At presse sig over for gult, at sms’e bag rattet og at flippe fuldstændig ud, fordi chaufføren foran dig var uopmærksom, hvilket forhindrede dig i at nå over, inden der blev rødt. Det er ikke alene dårlig stil – det er også direkte farligt, fordi egoistisk adfærd bag rattet tærer både på dig og på dine medbilister.

Sidste år var der 170 trafikdræbte i Danmark, og det er rekordfå. Men det er stadig for mange, og en del af ulykkerne sker, fordi vi er trætte eller i mentalt underskud bag rattet.

”Overskud er helt afgørende, når vi tænker trafiksikkerhed. Heldigvis tænker kvikke mennesker i dag meget på at vise overskud og hensyn til andre. Det bliver for eksempel anset for dårlig stil ikke at være i stand til at styre sin speederfod,” siger Mogens Kjærgaard Møller, direktør for Rådet for Sikker Trafik.

Christian Grau, Euromans faste motorskribent, er enig:

”Den ungdommelige ide om, at det handler om at køre hurtigt og være en helvedes karl, er virkelig dårlig stil. Den ultimative bilist er en blanding af Steve McQueen og Mahatma Gandhi: En der aldrig mister herredømmet over sin bil og kan parallelparkere uden at få sved på panden, men som samtidig er storsindet og giver plads til bilister, der skal ud fra sidevejene.”

Tidligere har vi her på euroman.dk hjulpet dig til at holde dine sko i live gennem vinteren og guidet dig til at finde den skægstil, der passer til din ansigtsform. Her kommer en række råd til, hvordan du kører ordentligt og hensynsfuldt. For det skal en rigtig mand også kunne.

”Det er en del af det maskuline repertoire at kunne køre bil. Man skal kunne læse en bog, man skal kunne slå søm i, man skal kunne svømme. Hvis du går tur med din kæreste på havnen, og et barn er faldet i vandet, og du ikke kan svømme, er det så din kæreste, der skal springe ud og redde det? Lige gyldig hvor meget ligestilling vi har, så virker det bare naturligt, at det er manden, der trækker det op af vandet.  På samme måde har man en opfattelse af, at en mand skal kunne føre et automobil,” siger Christian Grau.
__________

1. Kør ikke dig selv og andre ihjel

Det virker selvindlysende, at du skal overholde fartgrænsen. Alligevel tegner for tunge speederfødder sig for op imod 40 procent af alle trafikdræbte, oplyser Rådet for Sikker Trafik.

”Det er en misforståelse, at det er maskulin kørekultur at køre racerløb med sæder, der nærmest ligger ned. Det handler tværtimod om at være med til at få trafikken til at flyde,” siger Christian Grau. 
__________

2. Kør bil, når du kører

”Hold fokus, når du kører bil. Nyd køreoplevelsen og vær til stede i den. Lad være med at sms’e eller prøve at samle den kiks op, du har tabt,” siger Mogens Kjærgaard Møller. Han mener, at sociale medier har givet os en uvane med at være på alle steder på en gang, men tror, at denne tendens vil uddø: 

”Det er så utjekket, og sådan tror jeg også, det bliver opfattet, hvis folk ikke kan lade være med at tage telefonen til et middagsselskab.”
__________

3. Hold afstand – og undgå røvslikkeri

Det er en gammelkendt regel, at en af de mest sikkerhedsskabende ting i trafikken er at lægge afstand til bilen foran, og ikke kun, fordi det er irriterende for føreren.

”En af de største farer er andres opførsel. Du ved aldrig, hvad ham foran finder på,” siger trafikpsykolog Birger Nygaard. Han nævner også den fare, det udgør, når chaufføren bag ved dig ligger for tæt på og presser dig:

”Vi kalder det røvslikkeri. Det bedste at gøre er at bremse op, så man signalerer, at der kan opstå en farlig situation. Så skal han nok holde op. Han er jo heller ikke interesseret i et sammenstød.”
__________

4. Drop fletningerne

”Jeg er dårlig til at køre i kø. Jeg tager tit mig selv i at ligge og flette enormt meget frem og tilbage mellem vognbaner, for at komme hurtigere frem. Det er få sekunder, jeg vinder ved det, og det kan skabe situationer, hvor man skifter uden at have orienteret sig, det kan irritere andre og i yderste konsekvens øge risikoen for sammenstød. Der skal man trække vejret et øjeblik og acceptere situationen,” siger Christian Grau.
__________

5. Vid, hvor du er

”Det kan lyde håbløst som en anden spejderregel. Men det kan være en god ide at vælge en rute, inden man kører, så man får færre overraskelser. De blodigste ulykker opstår, når du bliver i tvivl om, hvordan du skal køre. Vid, hvor der er motorvej. Og vid, hvor der er atypiske motorvejsafkørsler,” siger trafikspykolog Birger Nygaard.

