Din nye bog foregår i kokkemiljøet. Hvorfor har du valgt dette miljø?

”Jeg havde egentlig ikke troet, at jeg skulle skrive mere om mad, men noget sagde mig, at det var den rigtige setting. Dels ved jeg meget om emnet. Og dels er det kok, man skal være nu, hvis man skal have status. I 80’erne skulle man være musiker, i 90’erne skulle man lave film, i 00’erne skulle man være billedkunstner. Nu skal man være kok. Bogen handler om en mesterkok, der vil gøre alt for at få en michelinstjerne. Og da han så får succes, braser hans liv sammen. Der er så meget i vores tid, der handler om, at man skal lykkes, og jeg vil gerne beskrive, hvad der kan ske med mennesker, som lykkes. Bogen handler om at miste jordforbindelsen, når man bliver meget succesrig. Om at miste sig selv til sit ego, fordi man får tur i den.”

Hvorfor er det interessant?

”Der er noget enormt komisk og tragisk over mennesker, der mister jordforbindelsen. Det er et tema, jeg har været optaget af i mange år. I 1994 læste jeg et interview i Weekendavisen med musikeren Peter Bastian, som to år forinden havde udgivet bogen ’Ind i musikken’. Bogen solgte 150.000 eksemplarer, og Peter Bastian fik stjernestatus på kort tid. I interviewet i Weekendavisen fortalte han fuldstændig ærligt om, hvordan succes havde fået ham til at miste jordforbindelsen. Han lavede scener på restauranter, forlangte at komme foran i køen på skadestuen og andre former for særbehandling.

Jeg labbede det i mig og tænkte, at hvis en 41-årig intellektuel kan miste jordforbindelsen, så kan alle. Det er bare de færreste, der tør tale om det, fordi det er så sindssygt pinligt, at man på den måde taber til sit eget ego. Det er dét, bogen handler om. Jeg mener, alle kan blive ramt af det. Jeg kender det også delvist selv, fra jeg var yngre. Det kan udmønte sig i, at man ikke gider høre på, hvad andre mennesker siger, fordi man sidder og venter på at blære sig med, hvor sindssygt godt det går for en. Andre mennesker gider ikke høre på en, der bare sidder og blærer sig og fortæller om sig selv. Det vil i sidste ende føre til ensomhed.”

Kommer du selv fra et miljø, hvor man gik op i mad?

”Jeg er opvokset i Kartoffelrækkerne i den bedre del af venstrefløjen, hvor der var penge nok og alle de rigtige meninger, men hvor man i mit hjem koncentrerede sig meget mere om samfundet og politik end om mad. Der blev ikke lavet specielt god mad hjemme hos os, men jeg kom meget hos min nabo, som brugte meget tid på mad. Det kom til at præge mig. Jeg var inspireret af hans entusiasme og begyndte selv at lave mad, da jeg var 18-19 år.”

Hvordan har du lavet research til bogen?

”Jeg har spist på rigtigt mange restauranter og kender mange kokke og restauratører, men jeg vidste ikke, hvordan det var at stå i køkkenet, når det gik løs. Så jeg har været ude at stå i køkkener på michelin-restauranter under service mellem klokken 18 og 22, hvor den mindste fejl er katastrofal, og der er et voldsomt pres på. Jeg har været ude at tale med mange kokke, restauratører, tjenere og fagforeningsfolk. Jeg har talt meget med kokken Per Thøstesen, som har arbejdet hos mesterkokken Paul Bocuse i Frankrig. Der er også en rigtig hændelse fra Pers liv i Frankrig, som jeg har lånt fra ham og bruger i bogen.”

Der er mad overalt i disse år. Dækker det over mangel på reelt indhold eller en form for eskapisme?

