Thomas Vinterberg
Foto: Søren Rønholt

Thomas Vinterberg om døden, tvivlen og glæden ved at gå på druk

Thomas Vinterberg har gjort det, som mange kunne tænke sig: Han har skrevet præsident Putin ud af historien. Teis Jeppe Gørtz har mødt den 49-årige danske filminstruktør, der fornemmer, at han med sin nye film ’Kursk’ er kommet på Kremls observationsliste.

Hvordan fik du jobbet som instruktør på ’Kursk’?

”Jeg var midt i et andet projekt, men så skrev hovedrolleindehaveren Matthias Schoenaerts til mig og fortalte, at han havde et manuskript, han gerne ville have, at jeg skulle læse. Jeg blev især rørt af hovedrollens historie. Han hed Dmitri Kolesnikov og fandtes i virkeligheden. Han nåede at skrive et brev til sine efterladte, inden han døde af iltmangel i maven på Kursk. Da jeg nærstuderede manuskriptet, opdagede jeg også, at det havde nogle bestemte temaer, som dukker op igen og igen igennem mit virke. Det er en film om familier og endda en klaustrofobisk én af slagsen. Familien i ubåden og familien på land. Samtidig handler den om forgængelighed, livets endeligt, uretfærdighed og om manden mod systemet.”

Har man fra Ruslands side prøvet at påvirke ’Kursk’ i en bestemt retning?

”Kursk er et nationalt traume i Rusland, og vi blev inviteret til at lave en samproduktion derovre. Men russere og andre, der havde lavet film i Rusland, sagde, at det skulle jeg virkelig ikke kaste mig ud i. Det er en klassisk strategi at invitere én indenfor og så stille og roligt knuse det – eller i hvert fald komme til at eje det og manipulere det i en retning, som de gerne vil have. Det var også nogenlunde det, jeg oplevede. Den russiske flåde begyndte at have kommentarer til manuskriptet, og til at starte med tænkte jeg, at det var skide godt, for så kunne jeg komme tættere på sandheden. Men det viste sig, at det ikke var sandheden, de ville tættere på, men i stedet deres egen fortælling om Kursk.”

Thomas Vinterbeg

Født i 1969 i København. Opvokset i et kollektiv i Hellerup som søn af anmelder Søren Vinterberg og afspændingspædagog Ingerlise Vinterberg. Efter mange år i København bor han i dag i Charlottenlund med sin kone Helene Reingaard, som han har to børn med. Har to voksne børn fra et tidligere ægteskab. Uddannet filminstruktør fra Den Danske Filmskole og en af grundlæggerne af dogme-konceptet. Har ni film på CV’et, blandt andre ’Festen’ (1998), ’It’s all About Love’ (2003), ’Submarino’ (2010) og ’Jagten’ (2012).

Hvad skete der?

”Flåden havde mange rettelser til replikker, hvor de ikke fremstod heroiske nok. Heldigvis var det sådan, at studiet, som jeg var underlagt, tog en beslutning om at trække sig fra at optage i Rusland. Jeg er meget spændt på, hvordan det russiske folk tager imod ’Kursk’. Det er en film til og om dem. Jeg forventer en negligering eller, hvis filmen går godt, en aggression og manipulation fra det russiske styre. Jeg har faktisk været lidt nervøs for styrets reaktioner. Nok mest på min kones vegne.”

Hvorfor er du nervøs for det?

”Folk har frarådet mig at rejse derover. Jeg tror ikke, at der er nogen sikkerhedsmæssig risiko ved det for mig, men vi fortæller en historie, som et meget magtfuldt styre ikke vil have, at vi skal fortælle.”

Vladimir Putin optræder som karakter i det oprindelige manuskript, men han er ikke med i den endelige film. Hvorfor?

”En vigtig grund var, at det for mig er en film om mennesker og ikke om Putin. Det ville tiltrække sig alt for meget opmærksomhed og gøre det til en politisk thriller og en b-film. Samtidig ved vi faktisk ikke helt præcist, hvilken indblanding Putin havde i beslutningen om at sige nej til hjælp udefra. Jeg tror, det var ret perifert, og at det nok i højere grad var tidligere sovjetiske kræfter i flåden, som tog de grimme beslutninger.”

