Jeg står i morgensolen på stranden på den europæiske side af Hellesponten (også kendt som Dardanellerne) i Tyrkiet, kun iklædt speedos og en orange badehætte, hvori jeg har gemt en pakke med én cigaret og én lighter. Ligesom mange af de godt 500 andre svømmere fra hele verden har jeg blikket rettet mod havet, hvor bølgerne til min lettelse ser venlige og overkommelige ud. På den anden side af strædet kan jeg skimte den asiatiske side – og konturerne af nogle bygninger, hvis jeg kniber øjne godt sammen. Ved min side står min barndomsven, svømmehistorikeren Carsten Jokumsen, med hvem jeg har svømmet tusindvis af kilometer, siden vi mødtes som drenge i Ikast Svømmeklub. Vi er nu begge fyldt 40 år, og mere end 30 års venskab skal forsegles med denne ikoniske svømmetur på mellem fire og syv kilometer over strædet, hvis berygtede strømme har taget mange liv.

Jeg går lidt væk fra mængden af svømmere, officials og tv-hold for at ryge min medbragte cigaret. Det er ikke særlig svømmer-agtigt, jeg ved det, men jeg skal have ro på, og det er desværre blevet en dårlig vane at ryge en smøg, inden jeg går i vandet. Jeg bilder mig ind, at det hjælper mig til at finde den langsomme, rolige vejrtrækning, som er absolut nødvendig, når man skal svømme lange distancer i havet, der på mange måder er som en lunefuld elskerinde: Nogle gange får du lussinger i form af koldt vand, bølger og modstrøm, andre gange bliver du taget imod med kys og ført af sted af strømmen og solskinnet. Uanset hvad, er du nødt til at svømme med hende og ikke mod hende. Smøgen hjælper mig også til at distancere mig selv fra konkurrencesvømmermiljøet, som jeg engang selv var en del af. Jeg har trænet op til denne tur med tre-fire svømninger om ugen i nogle måneder, har spist nogenlunde sundt, men jeg er ikke længere interesseret i den ultrastrenge levevis, som er nødvendig, hvis du vil være den bedste i en af mest træningskrævende sportsgrene. Nu søger jeg eventyret i vandet. Jeg er nyskilt, midt i en livskrise, og svømmeturen, som jeg har foran mig, er på mange måder et monument over min midtvejskrise og min egen utilstrækkelighed på landjorden.