”I 2016 blev jeg gruppeformand for SF. Jeg var 24 år. Partiet gik ikke frem i meningsmålingerne, og ligegyldigt hvor mange interview jeg gav, og hvor mange udspil jeg pumpede ud, skete der intet.
Mange anså SF for at være et parti, der var døden nær. Vi lå historisk tæt på spærregrænsen og havde nærmest ingen folketingsmedlemmer tilbage.
Hver aften lå jeg i min seng og hørte ’Stjerner På Himlen’ med The Minds of 99 på repeat, mens jeg græd ned i puden.
Jeg fik kæbespændinger og blev tør i munden, men alligevel holdt jeg mig kørende.”
”Hver gang jeg var ved at falde i søvn, følte jeg, at jeg ikke kunne få luft. Jeg fik voldsom hjertebanken og frygtede, at jeg skulle dø.
Da min daværende kæreste, som lå ved siden af mig, var faldet i søvn, begyndte jeg at ligge og prikke mig selv på kroppen.
Jeg havde set på YouTube, at det skulle være beroligende.
Det endte med, at jeg ringede til psykiatrisk skadestue. De sagde, at det var angst og ikke noget, jeg ville dø af.
Jeg fortalte ikke til nogen, at jeg lavede det opkald.”
”Det fik mig til at falde til ro. Jeg sov dog ikke meget den nat, og dagen efter løj jeg mig syg med lungebetændelse.
To dage senere blev jeg spurgt, om jeg ville deltage i et afsnit af ’Debatten’. Vi skulle tale om skolereformen og kortere skoledage, og netop det emne var en af grundene til, at jeg oprindeligt gik ind i politik.
Uanset hvor syg jeg var, kunne jeg ikke gå glip af dén debat. Men da jeg stod i DR-studiet med spotlyset pegende på mig og indflyvningsjinglen kørende i baggrunden, kunne jeg med det samme mærke, at jeg ikke havde det godt.
Jeg slog det hen med, at jeg manglede søvn og havde været for meget i byen. I min første tid i Folketinget prøvede jeg nemlig at leve et ungdomsliv ved siden af arbejdet. Inde i studiet stod jeg over for et par garvede socialdemokrater.
Mit hjerte bankede så hurtigt, at jeg var sikker på, jeg ville falde om lige dér på direkte tv.”
”Nej. Efter angstanfaldet fortsatte jeg med at køre på.
Politisk havde jeg stor succes: Folk gik på gaden for minimumsnormeringer, jeg blev et kendt ansigt, og jeg gik viralt med mine statusopdateringer på Facebook.
Selvfølgelig ville jeg ikke blive stresset, når det gik så godt, tænkte jeg. Det hang ikke sammen i mit hoved.
Ved valget i 2019 gik SF frem, og jeg fik tidoblet mit personlige stemmetal. Jeg burde have været lykkelig, og min følelse af utilstrækkelighed burde forsvinde efter så flot et valgresultat.
Kort efter var jeg også med til at få indført minimumsnormeringer i daginstitutionerne.
Men succesen skabte blot en frygt i mig for, at jeg ikke kunne leve op til de nye og endnu højere forventninger. For kunne jeg levere minimumsnormeringer, kunne jeg jo også levere andet.
Det væltede ind med beskeder fra folk, der spurgte, om jeg ikke kunne få diverse politiske emner igennem.
Kunne jeg ikke også hjælpe de udsatte? De handicappede? De hjemløse?”
scroll-down
