I PERIODER, hvor jeg for alvor skal skrive, foregår det med så faste rammer som muligt. Jeg står op klokken 07, laver kaffe, tager tøj på – hver dag er det jakkesæt, det er klart – læser i en time, hvorefter jeg skriver fra 9 til 12. Det er noget, jeg har prøvet at holde meget strengt fast i.
Klokken 12 holder jeg en times pause. Og hvis der er styrke og humør, og hvis jeg har en følelse af at vide, hvor teksten skal hen, kan jeg godt fortsætte to timer mere. Men det er et klassisk kneb ikke at skrive sig selv færdig hver dag, så man ved, hvor historien skal hen den næste dag.
Undervejs i skrivningen holder jeg en lille pause en gang i timen. Jeg rejser mig op og ser på noget andet. I de perioder er jeg også meget streng over for telefonen. Den skal trænges langt tilbage. Den skal helt væk. Den er – i alle aspekter af livet – en fjende for mig. En følelse af endeløs tomhed.
DEN FØRSTE HALVDEL af ’Rytteren og den rejsende’ skrev jeg i hånden. For at slippe af med skærmen. For det første er alt det, man kan lave på computeren, distraherende. Og så er der også selve skærmlyset, der giver en følelse af at være bundet til skærmen. Det er en drænende tanke.
At skrive i hånden tvinger mig også til at vente med at slå ting op. Det kan være årstal, eller det kan være informationer om noget, vægten på en hest eksempelvis. I stedet sætter jeg et notat, som jeg kan vende tilbage til. Det gør også det efterfølgende arbejde med computeren mere frugtbart. Mere konkret. Det bliver en inspirerende opgave.
Det handler om ikke at forlade teksten. Jeg tænker, at enhver, der skriver, kender til, hvor svær den første halve time er. Det at komme i gang og komme ind i arbejdet. Jeg tænker tit på noget, som Brian (Holm, red.) har sagt, godt nok om cykling, men det er, at den første time er den værste, og den sidste time er den bedste. Det minder jeg mig selv om næsten dagligt. Skærmen kan sabotere, at man nogensinde kommer ud af den første, svære time.
JEG HAR EGENTLIG ALTID været et udpræget B-menneske og næsten helt afskrevet morgenerne i en stor del af mit liv. Det er ret nyt for mig at stå tidligt op. Jeg holder virkelig meget af natten, men rent produktivt er morgenen det bedste tidspunkt for mig. Jeg har sjældent oplevet den der romantik med at sidde om aftenen med et glas rødvin og en cigaret og så skrive de store kapitler.
Jeg tror ikke, man kan fornægte, hvor meget de faste rammer betyder, fordi arbejdet med at skrive er så krævende. Det er ikke altid en leg. Og en måde at få det knækket på er ofte ved at søge disciplinen.
HERHJEMME SIDDER JEG ved min tipoldefars skrivebord, som han fik snedkereret til sin kone, da han var borgmester i Hamborg under Bismarcks tid. Lige nu ligger der en bog af Federico García Lorca, som jeg er meget optaget af; så står der to påskelys med Jomfru Maria på, som jeg kan tænde; så er der en haj af porcelæn; og så er der kuglepenne. Jeg holder en skrap orden. Der kan ikke være rod i omgivelserne, hvis hovedet skal arbejde.
Jeg tager ofte væk for at skrive. Den første tredjedel af ’Rytteren og den rejsende’ skrev jeg i Andalusien i Sydspanien, og ’Fremad’ skrev jeg på både i Istanbul og i Sankt Petersborg. Det er vældig effektivt, synes jeg. For det første hjælper det, at der ikke er så mange fristelser fra ens omgangskreds. Og derudover fodrer det inspirationen. At skifte luften og himlen ud. Blikket ser noget nyt hver dag.
HVIS JEG SKRIVER 500 ord på en dag, er det tilfredsstillende. 1.000 er godt. Alt over 1.000 ord er jeg varsom med. Jeg vil helst ikke forsøge at lyde så klog og bedrevidende med de her ting, men det er min oplevelse, at hvis jeg skriver mere end 1.000 ord, er det tit noget, jeg skal bruge meget tid på den næste dag. Det er ikke en regel som sådan, men personligt synes jeg, at mellem 500 og 1.000 ord per dag er et godt afsæt.
JEG KAN NÆVNE op til flere skriveråd, som jeg tager meget alvorligt. Som jeg minder mig selv om hver dag. Først og fremmest vil jeg nævne Jørgen Leth, der har sagt: ’Start i oppe i venstre hjørne, og slut nede i det højre.’ Det lyder jo næsten som nonsens, fordi det er så indlysende. Men jeg synes, det er meget brugbart, når det blanke papir står over for én.
Og så er der et af de mest kendte råd. Det er fra Hemingway, som sagde, at man skal starte med at skrive en sætning, som er sand. Det er en inspirerende tanke.
Start oppe i venstre hjørne med en sætning, som er sand.
Jeg bruger det hver dag. Det hvide papir har en magt over én. Det er vanskeligt. Og jeg synes, jeg oplever en gentagende følelse, hvor jeg føler mig overbevist om, at i dag vil det ikke lykkes. I dag kan jeg ikke finde på noget. Men så må jeg minde mig selv om, at det er lykkedes før, og at det vil lykkes igen.
DET ER SLET IKKE usædvanligt, at jeg hører musik, imens jeg skriver. Jeg lytter meget til Rachmaninovs klaverkoncerter. Klassisk musik i det hele taget. For mig er det ligesom en duft, der minder én om noget. Det musik minder mig om at sidde og arbejde. Med det samme. Jeg hører de samme stykker igen og igen.
DER ER MANGE, der inspirerer mig. Jeg er meget optaget af Ernst Jünger. Hans historier er befriet fra tid. De står uden for tiden. De er skåret ud af noget klassisk. Han er en stor inspiration. Jeg vil også nævne den japanske forfatter Yukio Mishima. Og Pier Paolo Pasolini, særligt hans film. Dialogernes skarphed. Og den måde, som han behandler emner som religion og håb på.
Bastian Emil Goldschmidt
(f. 1992) Opvokset i Lyngby. Oversatte i 2017 italienske Curzio Malapartes klassiske cykelessay ’Coppi & Bartali’ til dansk. Arbejder som cykelekspert på Eurosport. Debuterede som forfatter i 2021 med ’Fremad’. I 2022 udkom han med ’Verden af vilje’, en samling af reportager fra cykelsportens verden. ’Rytteren og den rejsende’ er hans første skønlitterære værk.
Se, hvad vi ellers skriver om: Bøger
