Et skybrud af spark klasker mod en sort pude. De velplacerede skinnebensspark lander 10 gange på langt under 10 sekunder. Personen bag puden giver efter ved hvert spark, og ryggen og hovedet bølger som en slange.

”Hak! Hakhakhak!”

Det ligner et groft overfald. Alligevel bliver der ikke skåret så meget som en lille grimasse. Tværtimod holder de to modstandere øjenkontakt, fyldt med så kraftig energi, at det er svært at vide om det i virkeligheden er ved at eskalere til et slagsmål.

SIAM Athlete Nation på Bragesgade på Nørrebro er ifølge formand og træner, Abdul Albarazi, Danmarks suverænt bedste thaiboksningsklub.  De har så mange danmarksmestre, at han ikke er sikker på det præcise antal.

”Men det er over 50,” konstaterer han tørt.

Udover disciplin giver thaiboksning et unikt sammenhold, som især mange af de socialt udsatte drenge har brug for, hvis de ikke skal ende med at lave ballade på gaden, forklarer Abdul Albarazi.

”De kan nærmest føle, at de er en del af bande her. Det sammenhold unge drenge får på gaden, kan de få her i stedet. De kan være stolte af at være her, og de går med vores ’rygmærke’ når de har vores t-shirts på. Når vi kommer ud til stævner så kommer vi også som en gruppe, der tager ud sammen og kæmper og vinder eller taber sammen, som en gruppe. Alt det, som de har ude på gaden, det har de også her. Forskellen er, at det her er et sundt fællesskab," fortsætter han.

"I sidste ende er alt arbejde med unge en form for socialt arbejde."

En 17-årig pige med korte lyse rottehaler træner op til sin første kamp nogensinde. Det foregår om blot få dage, og hun må ikke komme til skade, hvilket er en risiko, når man sparrer under træningen. ”De skal helst være på toppen til stævnet,” fortæller Abdul Albarazi. Når han siger stævnet, snakker han om SIAM Warriors, det største thaiboksningsstævne i Danmark, som løber af stablen den 2. februar.

Flere dygtige thaiboksere fra udlandet kommer til Danmark for at slås mod SIAM og andre klubbers kæmpere.

Især én kamp er vigtig for Abdul Albarazi, SIAM og ikke mindst 24-årige Youssef Assouik. Sidstnævnte er den eneste dansker nogensinde til at blive juniorverdensmester i thaiboksning, og så er han oveni købet den tredobbelte verdensmester i kickboksning i fjervægt klassen. Til stævnet vil en sejr betyde, at han kan gå efter guldet indenfor thaiboksning.

”For at blive konge i thaiboksning, skal du først være prins. Derfor skal han vinde det grønne bælte her til stævnet, og bagefter kan han så kæmpe for at blive verdensmester,” forklarer Abdul Albarazi.

Youssef Assouik har stort, klumpet bandage om knoerne, som han vikler syregrønt og brunt camouflage håndbind om, og under hans højre øje er en stor flænge, han fik i en boksekamp torsdagen inden.

”Jeg er nødt til at træne med bandage på hænderne. Jeg har for ondt i knoerne til at slå ellers. Det har jeg altid, især i min venstre hånd.”

Det ser voldsomt ud, men er i virkeligheden nøglen til, hvorfor Youssef Assouik selv er den rolige og høflige person, han er udenfor træningen.

”Jeg er sådan en type, der har meget energi. Det havde jeg især, da jeg var ung. Træningen gør mig afslappet, og har givet mig en struktur i livet. Jeg er i gang med uddannelse, og jeg har min træning, og det er ligesom meningen med livet. Så endte jeg heller ikke med at gå rundt på gaden. Så sporten den har reddet mig, og den har reddet rigtig mange andre.”

På dagens hold er der syv kvinder og 15 mænd. Nogle er store og pumpede med tatoveringer i nakken og enkelte også i hovedet, men langt størstedelen ligner personer, som lever efter den gængse norm.

”Det er forbudt at sige ’du slår som en tøs’ herinde, fordi nogle af de tøser vi har, slår som en hest sparker. Så det er jo bare forkert at sige. Men vi har hverken en inklusion eller en eksklusionspolitik. Vi er her bare sammen, og forstår hinanden,” fortæller Abdul Albarazi.

