Tjenestemænd for de ultrarige: På besøg på verdens førende butlerskole

BUTLER. Bare ordet. En klang af gamle dage – fra dengang den stod på friskstrøgne morgenaviser, slippers med monogram og high tea på slaget fem. Svundne tider.

Helt forkert. Butleren er vendt tilbage, og efterspørgslen har aldrig været større. Aldrig er der åbnet flere butlerskoler, og aldrig er der blevet uddannet flere butlere drevet frem af en hastigt voksende og ultrarig global overklasse.

Hollandske Robert Wennekes er en mand på rette tid og sted. For 13 år siden åbnede han The International Butler Academy. I dag er butlerskolen flyttet til et hollandsk slot og er mere efterspurgt end nogensinde. ”Aldrig i historien har der været så mange rige mennesker som i dag, og hver dag kommer der massevis af nye millionærer og milliardærer til,” forklarer Robert Wennekes.

”De køber ejendomme, fly, både, og guderne må vide hvad, og lige pludselig går det op for dem, at de har brug for folk, der kan tage sig af dem. Nogle fra kontoret? Nej. Deres sekretær? Nej. Dem selv? Nej – de har ikke tid. Det er derfor, vi ser den her eksplosion i butlerbranchen.” Robert Wennekes er tidligere butler – en af branchens bedste, siger man – og så er han formand for The International Guild of Professional Butlers.

Butlerskolen ligger i landsbyen Valkenburg på det smukke slot Kasteel Oost i Hollands sydøstligste hjørne. I dag er Valkenburg en by i hvilepuls, men fra de omgivende bakkedrag minder historiske monumenter, spir og borge om en glorværdig fortid. Mod øst og vest ligger Tyskland og Belgien blot en halv snes skovklædte kilometer i hver sin retning. Det er i disse omgivelser, at 14 butleraspiranter – ni mænd og fem kvinder – har købt sig ind på verdens måske mest anerkendte butlerskole i håb om at få ansættelse hos klodens rigeste familier, på krydstogtskibe, femstjernede hoteller og i luksusresorter. Alle skolens hold er fuldt tegnede trods prisen på lidt over 100.000 kr. for otte ugers intensiv træning.

FRUEN I HUSET, Gea Wennekes, sidder klar bag sit store mahogniskrivebord. Hun er i armygrønne ridebukser, højhælede knælange læderstøvler og en kort mørkeblå jakke med kraftige skulderpuder. En lyseblå silkebluse med rosetter ’puffer’ ud af bryståbningen. Med korte mellemrum tager hun en Glamour Pink-cigaret ud af sit sølv- og guldindfattede cigaretetui og tænder den.

”Kom ind!”

Dagens øvelse går ud på at dække og servere en morgenbakke. Butlereleverne skal på skift servere for fru Wennekes.

”Det er en øvelse i, hvor meget vi lægger mærke til,” konstaterer Jan-Ole Herfurth, der forlod et job som assisterende restaurantchef på Kähler Spisesalon i Aarhus for at begynde på butlerskolen. Han nikker hviskende i retning af sidemanden: ”Se fx franskmanden dér. Vi ved jo alle sammen, at fru Wennekes ikke bruger sukker, så hvorfor har han dækket op med en teske?”

De fleste af eleverne glemmer et eller andet, men alle husker at dække op med cigaretter og fyrtøj til den storrygende Gea Wennekes. Klokken er 10 om formiddagen, og luften i hendes højloftede kontor på slottets førstesal, der har samme størrelse som en mindre københavnsk lejlighed, er allerede tyk af cigaretrøg. På Jan-Ole Herfurths bakke ligger en åben cigaretpakke og byder sig til sammen med dagens avis, et håndskrevet kort og en enkelt hvid blomst.

”Vi ved alle sammen, at hun er glad for liljer, så hvorfor ikke?” Han får da også ros for sin opdækning: ”Du er den første, der giver mig et kort med en personlig godmorgen-hilsen. Og nummer to til at give mig dagens avis. Rigtig fint, tak,” smiler Gea Wennekes og sender ham ud igen. ”Næste!”