Du er ikke blevet tvunget til at skrive ham ud?

”Jeg har godt læst konspirationsteorierne, men det er pulled out of their asses. Rent nonsens. Jeg tror ikke engang, at Luc Besson (stifteren af filmselskabet EuropaCorp, som har produceret ’Kursk’, red.) vidste, at vi skrev Putin ud. Der er heller ikke én eneste russer, der har bedt mig om det eller har nævnt det på noget tidspunkt. Hvis det var tilfældet, havde jeg tværtimod nok følt mig fristet til at beholde ham i manuskriptet.”

059A9856 1.jpg

Hvorfor bliver du ved med at drage ud i den store filmverden?

”Når jeg tager de her jobs, er det et frikvarter for mig. Der er noget befriende over at blive hyret ind til et job og ikke være kongen af det hele, men en del af en bestyrelse. Jeg har svært ved at sige nej til frikvartererne i udlandet, for jeg er født med en ikke så heldig udlængsel, der har banket på som en form for rastløshed, siden jeg var 10-12 år.”

Hvordan trives du i arbejdet med store filmstjerner?

”Jeg bryder mig ikke om det, hvis man er nødt til at forføre dem, og det er på deres nåde, man laver en film. Det er ubehageligt og usundt, fordi man så kan miste den ærlighed og direkthed, som jeg mener er afgørende. Jeg stod engang over for Sean Penn, da vi filmede ’It’s All About Love’. Han havde i mange år været det største navn for mig. Derfor var jeg meget benovet, men da jeg sagde: ’Værsgo’, syntes jeg, at han spillede ad helvede til. Han overspillede helt vildt og lavede sådan en Don Corleone-imitation. Jeg gik diskret hen til ham og sagde: ’Hør her, nu har vi lavet 18 takes, og det går i en helt forkert retning. Jeg tror ikke, jeg kan bruge noget af det.’ Han eksploderede, og vi røg ud i traileren og havde en ordentlig rusketur, altså ikke fysisk, men verbalt. Hele settet blev sat på standby i en time, mens vi råbte ad hinanden. Vi gik tilbage på settet, og det endte med at blive, som jeg ville have det. Siden den dag har Sean Penn talt til mig med større respekt. Så det virkede. Men der er yderligere en facet ved historien, for sandheden var, at da jeg satte mig og så råmaterialet igennem, var hans 18 første takes alligevel de bedste. Det har jeg aldrig sagt til ham.”

Kæmper du stadig med den kunstneriske tvivl, som har fulgt dig?

”Tvivlen er der stadig, og jeg har ikke fundet en teknik til at komme af med den, men jeg har fundet en teknik til at bruge tvivlen. Jeg tester hele tiden mit materiale på folk. Det er ikke så vigtigt, hvem det er, bare én, der er i rummet. Jeg bruger tvivlen som et barometer. Når tvivlen dukker op, er det, fordi der er en eller anden grund til den, og så undersøger jeg den. Jeg har valgt at forene mig med tvivlen og bruge den.”

'Kursk'

Thomas Vinterbergs nye film er baseret på den virkelige ulykke ombord på den russiske atomubåd Kursk i 2000, der kostede alle 118 besætningsmedlemmer livet. Ubåden sank under en træningsøvelse som følge af en eksplosion. I første omgang overlevede 23 af besætningsmedlemmerne, men de blev aldrig reddet ud, fordi Rusland afviste at modtage hjælp fra udlandet til et redningsforsøg. ’Kursk’ har Matthias Schoenaerts, Colin Firth, Léa Seydoux og Max von Sydow på rollelisten. Filmen har premiere i danske biografer 24. januar.

Er tvivlen enhvers kunstners lod eller ligger det dybere?

