’Lev med det’ er fortalt gennem 181 meget korte scener. Hvordan kan det være?

Lars Trier Mogensen (LTM): ”Det er et forsøg på at presse det voldsomt dramatiske forløb, der har været i dansk politik i de senere år, ned i et lidt mere overskueligt format. Vi forsøger at lægge puslespillet over, hvad der er sket. Der har været så mange tråde og begivenheder, at vi i skriveprocessen har fundet ud af, at det gav bedst mening at bryde det op i de her 181 scener, der jo handler om alle mulige forskellige ting, der er sket de sidste fire år. For læseren skal det gerne samle sig i en karakteristik af den måde, Mette Frederiksen har regeret på.”

Henrik Qvortrup (HQ): ”For os har det også været vigtigt, at bogen – uden at være belærende – har haft noget pædagogisk over sig. Vi vil gerne give en sammenhængende forklaring på, hvad der skete i Mette Frederiksens første tid som statsminister. Det billede er fragmentarisk og består af mange elementer. Ved at strikke det sammen i små afsnit kan vi måske skabe en forståelse af forløbet blandt folk, der ikke til daglig følger dansk politik supertæt.”

I har talt med mere end 50 anonyme kilder under arbejdet med bogen. Hvad lærte I, som I ikke vidste i forvejen? 

LTM: ”Der er mange af de her forløb, der har været forbundet med stort hemmelighedskræmmeri og lukkethed. Det seneste er regeringsforhandlingerne, der officielt foregik ude på Marienborg og i en vis grad også i Statsministeriet. Men som vi skildrer i bogen, var det i virkeligheden noget, der udfoldede sig hos Morten Bødskov i hans villa i Rødovre og på Troels Lund Poulsens gård på Midtsjælland. Væk fra offentlighedens søgelys foregik der en team building-øvelse mellem Socialdemokratiet og Venstre. Og noget af det, der gør, at det lykkedes at opbygge tilliden mellem de senere regeringspartnere, var jo, at de møder ikke blev lækket. Det er et helt ubeskrevet forløb, vi dykker dybt ned i. Vi folder det ud i en lang række scener.”

HQ: ”Når man lægger de 181 brikker sammen, slår det også en, i hvilket omfang Mette Frederiksen har benyttet sig af kriserne som en løftestang for at højne sin egen popularitet. Der går en rød tråd gennem hendes måde at håndtere kriser på hele vejen igennem. Det fremkommer os helt evident, at hun spekulerer i at skabe en form for krisebevidsthed eller frygt ude hos danskerne. Og det har hun forstået at kapitalisere på.”

Mette Frederiksen er bogens hovedperson. Du, Henrik, har selv været lidt på kant med statsministeren, bogens titel henviser til et af hendes mere bistre pressemøder, og på omslaget er et portræt af hende, hun efter min personlige vurdering næppe selv ville bruge i sit pressemateriale. Kan I forstå, hvis der sidder læsere og spekulerer i, om I leverer et sagligt og nøgternt portræt af hendes regeringsførelse?

HQ: ”I forhold til forsideportrættet så har jeg hørt flere, der har betegnet det som en Mona Lisa-udgave af Mette Frederiksen. Det er svært at udlede, om hun smiler eller ej. Hvorvidt hun ville bruge det i sit eget materiale, skal jeg ikke kunne sige.

Hør her, jeg er godt klar over, at når det handler om Mette Frederiksen og mig, har nogle sågar spekuleret i, om bogen er et hævnskrift fra min side. Lad mig starte med at sige, at jeg synes, at Mette Frederiksen er en virkelig dygtig statsminister. Hun har håndteret embedet superprofessionelt, og hvis jeg er blevet rykket i en eller anden retning under arbejdet med bogen, så tror jeg nok, det er i en mere positiv retning.

Men det er også en statsminister, der meget bevidst benytter sig af nogle metoder og virkemidler, man formentlig skal benytte sig af, hvis man gerne vil fastholde magten. Det har jeg sådan set ingen problemer med, for jeg tror, at de bedste politikere er dem, der virkelig vil magten, og det vil Mette Frederiksen. Jeg har i min tid som journalist bare forsøgt at påpege de ting, man har kunnet sætte spørgsmålstegn ved. Det er helt efter bogen, og det tror jeg for så vidt også, Mette Frederiksen respekterer.

Hvis du henviser til det berømte optrin foran Statens Museum for Kunst, hvor hun sagde, at det nok var meget godt, at det ikke var mig, der var statsminister, så tror jeg, det optrin gjorde noget godt for både mig og hende: Hun fik sig profileret som en, der ikke ville finde sig i en sådan en lille snothvalp af en journalist, og jeg fik profileret mig som en, der kunne finde ud af at stille kritiske spørgsmål, og det har jeg haft det fortræffeligt med. Jeg har ingen grund til hævntogter.”