Uden for kontoret uddyber Jan Ole Herfurth: ”Med sådan et kort kan man vise, at man ikke bare er på jobbet af pligt og for at få sin løn, men faktisk sætter pris på at være der. Jeg fik ideen fra Danmark, hvor jeg bor med min kæreste. Vi har sådan nogle kort, 365 humørkort. Hver morgen vender vi et nyt kort i stil med ’smil, og verden smiler tilbage’. Det bliver man glad af.”

Jan-Ole Herfurth, 23, taler et fejlfrit dansk, men er egentlig tysk. Opvokset i Flensborg hos en hjemmegående tandlægeuddannet mor og en far, der arbejder som kommunikationsspecialist i NATO. Han faldt for Danmark med et brag, da han gik på dansk efterskole. Han fortsatte i dansk gymnasium, hvor han mødte sin nuværende kæreste, og har valgt at blive i Danmark.

Morgenbakke-øvelsen er en del af formiddagens dobbelttime i ’Etikette og protokol’. Her er vi tæt på selve hjertet i butlergerningen. Som skolen formulerer det: ”Good manners are good business.”

Der er de nagelfaste regler, og så er der alle de situationer, hvor der skal improviseres. Underviseren fortæller historien om engang, hans chef havde været til selskab det meste af natten. Han vidste, at hun havde en overnattende gæst, og placerede derfor en ekstra kop te på morgenbakken. ”Det skulle jeg ikke have gjort. Jeg skulle ikke blande mig i hendes private anliggender overhovedet!” fortæller Melchior van der Meulen, en slank herre i halvtredserne i dobbeltradet blazer, runde hornbriller og guldring på lillefingeren.

”Den lektie må I gerne tage med jer. I den slags situationer skal man hellere være på den sikre side.”

Undervisningen foregår til tonerne af Mozart under tændte lysekroner i en overdådig sal med laksefarvede vægge og et ildsted i hvidt marmor. På skolen fungerer Melchior van der Meulen som ’senior butling instructor’, men til daglig er han butler for en meget velhavende hollandsk dame. Hvem vil han ikke sige. ”Kun min hustru ved, hvem jeg arbejder for – af diskretionshensyn afslører jeg aldrig mine arbejdsgivere.”

’A GENTLEMAN'S GENTLEMAN’ hed det i gamle dage. Men den moderne butler er snarere en omvandrende time organizer, der har som opgave at hjælpe sin chef til at få det maksimale afkast af sin tid. En personlig assistent med licens til at stryge. Det ene øjeblik skal butleren bestille flybilletter, det næste skrive et takkebrev til en af chefens forretningsforbindelser for så at tilberede kanapeer til pludselige gæster. Og indimellem også være sparringspartner, endda ven, men altid klar til igen at gøre sig usynlig.

Som Jan-Ole Herfurth konstaterer: ”Vi skal både være der og ikke være der.” En butler skal altid være et skridt foran sin herre og hans behov og ønsker. Et usynligt smøremiddel.

”En god butler ved, når hans chef vil have en kop kaffe, allerede inden han har spurgt. Som butler skal du altid være på forkant af begivenhederne. Skrive alt ned, så du ved mest muligt om de gæster, der kommer på besøg. Hvad drikker de? Ryger de? Er de diabetikere? En god butler skriver også altid et personligt velkomstbrev til gæsterne i huset,” siger Jan-Ole Herfurth.

”Det er det, der er fedt ved det her job. Det er utrolig spændende at få lov til at yde service på så højt et niveau. Der er så mange detaljer at tilegne sig, helt ned til hvordan man sætter en gæst ved bordet (man fører stolen hen til gæstens ben, så gæsten kan mærke den og roligt begynde at sætte sig), hvem der skal gå først op ad trappen, manden eller damen (manden går først op ad trappen, så han ikke kan se op under damens kjole – og først ned, så han kan gribe hende, hvis hun skulle snuble på sine høje hæle), og hvordan man tager imod gæster ved ankomsten (man træder et skridt frem, smiler, rækker hænderne lidt op og frem for at signalere, at man er klar til at tage imod jakken, når det passer gæsten, frem for at sige: ’Må jeg tage Deres jakke?’).”

