Eksorcisten, 1973
Det er svært at forestille sig i dag, hvor gyserfilm om djævlebesatte unge kvinder er blevet en hel genre i sig selv, men da William Friedkins ‘Eksorcisten’ udkom i 1973 havde verden aldrig set noget lignende. Publikum besvimede i hobetal, og da filmen fik premiere i London holdt der ambulancer klar til at tage imod folk, der flygtede skrigende ud af biografen med hjertet oppe i halsen.
En anmelder skrev, at ‘Eksorcisten’ gjorde djævlen virkelig igen. Og den gruopvækkende historie om en unge pige, der bliver besat af en dæmon, er stadig også så uhyggelig, at man skulle tro den var lavet af Satan selv.
Eksorcisten kan ses på sfanytime.dk
Her er en video af folks reaktioner på filmen fra premieren i 1973
Ondskabens Hotel, 1980
Stephen King hadede Stanley Kubricks fortolkning af hans roman af samme navn, og da filmen fik premiere i 1980 blev den ignoreret af publikum og myrdet af kritikerne. Men som det ofte er tilfældet med Kubricks værker, bliver ‘Ondskabens Hotel’ i dag hyldet som et mesterværk – og med god grund. Som bloddryppende perler på en snor leverer filmen det ene uforglemmelige billede efter det andet. Kaskader af blod fosser ud af en gammel elevator.
En synsk syvårig dreng messer "Redrum", mens hans krop går i spasmer. Og Jack Nicholson banker sit navn fast i filmhistorien, da han med et vanvittigt grin smadrer en brandøkse gennem en dør og råber “Here’s Johnny”. ‘Ondskabens Hotel’ er det stof mareridt er gjort af – også selvom gysets mester Stephen King er uenig.
Dødens gab, 1975
I ‘Dødens Gab’ bliver en badeby forvandlet til et blodbad, da en gigantisk hvidhaj angriber turisterne. Steven Spielbergs blockbuster var designet til at jage en skræk i livet på strandløver og badenymfer verden over – og det lykkes så godt, at synet af en haj i vandet stadigvæk vil få de flestes blod til at fryse til is.
Som der stod på filmens plakat: “Du vil aldrig nogensinde gå i vandet igen!”. Tidens tand har ikke været god ved hajen, men heldigvis ser vi sjældent bæstet. I stedet følger vi dyrets jagt efter menneskekød set gennem dets egne øjne. Og når først John Williams ikoniske ‘daah dam’-melodilinje vokser i tempo, sidder man lammet af skræk med visheden om, at det blot er et spørgsmål om tid, før nogen ender i dødens gab.
The Thing, 1982
“You gotta be fucking kidding”, udbryder en af videnskabsmændene i John Carpenters kultklassiker ‘The Thing’, da seks slimede edderkoppeben vokser ud af nakken på deres døde kollegas afhuggede hoved. Det samme får man selv lyst til at udbryde flere gange under filmen, der kaster den ene groteske specialeffect op på skærmen efter den anden.
Men ‘The Thing’ er ikke blot mesterlig ‘body horror’. En stor del af gyset ligger i den paranoia, som langsomt sniger sig ind på gruppen af gnavne mænd, der er strandet med et rumvæsen på en forskningsstation i Antarktis.
Rumvæsnet har ingen fast form, men inficerer den sine ofre som en virus og overtager langsomt deres kroppe, uden det kan ses med det blotte øje. ‘The Thing’ fungerer glimrende som metafor for den Kold Krigs- og AIDS-paranoia, der holdt mange amerikanere i et jerngreb i begyndelsen af 1980’erne. Men først og fremmest er den uhyggelig som bare fanden.
Suspiria, 1977
Dario Argentos ‘Suspiria’ er som et grusomt eventyr skrevet af Brødrene Grimm på syre. Den unge amerikanske kvinde Suzy starter på balletskole i Tyskland, men må snart sande, at hendes nye tilværelse i Europa langt fra bliver nogen dans på roser.
Balletskolen er nemlig styret af en morderisk heksekult, og snart bliver dansegulvet malet rødt med blodet fra myrdede elever. ‘Suspiria’ er stor, visuel kunst forklædt som kultfilm. Et surrealistisk mareridt, der er svært at finde hoved og hale i, men som alligevel formår at holde publikum i et jerngreb om halsen fra første blodige sekund.
Dario Argento er en billedskaber af Djævlens nåde, og hver eneste kameraindstilling er et lille kunstværk i sig selv, som det er umuligt at vende blikket fra – ligegyldigt hvor grusomt det så er. Uhyggen bliver ikke mindre af, at det er det italienske progrockband Goblin, som spiller op til dans. Deres okkulte soundtrack lyder som en vuggevise indsunget af Dødens Engel.
Motorsavsmassakren, 1974
Tobe Hoobers ‘Motorsavsmassakren’ er blevet kaldt for “den sygeste film nogensinde”. Det er samtidig også en af de bedste. Den motorsavssvingende morder Leatherface, der skjuler sit deforme ansigt bag en maske lavet af menneskehud, er blevet et gyserikon på højde med Freddie Kruger og Jason Vorhees. Men hvor de to mordere fra ‘Fredag den 13.’ og ‘A Nightmare on Elm Street’ bløder blodsudgydelserne op med glimt af humor, er der intet at grine af i ‘Motorsavsmassakren.