LTM: ”Jeg vil tilføje, at det jo er en meget klassisk metode, vi bruger. Kritisk og afbalanceret afdækning af en statsminister, der har haft langt større og mere vidtgående beføjelser end nogen statsminister tidligere, det skal man stille sig kritisk over for. Men der har også været en selvstændig opgave i at få det billede nuanceret. Hvorfor gjorde Mette Frederiksen, som hun gjorde? Det kræver en balanceret tilgang.”

Henrik Qvortrup og Lars Trier Mogensen. Foto: Peter Nørby.

Et gennemgående tema i bogen er, hvordan Mette Frederiksen, flankeret af Martin Rossen og senere Barbara Bertelsen, får rekrutteret sig til et embedsapparat, der er i højere grad kan bidrage til at få ført socialdemokratisk politik ud i livet. I fortæller historien om et brev, der cirkulerer på Slotsholmen, tilsyneladende med en anonym, højtstående embedsmand som afsender, som er led og ked af den paladsrevolution, der har fundet sted – men ingen undersøgende journalister på Christiansborg kan få verificeret brevets detaljer, så det bliver aldrig bragt som nyhedshistorie. Hvorfor inddrager I brevets eksistens? 

HQ: ”Det er rigtigt, at indholdet af det brev ikke kan verificeres, og derfor har vi også haft store overvejelser om, hvorvidt vi skulle bringe det. Når vi bringer, at brevet findes, så er det ikke, fordi vi tror på det, der står i brevet, for det kan meget vel være forkert, det kan være konspirationsteori på konspirationsteori. Det, der er pointen med at skrive om det brev, er, at det beviseligt er blevet brugt af de relativt mange højtstående embedsmænd, der er utilfredse med Mette Frederiksens omkalfatring af samarbejdet mellem embedsmænd og politikere. Det er blevet brugt af dem til at undergrave Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen.”

LTM: ”Det her brev er helt grundlæggende en del af virkeligheden. Og så skal det med i den samlede fortælling. Netop, fordi vi ikke har kunnet verificere indholdet, har vi jo ikke citeret fra indholdet af brevet.”

En anden passage i bogen, der nok kommer til at tiltrække en del opmærksomhed, er det sted, hvor en anonym minister fra en hemmelig S-ministerloge fortæller, at Jeppe Kofod som den eneste fra koordinationsudvalget ikke bliver inviteret med til de særlige logemøder, fordi ’han simpelthen er for dum’. Det kan være sagt af Mette Frederiksen, Nicolai Wammen, Nick Hækkerup eller Morten Bødskov. Starter man ikke en gætteleg om, hvem der har sagt det, der kan blive uhensigtsmæssig for den anonyme kilde?

HQ: ”Jo, det kan da godt være, der er nogen, der vil spekulere i det. Det tror jeg da, der vil være. Men vi kan selvfølgelig ikke fortælle, hvem der har sagt det. Vi kan bare fortælle, at det er blevet sagt. Det er jo med for at underbygge den pointe, at Kofod ikke er med til de her logemøder. Det undrede vi os over. Det er en forsamling af højtstående ministre, så hvorfor i himlens navn er udenrigsministeren ikke med?”

LTM: ”Vi søgte en forklaring, og det her var i høj grad forklaringen. Det kan godt være, det er ubekvemt for nogen. Men når det nu engang var forklaringen, så er det det, vi forsøger at drive frem. Så må det have de konsekvenser, det må have.”

Martin Rossen er en anden ret central figur, særligt i begyndelsen af regeringsperioden. Han portrætteres som ganske kolerisk, og I skriver, at der i sommeren 2020 er mange ansatte i Statsministeriet, der opfatter Rossen som ’tiltagende utilregnelig og destruktiv’. Men der er få konkrete eksempler på den adfærd. Har I været overraskede over, hvor svært det har været at få folk i tale med konkrete historier?

LTM: ”Det er klart, at det en svær manøvre at få folk til at tale. Det forløb, der var med etpartiregeringen, har selvfølgelig gjort, at der har været en lukket og topstyret kultur, som betyder, at mange ikke har turdet at udtale sig af frygt for, at det kan få konsekvenser for deres egne karrierer. Så det er et møjsommeligt spil at trække de oplysninger og beskrivelser frem. Vi har talt med nok til at kunne lave de scener, vi har med i bogen, men det er klart, at der er folk, der af forskellige årsager ikke har villet tale med os, mens der også er folk, der har været overraskende åbne.”

HQ: ”Den beskrivelse af Martin Rossens ageren i Statsministeriet, du citerer fra, står vi fuldstændig inde for. Så er det rigtigt, at vi ikke kommer ned i superspecifikke detaljer. Det er sådan set ikke, fordi vi ikke har hørt artigheder hist og pist, men vi har simpelthen vurderet, at nogle af de ting, vi konkret har hørt, ikke har kunnet verificeres i tilstrækkelig grad til, at vi ville bringe dem. Men det, vi skriver, står vi fuldstændig ved.”

’Lev med det – 181 scener fra Mette Frederiksens vilde tid ved magten’ udkommer i morgen 14. marts på People’s.