Butlerens opgaver har ændret sig, og de er blevet flere, men kernedyderne er stadig de samme: høflighed, fleksibilitet, effektivitet, en veludviklet situationsfornemmelse og – frem for alt – diskretion.

”Det er helt utroligt med de mennesker, jeg har mødt i min karriere,” fortæller Robert Wennekes, ”fra Henry Kissinger og Nixon til Bill Clinton. Jeg kan så mange historier om kendte mennesker, at jeg burde skrive en bog, men det kommer jeg aldrig til. Det gør en butler ikke.”

EN butler taler aldrig – aldrig – over sig, og tager alle sine hemmeligheder med sig i graven. Med få undtagelser. Som prinsesse Dianas tidligere butler, Paul Burrell, der valgte at tage imod et honorar på 300.000 pund for at tale ud i tablo-id-avisen Daily Mirror. Han er efterfølgende blevet mangemillionær på to bøger om den afdøde prinsesse. Det brud på butler-kodekset falder ikke i god jord. ”Paul Burrell har engang deltaget som taler ved skolens dimittend-fest,” fortæller Karen Hyde, en canadisk butlerelev på et par og halvtreds med en fortid som guide på luksustog for turister. ”Men han bliver ikke inviteret igen – den bro har han brændt,” bemærker hun alvorsfuldt.

Trods sine mange år som butler, først for en milliardær i det nordvestlige USA, senere på den amerikanske ambassade i Tyskland, minder Robert Wennekes ikke om en butler. Med sin sorte Jaguar, sin markante hvide modebrille og den selvbevidste smøg i mundvigen er han alt for flamboyant, alt for højrøstet.

”Jeg var den bedste butler i verden. Det er jeg ret overbevist om. Det er dybt arrogant, men jeg så alt, jeg vidste alt, jeg glemte aldrig noget – og det var et stort hus med en stab på 25 ansatte og et travlt familieliv. Min rolle her på skolen er anderledes. Jeg er ikke butler, og jeg er her ikke for at være en rollemodel, fx kunne jeg som butler aldrig finde på at ryge i en spisestue,” fortæller den tætte skaldede mand, mens han tager sig en cigaret efter maden.

Han sidder i det blafrende lys fra meterhøje 13-armede lysestager, der står på spisebordet foran ham, og under kæmpemæssige lysekroner, hvis guldophæng først slutter ved loftet 7-8 meter højere oppe.

”Jeg påtager mig en rolle her som den største son of a bitch på planeten, som eleverne skal finde ud af at deale med på en professionel facon. Vores arbejdsgivere i denne her profession er folk i superintense job, som er under konstant pres, og de er ekstremt krævende. Derfor spiller jeg rollen som den her møgarrogante motherfucker,” forklarer Robert Wennekes.

”Og ved kursets afslutning elsker alle dig,” bemærker hustruen, ”men undervejs er de fleste rystende bange for dig.”

BUTLERBOOMET er et spejl af en ny tid – en epoke med voldsom vækst i antallet af ultrarige. Når det gælder butlere, er de almindeligt velhavende ikke interessante – det er kun den absolutte økonomiske elite. Ikke de 1 %, som Occupy Wall Street-stormerne råbte op om, men de 0,1 %. Alene det sidste år er antallet af dollarmilliardærer vokset med 9,4 %. Verden er vidne til en koncentration af samfundenes rigdomme, man skal tilbage til de brølende tyvere – eller måske ligefrem til den uregulerede kapitalisme i 1800-tallets sidste del – for at finde magen til. Selv finanskrisen har kun berørt butlerbranchen kortvarigt. På butlerskolen i Holland har man slet ikke mærket den. ”Min erfaring er, at butleren er den sidste, der ryger, når der er problemer,” siger Robert Wennekes.

”Hvis jeg var en velhavende forretningsmand med min egen virksomhed, og der var krise, så jeg var nødt til at fyre 150 ansatte, ville jeg fyre de 150 og beholde min butler. Jeg ville hellere fyre 200 ansatte og beholde min butler. Når først du er blevet vant til at have en butler til at tage sig af dig, kan du ikke undvære det. Jeg har masser af klienter, der ikke aner, hvordan deres hus fungerer, når butleren er væk.”

