Lars Løkke Rasmussen småløber op ad trinnene til flyet. Med begge hænder på gelænderet svinger han sig op ad trappen i en energisk, gorillalignende bevægelse. Flyet, en Challenger 604, har plads til 14 personer. Han dumper ned i sædet forrest i kabinen med arbejdstasken på bordet foran sig. Han sidder en stund i sine egne tanker, mens medlemmerne af staben finder deres pladser. Den næste halve time har statsministeren en pause uden henvendelser udefra. Han gaber.

Lars Løkke er kendt for at vise sine følelser tydeligt. Arbejder man tæt på ham, lærer man at afkode, om han har en god eller en dårlig dag. Er dagen dårlig, vender han blikket nedad og bider tænderne sammen som for at skærme af for spørgsmål.

Når Løkke har en af de morgener, hvor han svarer i enstavelsesord, er han mindre modtagelig over for rådgivning.Så er det bedre at vente med at præsentere sager og problemer for ham. Men det forlyder også, at det er blevet bedre med årene. Lars Løkke er blevet bedre til at skjule, når han er vred.

Lige nu, en sen onsdag eftermiddag i januar 2018, ser han ud til at være et udmærket sted mentalt. Løkke har været til møder hele dagen i Europarådet i Strasbourg, hvor Danmark har formandskabet, og i sin tale opfordrede han forsamlingen til at genfortolke de europæiske menneskerettigheder, så de passer til vor tids udfordringer.

Uden for ventede journalisterne, og akkurat som Lars Løkke og hans stab havde forventet, var den danske presse mere interesseret i kvotekongen og sommerhusopholdet i Skagen. Sagen har givet Lars Løkke en besværlig start på året. Flere kommentatorer mener, at sagen er udtryk for en statsminister med dårlig dømmekraft. I næste uge er han kaldt i samråd for at svare på spørgsmål om sagen.

Men her og nu er Løkkes fokus et andet sted. Han skal videre til Davos, hvor en ny opgave venter. I den lille schweiziske skisportsby er det årlige topmøde World Economic Forum allerede i fuld gang.

De næste to dage skal han deltage i møder med statschefer og magtfulde repræsentanter fra erhvervslivet og fremme danske interesser. Opmærksomheden omkring topmødet har fået et nøk opad med nyheden om, at Donald Trump har meldt sin ankomst. Løkke har mødt den amerikanske præsident et par gange og har fundet sin egen måde at tackle ham. Men hvad Trump disker op med i Davos, ved ingen.

Piloten stikker hovedet ind fra cockpittet og orienterer om turen, der ventes at vare 25 minutter. Landingsbanen i Schweiz er kort, så passagererne vil kunne mærke, at vi bremser hårdere end normalt.

”Det er ikke fordi, der er noget galt,” siger piloten og ønsker god tur.

”Mange tak,” siger Lars Løkke.

Flyet ejes af Flyvevåbnet og bruges til transport af kongehuset og regeringen, der lejer det på timebasis som det noget mindre danske modsvar til Air Force One. Med kaffe på kanden, småkager og skåle med fyldt chokolade. Skulle statsministeren blive smøgtrængende, ligger der en dåse snus i lommen ved siden af sædet.

Bagest, ved døren til toilettet, sidder en vagt fra Politiets Efterretningstjeneste og læser dagens avis.

Løkkes fly er klar til start.

Lars Løkke er manden, der blev statsminister på et afbud. Da Anders Fogh Rasmussen fik posten som NATO’s generalsekretær i 2009, overtog Løkke ikke kun livvagterne og nøglekortet til Statsministeriet, han fik også en finanskrise og et klimatopmøde. Han blev lanceret som den almindelige mand fra Græsted, der gik til opgaven med ydmyghed. Han ville alligevel ikke få noget ud af at give den som en ny Anders Fogh, det kontrollerede menneske, der med Mogens Lykketofts ord kan spise et rundstykke uden at krumme.

Siden har Lars Løkke fundet sin egen vej som statsminister, selv om den ikke har været snorlige. Han respekteres for sin strategiske sans, han har et rovdyrs instinktive forståelse af, hvor magten befinder sig, og han anerkendes af venner og fjender som en ihærdig reformator. Der er dem, der finder ham arrogant, uforudsigelig og temperamentsfuld. Andre fremhæver hans eminente evne til at møde mennesker, høj som lav.

Det er næppe lønnen, der driver ham. Jobbet som statsminister indbringer en årsløn på halvanden million kroner, et relativt beskedent beløb i forhold til mulighederne som konsulent eller direktør i det private. Løkke har tidligere fået tilbudt et indbringende direktørjob, men sagde nej.

Men nu er det måske alligevel sidste omgang med Lars Løkke. Folketingsvalget skal udskrives senest i juni 2019. Allerede nu spekuleres der i, om han trykker på knappen i november i år. Hvad end Løkke vælger, så har han nok at se til på sin tallerken.

Sommerhussagen i Skagen er kun ét af problemerne: På et pressemøde efter nytår måtte Løkke afblæse en længe ventet skattereform og udstillede efter flere analytikeres mening en blå blok uden handlekraft. Som landet ligger lige nu, er Mette Frederiksen (S) favorit som Danmarks næste statsminister.

Vi befinder os et sted over Schweiz. På den anden side af flyets vinduer er der sort. Lars Løkke sludrer med sin særlige rådgiver, Jacob Bruun Christensen, i sædet på den anden side af midtergangen.

Han har arbejdet for Løkke siden 2015. Hans ansættelse slutter den dag, Lars Løkke ikke længere er statsminister. Midt i samtalen slår de to mænd en høj latter op, men længere nede i flyet er det umuligt at høre, hvad de taler om.

Vi lander, som piloten har adviseret. Ved opbremsningen flyver snusdåsen ud af Lars Løkkes skød og triller ind under sædet over for ham. Da han har lagt dåsen på plads, tager han sin overfrakke på og går ud i den kølige aftenluft. Den mennesketomme lufthavn i St. Gallen er på størrelse med Roskilde Lufthavn. For enden af trappen venter bilen på statsministeren og hans stab, og endnu en dansk livvagt støder til. Forude venter et par timers kørsel, en middag i aften og en briefing på hotelværelset, inden Lars Løkke kan gå i seng.

I morgen går det løs i Davos.

Næste morgen er der tæt af mennesker i den lille skisportsby. På hovedgaden patruljerer militæret med maskingeværer, og for at komme ind til World Economic Forum skal deltagerne igennem et grundigt sikkerhedstjek som i en lufthavn.

På den anden side breder kongresområdet sig i et snørklet system af gange og trapper, som fører ind til rækker af små møderum, hvor statschefer og virksomhedsledere mødes med hurtige håndtryk, inden de sætter sig ved hvide mødeborde med kurvand og kurve med frugt og indgår aftaler, alliancer og partnerskaber.

Møderne varer sjældent mere end en time, før parterne skal videre til næste aftale. En slags speeddating for folk med privatchauffør. Topmødets tema er klima, flygtninge og social ulighed. Frankrigs Macron og Tysklands Merkel er i byen sammen med alle de andre, og dér går Anders Fogh Rasmussen, direktør for rådgivningsfirmaet Rasmussen Global, på vej til et møde. Bevægelserne er hurtige, lidt stive hen over det isdækkede fortov, som en veteranfodboldspiller i gang med en let opvarmning.

