1985 Citroën 2CV, grå

Elev på Rytmisk Musikkonservatorium og musiker.

Min tid som bilist startede ret beset i svigerfars Toyota Rav 4. Den var supersjov og smart, men jeg skulle helt ud på landet for at låne den, og fordi jeg spillede ret meget, fik vi brug for vores egen bil.

Jeg var 18 og havde et vildt år. Jeg blev sendt hjem fra gymnasiet i 3.G, måtte op i fuldt pensum, 18 eksaminer, bestod og blev optaget på konservatoriet. Droppede ud efter fire måneder og debuterede med et album.

Tog kørekort og købte en 2CV.

Den bedste bil, jeg nogensinde har haft. Og den værste.

Det er jo en knallert og en blikdåse og alle de fordomme og jokes, der er om den bil; at alt kan repareres med Gaffa-tape, og at den kun kan køre 100 km/t.

Det er rigtigt, men det er også en fuldstændig vidunderlig bil med paraplygear, et tag, der kan åbnes, og en helt særlig motorlyd. Fine forlygter og små dørhåndtag, der skal vippes opad for at åbne.

Den har så meget sjæl – og det kan man ikke sige om ret mange biler.

Man bliver simpelthen glad af at sidde i den.

1986 Seat Ronda, lysegrøn

Bor i New York og debuterer som saxofonist.

Jeg elskede 2CV’en, og i otte år fungerede den som privatbil og bandbus med kontrabassen stikkende ud af soltaget.

Til sidst kunne den ikke mere. Bunden knækkede, den blev skrottet, og så var vi i vildrede.

Jeg havde brug for en bil, men vi havde ingen penge. Så ringede min moster og fortalte, at hendes nabo, en gammel dame, netop havde fået at vide, at hun ikke måtte køre bil længere.

Hun skulle af med sin Seat Ronda, og den kunne vi få for 10.000 kroner. En grim, lille bil, men kun 10-12 år på bagen, hvilket nærmest var nyt set med vores øjne.

Vi købte den og kørte i den i mange år – primært fordi den virkede.

2002 Renault Kangoo, grå metal

Bor i Valby, musiker.

Fra den ene dag til den anden begyndte Seat’en at lugte meget af benzin. Vi gad ikke ofre en dyr reparation, så vi kørte bare videre.

Lige ind til Ann blev gravid i 2002. Så tænkte vi, at hun i hvert fald ikke skulle køre den mere.

Derfor købte vi mit livs første og eneste nye bil. En Renault Kangoo – ren Postmand Per, men god til familien og god til et jazzorkester.

Ikke specielt køn, men fed – også fordi det ikke gjorde noget, hvis den fik en ridse, når man læssede af og på.

Der var ingen grund til at passe på den, den holdt til alt, og vi havde den i mange år. Det er mere, end man kan sige om Seat’en, der brød sammen i Korsør en dag, jeg havde lånt den til orkesteret, så vi kunne mødes i Odense, hvor jeg kom fra et andet job i Renault’en.

De nåede heldigvis koncerten, men Ronda’en kom aldrig ud at køre igen.

1999 Mercedes W210, stationcar, sølv, runde lygter

Musiker.

Mine forældre købte en Kangoo magen til vores. I grøn, og da de efter et par år skiftede den ud, overtog vi deres og blev dermed den formentlig eneste familie i verden med to Kangoos.

Til alt held har jeg en ven, der er advokat, og han havde en gammel Mercedes stationcar, som han skulle af med.

En forhandler havde budt ham 120.000, men han hader forhandlere, så han spurgte, om jeg ikke ville købe den i stedet. Det ville jeg gerne, men jeg kunne ikke skrabe mere end 50.000 sammen.

Fint nok, sagde han, og i samme ånd solgte jeg vores grå Kangoo til nogle venner for ingen penge.

Så var jeg pludselig Mercedes-ejer, og der vil jeg sige, at jeg blev bilmæssigt voksen. Det var jo noget helt andet, end jeg var vant til. Kæmpe motor, automatgear og komfort.

En drøm af bil.

2010 Mercedes E200, stationcar, sort

Musiker.

Som om det ikke var nok, så skulle Nikolaj, som min ven hedder, af med en anden Mercedes i 2012.

Den var kun to år gammel, en E200 Diesel. Lækker bil, men ikke fin nok, nu hvor han var blevet partner i firmaet.

Han havde igen fundet en forhandler, som ville give 350.000 kroner, og fordi han stadig hadede forhandlere, spurgte han mig, hvad jeg ville give. 220, sagde jeg. Top, sagde han. Det er altså noget af en ven.

Så der havde vi pludselig to Mercedes’er og en Kangoo.

Det var måske lige i overkanten, så vi solgte den gamle Mercedes for ingen penge, og dermed var der kun den grønne Kangoo og den sorte Mercedes tilbage.

En Mercedes, der stadig kan det hele, og en Kangoo, der er perfekt til de tæsk, en bybil får.