”Det er simpelthen bare kulturen her. Selv hvis jeg har 10 udsatte unge på et hold, så er pædagogikken, at her er du normal. Du gør det, vi andre gør. Vi tager ingen hensyn,” fortsætter han, inden han brøler:

”Udstyr på!” og holdet straks splittes som atomer, inden de samler sig selv igen, halvdelen i boksehandsker og resten med puder, der fungerer som skydeskiver, på hænderne.

Pigen med rottehalerne lader sit højre ben smadre mod en kvinde i 20’erne, som bruger alle sine kræfter på at holde igen.

”Det er selvfølgelig forskelligt fra medlem til medlem, men jeg tror i høj grad, selvom det er tacky at sige, at de fleste af dem føler, at de er del af en familie. Det er jeg overbevist om. Det er essentielt for mig, at folk har den følelse, når de er herinde. Når folk slår og sparker på hinanden, er det jo vigtigt, at man har en forståelse og accept af hver især. Derfor er det også vigtigt, at næsten det hele er bygget på frivilligt arbejde. Folk brænder for sporten. Vi har kun én lønnet træner i thaiboksafdelingen, resten er frivillige.”

Fra biokemi til boksekamp

Baggrundsstøjen i det lille træningslokale runger som en gadekamp. Efter de har tæsket hinanden i en time, er der ikke et fald i energiniveauet, som sitre i luften. Det er svært at forestille sig, at SIAM engang havde en brøkdel af den størrelse, det har i dag. Hvis der havde været mindre plads, ville kæmperne bogstaveligt talt træde hinanden over tæerne.

Især da de oprindelige 40-50 medlemmer nåede 250 medlemmer, og klubben kun var 250 kvadratmeter, fortæller Abdul Albarazi.

”Det startede på jagtvej i et lokale på 250 kvadratmeter. Og dengang var det jo helt sygt at skulle have så meget plads. Vi var kun 40-50 medlemmer, og skulle betale 23.000 kroner om måneden. Men der gik altså ikke lang tid, før de 40-50 medlemmer blev til 250. Efter fire år, hvor vi trænede dér, måtte vi finde nogle lokaler med mere plads. Så var spørgsmålet, om man skulle gå all-in og finde nogle virkelig store lokaler som dem, vi har nu. I dag har vi 1.700 kvadratmeter, og vores fællesudgifter er lige så høj som huslejen på jagtvej,” griner han, mens han træder op ad trappen mellem de tre etager, SIAM i dag har.

”Jeg havde lige afsluttet min bachelor i biokemi, havde et fint studiejob hos Novo Nordisk, og skulle til at begynde på min kandidat. Men jeg blev nødt til at stoppe uddannelse og job og så satse alt på thaiboksning, kunne jeg mærke. Og den passion, tror jeg, at folk kunne mærke i mig. Jeg ser heller ikke det her som et center, men en klub med en klubånd. Selvom vi har 850 medlemmer nu, vil jeg vove at påstå, at jeg kan over 500 navne på folk i klubben.”

Bag døren på tredje etage er de i gang med at træne brasiliansk jiu-jitsu, også kaldet grappling. Høje, muskuløse mænd har armene slynget om hinandens hoveder, i et opgør om at tvinge den anden i gulvet. Træneren fremviser en finte, hvor han på et splitsekund smasker sin modstanders arm væk fra nakken og ud i en fælde, hvor den er låst stift mellem hans hænder.

Det efterfølgende hold er thaiboksning kun for kvinder, fortæller Abdul Albarazi, hvilket tydeligvis er noget, han er glad for.

”Den største årsag til succes vi har herinde, det er miljøet,” forklarer han.

”Vi er på Nørrebro, og vi træner kampsport. Og kampsport tiltrækker også nogle af de hårdere typer. Men hvis du sikrer dig, at du bliver ved med at have en vis stemning og atmosfære i din klub, så kommer der den her naturlige selektion, der gør, at dem som ikke passer ind, søger væk. Så derfor behøver jeg ikke gå hen til nogen og sige, prøv lige at hør, du passer altså ikke ind her. Det finder de selv ud af. De er her måske et par måneder, og så søger de væk. Eller også vælger de at integrere sig i klubben, og dem har vi faktisk allerflest tilfælde af – nogen, der kommer og tror, at de skal være og træne på en bestemt måde, men som finder ud af, at de skal tilpasse sig os.”

Abdul Albarazi råber, at der er pause. Pause fra at slås, måske, men ikke til at slappe af. Hele holdet begynder at lave mavebøjninger.