I dag melder rekrutteringsbureauerne for butlere om stærkt stigende efterspørgsel – både fra amerikanske IT- og medico-milliardærer, russiske oligarker, mellemøstlige oliesheiker og nyrige kinesere. The International Guild of Professional Butlers anslår, at der i dag er 5 mio. professionelle butlere – så vidt vides ingen i Danmark, bortset fra butlerlignende funktioner i Kongehuset og hos Fritz Schur. Nye butlerskoler skyder op, ikke kun i Europa og USA, men også i nye vækstlande som Indien, Sydafrika og Kina.

”Det er ’nye penge’, som driver den store efterspørgsel efter butlere i dag – jeg vil mene, at op til 95 % er nye penge. Det meste af vores forretning kommer i dag fra Kina, Rusland og Mellemøsten,” siger Sara Westin Rahamani fra det store London-baserede rekrutteringsfirma Bespoke Bureau. Bureauet har de sidste to år i træk fordoblet antallet af butlere, det har formidlet – halvdelen af de 345 butlere ender i Kina, hvor efterspørgslen overstiger udbuddet. Tidligere benyttede kinesiske rigmænd de traditionelle kinesiske avi, typisk midaldrende kvinder fra landets fattige provinser, der arbejdede som hushjælp i storbyerne. I dag er det blevet moderne at have en butler fra Europa. De er blevet statussymboler for eliten.

ALLE ER RYKKET på loftet. Den står på kuffertpakning. Eleverne skal lære at pakke i en fart til weekendturen – eller det fulde udtræk til den længere rejse. Der pakkes, foldes og rulles, mens tipsene flyver gennem luften:

”Lav en liste over indholdet af hver kuffert. Det er et must,” siger Melchior van der Meulen til eleverne, der hver har valgt en kuffert at øve sig på.

”Det gælder om at folde tøjet, så der kommer så meget luft i som muligt. Bukser kan rulles til en luftig pølse i stedet for at folde dem. Det er en skånsom måde at pakke dem på, hvis det skal gå stærkt. Der vil være masser af situationer, hvor chefen pludselig siger: ’Åh, jeg skal af sted til London eller New York i tre dage – vær rar at pakke en kuffert. Du har en halv time.’ Det sker hele tiden! Skal de på en længere rejse, kan det tage 14 dage at pakke, hvis det skal gøres rigtigt. Jeg overdriver ikke. Nogle kufferter indeholder måske kun tre stykker tøj. Det er nødvendigt, hvis herren fx har en fiks Valentino, som han vil kunne trække i direkte efter ankomsten. Det er derfor, de har så mange kufferter.”

Selv har Melchior van der Meulen altid en færdigpakket crash-kuffert stående, så han er i stand til at rykke af sted med få minutters varsel.

”En af mine kolleger har altid en kuffert med køkkenudstyr og forklæde stående klar, så han med kort varsel kan rejse med til chefens ferieboliger rundt om i verden.”

Mens der pakkes, øver den anden halvdel af eleverne sig på at binde butterfly. Det driller flere af dem, hvad der får underviseren til at fortælle en opmuntrende anekdote – om første gang han blev bedt om at binde sin arbejdsgivers butterfly: ”Jeg var stiv af skræk, men der skal jo være en første gang for alting, og han var en rigtig gentleman, meget tålmodig, og hjalp mig igennem. ’Men tredje gang må du gerne have den, tak!’ fik jeg at vide efter et par missere – og det lykkedes heldigvis.”

”Har du foldet de her bukser?” Melchior van der Meulen vender sig mod Henry Herzog, en 56-årig bayrer med en nervøs latter, der har opgivet et enkeltmands-suppe-steg-og-is-underholdningsfirma for at forsøge sig som butler. ”Det er forfærdeligt, de er helt krøllede.”

Han vender sig atter mod gruppen: ”Og så skal I huske at folde massevis af papir rundt om tøjet og som fyld i kufferterne. Det skal være syrefrit silkepapir, så elsker de at pakke kufferterne ud. Silkepapir knitrer og krøller på en helt særlig måde – det er ligesom juleaften.”