Motorskribent Christian Grau giver den mere sexede grund til at man skal kunne finde vej:

”Hvis man har en kvinde på date, vil man gerne være en verdensmand. Enten kan man snyde og kigge på ruten. Ellers skal man bare kunne den i hovedet. Man udstiller i hvert fald sig selv, hvis man farer vild.”
__________

6. Brug øjnene – til at se med

”70 procent af tiden kigger man ud i luften – uden at se noget,” siger Birger Nygaard. Så hver eneste gang, du kører, skal du øve dig i at kigge så langt som muligt, det giver dig overblik over en bredere vinkel. Den dårlige nyhed er, at det er svært for folk, der lige har fået kørekort.

”De første 3-4 år har bilister en meget stor afhængighed af kantlinjer og andet af vejens udstyr for at holde kursen,” siger Birger Nygaard. Den gode nyhed er, at det kommer med rutinen:

”Jo længere tid, man kører, desto mere kan man bruge sit perifære syn til at holde kursen. Det frigør kræfter til at kigge længere og kigge det rigtige sted hen. Nå man har kørt i 7 år, når man det niveau, som man kører med resten af livet.”
__________

7. Lad dig op som en mobil

Hvis du er træt, er du ikke klar, når det uforudsete sker. Måske falder du endda i søvn. Ikke så smart, hvis du skal fra København til Aarhus.

”Kør ind til en benzintank, og tag en power nap. 15 minutter svarer til at give din mobiltelefon det skud strøm, der gør, at den kan klare et par timer igen,” siger Mogens Kjærgaard Møller.
__________

8. Kør, slap af

”Vi er meget rethaveriske i Danmark, og går helt amok, blokerer hornet, giver hinanden fingeren, går ud af bilen og råber og skriger, hvis vi oplever, at nogen forbryder sig mod reglerne. Også selv om det bare er en cyklist, der ikke har rakt armen ud ved et højresving. Jeg kan også selv hidse mig meget op, men jeg plejer at sige, at man ikke skal gøre noget i trafikken, man ikke ville gøre i køen hos bageren søndag morgen. Hvis du kan mærke raseriet, så tæl til fem og se dig selv udefra. Så kommer det hurtigt til at virke latterligt,” siger Christian Grau.
__________

9. Jeg har fået et par børn, du har fået et par øl

Det forekommer overflødigt at gøre opmærksom på, at man ikke skal kombinere alkohol og bilisme. Alligevel er der nogen, der har svært ved at lære det.

”Spritkørsel er det allermest utjekkede. Kvinder har ingen respekt for det, det har vi undersøgt.  Er man risikoorienteret, så er en fast kæreste og tyopisk børn en ting, der kan få en til at udvise større ansvarsfuldhed,” siger Mogens Kjærgaard Møller.
__________

10. Tag din indre ministerchaufførkasket på 

Hvis du har folk med, er det vigtigt, at du lægger mærke til deres signaler, siger Christian Grau:

”Kunsten er at få dem til at slappe af. Tag din indre ministerchauffør på dig, og servicér det menneske. Det nytter ikke noget, at du beviser, at du kan køre til Aarhus på halvanden time, hvis det føles som en uge for vedkommende, der sidder ved siden af, fordi han frygter for sit liv og tænker over, hvor meget han elsker sin familie.” 
__________

11. Vær en skakspiller bag rattet

”En bilists vigtigste egenskab er forudseenhed,” siger trafikpsykolog Birger Nygaard, der opfordrer til, at man hele tiden øver det, man med et dyrt ord kalder perceptionspsykologi. Med andre ord: Lær at forstå faresignalerne? 

”Du skal hele tiden kunne se tre-fire skridt frem. Når en bold kommer rullende ud fra vejsiden, så kommer der nok en unge løbende. Kører du efter en taxa med skiltet tændt, kan du sige dig selv, at han er på jagt og meget pludseligt vil svinge til højre eller venstre.” 
__________

12. Husk at sige tak

”Hvis jeg holder tilbage og lader en fodgænger gå over vejen eller lader en bilist kommer ud fra en sidevej, selv om han har vigepligt, og de sender mig et smil eller vinker bagefter, så udløser det et eller andet belønningsenzym i hjernen, det giver ekstra køreglæde.” siger Christian Grau og ærgrer sig over, at alle ikke gør det. 

”Folk i sorte Audi’er, der aldrig lige løfter hånden og siger tak, snyder mig for min belønning.  Jeg tror på, at hvis du smiler, så smiler folk til dig.”

LÆS OGSÅ: Yndlingsbil med kant: Audi S7

LÆS OGSÅ: 10 ting, der aldrig går af mode

LÆS OGSÅ: Beate Bille: Da jeg var yngre forelskede jeg mig i Macho-fyre