Lars Løkke har været på færde siden klokken otte i morges. I Strasbourg i går var han Europarådets hovedperson og kørte med politieskorte. I dag er han rykket nogle pladser ned på ranglisten, men Løkke vurderer, at Danmark trods sin lidenhed har noget at byde ind med.

Her til morgen har han givet et interview til den amerikanske tv-station CNBC i et udendørs studie med udsigt til de snedækkede bjerge i baggrunden. Løkkes budskab var, at Danmark er et land i vækst, arbejdsløsheden er på vej ned, og så rider vi på en bølge af vindmøller og bæredygtighed.

Vi er et attraktivt land at investere i. Bagefter noterede Jacob Bruun Christensen tilfreds, at statsministeren fik leveret sine pointer højt og tydeligt til en potentiel seerskare på 420 millioner. Så gør det mindre, at billedet af Lars Løkke midtvejs i interviewet gik fra fuld skærm til en smal stribe ude i siden for at gøre plads til billederne af helikoptere, der cirklede rundt over byen.

Donald Trump er ankommet til Davos.

Lars Løkke okser hen over fortovet med hænderne begravet i jakkelommerne og frostånde ud af munden. Bag ham følger ministersekretæren med en stabel papirer i favnen. Det er statsministerens håndakter med nyttig baggrundsviden udarbejdet af medarbejdere i ministeriet. Lars Løkke er kendt for sin evne til at skrålæse store mængder tekst inden et møde og alligevel udpege, hvis der er huller i oplægget.

I den danske delegation er der tilfredshed med et netop overstået møde, som foregik bag lukkede døre med Colombias præsident Juan Manuel Santos. Colombia er godt i gang med at rydde op i narkokriminaliteten, og landet drømmer om at blive medlem af OECD. Colombia har brug for, at Danmark hjælper med at overbevise USA om, at det er en god idé.

Omvendt har Lars Løkke brug for Colombia i klima-alliancen P4G, som han lancerede sidste år. Alliancen er et netværk af lande, der arbejder for at hindre global opvarmning. På mødet lovede Santos at bakke op om Løkkes klima-initiativ. For Løkke er Colombia et land med potentiale på flere niveauer.

Danmark er langt fremme inden for fødevaresikkerhed, sundhed og vedvarende energi og står klar med viden, som colombianerne muligvis er villige til at investere i.

”Det er win-win,” som man siger i den danske delegation.

Efter mødet bærer ministersekretæren den indpakkede gave fra den colombianske præsident i favnen sammen med stakken af papirer. Ingen ved, hvad æsken indeholder. Sandsynligheden taler for, at det er en pyntegenstand i glas eller porcelæn, som kommer til at stå og samle støv. Kun enkelte udvalgte gaver får en plads på Lars Løkkes kontor, eksempelvis en platte fra Obama. Resten ender på et loftsrum i Statsministeriet.

I en pause fra mødeprogrammet er Lars Løkke gået ud for at trække noget luft. Et par meter derfra står hans medarbejdere og sludrer. En statsminister er aldrig alene. Der er altid en embedsmand, en rådgiver eller en sekretær i nærheden med en forespørgsel, en sag eller en besked.

I andre ledige stunder svarer Løkke sin familie i Danmark på en sms eller med et opkald, hvis det ikke kan vente. En statsministers private telefonsamtaler foregår, mens andre lytter med. Tiden tillader ikke, at han venter med at tage snakken, til han kommer hjem og er i enrum med familien, for i mellemtiden er nye sager dukket op, som han skal tage stilling til.

Lige nu står Lars Løkke med telefonen oppe foran øret i menneskestrømmen på hovedgaden i Davos og afslutter en samtale: ’Cool. Yes. Godt. Alle tiders. Det skal jeg nok. Vi snakkes. Hej.’

Lars Løkke er en mand, der navigerer i flere verdener samtidig. Der er altid noget af ham, som er et andet sted. I færd med at tænke frem, regne ud, planlægge næste skridt. Bag alt dette ligger endnu en verden, eller måske flere verdener, som kun få får adgang til. Og bag dette ligger en statsministers inderste værelse, som forbliver lukket.

Et par journalister og en kameramand har taget opstilling i nærheden af Lars Løkke, mens han ryger færdig. De venter på et signal fra pressesekretæren, før de henvender sig. Danmarks statsminister er ikke bleg for at indrømme, at han ryger. Han gider bare ikke blive fotograferet med en smøg i munden, og det ved pressefolkene. Forholdet mellem Løkke og den danske journaliststand minder om forholdet mellem et kærestepar, som ikke kan finde ud af at være sammen og ikke kan finde ud af at gå fra hinanden. I Danmark er der journalister, der har oplevet Løkke som intimiderende. Når han er utålmodig, sker der noget med hans stemme. Det ene øjeblik kan den være sagte og eftertænksom, næsten blid. Det næste øjeblik tager den til i styrke og finder ned i et dybere og mere fyldigt knurrende toneleje. Som signalerer den over for sin tilhører, at nu bevæger du dig ud i et farligt terræn. Fortsætter du ad det spor, er det på eget ansvar.

Lars Løkke prøvede at ryge første gang som teenager. I skolen i Græsted måtte man ryge, når man kom i syvende klasse, hvis bare man gik ned på rygepladsen foran skolen. Dér stod Lars en dag, da nogle Orla Frøsnapper-agtige typer fra 10. klasse tog fat i ham og en af hans venner og begyndte at kommandere med dem. ’Sid!’ ’Gå!’ ’Ta’ bukserne af!’ Løkkes ven adlød befalingerne, og det blev starten på ’et forfærdeligt halvt år’ for ham. Da turen kom til Lars, bed han tænderne sammen og sagde, at det ville han ikke. Det viste sig, at drengene ikke havde noget modtræk. Intet skete. Lars slap for at smide bukserne, men cigaretterne har han ikke sluppet.

På hovedgaden i Davos henvender en kameramand sig høfligt til Løkke, inden han filmer: ’Vil du stadig helst ikke have, at du ryger?’

Lars Løkke griber fortalelsen med et svedent grin. ’Nej, jeg vil helst ikke have, at jeg ryger. På en eller anden måde er jeg ikke kommet af med det.’

’Nej, men vi har ligesom en aftale, eller hvad?’ præciserer kameramanden.

’Ja, det har vi,’ siger statsministeren og takker for forståelsen.

Kameramandens kollega bryder ind. ’Men enhver aftale kan ændres,’ prøver han humoristisk.

’Arh,’ siger Lars Løkke. ’Den skal opsiges med et vist varsel.’

Næste morgen sidder Lars Løkke og gnider sig i ansigtet over en kop kaffe på hovedgaden i Davos. Det blev sent i går. Da han var færdig med det sidste møde, fik han 40 minutter på hotellets crosstrainer. Han var den eneste i hotellets fitnessafdeling, der var ingen musik på anlægget, så han måtte bruge sin telefon i stedet. Om aftenen var der middag og en fælles reception for danske topmødedeltagere i Davos, og bagefter var han ovre og hilse på nogle danske virksomhedsejere, som har succes i udlandet.

”De holdt et brag af en fest, som jeg var nede og sige hej til.”

Lars Løkke er kendt for at kunne holde den kørende til sent om natten. Men næste morgen er han klar til at gå på arbejde. Lige nu samler interessen sig om hovednummeret denne fredag i Davos. Om få timer går Donald Trump på scenen i World Economic Forum og leverer sin tale. Nedtællingen er i fuld gang på caféens storskærme. 

