’De tre paver’ følger vi for tredje gang Erhard Jørgensen. Hvor befinder han sig i begyndelsen af din nye bog?

”Uden at spoile for meget er han havnet et sted, hvor han i slutningen af bind to måtte flygte fra Fuerteventura, og nu er han i skjul i en hippielejr på en ø, der hedder La Gomera. Her får han en henvendelse fra én, som spørger om hjælp, og så kan han få slettet sine tidligere ugerninger.”

Med en pistol i hånden vel at mærke ...

”Ja, under trussel.”

Hvordan vil du beskrive Erhard?

”Man kan sige, at projektet for mig har været at tage en helt almindelig mand og sige: ’Hvad nu hvis han rejste fra det hele, sådan som vi andre nogle gange står i køen i Netto og forestiller os, at vi kunne gøre?’ For mig var det interessant at arbejde med, at han i virkeligheden har boet det her sted, som han er flygtet til, i 18 år, uden at der er sket en skid. Han er på mange måder sådan en uformående mand, som er flygtet, fordi han ikke vil se sine gerninger i øjnene. De tre bøger bliver også et portræt af ham og en historie om tilgivelse – og om hvilken skærsild, vi skal gå igennem for at kunne tilgive os selv.”

Hvordan fandt du på at skrive om denne ni-fingrede danske mand i Fuerteventura, og har du hele tiden vidst, at det skulle blive til tre bøger med Erhard som den gennemgående figur?

”Ja, jeg har haft et princip om, at der i 1’eren skulle være en hovedperson, i 2’eren to og i 3’eren tre. Det var noget, jeg fandt på tidligt. Men i virkeligheden har det irriteret mig lidt, for jeg ville helst bare være sammen med Erhard. Men omvendt syntes jeg også, at det var et sjovt benspænd, som gav mig mulighed for at se ham udefra. Problemet ved at skrive om en knudemand, som ikke selv kigger ned i mørket og fortæller løs om sin fortid, er, at du ikke kan lægge ordene om ham selv i hans egen mund. Så jeg måtte finde nogle andre, der kunne interessere sig for ham.”

Er du selv en knudemand?

”Det tror jeg, de fleste af os mænd er. Vi er vokset op i en kultur, hvor vi ikke nødvendigvis er gode til at mærke vores egne følelser. Jeg er optaget af mænd, hvordan vi agerer og udvikler os – det her med at mænd fylder fængslerne og kriminalstatistikkerne. Vi er jo det mest kriminelle dyr på planeten, i langt højere grad end kvinder. Det synes jeg er interessant. Det er jo blevet lidt sådan: ’Nå ja, sådan er mænd.’ Men hvorfor er mænd bare sådan? Erhard er ikke den mest idiotiske mand, han er jo rimeligt klog på sin egen måde, men han er så til gengæld blind over for sit eget følelsesliv.”

Du taler om tilgivelse som et gennemgående tema. Har det været et valg fra starten, eller er det noget, der er dukket op undervejs?

”Jeg har valgt tilgivelse på den måde, man nogle gange vælger noget i livet. Det har bare optaget mig på et intellektuelt og følelsesmæssigt plan, og det kommer vel egentlig fra en lyst til at skabe en hovedperson, som er smækfyldt med fejl. Han har gjort alt det, man ikke må gøre, alt det der kan være svært at tilgive. Jeg har igennem bøgerne forsøgt at opbygge så meget kærlighed til ham, at man som læser bliver i stand til at tilgive ham, lige som han må lære at tilgive sig selv. Men det er også en helt personlig rejse: ’Kan jeg, Thomas, tilgive mig selv for de fejl, jeg begår?’”

Vi lever i en tid, hvor man bliver dømt hårdt for sine fejl ...

”Ja, men ingen dømmer os hårdere end os selv. Og ofte, når vi så tilgiver os selv, så følger omverdenen efter på en eller anden mærkelig måde. Men når du har svært ved at tilgive dig selv, kommer du let til at begå flere og flere fejl. Du træffer dårligere valg. Det ser du også i Erhard. Han har en tendens til hele tiden at gøre det værre for sig selv. Det, syntes jeg, også var et sjovt benspænd.”

Du er uddannet fra Forfatterskolen i 1999. Hvordan har det påvirket din tilgang til at skrive?

”Jeg har fået ekstremt meget ud af at gå på Forfatterskolen. Men lige da jeg kom ud af skolen, følte jeg mig mere klemt end inspireret af det litteratursyn, jeg havde fået. Jeg skulle tilbage til mine rødder i den episke fortælling, den litteratur, jeg altid har læst, og som jeg har forsøgt at skrive, siden jeg var helt ung. Dickens, Nabokov og sådan noget.”

Du er uddannet fra skolen i en periode, som efterfølgende har mødt stor kritik, og hvor den daværende rektor, Niels Frank, er blevet anklaget for psykisk terror. Hvordan påvirkede de to år på Forfatterskolen dig?

”Jeg var ikke en af dem, der gik meget op i, om jeg var Niels Franks yndling. Jeg kunne godt savne det, men jeg kunne også godt se, hvad der skete, når man var det. Jeg er enig i den kritik af, at det var en ekstremt hård læsning, og når man kom med sin tekst, var det med stor nervøsitet. Nogle af lærerne var i mine øjne alt for hårde. Jeg blev kaldt alt muligt mærkeligt, men jeg havde et relativt stærkt fundament og kunne ryste det nogenlunde af mig. Alligevel sad det i mig i mange år; den der frygt for at hver sætning står til regnskab for et eller andet. Det sidder faktisk stadigvæk i mig. Jeg tager skriften alvorligt.”

Du fik dit gennembrud i 2014 med ’Eremitten’, den første bog om Erhard Jørgensen. Hvad lavede du i tiden mellem Forfatterskolen og din første egent-lige udgivelse?

”Jeg har arbejdet, studeret og stiftet familie. Jeg arbejdede en del med kommercielle tekster, mens jeg sad og skrev min roman om aftenen. Men jeg syltede jo også meget rundt i det og skrev på den samme roman i syv år, uden at få andet end afslag. Da jeg begyndte på ’Eremitten’ kunne jeg mærke, at de sidste rester af Forfatterskolen var røget ud, eller nærmere havde sat sig på en måde, så jeg kunne genfinde lysten til at fortælle en god historie. Jeg begyndte at interessere mig for principper i historiefortælling; hvad er det egentlig, der gør en god fortælling. Det gjorde også, at jeg kunne se noget struktur, der manglede i mine tidligere romaner. Pludselig kommunikerede jeg lidt klarere.”

Samtidig med ’De tre paver’ er du også aktuel med ’Mordet på en havfrue’, en krimi med H.C. Andersen som detektiv, skrevet i samarbejde forfatterduoen A. J. Kazinzky. Hvordan har det været?

”Det har været ekstremt lærerigt at arbejde sammen med nogle, der er så gode til struktur. Det vil jeg gerne gøre igen. Forfatterarbejdet er så ensomt, men jeg er sgu et bedre menneske, hvis jeg kommer ud af min eremit-hule. Jeg er meget indadvendt, det er der, jeg søger hen, men det er ikke der, jeg er den sundeste udgave af mig selv.”

Hvad så nu, har du nye projekter i gang allerede?

”Jeg er i gang med mit eget næste projekt, som er et personligt drama med en snert af thriller, men tættere på min egen virkelighed, altså en mand i 40’erne i København. Jeg har skrevet om en ældre mand på De Kanariske Øer og H.C. Andersen, nu har jeg haft lyst til, at det hele kom lidt tættere på mig selv.”