”Min første bog (novellesamlingen ’Han danser på sin søns grav’, 2009, red.) handler meget om, at min klasse, den kreative klasse, flygter ind i mad, fordi det bliver en legitim virkelighedsflugt. Det er ikke lødigt at tage narko eller se for meget tv. Men at bruge alt for meget tid på at lave mad, tale om mad eller om restauranter, man har været på, mens man har munden fuld af mad, er pr. definition lødigt. Og det satte jeg spørgsmålstegn ved i bogen. Jeg var selv en af dem, der i en vis grad brugte mad på den måde i mit liv. Jeg troede, at jeg skulle holde op med at skrive om mad og anmelde mad, fordi jeg tænkte, der er vigtigere ting i livet. Men så fik jeg en tanke, som reddede mig: at mad dybest set er, eller i hvert fald kan være, overførsel af kærlighed fra et menneske til et andet. Hvis man laver maden ordentligt, videregiver man en energi til et menneske, som man holder af eller gerne vil komme til at holde af. Mad er i sin fineste form en overførsel af kærlighed, fordi man gør noget for andre. Og så kan jeg jo ikke have noget imod det. Så kunne jeg blive madanmelder en gang til uden at have det dårligt over det.”

Så det argument eliminerer fuldstændigt mistanken om, at optagetheden af mad dækker over tomhed?

”Der er mange måder at behandle mad på. Det kan blive ret fjollet, når alle mulige duller poster den samme grød eller den samme avocadomad fra en bestemt restaurant på Instagram, hvor det lige så godt kunne have været nogle nye sko. Det har jeg ikke den store respekt for. Der kan sagtens være masser af tom selvpositionering over mad. Jeg har været til middage i overklassen, hvor værterne har et eller andet pisselækkert køkken, som de aldrig bruger, og så får de maden udefra i nogle høkasser, båret ind af nogle tjenere, som er hyret til at rette an. Maden kan være fra et udmærket sted, men den slags middage bliver altid lidt hule. Hvis værterne derimod selv har gjort sig umage og tænkt: hvad vil jeg gerne lave, hvor køber jeg det, og har brugt to dage på at lave middagen, vil det afspejle sig i, hvor hyggelig den middag bliver. Fordi nogen har brugt tid og omtanke og kærlighed på at lave maden. Man kan mærke det på aftenen. Sådan nogle traditionelle overklassemiddage, hvor man køber sig til alt, bliver ofte kedelige.”

Interessen for mad og hele restaurant­scenen tog fart i 00’erne, som har ry for at være grådighedens årti, der sluttede med finanskrisen. Kan madscenen nå en ’boble’, hvorefter man går tilbage til noget mere holdbart?

”Det, synes jeg allerede, er sket. Den nye måde at spise på er mere social. Mad er mere blevet et samlingspunkt. En ny tendens er delemad, hvor man får retter ind på midten af bordet, ligesom man får i for eksempel Mexico. Det er en mere uformel måde at spise på, eller det skulle det gerne være, for det kan også godt være, det bare bliver opstyltet på en ny måde. Generelt synes jeg, det er blevet meget mere jordnært at gå ud og spise, end det var, da jeg begyndte på det for mange år siden.”

Men kan du forstå, hvis man synes, at interessen for mad nærmer sig det dekadente?

”Der er mere fokus på mad end nogensinde før. På et tidspunkt i min bog er der en, der siger til Magne, mesterkokken og hovedpersonen, at når kokke bliver stjerner, er det tegn på, at tingene er ved at falde sammen. Man kan se det på Romerriget, Det Osmanniske Rige, spanierne, osv. Kokkene bliver små guder, og så braser det hele sammen.”

Tror du, det hele er ved at brase sammen?

”Alle advarselslamper blinker, og alle tegn peger på, at Vesten som magtfaktor er ved at falde sammen. Et af tegnene er, at kokkene har så meget magt. Man kan se ned gennem verdenshistorien. Når et magtfuldt sted var præget af stor dekadence, gik der ikke ret lang tid, før det kollapsede. Det frygter jeg, er ved at ske.”