Lars Løkke betragter billederne af den amerikanske præsident og smiler skævt. Det viser sig, at Danmarks statsminister er i stand til at lave en ganske hæderlig parodi på Trump med hæs stemme og fremskudt underlæbe: ’It’s great to be in Davos,’ messer Lars Løkke. ’Amazing.’

Hvad er dit indtryk af ham som menneske?

Han laver en høj prustelyd.

”Skal vi ikke snakke om noget andet, hvad?”

Nu går det lige så godt, mener du?

”Ja.” Han smiler uden at skille tænderne.

”Jamen, altså, han er sådan en forretningsmand, der tænker: ’Jeg nakkede ham der. Han var på hælene med sit hotel, så jeg fik det billigt.’ I Trumps verden er det win-lose, men jeg synes jo, at det politiske liv er mere win-win. Man kan ikke lave aftaler, hvor der er nogle, der taber, og nogle, der vinder. Så gider folk jo ikke lave aftaler.”

Selv har Lars Løkke fundet en måde at kommunikere med Trump. I marts 2017 var Løkke på besøg i Det Hvide Hus som en af de første regeringschefer. Mødet gik fint, men det var ikke så meget indholdet af samtalen mellem de to mænd, som vakte mediernes interesse. Det gjorde derimod håndtrykket bagefter. Inden Løkkes besøg ventede Angela Merkel forgæves på en udstrakt hånd fra præsidenten. Da den japanske premierminister Abe var på besøg, sad Trump og rev ham i armen. Da det blev Løkkes tur til at trykke hånd, tog han hurtigt fat i en slags overhåndsgreb og smilede venligt til Donald Trump.

”Jeg gav ham sådan et hestehandlerhåndtryk.”

En ekspert i kropssprog tolkede i TV 2 News, at Løkke kom ud af mødet som sejrherre. Selv afviser han, at han havde forberedt sig på håndtrykket og siger, at han i stedet var fokuseret på indholdet af samtalen med Trump. Helt bevidst undlod Løkke at holde et bekymret foredrag om global opvarmning for den amerikanske præsident.

”Det ville han bare have afvist som fake news.”

I stedet anlagde Løkke en forretningsmands vinkel på emnet og pegede på de økonomiske fordele ved at investere i vindmøller og solceller. De skaber vækst og jobmuligheder og uafhængighed af olie fra Mellemøsten.

”Det lyttede han til,” siger Lars Løkke.

Ti måneder senere, i januar 2018, sendte Donald Trump sin klimarådgiver over Atlanterhavet til Esbjerg for at høre om det økonomiske potentiale i at investere i grøn energi. Klimarådgiveren fik en rundvisning i byen, som har udviklet sig til et energicentrum med oliegas, vindmøller, byggeboom og jobmuligheder. Hvad der kommer ud af mødet, er uvist.

Anden gang, Lars Løkke mødte Donald Trump, var i maj 2017, og her var tonen mindre forstående fra præsidentens side. Ved indvielsen af det nye NATO-hovedkvarter i Bruxelles gik Trump på talerstolen og leverede en overraskende hård kritik af NATO-cheferne, som i direkte vendinger fik at vide, at de ikke betaler nok til det fælles forsvar. Dermed var det ikke slut. Ved den efterfølgende arbejdsmiddag fortsatte Trump sit angreb på medlemslandene.

”Alle var overraskede. Vi havde alle forberedt venlige og konstruktive indlæg, men da han tog ordet, fik vi en røvfuld af ham alle sammen,” siger Lars Løkke. ”Da jeg fik ordet som nummer fire, tænkte jeg: ’Det er for meget, det her.’ Som en af de få ved bordet havde jeg besøgt Trump i Det Hvide Hus nogle måneder forinden, det var et privilegium, og hans svigerdatter (Vanessa Trump, red.) havde lige været i Danmark i en uge, og jeg havde talt med Trump om det på vej ind til mødet. Jeg bed mig lidt i læben og tænkte, hvordan jeg skulle gribe det an. Så sagde jeg: ’Donald, Donald, Donald.’ Han kiggede på mig, som om han tænkte: ’Er det mig, han taler til?’

Jeg sagde: ’Dit budskab er kommet igennem højt og tydeligt. Vi har forstået, hvad du siger, men nu må du give os lidt rum, fordi vi har også nogle skatteydere, og jeg kan ikke forklare danskerne, at vi skal øge vores forsvarsbudgetter, fordi du siger, vi skal. Det er ikke noget argument hjemme hos mig.’ Jeg tænkte: ’Går den, eller går den ikke?’ Men det gjorde den. Hvis vi skal være helt ærlige, så sidder vi 50 mennesker ved et bord, og alle skal have ordet, og det tager lang tid. Det er ikke altid, man hører efter, hvad der bliver sagt. Jeg tror, jeg fik vækket ham. Altså, han er jo forretningsmand. Jeg tror ikke, han har respekt for sådan nogle, der bare siger ’Mr. President, Mr. President.’ Det er der i øvrigt ikke nogen mennesker, der har. Jeg tror, de fleste mennesker gerne vil have noget modspil på en eller anden måde.”

Efter mødet var flere af regeringscheferne henne hos den danske statsminister, der havde sat sig op mod skolegårdens knallertbølle. ’Godt, at du sagde det,’ bemærkede de.

”Det var okay,” siger Lars Løkke i dag.

Kom der noget ud af det?

”Det ved jeg ikke. Det vigtigste for mig er, at Danmark er inde på radaren. Vi er ikke noget stort land. Det er ikke nogen naturgiven ting, at folk ude i verden ved, hvem vi er.”

Lars Løkke gør mine til at slutte for nu. Flere møder venter, før han er færdig i Davos. Han forsvinder ud af caféen med sine vagter, særlige rådgiver, departementsråd, ministersekretær og pressesekretær efter sig.

Seks timer senere går Lars Løkke ombord på den ventende Challenger i St. Gallen lufthavn. Klokken er lidt i fem. Han sætter sig tungt i sædet. Eftermiddagens tale fra Trump overraskede alle i Davos. Præsidenten lovede, at han ikke har tænkt sig at vende verdenssamfundet ryggen. Hvad det reelt betyder, ved ingen, og lige nu har Løkke tankerne et andet sted.

Forude venter København og i næste uge et samråd på Christiansborg.

Journalisten står klar med mikrofoner og diktafoner på den tæppebelagte gang. På de okseblodsfarvede vægge hænger malerier i tunge guldrammer. Det er onsdag 31. januar 2018, og Lars Løkke er kaldt i samråd i sagen om sit venskab med kvotekongen, donationerne til Løkkefonden og sommerhusopholdet i Skagen. En kameramand stiller sig op på en bænk og gør klar til at filme. Da hans journalistkollega opdager det, beder han ham i direkte vendinger om at træde ned: Både kameramanden og journalisten og resten af redaktionen risikerer at blive smidt ud for brud på ordensreglementet her på Christiansborg.

I december 2011 blev Lars Løkke trængt op i en krog af pressen, som gerne ville vide mere om hans og Venstres rolle i skattesagen mod Helle Thorning-Schmidt. Henrik Qvortrup, som stod forrest blandt journalisterne, bemærkede, at Løkke sjældent havde set så presset ud. Hans overlæbe havde klæbet sig fast til fortænderne. Qvortrup vidste, at det var et tegn på, at alt kunne ske.

