Superligaens fjerde mest scorende spiller nogensinde rendte indtil for ganske nyligt rundt i et Fakta-supermarked på Masnedøgade på Østerbro i København. Mellem rengøringsmidler, konservesdåser og pastaprodukter kunne du finde ham næsten dagligt.
Men Heine Fernandez var der ikke for at handle ind. Navneskiltet på højre side af hans sorte polotrøje viste, at han var ansat i Fakta som souschef.
”Hvad fanden laver han her? Han må da have tjent en masse penge. Er han gået helt i hundene?”, kunne Fernandez se i kundernes øjne, at de tænkte, når de genkendte souschefen, der bombede løs som angriber i 90’erne for klubberne Viborg FF, Silkeborg IF og FC København.
Tanken er også nærliggende.
Hvordan kan du score 126 mål i 326 Superliga-kampe og så stadig blive nødt til at knokle for føden i et supermarked? Men Fernandez er et godt billede på, hvordan den professionelle udvikling herhjemme har forandret forhold og lønninger for fodboldspillere op gennem 00’erne. Selv lød hans første store kontrakt i Silkeborg i 1990 på 300.000 kroner om året. Det svarer til 25.000 kroner om måneden, hvilket var knap 11.500 kroner højere end gennemsnitslønnen for arbejdere det år, men stadig ingen penge i forhold, hvad fodboldspillere tjener i dag.
”Det var bare en anden tid at være professionel. Vi spillere dengang havde ikke en masse penge, jeg havde sgu i hvert fald ikke. Hvis du tjener en halv million om året i dag, tror jeg, at der er mange danskere, som kan nikke genkendende til, at så bliver du ikke millionær. Du har mange udgifter, nogle børn, et hus og skal have en bil," siger 52-årige Heine Fernandez.
”Selv da jeg kom til FC København og fik 80.000 kroner om måneden, blev jeg ikke millionær. Vi betalte så meget i topskat, at det var begrænset, hvad vi kunne lægge fra og spare op. Men du kan sige, at jeg har haft en levestandard, der har været høj i forhold til, jeg ingen uddannelse har haft. Jeg har kunnet købe en bil kontant – min koksgrå Mitsubishi Galant var dog ikke verdens dyreste. Jeg skulle heller ikke spekulere på den næste regning, kunne tage på nogle rejser og give store julegaver.”
Som fodboldspiller ved du, at du har ganske få år til at tjene dine penge. Du ved, at der venter dig en virkelighed på den anden side, der er noget helt andet end fodboldlivet. Den egentlige virkelighed. Der, hvor du pludselig arbejder fra klokken 08-16, skal relancere dig selv og ikke kan bruge tidligere meritter fra grønsværen til noget som helst. Du er ikke længere fodboldspiller. Du er identitetsløs.
Foto: Getty Images
For de fleste pensionerede fodboldspillere går overgangen dog uden gnidninger. De får job som træner eller bliver hevet ind som fodboldkommentator i fjernsynet. De bliver i miljøet. Sådan var det ikke for Fernandez. Han kunne ikke komme hurtigt nok væk.
”Jeg har altid sagt, at når jeg var færdig, var jeg færdig, og så vil jeg ikke have en skid med fodbold mere at gøre. Jeg fik nok af at være i Ekstra Bladet og BT.”
Man han vidste bare ikke, hvad hans nye identitet eller arbejde skulle være.
”Hvis jeg skal være helt ærlig, gik jeg aldrig og tænkte på, hvad jeg skulle bruge fremtiden på efter fodboldkarrieren. Jeg har altid levet i nuet og gået med tilfældighederne, når de opstod. Set i bakspejlet burde jeg nok have taget en uddannelse eller planlagt fremtiden noget mere, når jeg nu havde så meget fritid som professionel fodboldspiller i stedet for bare at tage et arbejde.”
Fernandez fik job i Fakta for tre år siden. Forinden havde han drevet sit eget værtshus, der også lå på Østerbro, i et par år. Han solgte det uden at have andre jobs på hånden.
”Jeg blev derfor arbejdsløs, hvilket jeg ikke lige havde tænkt over, da jeg solgte værtshuset. Når du har gået ledig længe nok, tager du hvad som helst og er fuldstændig ligeglad med jobbet, bare du kommer i gang med noget.”
Tilværelsen i dagpengesystemet fik ham blandt andet ud i et seks ugers langt kursusforløb som jord- og betonarbejder i Slagelse. Sådan et kursus kostede 50.000 kroner. Spild af penge og tid for både systemet og ikke mindst Fernandez, der nemlig stadig kan mærke til de mange skader i ankler og knæ.