DER FINDES arbejdsgivere, der får skiftet alle elektriske pærer hver uge, så de ikke skal opleve ærgrelsen over en sprunget pære. Andre forlanger, at hele badeværelset gøres rent efter hvert besøg på toilettet. Og så er der dem, som rejser med 25 kufferter, bare fordi de ikke kan beslutte, hvad de skal have med. Mark Hancock, der i en årrække har levet af at rådgive og varetage økonomien for ultrarige amerikanske familier, har til magasinet The Atlantic forklaret: ”Disse mennesker er typisk kontrolfreaks – ekstremt fokuserede og nogle gange ekstremt besværlige. Du bliver ikke milliardær ved bare at se passivt til.”

Motivationen til at ansætte en stab af dyrt betalte hjælpere hænger sammen med, hvad en anden rådgiver for de rigeste har kaldt ’asymmetrisk risiko’: For nogle er en dårlig oplevelse som vært for et middagsselskab mere smertefuldt end at tabe penge på aktiemarkedet.

Det er almindeligt at definere ultrarige som folk med nettoformuer på over 30 mio. dollars. Dem var der sidste år 187.380 af i verden. Med en samlet formue på 150.000 mia. kr. er det en befolkningsgruppe, der har sine helt egne økonomiske nøgletal: 40 % ejer et eller flere huse med egen strand, og 20 % har investeret i sportshold. Med rigdom følger valg, og for enden af hvert valg ligger en besiddelse, som skal passes på og vedligeholdes: Skal man bo på en landejendom eller i et byhus – eller begge dele? Skal man købe sin egen tropeø eller nøjes med et dejligt hus på Bahamas? En ferielejlighed i New York? Anskaffe en helikopter? Og hvem skal ansættes til at tage sig af det hele?

En god butler er ikke billig, men for det rigtige klientel heller ikke en mærkbar omkostning. Lønnens størrelse afhænger af butlerens ansvar og husholdningens størrelse. En stab på seks husholdersker, fire barnepiger og adskillige kokke foruden en eller flere butlere er helt almindeligt.

”Hvis en familie har fire huse spredt over verden, et jetfly og en yacht, og du har ansvar for det hele, vil der være en anden godtgørelse, end hvis du bare skal sørge for et ældre ægtepar. Uanset hvad er det afgjort en vidunderlig karriere – mulighederne for at rejse og at hjælpe andre vejer rigeligt op for et hvilket som helst vederlag,” siger Christopher Cantlon, der med titel af ’headbutler’ på butlerskolen i Holland både er Robert Wennekes’ personlige butler og skolens daglige leder.

For en uddannet butler ansat hos en privat familie starter lønningerne ofte omkring 300.000 kr. om året. De fleste ligger mellem 400.000 og 700.000 kr. – vel at mærke med betalt bolig og ofte også bil, telefon og de fleste måltider oveni. Men der findes butlere, som får helt op til 5-10 mio. kr. i årsløn. Til gengæld kan man regne med en arbejdsuge på minimum 60 timer.

Jan-Ole Herfurth vil helst begynde på et hotel, hvor lønnen ganske vist kan være lavere, men arbejdstiden er mere afgrænset. ”I et hus risikerer du at skulle stå til rådighed 24 timer i døgnet. Du har ingen pauser, og arbejdsgiveren kan fx bo i USA, have business i Kina og står måske op klokken to om natten for at tjekke aktiekurser. Så skal du også være oppe – endda en time før ham for at have kaffen klar. Det er næsten et slavejob.”

”FORTÆL OS OM KONFLIKTEN mellem Nordkorea og USA,” kommer det fra Robert Wennekes. Han kigger rundt på butlereleverne, der sidder omkring det 15 meter lange spisebord i slottets gildesal. Han udpeger den smukke ungarske butlerelev Edit Catan-Turi.