”I al den tid, jeg har været her, har vi haft ét skænderi. En person trak en kniv i klubben, og jeg måtte bortvise ham.”

En ung gut med flexfit kasket træder ind i lokalet, og Abdul Albarazi trækker på smilebåndene.

”Hvad satan! Hvor fanden har du været?”

”Under jorden..” svarer gutten med kasketten.

”Hvad mener du?”

”Jeg.. ” tøver han, ”Jeg har holdt pause.”

Abdul Albarazi kigger skævt på ham, men smiler og svarer, at det er fint.

”Det er godt at se dig,” siger han, og går tilbage til at træne holdet, mens en tåge af sved lægger sig øverst i lokalet.

”Vi har haft en del socialt udsatte unge og kriminelle, og vi kører no bullshit politikken overfor dem. Men vi tror også på dem. Det sker, at de når et punkt, hvor det er ude for vores ressourcer. Men vi sidder og skriver rundt på facebook, hvis de ikke dukker op, for at høre, hvor de bliver af,” forklarer han.

”Det er vi flere der gør. Youssef har et par unge, som er ret knyttet til ham. De skriver til ham, ligesom han skriver til dem og hører, hvor de bliver af. Oftest får jeg beskeder tilbage, hvor der står de er på ”ferie” i gåseøjne. Men et eller andet sted blander jeg mig ikke. De skal bare vide, at de altid har et sted at komme her. Min dør er altid åben, hvis de nogensinde vil stoppe med alt det der.”

Han peger bag sig ind mod sit hold, der er ved at træne slag med hænder og albue.

”Der er i hvert fald en håndfuld af dem, som har hørt under nogle af de sociale projekter, vi har kørt tidligere. Det viser jo, at det lykkedes. Men jeg skal være ærlig og sige, at jeg ikke ved, hvornår et socialt projekt lykkes, eller hvornår de bare bliver ældre.”

Verdensmester på deltid

”KNEE!” råber Youssef Assouik, og et knæspark rammer de puder, han holder med hele underarmen, river rødderne under hans fødder op og kaster ham et par centimeter tilbage, inden han solidt planter dem i det blå liggeunderlag igen.

”ELBOW!” råber han, og en albue brager mod ham som et kanonslag.

”UP!” og skinnebenssparkene regner igen ned over ham.

De bytter position, og hans modstander sparker ud efter Youssef Assouik, hvis øjne pludselig er uigenkendelige fra et rovdyrs. Han griber sin modstanders ben i luften med højre arm, slår ham i hovedet med venstre, drejer om på foden og sparker ham i siden.

Som 16-årig havde Youssef Assouik trænet i en anden klub, Copenhagen Muay Thai, i et års tid. Men efter et tilfældigt møde under EM besluttede han sig for at skifte klub.

”Jeg rejste alene til EM som 16-årig, fordi jeg bare skulle med. Jeg bestilte også min egen billet. Jeg ville bare kæmpe. Her mødte jeg så Abdul, og endte med at skifte til SIAM,” fortæller han.

Youssef Assouik er kun verdensmester på deltid. Selvom træningen fylder enormt meget i hans liv, og han træner seks ud af syv dage om ugen, er det hans kone og etårige søn, samt hans uddannelse og arbejde, der er det primære.

”Jeg har tænkt meget over, hvad jeg gerne ville arbejde med. Jeg overvejede politiet på et tidspunkt, men det endte med, at jeg valgte socialrådgiver. Jeg vil gerne hjælpe andre forebyggende,” fortæller han.

”Før de kommer i problemer.”

Med træningen afsluttet er han skiftet til normalt tøj. På brystet af hans jakke er et lille rundt logo, hvor der står Idrætsprojektet.

”Jeg arbejder en del i Idrætsprojektet, hvis du kender det,” fortæller han.

”Det er sådan et sted under Københavns Kommunes socialforvaltning, hvor vi samarbejder med rigtig mange børn og unge, som vi tilbyder nogle forskellige pakker. Formålet er egentlig at bygge broer til foreningslivet, fritidslivet, skole og uddannelse og beskæftigelse generelt. Der er jeg ansat, og jeg er mega glad for det,” forklarer den nu rolige thaibokser, der på trods af at have trænet to gange på én dag ikke virker udmattet.