Han endte altså i Fakta. Efter oplæring i butikker på Frederiksberg og i Ordrup, blev han tilbudt jobbet som souschef i Masnedøgade. Men i foråret afleverede han sin opsigelse. At løfte tunge varer og trække i paller slider også på kroppen.
”Jeg var i høj grad træt af at arbejde i Fakta. Ellers siger du vel heller ikke op? Jeg gik simpelthen død i at udføre sådan et stykke arbejde, og det blev for hårdt for min gamle krop.”
”Jeg kan godt forstå, at der skal være billige varer i Danmark, men folk glemmer, at lønninger og betingelser ikke er de bedste og følger med de lave priser. At arbejde i et lavprissupermarked er ikke det sjoveste arbejde at have, for du knokler godt nok mange timer for ingen løn. Der er jo en grund til, at de unge allerede bliver butikschefer som 25-årige, og det er, fordi de har energien og gider at arbejde til en lav løn. Der var i hvert fald ikke mange på min alder eller med min baggrund, der stod nede i Fakta.”
Miguel Fernandez kom til Danmark i slutningen af 1960’erne. Der var brug for gæstearbejdere i den periode, og de skulle afhjælpe manglen på arbejdskraft. Efter sin fars død var det blevet Miguels ansvar at skulle forsørge familien på den iberiske halvø, men der var bedre muligheder for at tjene penge i Danmark end i Spanien.
Han slog sig ned i Viborg. Her fik han arbejde på en blondefabrik i byen og mødte der en dansk kvinde, som han forelskede sig i. Elin hed hun.
Heine Lavrsen var tre år, da Miguel kom ind i hans liv og blev hans papfar. Det meget danskklingende efternavn blev erstattet med det mere eksotiske Fernandez. Heine fik hurtigt to halvsøskende, og da opgangstiderne ramte Spanien i de tidlige 80’ere, rejste hele familien Fernandez til Fuengirola ved Malaga. På nær den blot 15-årige Heine.
”Jeg måtte blive i Danmark. Spanien var dengang ikke medlem af EF (EU i dag, red.) eller noget som helst, så selvom jeg godt kunne komme med herned, kunne jeg ikke komme i skole. Mine forældre ville prøve lykken, og det blev heldigvis den store succes for dem, blandt andet blev min papfar medejer af en fabrik.”
”Det var da specielt at blive efterladt af sine forældre i så ung en alder, men jeg havde mine bedsteforældre, som jeg flyttede hen til, og de tog sig godt af mig. Hvis jeg ikke havde haft dem, var jeg nok endt som en bums og aldrig blevet professionel fodboldspiller.”
I aften fylder Miguel Fernandez 71 år. Hans fødselsdag skal fejres med god middag i Fuengirola klokken 22.00 (spanske madtider), og Heine Fernandez sidder med ved bordet. Familien er samlet og fuldtallig igen. Heine er rejst til den sydspanske by uden at have bestilt returbilletter. Eventyret i Spanien skal prøves af.
”Det er blevet lidt pludseligt det her med Spanien og er sket ud af tilfældigheder. Efter jeg sagde op i Fakta vidste jeg ikke, hvad jeg skulle begive mig til. Men mine forældre har som sagt boet hernede de sidste 37-38 år, og det blev sjovt at skulle prøve det af for mig.”
Heine har fået job i Malaga i et danskejet firma, der hedder APC Forsikringsmæglere. Her ringer han danske statsborgere op og hjælper med pensionsrådgivning, så de kan spare penge.
”Det er i forhold til, der er nogle ret høje omkostninger, som der er mange danskere, som ikke ved noget om. Og det vidste jeg heller ikke, før jeg kom herned. Du betaler nogle dyre lærepenge. Det er et nicheprodukt. Vi sidder hernede i Malaga og ser på, hvem der i den danske befolkning har brug for det her produkt. Det sjove ved produktet er, at det ikke er noget, vi sælger, men er rådgivning. Vi kan spare folk for mange penge, som de ikke vidste, som de betalte på deres pensioner.”
”Det passer mit gamle legeme meget bedre, at jeg bare skal sidde og passe mundtøjet.”
Foto: Privat
Han fandt jobbet på Jobindex, søgte det, og 30. juli pakkede han kufferterne ud og startede på sin nye tilværelse i Spanien. Han stortrives der.
”Mit liv i Spanien er ren luksus. Jeg går på arbejde og kan jo ikke rigtig klage over vejret hernede. Det er lige før, at jeg gerne vil have, at de skruer ned for temperaturen, når det bliver mørkt, men det gør de heller ikke. Det er fantastisk. Jeg er sammen med min familie.”
