten i kroppen, når han nærmer sig det tidspunkt, hvor han skal afgive skuddet. Det kan godt virke som et antiklimaks, når først han har skudt, og det døde rådyr ligger der med store brune øjne. Chippo ser fredelig ud, men det snyder. Det er en rigtig jagthund. Forleden var han og Chippo på andejagt og her stod hunden i halvanden time i vandet helt oppe på tæerne – klar til at svømme ud, når han havde skudt.

Han er tæt forbundet til Chippo, der er ved at være gammel og skal dø på et tidspunkt. Men det har han det fint med. Som han siger: ”Herregud, det er jo bare en hund.”

Onsdag 6. oktober finder dykkere først en pose med Kim Walls tøj og en kniv i Køge Bugt. Posen er tynget af blylodder. Halvanden time senere bliver der fundet to ben med strips og metalstykker og yderligere en pose med hendes hoved.

Peter Madsen har tidligere i et grundlovsforhør forklaret, at Kim Wall døde ved et uheld efter at have fået ubådslugen i hovedet, men der er ingen tegn på vold eller brud på kraniet. Peter Madsen har også tidligere påstået, at han smed liget helt i vandet.

Nu indrømmer han, at han har skåret hende i stykker og smidt ligdelene i Køge Bugt. Han ændrer også forklaring om dødsårsagen. Nu skal hun være død af kulilteforgiftning nede i ubåden, mens han selv var på dækket. Han nægter fortsat at have begået drab.

”Det var en fantastisk dag. Vi var meget glade. Jeg ved godt, at det er surrealistisk at tale om glæde i forbindelse med sådan en makaber sag. Men da vi fandt torsoen, vidste vi godt, at nogen havde skåret resten af. Det fik vi bekræftet, så på den ene side er der glæde og tilfredsstillelse, fordi de pårørende gerne vil have en hel datter at begrave, men det er også en stor sorg.”

Ugen efter finder dykkerne saven, man mener blev brugt til afskæringen, og i slutningen af november dukker venstre arm op godt en kilometer fra det sted, hvor man fandt hoved og ben.

Fundet af armen betyder, at politiet samtidig kan flytte ubådens rute med cirka 85 meter. De følgende dage er sigtbarheden så ringe, at dykkerne må opgive at komme ud. Men 29. november er de klar igen og finder højre arm.

I Danmark bruger man ikke privatdetektiver, så politiets opgave er både at efterforske for anklageren, som sidder i samme hus, og at stå til rådighed for forsvareren.

”Det kræver disciplin hele tiden at holde sig objektiviteten for øje. Og det her mener jeg helt ind i min sjæl som politimand: det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi er objektive og ikke kun ser sagen fra en side. Men vi er også mennesker, så selvfølgelig reagerer vi, når noget peger i en bestemt retning, og efterforskningen viser sig at passe med nogle af vores hypoteser.

Vi må bare ikke lægge os fast på, at det er den eneste, sande hypotese. Vi skal have flere muligheder åbne, ikke kun i denne sag, men i alle andre sager, hvor der er fængslede. Vi skal også lytte til dem og deres forsvarer.”

Godt tre en halv måned efter, at den svenske journa­list Kim Wall forsvandt, har politiet fundet alle ligdelene, og forældrene kan begrave et helt menneske. Man mangler stadig at finde Kim Walls og Peter Madsens mobiltelefoner, men 12. januar beslutter politiet at indstille eftersøgningen i Køge Bugt og Øresund. I alt har der været dykket 32 dage.

Samtidig er anklagemyndigheden klar med et anklage-skrift til retssagen mod Peter Madsen, der begyndte foran en domsmandsret i Københavns Byret den 8. marts.

Den 47-årige Peter Madsen er tiltalt for drab på den 30-årige journalist Kim Wall og for anden kønslig omgang end samleje ved at have mishandlet og bundet hende ved hoved, arme og ben, stukket hende flere gange i og omkring kønsdelene med en kniv eller skruetrækker og efterfølgende parteret liget og smidt delene i havet påført rør.

Peter Madsen erkender at have parteret liget, men nægter drab og anden kønslig omgang. Dødsårsagen er stadig ukendt, men anklagemyndigheden mener, at drabet kan være sket ved kvælning eller halsoverskæring.

Peter Madsen er desuden tiltalt for omfattende brud på søfartsreglerne ved blandt andet at have ført sin 33 tons tunge ubåd i dansk farvand i strid med god søfartsskik under skærpende omstændigheder, der kunne have ført til kollision med andre skibe.

Anklagemyndigheden kræver lovens strengeste straf, livstid. Peter Madsen er blevet mentalundersøgt og fundet egnet til straf.

Kim Wall-sagen er en af de største og mest spektakulære sager, Jens Møller Jensen har haft i sin tid som chef for afdelingen for personfarlig kriminalitet. Opklaringen har været en kombination af held og enestående politiarbejde med lange arbejdsdage – særligt i begyndelsen, hvor Jens Møller Jensen og hans team i afdelingen nærmest arbejdede i døgndrift.

”Vi stod over for en svær opgave med en del udfordringer. Vi sigtede en mand for drab, vi havde ikke noget lig og vores gerningssted lå på bunden af havet – det var et relativt skidt udgangspunkt for at komme videre. Men det er det, der driver os som efterforskere. Og når noget så lykkes, er det en kæmpe tilfredsstillelse.”

”Samtidig var det helt nyt for os med en så omfattende maritim eftersøgning i et så stort et team bestående af drabs-efterforskere, forsvarets dykkere, svenske lighunde og forsk­ningsskibet Aurora fra Aarhus Universitet. Vi har gjort os nogle meget spændende erfaringer med eftersøgninger i maritime miljøer, som dansk politi på sigt vil kunne få stor glæde af.”

Måske bliver sagen ovenikøbet hans sidste store sag. Jens Møller Jensen nærmer sig 60 og overvejer snart at gå på pension.

”Jeg går senest, når jeg fylder 62, så har jeg optjent 37 års pension. Jeg synes, det er for hårdt at blive ved med det, jeg laver i dag. Der er mange andre ting, jeg gerne vil nå i mit liv. Jeg skal forhåbentlig læse mange flere bøger, og så vil jeg gerne have mere tid sammen med min kæreste og mine tre børnebørn. Jeg kan sagtens forestille mig en hverdag, hvor jeg henter børnene fast en gang om ugen. En af mine kammerater har en jagtforretning, og her kunne jeg også arbejde en dag eller to eller som ferieafløser.”

”Men I kommer aldrig til at se mig i ’Vild Med Dans’. Jeg har bare repræsenteret politiet i denne her makabre sag. Det skal man ikke gøre sig til vigtigper af. Min ambition er ikke, og har aldrig været, at ende som en feteret politimand eller leder. Derfor vil man heller ikke opleve mig udtale mig om alt muligt, når jeg er gået på pension. Jeg vil helst huskes for at have været en fair og dygtig politimand og en god chef for mine medarbejdere.”

LÆS MERE: Finn Nørbygaard: "Jeg var ikke verdensmester i at håndtere al den popularitet i 90'erne"

LÆS MERE: Tidligere jægersoldat Thomas Rathsack: "Du kan ikke løbe rundt med kugler om ørerne i Bagdad og være emotionel"

LÆS MERE: Stort interview med Jan Gintberg: Født med en godartet humor