Her til eftermiddag afventer man i journaliststanden Lars Løkkes dagsform, når samrådet er slut, og man undrer sig over, at han er havnet i en sag, hvor han skal svare på spørgsmål om et sommerhusophold i Skagen. Selv om Løkke fik gaven på et tidspunkt, hvor han ikke var statsminister, så åbner venskabet med kvotekongen for debatten om, hvorvidt man kan købe sig til indflydelse på regeringens politik. Men blandt journalisterne er der ikke nogen forventning om, at Løkke kommer med nogen indrømmelser. Fornemmelsen er, at sagen er klappet på plads i baglandet.

Der går nogle minutter, så åbner døren. Lars Løkke svarer, at han ikke mener, at han har gjort noget forkert. Han mener, at man som statsminister må have ret til et privatliv. Løkke har ellers tidligere udtalt, at han mener, at man er minister 24 timer i døgnet, uanset hvor man befinder sig. Men i dag er han af en anden overbevisning.

Nogle meter derfra står hans særlige rådgiver, Jacob Bruun Christensen, og lytter med hovedet på skrå og hænderne samlet som en kirketjener.

Midt i vrimlen forsvinder Dansk Folkepartis fiskeriordfører Ib Poulsen uden at sige noget. Han har tidligere kritiseret statsministeren i skarpe vendinger. I dag forholder han sig tavs. Regeringens støtteparti har besluttet at frede statsministeren i denne omgang.

Den politiske kommentator Hans Engell forlader Løkkes samråd med et forbløffet smil. Som har han overværet en tryllekunstner vise sit bedste trick. ’De fik ham ikke på nogen punkter.’

De fleste iagttagere er enige om, at Lars Løkke er en stædig slider. Men måske er der endnu en forklaring på, at han er nået så langt. En aften i 1989 var han til kollegiefest på Amager. Han var 25 år, læste jura på Københavns Universitet og var aktiv som landsformand for Venstres Ungdom.

Til festen faldt han i snak med den fire år yngre Sólrun Jákupsdöttir, som var født i Klaksvig på Færøerne. Lars og Sólrun blev kærester, kort efter blev hun gravid, og de fik parrets første barn, sønnen Bergur. Sólrun havde tænkt sig, at hun skulle være læge, men da datteren Lisa og sønnen Símun kom til verden få år senere, droppede hun medicinstudiet og uddannede sig i stedet til lærer. I dag underviser hun i blandt andet engelsk og matematik på Læseskolen ved Det Kongelige Teater.

Sólrun Løkke Rasmussen er ikke, som statsministerfruer er flest. I foråret 2009 udtalte Sólrun i Ekstra Bladet, at hun aldrig havde haft nogen drøm om, at hendes mand skulle blive statsminister. Måske anede hun, at jobbet kunne true ikke kun Lars, men hele familien. Men statsminister blev han, og dermed trådte Sólrun Løkke Rasmussen ind på den offentlige scene uden noget stort ønske om at være kendt og uden nogen synderlig respekt for folk med titler. Nok var hendes mand blevet statsminister, men Sólrun så ikke nogen grund til, at familien skulle lægge sit liv om.

”Vi er nogle rolige bønder heroppe i Græsted, så vi tager ikke tingene så højtideligt,” sagde hun i et interview med Jyllands-Posten, da udnævnelsen til statsminister var officiel. Samme aften skulle hun fejre, at Lisa spillede sin sidste musicalforestilling: ”Jeg har været ude og købe blomster til hende. Det er hendes aften i aften.”

I dag bor Lars og Sólrun i en lejlighed i Nyhavn. Efter at de flyttede fra huset i Græsted, har Løkke fået en time mere om morgenen, fordi han kan gå over til Christiansborg. Kalenderen er tæt pakket, PET-vagterne er blevet en del af hverdagen, og Sólrun har måttet sande, at jobbet som statsminister fylder i familiens liv. Men hun gør, hvad hun kan, for at opretholde en normal hverdag.

Hvis aftalen er, at Lars står for aftensmaden, så har han ansvaret for aftensmaden, selv om han først er hjemme fra et møde klokken 22. Sólrun beskrives som en fighter, en færøsk kriger, der holder sammen på familien, ikke mindst i de perioder, hvor hendes mand har været på forsiden af aviserne. Hun er ikke bange for at sige sin mening, og er man ansat som rådgiver for statsministeren, må man finde sig i, at Sólruns meninger vejer tungt. Flere, der kender hende, sammenfatter hendes betydning med ordene: Når Lars er oppe, holder Sólrun ham nede. Og når Lars er nede, holder Sólrun ham oppe.

I tiden inden valget til Europaparlamen­tet i 2014 var Lars Løkkes bilag og rejsevaner blevet endevendt af medierne, og det kom til at koste Venstre dyrt. I sin tale erkendte Løkke, at han havde ansvaret for partiets dårlige valg.

TV 2-journalisten Anders Langballe overværede Løkkes tale. På et tidspunkt mærkede han, at hans tøj var vådt. Han kiggede ned ad sig selv og så, at jakkelommen var fuld af vand. Få meter derfra var Sólrun Løkke Rasmussen på vej væk med en tom vandflaske i hånden. Langballe var ikke i tvivl om, at hun havde tømt en halv liter vand i hans lomme, fremgår det af bogen ’LLR’ skrevet af journalisterne Andreas Karker og Thomas Nørmark Krog. Sólrun Løkke Rasmussen afviste episoden i B.T. Men hun kunne ikke udelukke, at hun var kommet til at spilde flaskens indhold, fordi mange mennesker var presset tæt sammen i lokalet.

Da Lars Løkke overtog Statsministeriet i april 2009, fik han et råd af Anders Fogh Rasmussen. Som statsminister ville Løkke gøre livet lettere for sig selv, hvis han sørgede for at indarbejde nogle rutiner, simpelthen få noget struktur på hverdagen, leve sundere og dyrke motion.

Selv havde Fogh haft gavn af at tilbringe sine mandage i embedsboligen Marienborg nord for København, i behagelig afstand af Christiansborg. På Marienborg kunne han komme til bunds i bunken af mails og invitere erhvervsfolk og kommentatorer på en kop kaffe, står der i bogen ’Projekt Løkke’, skrevet af Tanja Frederiksen og Sigge Winther Nielsen. Lars Løkke har valgt sin egen stil som statsminister, men om mandagen finder man ham på Marienborg.

En eftermiddag i februar, et par uger efter samrådet, står solen ind gennem de pudsede vinduer på førstesalen. På bordet er kaffe, vand og en skål med chokolade stillet frem. Udenfor på gårdspladsen løber familiens to hunde uforstyrret rundt, mens en PET-vagt står og fryser. Da Løkke hørte nyheden om, at den sibiriske kulde var på vej til Danmark, var han tæt på at aflyse morgenens løbetur med løbeklubben, men han besluttede at holde fast i aftalen. Løbeturen gik fint. Så koldt var det heller ikke.

Han sætter sig og skænker kaffe. Lars Løkke har været statsminister i sammenlagt fem år, hvilket er længere, end mange spåede. Tilsyneladende kommer det også bag på ham selv. Da Løkke var yngre, lå hans ambitioner et helt andet sted. Han drømte om at arbejde som forsvarsadvokat efter jurastudiet. Det politiske arbejde er noget, han med egne ord er blevet fanget ind af, og nu kan han ikke slippe det.