Han kan heller ikke bo meget tættere på dem.
”Mine to halvsøstre byggede på et tidspunkt en lejlighed ovenpå mine forældres hus, og dér er jeg flyttet ind nu. Min far og mor bor nedenunder. Det er skide smart.”
Der løb en ung angriber rundt i den lille bondeklub Borup i Serie 2 og lavede en hulens masse mål i midt-80’erne - især med låget. Men Heine Fernandez var længe om at blive opdaget. Han havde aldrig spillet ungdomsfoldbold. I stedet blev han senior i Borup som 15-årig. Fodbold var blot en hobby for ham.
”Som alle andre ting i mit liv var det også tilfældigt, at jeg blev fodboldspiller på højt niveau. Jeg havde ingen ambitioner eller forestillinger om, at det skulle blive min levevej overhovedet.”
Der var en god grund til, at hans tanker ikke var på fodbolden. Han havde mange andre vigtige ting at holde styr på. Han var tyvstartet på voksenlivet i en alder af blot 17, hvor han blev far. Det var ikke meningen, men selvfølgelig alligevel en dejlig overraskelse. For at forsørge sin lille familie arbejdede Heine på et lager i en møbelfabrik.
Men en dag var der en vis hr. Hans Ove Andersen, der fik øje på seriebomberen. Træneren ville nappe ham til naboklubben Viborg FF, der spillede i 2. division. Heine var dog ikke sådan at lokke. Det tog mange forsøg, før han sagde ja til at komme forbi Viborg til nogle sommertræninger. Og selv da han blev overtalt, kæmpede han imod. Heine Fernandez mødte op til første træning uden fodboldstøvler. Så kunne han ikke spille og slap på den måde for et potentielt nederlag.
”Fordi jeg kun havde spillet Serie 2, var jeg usikker på, om jeg kunne være med på deres niveau. Jeg havde ingen spillere at sammenligne med mig. Jeg tænkte, at der var for lang vej.”
Hans Ove Andersen var dog snu. Han gennemskuede Heines forsøg på at undslippe og fandt et par støvler, han kunne låne.
”Jeg fandt hurtigt ud af, at så gode var de heller ikke.”
Han skiftede til Viborg den sommer i 86. De lokkede med gratis støvler og en kontrakt på 10.000 kroner. Om året. Ikke om måneden.
”Det var bestemt heller ikke mange penge dengang, men det var bare sjovt pludselig at få lidt lommepenge for sin hobby og ikke længere skulle betale for sine egne fodboldstøvler.”
Og så gik det ellers stærkt for angriberen. Han blev ’årets fund’ i 2. division og rykkede op i landets bedste række med klubben i 1990. Men samme sommer valgte han at tage til Silkeborg IF, som allerede var etableret i 1. division.
”Jeg kan slet ikke huske, hvor mange mål jeg lavede for Viborg, men det var nok til, at Silkeborg tilbød mig en kontrakt på 300.000 kroner om året. At gå fra 10.000 til 300.000 for en ung mand – så blev det pludseligt sjovt. Der gik nogle drømme i opfyldelse. Vi kunne få en bil osv.”
”Jeg fortsatte hos møbelfabrikken, fordi vi var stadig ’eftermiddags-proffer’. Jeg stod op klokken 04.00 om morgenen, mødte ind på fabrikken klokken 06.00, fik fri klokken 14.00 og så kørte jeg til træning klokken 16.00 i Silkeborg. Sådan levede jeg i fem år, inden Preben Elkjær blev træner i klubben i 1995. Han mente, at vi skulle være fuldtidsprofessionelle, hvis vi skulle udvikle os som klub, hvilket også var det eneste rigtige at gøre.”
Det var i Silkeborg, at han oplevede karrierens største øjeblik. At blive mestre i 1994.
”Det var så kæmpestort. Du havde været vant til, at Brøndby tog det hele, og FC København begyndte også at spise af kagen og så kom en lille midtjysk klub og snød dem. Det var der ingen, som havde regnet med.”
Ud over de lavere lønninger var fokus på sundhed også meget anderledes i det professionelle fodboldmiljø i 90'erne. 3. halvleg med øl og smøger var noget, du sagtens kunne gøre efter en vigtig kamp. Særligt Heine Fernandez blev kendt på at pulse smøger - selv i mixed zone ved interviews.