”Jeg har fire unge, jeg er mentor for. De er alle sammen fra Københavnsområdet. De skal lære lidt forskellige ting. Nogle af dem skal tilbage i skole, mens andre bare skal lære at opføre sig ordentligt. Jeg har for eksempel én nu, der er helt vild med thaiboksning, så jeg giver ham nogle private timer. Mit håb er, at han vil sige ja til at komme med ned i SIAM. Det er igen det der med at bygge bro til foreningslivet.”

SIAM har af flere omgange lagt rammer til unge fra Idrætsprojektet. Men udover Youssef Assouik må mentorerne fra projektet ikke deltage i træningen sammen med deres unge, så ingen føler sig underlige og udenfor. Hensigten er at stille dem på lige fod med de andre på holdene. 

”Jeg er blevet et kæmpe forbillede for ham, og nu er han blevet helt vildt interesseret i thaiboksning. Det er virkelig stort. En anden af dem har jeg lige fået tilbage til skole. Han havde droppet det og var begyndt at arbejde fuldtid,” fortæller Youssef Assouik.

Opskriften på en verdensmester er ikke kun træning. Det er vigtigt, at man tror på sig selv og giver alt, hvad man kan, fortæller Youssef Assouik.

”Jeg er typen, der træner rigtig meget. Og jeg er meget forberedt. Forberedt på det værste. Man skal have den der evne til bare at knokle og tro på sig selv. Men jeg tænker egentlig kun på thaiboksning når jeg er til træning, eller når jeg har en uges tid til kamp. Når jeg er i skole eller på arbejde, tænker jeg slet ikke på det, men de unge bliver ved med at spørge ind til det. De griner lidt. ’Hvad laver du her når du er verdensmester?! Hvis jeg var dig, ville jeg ikke være her!’ Men jeg svarer bare igen, hvorfor ikke? Jeg elsker at være her,” forklarer han.

”Jeg har selv været i deres situation. Og jeg vil ikke glemme, hvor jeg kommer fra.”

Kampsport avler ikke kampe

Små skyer af talkumpulver flyver ud i et klap med hænderne. Det bumler og brager i stuen hos SIAM. Hundredvis af kilo på vægtstænger bliver løftet over hovedet og kastet ned på gulvet.

Abdul Albarazi skuer ud i lokalet, inden han lukker døren til sit lille mødehjørne og sætter sig ned. Tropeklimaet fra resten af bygningen slipper ikke gennem døren til det lille lokale, hvor temperaturen er mere jævnfør vinterkulden.

Kombinationen af kampsport og socialt udsatte unge vil for nogle lyde som en opskrift på problemer, men hverken træner eller verdensmester kan se grund til at frygte noget.

”Jeg tror ikke, at jeg kan træne nogen til at blive bedre til at slås på gaden. Punktum,” siger Abdul Albarazi.

”Folk der slås i dag, de stikker hinanden ned, slår hinanden bagfra, slår når man ikke venter det, og der er to-tre stykker mod én. Det er mikroskopisk så lidt kampsport betyder. Det kan godt være, de er i god form og slår og sparker hårdere, men det er slet ikke det, der spiller ind i en gadeslåskamp. Dem, der siger det, har jo ikke set en slåskamp.”

Det kan Youssef Assouik nikke anerkendende til, selvom han muligvis er en boksemaskine.

”Jeg kunne aldrig nogensinde bruge det på gaden. Aldrig nogensinde,” forklarer han.

”Hvis der er nogen, der har et problem, så prøver jeg at få det ned. Jeg siger, at jeg ikke er ude på noget. Men der var engang, hvor nogen kastede alkohol i øjnene på mig. Så holdte jeg ham bare, indtil politiet kom. Men ellers har jeg aldrig nogensinde slået nogen. Kun i ringen. Men sidste år var der sådan en plakat af mig på facebook, hvor nogen havde kommenteret ’kan du huske ham i midten? Det var ham vi var oppe og slås med i byen!’ men ét, jeg tager ikke i byen, og to, sidst jeg var oppe og slås, var jeg i folkeskolen. Det ignorerede jeg bare.”

”Thaiboksningen har gjort mig meget stille og rolig som type, og også meget ydmyg. Hvis jeg møder en ny kollega og de spørger, hvad jeg laver til hverdag, så siger jeg bare, at jeg træner thaiboksning. Men så kan de unge godt finde på at drille og sige ’hallo, fortæl nu hvem du er!’" siger Youssef Assouik med et glimt i øjet.

"Men jeg kan ikke selv så godt lide at råbe højt. Jeg siger det kun, hvis folk spørger.”