Sådan føles det at løbe 486 kilometer på 73 timer scroll-down

Sådan føles det at løbe 486 kilometer på 73 timer

David Stoltenborg har netop sat nordisk rekord i Backyard Ultra; en løbedisciplin, hvor du skal løbe i cirkler, indtil kroppen giver op.

Af Jonas V. K. Laursen
Foto: Maria Sabel
Sport Euroman

”MINE BEN OG FØDDER ER hævet op. Det er som at få prikket et søm op gennem fodsålerne flere steder på én gang. Fødderne er både blå og røde, og smerten kan sammenlignes med at få en ordentlig omgang tæsk – bare under fødderne. Men det er vilkårene, når man løber ultraløb, og den bidende smerte bliver med tiden opvejet af gennemførslens rus. Her handler det ikke om at komme først, men om at blive ved i længst tid. Man løber i ring på en rute, der er 6,7 kilometer, og den har du en time til at gennemføre, hvor du også skal have tid til mad, vandladning og powernaps. Og sådan bliver det ved, indtil du ikke kan mere.

Det er svært at sove i dagen op til det store løb, men jeg får alligevel tre til fem timers søvn. Backyard Ultra-løbet starter klokken otte om morgenen i den tyske by Rettert, og så er jeg selv herre over, hvor længe det skal vare. Det er køligt, så de fleste løbere er iklædt lange bukser og ærmer.

Jeg er forberedt og har trænet op til løbet i flere måneder. På en almindelig uges forberedelse løber jeg mellem 80 og 100 kilometer. Her løber jeg både i naturen og på løbebånd. På sidstnævnte er det altid med en konstant hældning på 15 procent, hvor jeg rammer 1.300 højdemeter og derved presser mine lægmuskler til det ypperste. Derudover dyrker jeg også crossfit, cykler og styrketræner i løbet af ugen for at optimere kroppen maksimalt.

NATUREN I DET TYSKE ER BILLEDSKØN. Ruten varierer mellem bjerge, græsbakker, skovområder og flade terræner. Landskabet gør mit åndedræt varieret. Jeg sveder. Sulten kommer og går, og jorden under mine løbesko byder på skarpe granitskærver, græs og perlegrus. Særligt skal jeg være opmærksom, når jeg løber på granitskærverne, da den form for underlag er utilregneligt.

Jeg abstraherer fra smerten i kroppen ved at give mig hen til musikken i mine høretelefoner, mens landskabet forandrer sig omkring mig. Jeg har lavet en playliste med i alt 15 sange, der indeholder alt fra rock til pop og country. Den varer præcis en time og på den måde, kan jeg mentalt holde styr på tiden uden at kigge på mit ur.

Når jeg afslutter en runde, har jeg et depot, hvor jeg kan tage en hurtig lur, drikke, spise, tisse af, få massage og omsorg fra mit crew. Smerten i kroppen er intens, nærmest omsluttende. Syren. Stivheden i benene. Den største smerte er den stikkende følelse under fodsålerne, som kommer af det ujævne og varierende underlag, jeg løber på. Konkurrencen intensiveres efter flere døgns intens løb, hvor flere og flere løbere falder fra.

Jeg mærker de negative tanker, der prøver at bremse mig: ’Nu skal jeg stoppe. Det gør ondt. Det er hårdt,’ siger de. Men min krop finder altid en udvej, og jeg finder altid en måde at ignorere smertesignaler på. Jeg ved, at min krop kan mere, end den giver udtryk for, og når jeg har lukket ned for nervebanerne tilpas mange gange, forsvinder smerten til sidst. Eller, det beslutter jeg i hvert fald, at den skal. Den skal omfavnes, gribes, forvandles til noget konstruktivt. Min krop er høj på adrenalin og endorfiner, selvom jeg smadrer mig selv. Det er en vild følelse.

DET, DER DEFINERER EN GOD SPORTSUDØVER, er ikke topniveauet, men hvor højt et bundniveau, man har. Jeg sørger for at holde bundniveauet så højt som muligt, og jeg prøver at opretholde et positivt mindset på ruten, uanset problemernes størrelse. Jeg forsøger at tænke på noget dejligt og kun tænke 10 sekunder fremad. Jeg spørger mig selv, hvad det er, som jeg har brug for i øjeblikket. Er det mad eller drikke? Måske et par nye sko? Det nytter ikke noget at gruble over, hvor mange kilometer, jeg har foran mig, eller hvor mange timer der er gået.

Når det så er sagt, får jeg også mentale kriser. Men de kommer i bølger: Det vil sige, du kommer igennem dem, og derfor ved jeg, at der venter en god periode på den anden side af den mentale bølgedal. Det handler om at mærke mit næste træk; at gå fra sted til sted, situation til situation, hvor jeg hele tiden løser det næste stykke uden at gå død. Det er uundgåeligt, når jeg presser mig selv i 73 timer. For det er så længe, som jeg ender med at blive ved i løbet – 486 tilbagelagte kilometer senere. Det rækker til en andenplads i løbet, men jeg slår faktisk både den danske og nordiske rekord i Backyard Ultra.

Den ekstreme form for løb lærer mig om, hvordan kroppen og sindet kan mere, end man går og tror. Hvis du ikke tør at gå langt og bevæge sig ud på dybt vand, lærer man aldrig sig selv og sin krop rigtigt at kende.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Træning