Sådan har det i princippet altid været med Lars Løkke Rasmussen, der kaster sig ind i mange ting på én gang. Som dreng var han mere foretagsom end de fleste børn i Græsted i Nordsjælland. Han blev født på en bølge af velfærdsoptimisme i 1964 og voksede op som den mellemste i en søskendeflok på tre. Hans far Jeppe arbejdede som bogholder. Hans mor Lise gik ud af skolen i syvende klasse og var hjemmegående. Pengene var små, men ingen gik sultne i seng. Familien boede i et parcelhus med udestue, og med årene blev der råd til at skifte det sort-hvide fjernsyn ud med et i farver.

Hele familien Løkke Rasmussen var aktiv i lokalsamfundet. Lars gik til spejder, badminton, skoleskak, madlavning, børneteater og sad i elevrådet fra femte klasse. Familiens tre børn måtte gå til alt, men aftalen var, at var man begyndt på noget, skulle man gøre det færdigt. Da Lars en vinter meldte sig til keramik og opdagede, at det ikke var noget for ham, måtte han sidde en hel vintersæson og dreje askebægre og lerskåle. Havde børnene brug for lommepenge, måtte de tjene dem selv. Lars gik med aviser. Da Lars og hans venner så John Travolta i ’Saturday Night Fever’ og ’Grease’, brugte han i en periode sine penge på frisørbesøg og plateausko.

”Der var kun én frisør i Græsted, han klippede ikke særlig godt, men vi fik den rigtige frisure. Jeg havde en vorte i nakken, som jeg faktisk først har fået taget mig sammen til at fjerne for tre år siden, hvilket egentlig er åndssvagt, for det tog ti minutter nede hos lægen. Men jeg havde den dengang, og hver gang jeg var dernede, sagde jeg: ’Husk lige, jeg har den der.’ Han sagde ’ja ja’, og så klippede han den af alligevel. Det sved.”

Som ung mand i Græsted stiftede Lars Løkke sin egen lokale afdeling af Venstres Ungdom. Nogle år efter kæmpede han sig til magten og blev landsformand i VU. Han havde stærke meninger om velfærdssamfundets fremtid, og 21 år gammel blev han valgt ind i byrådet i Græsted-Gilleleje Kommune i 1985. De følgende år blev han kendt for sine ambitioner om at overlade ældreplejen til det private.

Det var holdninger, der vakte vrede i mange kredse, og det var også i de år, Lars Løkke opdagede, at ikke alle brød sig om ham. En dag sad han i bussen på vej til Græsted, da han overhørte en samtale mellem to kvinder på sædet foran.

”De sad og snakkede om mig: ’Har du set ham den unge Løkke Rasmussen …’ De svinede mig til på baggrund af et læserbrev, jeg havde skrevet. Det var første gang, at jeg oplevede, at nogen satte et mærkat på mig, uden at de kendte mig. Jeg blev sådan slået lidt ud af det. Da jeg kom hjem, stod jeg i køkkenet og snakkede med min mor. Jeg sagde sikkert noget i retning af, at jeg havde hørt nogle forfærdelige kællinger i bussen, og at jeg var lidt trykket af det. Min mor sagde til mig: ’Altså, hvis du virkelig har tænkt dig det der politik, så kan man ikke være venner med alle. Du må tage dig sammen.’ Det har sat sig hos mig, og jeg har støttet mig til det mange gange siden. Også den der med, at du aldrig må give op. Det, du sætter dig for, skal du gøre. Det er en stædighed, også når det bliver svært.”

Lars Løkkes mor var født i Nexø på Bornholm og oplevede Tysklands besættelse af Danmark. Mens der kom lys i vinduerne overalt i landet, flygtede hun med sine forældre, da sovjetiske fly bombede Bornholm, hvor den tyske kommandant nægtede at overgive sig.

Som voksen var Lise aktiv i blandt andet Røde Kors og Danske Kvinders Beredskab. Det var en særlig dag for hende og Jeppe Løkke Rasmussen, da Lars begyndte i gymnasiet i Helsinge som den første i familien. Her var Lars omgivet af elever, der kom fra akademikerhjem, hvor man førte andre samtaler ved middagsbordet end dem, han var vant til.

”Jeg kom med de andre elever hjem, det var børn af bankdirektøren i Helsinge og professor diller-daller-duller. Lærde hjem med store bogreoler og vin og rejser. Det var forældre, der kunne hjælpe deres børn i samfundsfag og matematik. Det kunne mine forældre ikke. Jeg havde en periode, hvor jeg tænkte … Altså, jeg ved ikke, om jeg var flov over min mor, men du ved … ’Hold kæft mand, hvorfor kan de ikke hjælpe mig?’ Jeg var sådan lidt forlegen. Men det ændrede sig over tid. En dag havde jeg nogle piger med hjem, som kom fra sådan nogle familier med to biler i indkørslen. Pigerne mødte min familie, og så sagde de: ’Sikke en sød mor, du har.’ Det vidste jeg jo også godt, men du ved … I løbet af de år gik det op for mig: Min mor kunne noget andet. Hun var ikke belæst. Men hun var klog på livet. Hun havde et solidt livssyn og en hårdhed og en kærlighed.”

Han slår hænderne hårdt sammen i en kugle.

”Man blev holdt til ilden. Måske var det også en ærgerrighed … jeg ved ikke, om det er et negativt ord, det er ikke ment negativt i hvert fald, men altså, hun havde en appetit på mine vegne og i øvrigt også mine søskendes. Og hun havde en bevidsthed om, at hun var krigsbarn og havde haft en svær ungdom. Jeg tror, hun tænkte sådan noget med: ’Mine børn, I kan noget. I skal tage den. Kom nu!’”

I foråret 1995 havde debatten om udlicitering i Græsted-Gilleleje nået nye højder. Modviljen var stærk blandt mange borgere. Da byrådet skulle stemme om planen, samledes en gruppe demonstranter foran rådhuset. Nogle af dem havde medbragt en hjemmelavet dukke, som forestillede Lars Løkke. Dukken blev hejst op i flagstangen. Men det ændrede ikke flertallet af byrådsmedlemmer, der vedtog at udlicitere dele af ældreplejen.

”Jeg registrerede, at der stod en masse mennesker med skilte ude foran rådhuset, hvilket er usædvanligt i et lille bysamfund,” siger Løkke. ”Jeg så ikke dukken, men fik det genfortalt, og jeg så nogle billeder i avisen.”

Episoden rystede familien. Men denne gang var det Lars, der måtte trøste sin mor.

”Jeg tror, hun syntes, det var noget meget underligt noget. Hun var fra en anden tid. Jeg tror, det var et voldsomt udtryk, som gjorde ondt på hende.”

Løkke erindrer, at han selv tog afslappet på optrinnet foran rådhuset.

”Måske var jeg allerede begyndt at blive hærdet. Jeg ved ikke ... der skal meget til at hidse mig op på den måde. Ellers ville jeg ikke kunne have det her arbejde.”

I april 2009 var Lars Løkke og hans far kørt en tur til Kullen i Sverige, ikke så meget for udflugtens skyld, men for at komme på afstand af den danske presse, der gennem længere tid havde fulgt Løkke på tæt hold. Inden turen havde Anders Fogh ringet, samtalen mellem de to mænd var munter, og dermed var sagen på plads. Løkke var Danmarks nye statsminister. På Kullen gik Løkke og hans far en tur og lod det hele bundfælde sig. Jeppe Løkke Rasmussen ønskede sin søn tillykke. Han var stolt over, at familiens mellemste barn havde drevet det så vidt. Det havde ingen alligevel troet.