”Den ubehagelige tvivl er tvivlen på én selv og angsten for at blive opdaget. Den tvivl kommer jeg aldrig af med. Det ville gøre mig mere tryg, hvis denne tvivl var et grundvilkår for alle mennesker, men det ved jeg ikke, om den er. Jeg er omgivet af ret store egoer i min branche, som er i stand til på en ret overbevisende måde at foregive, at de ikke tvivler det mindste på sig selv, men jeg gider ikke spille det spil. Jeg tror ikke på det. Jeg er sikker på, at de ligger i fosterstilling derhjemme. Det eneste, der virker mod tvivlen, er at fylde sit hoved med noget andet. At være i gang. Det er exceptionelt farligt at holde orlov, for så bliver man overmandet af alle mulige tanker om sig selv, både de selvglade og de fortvivlende af slagsen. Nogle gange skal der ikke mere end en weekend uden noget på programmet, før jeg begynder at tvivle på mig selv.”

Din film ’En mand kommer hjem’ fra 2007 handlede om en ung, renfærdig og uskyldig fyr og en ældre, liderlig, korrumperet, selvoptaget nar. Du sagde dengang, at du havde fornemmelsen af, at du engang havde været det ene og var i gang med at blive det andet. Hvem er du i dag?

”Den film beskrev, hvor jeg var i mit liv på det tidspunkt. Jeg tror, jeg befinder mig ret langt fra det skisma lige nu. Jeg er ved at blive ældre, bliver snart 50, og tænker meget over det, men er egentlig ikke desperat på den korrumperede og liderlige måde. Men selvoptaget er jeg nok. Det følger med erhvervet. I mange år var det sådan, at den udfarende og vilde person var repræsenteret gennem min medforfatter Mogens Rukov (nu afdød manuskriptguru, red.). Det var dybt fascinerende, fordi han var i sine drifters vold. Det var Thomas Bo Larsen også dengang. Han var sindssyg. Men i virkeligheden er jeg nok alligevel lidt for forsigtig til at hengive mig til at være korrupt og et liderligt kunstner-ego.”

Men du fascineres af det?

”Ja, jeg synes, det er fascinerende, når mennesker giver slip. Det handler min næste film ’Druk’ om. Vi har alle sammen en dagsorden. Dét, vi gerne vil vise for verden, og så det, vi gerne vil skjule. Jeg beundrer mennesker, som kan nedbryde den dagsorden. Det kan skabe stor kunst, og Thomas Bo Larsen og Mogens Rukov blev født med den evne til at give slip. Men de havde også begge to et stort indtag af alkohol.”

059A0083 1.jpg

Hvornår har du oplevet, at de har givet slip?

”Den måde, Thomas og jeg ankom til Golden Globe i Hollywood med ’Festen’ i 1999, var meget forskellig. Hvor jeg var et ængsteligt, høfligt, ydmygt og ikke særligt nydende menneske, var han helt modsat. Da Thomas landede, var han i sin sjette brandert for at være sikker på, at han havde en god brandert på, når han kom frem. Han havde fløjet på first og ikke bare business. Alle porerne på ham var åbne, og han væltede ud og råbte og skreg. Jeg sagde: ’Hey Thomas, tag det nu lidt roligt.’ Han var sådan: ’Hold nu din kæft.’ Han bragede gennem festen. På et andet tidspunkt skulle vi køre i limousine med direktøren for det studio, som havde købt filmen, og fire andre vigtige executives. De spurgte Thomas, om han ikke kunne lære dem noget dansk på turen. Han kiggede på dem og sagde: ’Prop en støvkost op i røven.’ ’What?’ ’Prop en støvkost op i røven’. Det var jo en mand, som stod ved sig selv, som gjorde det der. Han var fuldstændig til stede, lavede en leg med dem, og de elskede ham og den støvkost i røven.”

Hvorfor kunne du ikke give slip på samme måde?

”Jeg var ikke fuld nok, og så er jeg altså heller ikke helt på den måde som person.”

Hvad er dit eget forhold til alkohol?

”Jeg synes ikke, jeg har tid til at drikke, for jeg har mange børn. Men hvis jeg fx har tvivl og er i noget mørkt, så er ét glas vin nok til at reducere det med i hvert fald 50 procent, og sådan fortsætter det efter hvert nyt glas. Alkohol reducerer problemer til den størrelse, som de i virkeligheden burde have.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Film, Rusland og Interview