”Tak, jeg er glad for lejligheden til … hmm … at fortælle om konflikterne mellem USA og Nordkorea,” starter hun lidt usikkert. Fra små højttalere i loftet smyger blid synthesizer og elektronisk panfløjte sig ud i salen. Hun giver sig til at fortælle om mangel på demokrati og menneskerettigheder i Nordkorea, så godt man nu kan uden forberedelse. Edit Catan-Turi har tidligere været chefstewardesse på Ruslands rigeste mand, Alisher Usmanovs, private fly. Nu har hun og hendes mand udlejet deres lejlighed for at finansiere hendes butleruddannelse. Hver aften efter de har spist, beder Robert Wennekes eleverne på skift om at holde en kort, spontan tale over et emne, han vælger. Jan-Ole Herfurth får ’Israel-Palæstina’. Der klappes efter hver tale, og stemningen er god, men øvelsen er alvorlig nok, fortæller Jan-Ole Herfurth lavmælt, da han er tilbage på sin plads. Hver elev begynder med 1.000 point, og så bliver der fratrukket point for hver fejl eller dårlig udført opgave. Hvor meget, der trækkes, ved de først til sidst. Det endelige pointtal fungerer som eksamensresultat for forløbet.

Eleverne bor ikke på slottet, men indtager både frokost og aftensmad i gildesalen sammen med familien Wennekes. Måltiderne fungerer samtidig som en øvelse i at dække bord og servere for familien Wennekes og hinanden. De arbejder disciplineret og dæmpet. Så er der anderledes fest over feltet i familien Wennekes røgfyldte ende af spisebordet, hvor hjemmebanefordelen udnyttes med vin til maden, inviterede gæster og cigaretter før, under og efter spisningen.

Aftenerne og de få fridage tilbringer eleverne i et hus et par kilometer fra skolen. Her bor de sammen i tremandsværelser. ”Det er som et ’butler-Big Brother’,” konstaterer den mexicanske elev Maria Rochin. ”Vi bor tæt sammen, deler bad og arbejder op og ned ad hinanden fra tidlig morgen til sen aften. Vi skifter også tøj sammen, både mænd og kvinder, når vi pludselig får besked på at stå omklædte tre minutter senere.”

På den måde er butleruddannelsen også en prøve på elevernes udholdenhed og vilje til at gennemføre. De bliver hentet hver morgen kl. 7.30 og arbejder næsten uden pauser, indtil de bliver kørt tilbage igen ved nitiden om aftenen. Tidligst. Og da skal arbejdsdagens anden halvdel først til at begynde: De hvide butlerhandsker skal vaskes, skjorter skal stryges, sko pudses, negle ordnes osv. Foruden det skriftlige hjemmearbejde – både den løbende forberedelse til timerne og de større opgaver. I denne uge skal eleverne aflevere en stor gennemarbejdet tids- og managementplan for hele husholdningen hos en tænkt fremtidig arbejdsgiver.

”Vi er heldige, hvis vi sover 5-6 timer. Det er krævende,” sukker 55-årige Leila Baldon, som indtil for nylig var direktør i et italiensk reklamefirma. Efter 36 år i branchen var hun egentlig på vej på pension, ”men så besluttede jeg, at i stedet for at kede mig i mit store hus skulle jeg prøve noget helt andet. Og netop kontrasten til mit gamle job er det bedste ved butlerfaget – at man ikke behøver at tale, tale, tale hele tiden.”

Der er andre kursister på samme alder, som også ønsker et sporskifte i arbejdslivet, men de fleste er yngre. De arbejder på hoteller, restauranter og i andre hjørner af turist- og servicebranchen. Det er servicefagenes stræbere. De vil videre til større ansvar, afveksling og højere løn.

”Jeg har arbejdet i et køkken i 16 år, men jeg ønsker ikke at være kok, når jeg er 60 år. Det er for hårdt,” fortæller 36-årige Andreas Lundin fra Sverige, da eleverne næste formiddag er i køkkenet, hvor de skal lære at trylle hurtige småretter frem. Flere af eleverne samler sig omkring svenskeren for at beundre hans hurtige håndelag til at skive champignoner.

”Jeg vil ud af køkkenet og udvide min horisont og mine kompetencer inden for serviceindustrien,” siger Andreas Lundin, der har været souschef på Hotel Marriott i København, køkkenchef på et krydstogtskib og arbejdet på restauranter i USA og Island.