Allerede da Lars var teenager og tog de første skridt ind i politik, havde han haft sine ture med sin far. Da Lars begyndte at gøre karriere som politiker, fattede Jeppe Løkke Rasmussen interesse for emnet og meldte sig ind i Venstre, men uden at komme i nærheden af sin søns tække for faget.

Hvordan oplevede du det?

Lars Løkke kigger frem for sig. Længe.

”Jeg ved sgu ikke, hvordan man skal sige det.”

Måske leder statsministeren efter den rigtige måde at formulere sig. Måske er han gået en tur på sit indre fjernlager og har fundet en kasse, han ikke er sikker på, at han har lyst til at åbne. Eller måske er pausen bare en statsministers signal om, at der ikke er mere at komme efter. Og at journalisten nu kan gå videre med næste spørgsmål. Sekunderne går …

…9

…10

... 11

... 12

... 13

... 14

... 15

... 16

... 17

... 18

... 19

... 20

... 21

”Nej, altså,” siger han omsider og bryder tavsheden. Lars Løkke har besluttet sig for at fortælle en historie.

”Da jeg var barn og ung i den by, vi boede i, var jeg min fars søn. Som spejder var jeg ude og samle penge ind til vores arbejde. Vi lavede julekort, og når vi kom ind i sparekassen og forklarede, at vi havde tænkt os at lave en julekortskonkurrence og spurgte, om de ville give en præmie, så sagde sparekassebestyreren: ’Nå, du er Løkke Rasmussens søn?’ Ja, det var jeg, og så var der sagt god for mig.”

Det havde sine fordele at være søn af Jeppe Løkke Rasmussen, men det irriterede Lars at stå i skyggen af sin far. En dag blev rollerne byttet om.

”Da jeg kom i byrådet, voksede feltet af mennesker, jeg kendte. Jeg var til nogle møder, hvor jeg var vant til, at folk kom hen til min far og mig og sagde: ’Dav Løkke Rasmussen, dav søn.’ Og en dag vendte det pludselig rundt. Folk kiggede på mig og sagde: ’Nå, det er din far, du har taget med.’ Så var han pludselig bare min far.”

Lars Løkke tøver.

”Vi havde sådan nogle …”

Han samler hænderne, som er han ved at forme en hård snebold.

”Vi slog os lidt på hinanden i de år, hvor jeg fik min egen identitet. Jeg tror, han syntes, det var irriterende på en eller anden måde. Indtil alting fandt en balance.”

Kan du give et eksempel på en udveksling mellem jer?

”Det er ikke nogen stor ting.”

Lars Løkke er gået i gang med at nedtone sin fortælling. Som en professionel fodboldspiller, der har brændt sig på sportspressen og lært at moderere sit sprog.

Han tænker en stund og vælger alligevel at følge det spor, han har lagt ud.

”Det er vel bare frigørelse … Jeg har tænkt på det senere, også i forhold til mine egne børn. Det er ikke særlig sjovt kun at være sin fars søn, og sikkert heller ikke sjovt bare at være en eller andens far. Jeg tror, vi mennesker har det bedst med at have en egen identitet. Og jeg kan huske selv i de små situationer, hvor jeg bare var min fars søn. Jeg måtte kæmpe mig ud af det og slå mig lidt for at stå i min egen ret.”

Kom der et tidspunkt, hvor din far anerkendte dig og sagde ’godt gået’?

”Da jeg blev valgt til Folketinget første gang i ’94, udgav aviserne en plakat, som man kunne købe med en oversigt over Folketingets medlemmer. Den hænger i dag på mit bagkontor i Statsministeriet. Jeg har sådan en memorial wall, det er ikke fordi, jeg samler på relikvier, men den har jeg. Jeg fik den af mine forældre med et kort. De skrev ’Stort tillykke, mor og far’ og ’Godt gået, søn’ og sådan noget.”

Nok endte Lars fra Græsted som folketingspolitiker og blev senere minister, inden han fik landets vigtigste embede. Men, som han siger: ”Forældre bliver ved med at være forældre.”

Lars Løkkes mor døde 66 år gammel i 2002. Få år efter blev Jeppe Løkke Rasmussen syg. Sólrun insisterede på, at han flyttede ind hos dem i huset i Græsted, så han ikke skulle være alene. Når Lars og Jeppe diskuterede politik, kunne Lars konstatere, at han stadig var sin fars søn. Selv i 2010, hvor han havde været statsminister i et års tid.

”Jeg kom hjem en dag, og så sagde min far: ’Jeg forstår, der snart skal være folketingsvalg.’ ’Nej, det skal der ikke,’ sagde jeg. ’Jo,’ sagde han. ’Nej, det skal der ikke.’ Det viste sig, at han havde siddet og set det der TV 2 News-helvede med Kaare R. Skou, som havde rablet ud i en eller anden kæmpe analyse, som var fyldt med vrøvl. Jeg havde en kamp med min far, jeg glemmer det ikke … Det var sådan, hvor jeg sagde: ’Hold nu op, for fanden. Det er da mig, der er statsminister, mand. Der kommer ikke noget valg.’ Han kiggede bare sådan: ’Arh, kan man nu være sikker på det?’”

Lars Løkke ryster på hovedet med noget, der ligner et forundret smil.

”Jeg ved ikke, om han nogensinde rigtig købte, at det var mig, der havde den.”

Jeppe Løkke Rasmussen døde to år efter, 78 år gammel.

På Marienborg nærmer tiden sig, hvor vi skal runde af. I ugerne efter samrådet har Lars Løkke trukket nye overskrifter med sit ghettoudspil, dagsordenen på Christiansborg har flyttet sig adskillige gange, men tilbage fra kvotekongesagen står spørgsmålet, om Lars Løkke har en blind vinkel. Nogle mener, at statsministerens livsførelse nogle gange skygger for hans politiske arbejde. Kritikken lyder, at Lars Løkke er sin egen værste fjende.

Sådan var det også under formandsopgøret i Venstre i juni 2014, hvor Kristian Jensen var favorit til at overtage formandsposten efter Løkkes bilagssager. Løkke siger i dag, at han havde opbakning fra Sólrun til at kæmpe for sin formandspost, men at han havde indstillet sig på, at det var slut: ”Da jeg kørte til Odense, skrev jeg en sms til Sólrun: ’Last day at the office. Nu får vi mere tid.’”

På vej til partiets afgørende hovedbestyrelsesmøde i Odense Congress Center gjorde Løkke holdt på en motorvejscafé i Ringsted. Her hilste han på nogle forbipasserende, som kom med et par opmuntrende ord: Selv om de ikke stemte på Løkke personligt, mente de ikke, han skulle finde sig i den behandling af medierne. Det fik betydning for hans kampvilje, siger han.

”Jeg havde indstillet mig på, at nu går jeg hen til skafottet og lægger hovedet ned. Agtigt. Og så fik jeg det der hverdagsmøde, som er en anden nuance end mediernes, ikke fordi mediernes var forkert, for der var også masser af danskere, der tænkte det samme som medierne. Men der var alligevel et par rigtige mennesker, der sagde: ’Det er ikke i orden!’ Jeg tænkte, at så er det det måske heller ikke. Og så gik min hjerne på overarbejde.”