”Jeg tog jo mine smøger som spiller, men jeg prøvede faktisk også at gøre det sådan lidt i smug for det meste. Allerede dengang var det ikke så vellidt blandt trænerne. Vi var dog mange, som gemte os på toilettet eller gik bag en bygning og pulsede. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne undvære mine smøger.”
Blandt holdkammerater blev han beskrevet som spasmager og en levemand, der sommetider gik over grænsen. Faktisk stoppede Fernandez en kort periode med at ryge. Det var, da den tidligere landstræner Sepp Piontek kom til Silkeborg i 1997.
"Men jeg begyndte i stedet at tage en masse på i vægt, og så sagde Sepp: ’Du må til at ryge igen. Det går ikke det her.’ Jeg var blevet for fed af alle de Snickers- og Yankie Bars’, som jeg erstattede smøgerne med.”
Når man kigger på alle dine mange mål, så er det lidt vildt, at du aldrig kom til udlandet og blot fik én landskamp?
"Vi drømte alle om at komme til udlandet, men der var ikke nogen agenter dengang, så du skulle blive opdaget på en anden måde og være pisse heldig. Eller så skulle du spille på landsholdet.”
Var du tæt på et skifte til udlandet på noget tidspunkt?
”To gange blev jeg skadet, da udenlandske klubber begyndte at forhøre sig på mig, og det ødelagde interessen. I 1996 ville Stoke City have mig, fordi de var i knibe og var ved at ryge ud af 1. division. De ville have en topscorer, men jeg blev skadet. Senere kom en kinesisk klub på banen, men det var også for langt væk fra Danmark. I dag ville jeg have været mangemillionær, hvis jeg var taget til Kina eller bare var født ti år senere, så havde det været noget helt andet økonomisk.”
”Selvfølgelig ville jeg klart gerne have været professionel i dag fremfor i 1990’erne og have 100 millioner stående på kontoen, men det er jo ikke noget, jeg bestemmer eller er herre over. Jeg fik i stedet en masse børn (tre, red.), og jeg er bestemt stolt over min karriere.”
Hvordan mindes du din eneste landsholdskamp?
"Det var mod Island og var ikke noget at råbe hurra for. Jeg var tit på Ligalandsholdet, men blev altid sorteret fra til sidst til det rigtige landshold. Michael Laudrup vendte tilbage til landsholdet efter en pause, og jeg tilhørte en anden gruppe spillere, som blot havde sin hverdag i Superligaen. Michael og Brian Laudrup og Flemming Povlsen spillede på nogle finere adresser og var ikke til at konkurrere med.”
”Landskampen var under Richard Møller Nielsen, og jeg blev skiftet ind til de sidste 15-20 minutter, og jeg kom ikke frem til en skid. Det var den mest latterlige 0-0-kamp, og der var en masse store stjerner, som havde meldt afbud, og det var jo derfor, at jeg pludselig fik chancen. Jeg var selvfølgelig stolt dengang af min debut, men i dag fylder det slet ingenting. Det er jo ikke noget, jeg kan leve af. Jeg kan ikke engang huske, hvilket årstal det var (1991, red.)”
”Jeg kan bedre leve højt på mesterskabet med Silkeborg og FCK-tiden, hvor jeg scorede mod Lazio i Europa. Det var vildt, for Lazio havde enkelte spillere, som fik mere i løn end hele FCK-holdet til sammen.”
I sin karrieres efterår kom Fernandez til FC København. Muligheden opstod, da han blev fyret i Viborg i 2000.
”Jeg blev topscorer i Viborg, men der var nogle konflikter mellem direktøren Morten Jensen og mig. Vi var ikke enige om nogle ting i min kontrakt, og så fyrede han mig sgu. ’Du kan gå ad helvede til’, sagde han. Jeg var vel den første fodboldspiller i Danmark, som blev fyret.”
”Men jeg var da ikke utilfreds med at kunne gå, for jeg fik masser af andre tilbud, så jeg havde det fint. FCK var blandt de klubber og tilbød mig 80.000 kroner om måneden. Det var mange penge for mig og en god kontrakt i Danmark.”
Foto: Getty Images
FCK-fansene var ikke alle lige begejstret over tilføjelsen af 35-årige Fernandez. De havde håbet på et større navn fra udlandet.
"Heine Fernandez var jo ikke lige den spiller, vi drømte om, da han blev præsenteret i FCK i foråret. Men han er en vidunderlig angriber, og københavnerne accepterer ham. Ikke fordi han er en bonderøv, men fordi han er sær," udtalte David Bastian-Møller, der var redaktør på FCK's fanmagasin ''Copenhagen Sundays til Jyllands-Posten i 2001.