Jan-Ole Herfurth er helt opmærksom på, at de klassiske dyder rimer bedre på Tyskland end Danmark. Han betragter sin tyske baggrund som en konkurrencefordel.

”Det er et kæmpe plus, at jeg har fået alt det ind med modermælken, for selv om jeg i dag føler mig lige så dansk som tysk, har jeg gået på tysk skole det meste af mit liv og været vant til at tiltale lærerne ved efternavn. Jeg elsker, at danskerne er så åbne og uformelle. Hos min kæreste i Tyskland tog det fem år, før jeg var på fornavn med familien – første gang jeg mødte min danske kærestes familie, kom hendes mor og sagde: ’Hej, jeg hedder Tina.’ Men i den her branche er det sindssygt farligt at komme på fornavn med sin arbejdsgiver, så tror man med det samme, at vi er gode venner. Der skal være en vis afstand for at bevare professionalismen.”

KLOKKEN ER OTTE om morgenen. De 14 butlerelever står på række i slottets hall. Mørke habitter, blanke sko, friskstrøgne hvide skjorter og slips til mændene – silketørklæder om halsen på kvinderne. Hænderne er foldet foran kroppen. De har front mod slottets røde indgangsløber og et kæmpemæssigt maleri af den hollandske dronning. Det gælder den daglige fordeling af ansvarsområder. Hvem er ansvarlig for belysningen? Hvem er ansvarlig for slottets mange blomster? Hvem har ansvaret for udeområderne? ”Tak, sir,” lyder det som svar på hver ny opgave. Det er ikke en profession, der lægger op til kritiske spørgsmål, og det kræver et særligt gemyt, mener Jan-Ole Herfurth.

”Du er jo en slags andenrangsmenneske i huset. Du har ikke samme rettigheder og udfoldelsesmuligheder, men er der for at tjene en anden person. Det tror jeg ikke, at alle er i stand til. Der findes stærke personligheder, som altid vil bruse frem med deres meninger og vil have meget svært ved at indordne sig under, hvordan arbejdsgiveren ønsker tingene udført. Selv om du ved, du har ret, kan du ikke gå ind og diskutere med din chef. Du må bare sluge den og komme videre, aldrig lade ham mærke, at han er forkert på den. Altid 'tak, my pleasure', og så i gang.”

Jan-Ole Herfurth åbner sin firkantede sorte butlertaske – et butler-survival kit med noget til de fleste situationer: paraply, lommelygte, skopudsesæt, målebånd, flaskeåbner, lighter, kuglepen, forklæde og en sort notesbog.

Beundrer han de succesfulde forretningsfolk og mangemillionærerne – er butleriet en måde at få del i deres verden og livsstil?

”At gå i skole har aldrig rigtig sagt mig noget, men gennem vilje og hårdt arbejde kan man komme langt. Et eksempel er Mr. Wennekes, der begyndte som medhjælper i et køkken. Det fascinerer mig. Viljen til at fortsætte. Så nej, jeg beundrer ikke folk med mange penge bare for pengene, men jeg synes da, det er tiltalende for mig som butler – er det ikke federe, at der står en Aston Martin foran døren end en gammel Opel Zafira? Hvis jeg så også finder ud af, at personen har arbejdet sig op fra ingenting til en af de største virksomheder i verden, er det bare et ekstra plus.”

”Hvis det hele går, som jeg kunne tænke mig, taler jeg flere sprog. Jeg forestiller mig en lille international familie i Genève. Pænt hus, gode omgivelser, en del ansatte i huset, som tager sig af meget af arbejdet, så jeg selv mere fungerer som manager. Det må meget gerne være en udadvendt familie, som inviterer gæster, og som jeg kan tage med på rejser. En velhavende, men menneskelig familie, som er spontane og ikke arbejder hele tiden. Nogle gange skal de fx til deres feriehus på Maldiverne og sender mig derned for at forberede huset. Så tager jeg deres privatfly, gør huset klar, flyver tilbage og rejser med familien derned. Det er noget, jeg drømmer om.”

LÆS OGSÅ 8 gode råd: Sådan pakker du den perfekte ferietaske