Det vil sikkert komme bag på nogle at høre, at man som garvet politiker kan blive rørt af det tilfældige møde med nogle mennesker på en rasteplads?

”Det vil sikkert også komme bag på nogle tabloidaviser. Men for mig er politik ikke for sjov. Jeg havde alle mulige andre planer, da jeg var ung. Jeg skulle tjene penge og være en stor advokat, og så er jeg bare blevet suget ind i det her. Og jeg elsker det, fordi politik kan gøre en forskel.”

På det syv timer lange hovedbestyrelsesmøde i Odense blev Løkkes bilagssager gennemgået. Da mødet var færdigt, var der lagt op til et ekstraordinært landsmøde og en afstemning om formandsposten. Men så bad Løkke om en pause. Han gik ned i kælderen sammen med næstformanden Kristian Jensen og Hernings borgmester Lars Krarup, som er en af Løkkes støtter.

Hvad der skete under det korte møde, som varede omkring 10 minutter, ved kun få personer. Da de kom ud, havde Kristian Jensen valgt at opgive kampen. Han havde farve i kinderne. Ved pressemødet klokken ét om natten kunne Lars Løkke fortælle en forbløffet presse, at han stadig stod i spidsen for Venstre.

Flere har haft den teori, at Lars Løkke inden hovedbestyrelsesmødet i Odense bevidst gik ud og sagde til sine nærmeste folk, at han havde tænkt sig at trække sig. Løkke forventede, at dette ville sive videre til pressen. På den måde ville han ankomme til mødet i en stemning af sympati, som kunne give ham momentum til at kæmpe for sin formandspost. Men denne udlægning afvises af Løkke:

”Nej, altså, jeg er et relativt impulsivt menneske, det er måske også en af mine svagheder. Man kan se, om jeg er vred eller glad. Der var ikke nogen store strategier i det der. I øvrigt var der jo heller ikke nogen, der inden mødet vidste, hvad hovedbestyrelsen mente. På trods af, hvad der blev skrevet inden mødet, så var der ikke flertal. Hvis vi havde stemt, havde jeg stadig været formand.”

Omvendt har Kristian Jensen sagt, at han godt kunne have slået Løkke i et direkte opgør, men at han valgte at afblæse kampen for at undgå et opslidende formandsopgør, som man havde set det mellem Poul Nyrup Rasmussen og Svend Auken i Socialdemokratiet.

Adspurgt i dag om han var glad, da han kørte hjem fra Odense den juninat i 2014, svarer Løkke nej.

”Jeg var ikke glad, for der var ikke noget at glæde sig over, vel. Men selvfølgelig var jeg personligt lettet over, at jeg var der endnu. Og sådan set også stolt over den måde, vi har bygget det op på efterfølgende. Venstre er et velfungerende parti, og jeg har i den grad gjort meget ud af at efterleve, hvad jeg sagde allerede dengang, at jeg kan huske alt, hvad der blev sagt, men ikke hvem der sagde det.”

Mod de flestes forventning overlevede Løkke formandskampen, partiet slikkede sårene og kom videre. Så meget desto mere undrer det mange, at Løkke nu igen har trukket forsider, denne gang på grund af et sommerhusophold i Skagen.

Ærgrer det dig, at Skagen-sagen kommer til at fylde så meget, at det risikerer at gå ud over din troværdighed?

”Det er klart nok, det er da irriterende, og det er så, hvad det er. Det, der generer mig mere, er alle de mennesker omkring mig, som bliver presset hele tiden. Jeg forsøger faktisk at være et ret åbent menneske. Jeg skriver på min facebook og giver folk et indblik i mit liv, også på de mere private dimensioner. Jeg har skrevet om en sommer i Skagen, som ikke har noget med den anden historie at gøre. Jeg skrev, at jeg har været ude og ride, og så er der pludselig en dame, der bliver ringet op live i en morgenradiosendeflade, fordi man kan se på min facebook, at jeg har været ude og ride på hendes hest, og så lige pludselig uden varsel skal hun stilles igennem til et studie, hvor de spørger hende: ’Betalte Løkke for at ride på den hest?’ Jeg boede hos folk, jeg kender, og har selv skrevet om det, og så bliver de pludselig kimet ned af alle mulige medier, der spørger, hvordan boede han, hvor længe boede han der, hvad gav han, hvad gav han ikke. Det er en generende ting, fordi det hæmmer ens menneskelige interaktion.”

Er det mediernes skyld, eller har du selv en andel i, at der kommer det fokus på dit privatliv?

”Jamen, selvfølgelig har jeg da selv en andel, for jeg lever jo mit liv, som jeg lever det og må derfor også stå på mål for det. Jeg kan ikke lave min historie om. Men det er svært at tale om, fordi der findes kun to veje, hvor man kan komme ud af det her: Den ene er at sige undskyld for alt, hvad jeg har gjort, og det hele var forkert og med hånden på biblen: ’Jeg gør det aldrig igen.’ Eller også skal man prøve at nuancere det og sige: ’Joeh, det er rigtigt, jeg har sikkert også gjort noget forkert, men det er ikke alt, hvad jeg har gjort, der er forkert, så lad mig lige prøve at forklare.’ Og hvis man starter på det, så siger folk: ’Han har ikke lært en skid.’ Og det er derfor, jeg helst har foretrukket at være tavs på de der ting og sige: ’Det er, som det er.’”

Er det sådan med Lars Løkke Rasmussen: Det er take it or leave it. Du er, som du er?

”Jamen, prøv lige at høre … Ja, selvfølgelig er jeg, som jeg er. Altså, jeg skal jo efterleve reglerne, og det gør jeg også. Jeg er relativt hysterisk med det, det ved mit forkontor også. Det er ikke mere end et par uger siden, at jeg sagde: ’Husk nu at skrive seksdagesløbet på den der åbenhedsordning (om ministres udgifter og aktiviteter, red.).’ Vi har faste rutiner, hvis jeg bliver inviteret til et eller andet, og jeg siger ja, så er der nogle folk, der sørger for at skrive det på listen. Hvis ikke det seksdagesløb står på min åbenhedsordning, så har Ekstra Bladet et billede af, at jeg er til seksdagesløb, og at jeg har holdt det skjult. Så jeg prøver virkelig at holde styr på det. Men omvendt vil jeg så bare sige, at jeg lever mit liv hele døgnet, og jeg sparer ikke mig selv. Og så har jeg et kæmpestort netværk, jeg har beholdt det samme mobiltelefonnummer i, jeg ved ikke hvor mange år. Jeg kender masser af mennesker, derfor sker der også mange ting, som er usystematiske. Jeg kan godt lide at komme ud, og jeg kan godt lide at være trofast over for folk, jeg har kendt i mange år. Så når tagdækkeren oppe i Græsted har 25 års jubilæum i Nordkystens Tagdækning, og de spørger Sólrun og mig, om vi ikke kommer forbi, så siger jeg: ’Det vil jeg da gerne.’ Så kan det godt være, at nogle bagefter siger: ’Hvad skal statsministeren hos Nordkystens Tagdækning?’ Jamen, det skal jeg, fordi jeg har kendt Jørgen, siden jeg var en lille dreng, og han var aktiv i Venstre og kom i byrådet med min kone.”

Det lyder, som om du føler, at du nogle gange er omgivet af smålighed i forhold til, at du selv arbejder i døgndrift?

”Smålighed, nej, altså, det kommer man galt afsted med at sige.”

Lars Løkke skænker mere kaffe.