Fansene tog alligevel Fernandez til sig, da han blev matchvinder i en kvalifikationskamp til Champions League i 2001 mod Lazio, der havde vundet Serie A i 2000. Undervejs i kampen fik Fernandez smagt på frisparksspecialisten Sinisa Mihajlovic' albue, der sendte ham i jorden. Han måtte derfor have bandage om ansigtet. Det sad noget tilfældigt, så da han tacklede bolden ind i kassen til 2-1 i slutminutterne, lignede han mere nissehaderen Benny Jensen fra 'The Julekalender' end sig selv.
”FCK-tiden var mit udlandseventyr, kan du sige. Jeg kom til en klub, hvor alt virkede meget mere professionelt og større. København var også bare en by af en anden kaliber. Det var fint nok at blive genkendt i Silkeborg og Viborg, men at de fleste i København også genkendte mig var en vild ting.”
Det var blevet nat. Heine Fernandez hyggede sig til en fødselsdagsfest på Fyn og havde indtaget rigeligt med alkohol. Nu skulle han hjem til København. Men han tog ingen taxa eller hoppede heller ikke på toget. Han var overbevidst om, at han godt kunne få bilen hjem til hovedstaden i sikkerhed.
Fernandez' Peugeot pløjede sig gennem rækværk og blomsterkummer, inden den landene på en el-kasse og udbrændte til sidst på Kertemindevejen i Bovense ikke langt fra fødselsdagsfesten denne juli-morgen i 2013. Med sig havde han sin søn i bilen. Heldigvis slap de begge fra ulykken med livet i behold.
"Det er så utilgiveligt, at jeg tog den beslutning, når min søn var med. Jeg kunne have fået os dræbt."
Politiet kom frem til ulykkestedet og målte Fernandez til at have en promille på 2,57. Det kostede kam kørekortet i tre år, 30 dages samfundstjeneste og en bøde på 5.500 kroner.
Fernandez' eksapader med druk har bragt ham på forsiden af tabloidaviserne flere gange. Derfor har han også følt sig forfulgt.
"Jeg har det sådan, at det er over ti år siden, at jeg har spillet fodbold. Hvorfor kan det være interessant for den almindelige dansker, at jeg har kørt fuld rundt? Jeg kunne forstå, hvis jeg stadig spillede. Ekstra Bladet mente, at spritkørslerne var interessante for deres læsere, men det var ikke interessant eller sjovt for mine børn, at mit fjæs dukkede op i den sammenhæng. Selvfølgelig var det mit eget ansvar at køre bil i den tilstand.”
”Men jeg har følt, at det kun var for at ramme mig personligt og min familie. Jeg blev lige slagtet. Men inderst inde ved jeg godt, at det er mit navn Heine Fernandez, der sælger aviser og var årsagerne til skriveriet.”
”Jeg fortryder meget at have kørt spritkørsel og er bestemt ikke stolt over det. Det er noget af det dummeste at gøre, og noget du gerne vil have fejet ind under gulvtæppet med det samme.”
Heine Fernandez, der stoppede sin fodboldkarriere som spillende træner i færøske HB Torshavn i 2005, gik en dag forbi værtshuset Livjægerkroen på Willemoesgade på Østerbro. Han så, at det var til salg. Samme dag gik han hjem til konen og fortalte: 'Jeg har sgu købt et værtshus'. Hun blev godt nok lidt sur. 'Du har sgu da ikke købt et værtshus?'
”Jeg havde investeret i nogle ejendomme og havde nogle penge stående i en virksomhedsordning, og hvis jeg lød dem stå, skulle jeg til at blive fuld beskattet af dem. Derfor købte jeg værtshuset."
Det gik godt de første par år, men siden kom der ballade med FCK's hardcore fans, der hang ud på værtshuset. Det endte med overfald, hærværk og til sidst fik konen nok.
”Hun kom og sagde, at jeg drak for meget, og det gjorde jeg nok også. Hun bad mig om at sælge værtshuset, og jeg var så heldig at få et godt tilbud.”
Ægteparret er sidenhen blevet skilt. Det var også en årsag til, at han er flyttet til Spanien.
”Jeg har altid gerne ville prøve at bo i Spanien, og nu er mine børn blevet store, jeg er blevet skilt, og så var der ligesom ikke noget, der bandt mig til Danmark længere.”
Hvor længe bliver du dernede?
”Så længe det er sjovt. Min yngste søn på 24 er også taget med herned, for han ville gerne prøve noget nyt. Vi arbejder endda samme sted.”
LÆS OGSÅ: Hvad er meningen, Sidney Lee?
