Det er besnærende med folk, der får ting til at se nemt ud.

Jeg nyder at betragte kokke, der har stået så lang tid i et køkken, at deres muscle memory fortæller dem, hvornår en fisk er stegt tilpas. De bevæger sig hjemmevant rundt på få kvadratmeter, alle redskaberne har en plads, og ingen skal bryde sig om at bytte rundt på noget.

De mestrer deres plads ved komfuret med både selvsikker hånd og talent for faget. De får det til at se let ud.

Men man ser heller ikke de tusindvis af timer ved spækbrættet, de hundredvis af overkogte kartofler og alle de dyre stykker pighvar, de har tilberedt forkert. Jeg ser kun resultatet af alle fejlene. Jeg ser kun triumfen.

Det får mig til at tænke på noget: Vi lever i en tid, der er instagrammificeret på en måde, så vi ofte kun ser det smukke og det perfekte. Den svære vej til målet og den uskønne proces bliver tit overstrålet af resultatet.

Det er svært at formidle noget interessant om en skriveblokade. Det er sjældent, folk deler billeder af en skilt sovs. De smukke feriebilleder af Amalfikysten rummer aldrig de to timers bilkø ind og ud af Positano.

For efterhånden en del år siden læste jeg en velskrevet klumme i et nu lukket månedsmagasin, der opfordrede til, at man gav udtryk for en lidt mere ubesværet måde at leve på, hvor alle mellemregningerne blev holdt private, og det kun var den gode fortælling, man delte.

”Nå ja, vi smutter forresten til Madrid med familien i weekenden,” kunne man henkastet slynge ud. Ingen grund til at fortælle om de dyre flybilletter, man købte for otte måneder siden, og den gebrokne, langvarige kommunikation på skraldespansk, man havde haft med receptionisten for at høre, om de kunne klare en opredning på et af værelserne.

Det er jo egentlig en sjov tanke, men jeg tror faktisk ikke, jeg er helt enig. For historien om processen frem til udførelsen er jo netop den fascinerende.

Ikke nødvendigvis forløbet med at tale i skrattende telefoner med receptionister i sydeuropæiske hotellobbyer – den slags skal man ikke have for meget af i sit liv – men processen, hvor et stykke arbejde tager form, uanset om det er fysisk, kunstnerisk, politisk eller videnskabeligt.

Det er også den historie, vi lever af at fortælle til dig, gode læser, hver eneste måned i Euroman og hver dag på euroman.dk.

Om alle de dygtige mennesker, uanset om det er erhvervsfolk, politikere, musikere, skuespillere eller sportsfolk, der går imod al sund fornuft, alle gode råd og al logik for at skabe det aftryk i verden, deres talent tillader dem.

Vi forsøger ikke at løbe med hurtige overskrifter og være først med det sidste. Vi vil gerne et par lag dybere, og allerhelst med på rejsen, så vi kan fortælle den historie, der ellers ikke kommer frem andre steder.

Selv er jeg vild med fortællingen om skuespillere, der kan gå så meget ind i en rolle, at de begynder at tale og bevæge sig som den karakter, de skal spille. Jeg elsker historien om Daniel Day-Lewis, der forsvandt så langt ind i forberedelserne af sine roller, at han dedikerede alt i sit liv til i flere år ikke at handle om andet end det.

Jeg labber det også i mig, når Serena Williams i interview fortæller om motivationen, der har gjort hende til en af de største og mest vindende atleter nogensinde.

”Der er masser af dage, hvor jeg ikke har lyst til at træne. Men der er ikke en eneste dag, hvor jeg har lyst til at tabe.”

It’s what you do in the dark that puts you in the light.

I denne måned har vi Artigeardit på forsiden af Euroman. Hans borgerlige navn er Ardit Aliti, han er født på Herlev Hospital og har gået på Frederiksberg Gymnasium. Hans familie oprinder fra Albanien. Hans far var buschauffør, hans mor rengøringsassistent.

Og Artigeardit er rapper. I en række år mest for de unge, i dag for hele Danmark. Da han i januar 2023 sendte sin plade ’Længe Leve’ på gaden, var den trods sin tidlige udgivelse allerede et brandvarmt bud på årets bedste danske album.

Artigeardit er en rapper, der kunne nøjes med at lave numre om nætterne på klubben og alle de penge, han tjener. Men Artigeardit er noget så sjældent som en kunstner, der reflekterer over sin egen skæbne, mens hans familie i Makedonien lever et helt andet liv.

Med sig i bagagen har han dæmoner, der konstant tvinger ham ned og tilbage. Men han er også åbenlyst begunstiget af et talent, der rækker ud over det sædvanlige. Ardit vil mere.

Over flere måneder har vi fulgt Ardit. I studiet, derhjemme og til gymnasiekoncerter. Mellem ubesvarede opkald på stribe og ugelange drukture har vores journalist Magnus Kraft hægtet sig fast i Ardit, når han kom frem i lyset.

Som en flue på væggen har han observeret, hvordan Ardit skal stryges med hårene, ugidelig og ikke samarbejdsvillig, indtil han lige pludselig er i stødet og tvinger producerne i studiet til at smede, mens stemmen er varm.

Det er et kig ind i tilværelsen på skabelsen af et af de navne, der kommer til at fylde rigtig meget i 2023 og fremover.

Det er langtfra nogen smuk fortælling, for det er også historien om alt det, der er for grimt til at komme på Instagram. Ardit er velsignet med en evne til at lave lyd som få andre. Men han er forbandet af sit privatliv, hvor stoffer og afhængighed konstant banker på.

Historien om Ardit er en komplet fortælling om en kunstner, der også bare prøver på at blive et komplet menneske – med alt hvad det indebærer af medvind og modgang.

Er der noget, der er nemt i Ardits liv, er det musikken. Resten er en helt anden historie.

God fornøjelse med Euroman.

Har du kommentarer eller idéer, er du altid velkommen til at skrive til mig på kristoffer@euroman.dk.

Kristoffer Dahy Ernst
Chefredaktør

EUM_353_Forside_ARTIGEARDIT_INSTA.jpg