Filmen udkom i en tid, hvor USA’s økonomi var i knæ, og den mislykkede Vietnamkrig og Watergate-skandalen havde efterladt den engang så stolte nation i choktilstand. Netop chok er også den følelse, man sidder tilbage med efter ‘Motorsavsmassakren’. Chok over, hvad pokker det er, man lige har været vidne til. Og en krybende vished om, at lyden af en brummende motorsav vil hjemsøge ens drømme resten af livet.
It Follows
På overfladen ligner ‘It Follows’ et klassisk teenagegys. En ung, smuk kvinde bliver forfulgt af en morderisk galning, indtil hun til sidst vælger at tage kampen op mod sin forfølger. Men selvom ‘It Follows’ låner fra klassiske amerikanske 80’er-gys som ’Nightmare On Elm Street’ og ’Halloween’ helt ned til sit syntheziser-soundtrack, er filmen sin helt egen.
Den formår at vende vrangen ud på klicheerne og skabe noget langt mere uhyggeligt og originalt i processen. I ‘It Follows’ ved vi aldrig, hvem eller hvad pokker det er, der forfølger vores blonde heltinde. Vi ved kun, at hun har fået en forbandelse efter at have dyrket sex på bagsædet af en bil. Forbandelsen kan tage form af hvad som helst – en gammel dame ude foran skolen, en grotesk høj mand i soveværelset eller hendes egen far – men fælles for alle forfølgerne er, at de bevæger sig i zombie-hastighed med direkte retning mod sit offer.
I ‘It Follows’ lurer døden bogstavelig talt rundt om hvert et hjørne, og ligesom i virkeligheden synes den umulig at undslippe. Måske netop derfor er filmen så utrolig skræmmende: fordi den minder os om, at døden kommer i alle former på alle tænkelige tidspunkter uden nogen mulighed for at undslippe den.
Get Out
2017 er det mest indbringende år for horrorfilm i USA i knap to årtier, og blockbustere som ‘It’ og ‘Get Out’ understreger, at gysergenren lige nu befinder sig i en ny guldalder. Når virkeligheden er plaget af politisk kaos, naturkatastrofer og racistiske optøjer, kan det virke forløsende at søge ly i biografmørket og se ondskaben i øjnene. Og få film har formået at spidde USA’s betændte raceproblemer og samtidig levere neglebiddende gys og forløsende grin, som debutanten Jordan Peeles mesterlige ‘Get Out’. Tag nu bare startscenen, hvor en sort mand forvilder sig ind i et hvidt rigmandskvarter og bliver slået ihjel af en gruppe hvide bøller. For den hvide mand er forstaden idyl, men for den sorte mand lurer den visse død bag ligusterhækkene. Det må filmens hovedrolleindehaver også sande, da han besøger sin hvide kærestes familie. Under familiens latente racisme og misforståede politiske korrekthed lurer nemlif en endnu større ondskab, der ikke skal afsløres her. ‘Get Out’ blander på fornem vis grum horror, samfundssatire og kulsort humor sammen i en stor pærevælling, som vil få enhver filmfan til at slikke sig om munden.
Alien
“I rummet kan ingen høre dig skrige”, lyder den berømte tagline til Ridley Scotts gennembrudsfilm om en rumskibs-besætning, der får besøg af en ikke særlig venlig 8. passager. Det kunne de tilgengæld i biografen – skrige altså. Ligesom ‘Eksorcisten’ få år tidligere havde fået publikum til at besvime af skræk, fyldte ‘Alien’ også biografsalene med skrig og skrål.
Særligt filmens mest berømte scene, hvor en fallos-lignende Alien springer ud af maven på skuespilleren John Hurt, fik folk til at søge mod udgangen. ‘Alien’ affødte et væld af fortsættelser og kopier, men intet slår originalen. Rumskibets labyrintiske korridorer giver en kvælende følelse af klaustrofobi og en konstant frygt for, at monsteret springer frem fra skyggerne.
Og hvilket monster! H.R. Gigers Alien-design er som flået ud af dit værste mareridt, og det sorte rumvæsen med tænder som slimede barberblade og syre som blod får Dracula og Frankenstein til at ligne vandkæmmede kordrenge.
Psycho
“Lad altid publikum lide så meget som muligt”, har den britiske instruktør og Master of Suspense Alfred Hitchcock engang sagt. Og sjældent har de lidt så meget, som da han udsatte dem for ‘Psycho’. Før Hitchcocks sorthvide horrorfilm fik premiere i 1960, var virkeligheden endnu ikke krybet ind i gysergenren.
Dengang var det fantasimonstre som Dracula og Frankenstein, rumvæsner fra det ydre rum eller insekter og edderkopper, der havde dyppet tæerne i atomaffald og vokset sig på størrelse med højhuse, som befolkede gyserfilmene. Med ‘Psycho’ bragte Hitchcock hverdagens rædsler op på det store lærred i form af seriemorderen Norman Bates, der stak smukke blondiner til døde iført sin mors gevandter.
‘Psycho’ gav gyset et menneskeligt ansigt, som har smilet skummelt til os lige siden. Og selvom Alfred Hitchcocks selverklærede B-film snart har 60 år på bagen, føles det berømte mord i brusebadet med de skrigende violiner lige så potent og skærkindjagende i dag.