”Jeg oplever nogle gange, at danskerne er mere rummelige end danskernes medier.”

I podcasten ’Borgen Unplugged’ kommenterer Henrik Qvortrup sagen om kvotekongen og sommerhuset i Skagen. På den baggrund spørger han: ’Har Lars Løkke Rasmussen en brist?’ Hvad siger du til sådan et skudsmål?

Statsministeren sender sit smalle blå svejserblik hen over kaffebordet.

”Ved du hvad, det kommer fra en dømt kriminel. Det synes jeg, taler helt for sig selv. Det må du gerne citere mig for.”

Der er gået næsten to timer, siden vi begyndte interviewet. Lars Løkke skal videre i dagens program. Et spørgsmål presser sig på med udsigten til et folketingsvalg senest til sommer næste år.

Kan du overhovedet trives uden at være tæt på magten?

”Jeg har slet ikke taget stilling til, hvad jeg skal, når jeg ikke er statsminister mere. Men jeg duer ikke til bare at sidde. Jeg kan ikke trives med ikke at være tæt på magten i forhold til det, jeg beskæftiger mig med. Så må jeg jo sørge for at interessere mig for noget, hvor jeg ikke skal være passiv tilskuer. Det kan være så mange ting, men der er vi slet ikke endnu.”

Lige nu er Mette Frederiksen favorit som Danmarks næste statsminister. Hun står til odds 1,40. Du står til 4,00. Hvad siger du til sådan nogle odds?

”Jeg ville sætte pengene der, hvor man får dem mange gange igen. Det er da sjovere at tjene mange penge end få penge. Det er i øvrigt heller ikke så ringe odds.”

Et par uger senere er Lars Løkke på besøg i Korsør. Boligblokkene på Motalavej er kommet på regeringens liste over ghettoer, som trænger til en overhaling. Mens statsministeren og hans følge blev vist rundt i gaderne, stod flere beboere i vinduerne og på fortovet og betragtede optoget med afventende blikke og en følelse af, at Korsør endnu engang er kommet i søgelyset for noget dårligt. En fastelavnstønde, politikerne står i kø for at give et dask.

Efter rundvisningen havde Lars Løkke et møde på kvarterets café med nogle repræsentanter fra boligselskabet, som fortalte, at de er glade for at bo her, og at problemerne er isoleret til nogle få beboere. Under samtalen opstod der uro ude på gaden uden for mødedeltagernes synsvinkel. En ung fyr gav en finger til politiet og blev tilbageholdt. Snart efter lød nyheden på nettet, at flere unge havde løbet stormløb mod politiet for at komme ind til statsministeren.

TV Øst trak senere historien tilbage, da der ikke var dækning for den. Men blandt beboerne ærgrede man sig over, at Motalavej igen havde trukket overskrifter.

Efter mødet er Lars Løkke kørt ud til byens afsides beliggende havneområde. Han står lidt for sig selv i den isnende blæst. Nogle meter derfra venter hans vagter. Familiens to hunde er med på turen til Korsør og løber rundt for sig selv på havnen. Familien Løkke Rasmussen har i mange år haft hundene Beauty og Bella af racen Nova Scotia Duck Tolling Retriever. Men sidste år var Bella syg af kræft knap otte år gammel, og Sólrun kørte hende til dyrlægen. For Sólrun var det et stort ønske, at de fik en hund mere, så Beauty ikke skulle være alene. Nogle uger efter kørte familien ud og hentede en hvalp. Hundens navn er Fríða, som betyder smuk på færøsk.

’Kom her,’ råber Løkke på havnen, da de to hunde forsvinder rundt om et hjørne. ’HER! Piger!’

De er ude af syne.

Hvad siger du til, at beboerne på Motalavej er glade for at bo der. Mange føler, at I bruger ghettoerne som led i en kommende valgkamp?

”Jo, men en mønt har to sider. Det er jo tænkevækkende, at mens vi sidder og taler på caféen om, at der er meget godt at sige, så er der en ung fyr, der bliver tilbageholdt uden for, fordi vi åbenbart ikke kan være der, uden at der skal være ballademagere, der laver ballade. Det dokumenterer jo, at der er et uløst problem.”

Men er det ikke bare en del af mediecirkusset, at et par drenge spiller op til kameraet?

”Ja, men jeg gider ikke leve i et land, hvor man skal spille op til noget kamera. Du hørte jo selv de episoder med en genhusningsmedarbejder, der har fået smadret sin bil og en hjemmehjælper, der får kastet sten ind gennem sit vindue. Dertil kommer, at arbejdsløshedsgraden er ekstremt høj, og andelen af folk med anden etnisk baggrund er så stor, at det skaber nogle problemer med børn, der ikke får en god nok start på livet. Jeg responderer ikke kun på vold og ballade, jeg responderer på, at der er nogle boligområder i landet, som ikke er velfungerende. Hvor børn ikke får den samme mulighed, som børn får flest.”

Nogle meter derfra går Aase Ibsen en tur med sin hund i snor, et salt- og peberfarvet gadekryds. De to rødbrune tollere har fattet interesse for Aase Ibsens 14 år gamle hanhund Louis. Hun forsøger forgæves at verfe de to energiske hunde væk, da hun kigger op og får øje på hundenes ejermand. Et kort sekund fryser hendes ansigt, som har hun set et spøgelse midt på havnen.

’Jeg var ikke klar over, at vi har fint besøg,’ siger hun.

’Nej, nej, nej,’ vinker Lars Løkke afværgende med armene. ’Det er ikke særlig fint.’

De to hundeejere falder i snak. Beauty og Fríðas interesse for Louis er intens.

’Fríða er ét år, hun er pissefræk,’ siger Løkke.

Aase Ibsen mener ikke, at Louis er fin nok til statsministerens to hunde. ’Han er vist ikke raceren nok,’ siger hun halvt i sjov.

Løkke slår en høj latter op. ’Jeg tror, Fríða er ret ligeglad. Hun dømmer ikke folk på papirerne. Det gør vi ikke hjemme hos os.’

Bag ham står ministerbilen klar, motoren er i tomgang, så Løkke hurtigt kan komme videre om lidt. Så er det, at Aase Ibsen spørger om det, der i virkeligheden ligger hende på sinde. Hun har læst om regeringens ghettoplan og synes, det lyder voldsomt: ’Skal vi så anklages for, at vi ikke er særlig søde ovre på Motalavej?’

Lars Løkke svarer, at han grundlæggende synes, at folk er flinke. ’Det rokker bare ikke ved, at der er nogle ballademagere.’

’Ja,’ siger Aase Ibsen. ’Det er virkelig synd for dem, der passer deres ting. Jeg ved ikke, hvad vi skal gøre. For man kommer med nogle forslag, men det hjælper jo ikke noget.’

Lars Løkke lægger hovedet på skrå. ’Jo, nu skal du bare se,’ siger han med en overlæges myndige stemme. ’Det skal nok komme til at hjælpe.’

Han nikker og går hen mod bilen. ’Ha’ det godt, ikke.’

Løkke tager plads på bagsædet med sine papirer. Bilen ruller hen over de frosne brosten, og lidt efter er han væk. ■

LÆS MERE: Foto afslører Donald Trumps noter til møde med ofre for skoleskydning

LÆS MERE: Det Hvide Hus’ læge: Trump ikke dement

LÆS MERE: Kristian Jensen: "Det ville være et problem, hvis mine venner syntes, jeg var kedelig"