Jeg voksede op på Midtfyn, i hvad man bedst kan beskrive som den arbejdende middelklasse. Begge mine forældre havde job i supermarkeder, og i det miljø, jeg voksede op i, var der ikke de store traditioner for at læse litteratur.
Der var nok også en usagt enighed om, at man skulle få noget fra hånden og ikke hengive sig for meget til sit indre liv og sin fantasi. Det var intuitivt svært for mig at efterleve, fordi jeg havde, og stadig har, en tendens til at forsvinde ind i mig selv.
Jeg begyndte først rigtigt at læse, da jeg blev omkring 15-16 år. Indtil da havde jeg mest læst Anders And-blade eller Illustreret Videnskab, som mine forældre har abonneret på siden 1984, hvor det udkom første gang.
Jeg kunne godt lide de helt gamle blade. Jeg elskede at læse om, hvordan man i 80’erne forestillede sig, at samfundet, som jeg selv befandt mig i, så ud. Især fordi scenarierne lå så langt fra, hvad min verden var blevet til.
Men midt i teenageårene begyndte jeg at få øjnene op for digte og digtsamlinger – og jeg begyndte også at skrive selv. Særligt Peter Laugesens ’Pjaltetider’ fra 1997 efterlod et stort indtryk hos mig.
Der er en fantastisk sætning i et af hans digte, som jeg tydeligt husker og stadig tænker tilbage på: ’Jeg fatter endnu ikke / hvorfor poesien skal være så særlig, når den er alt.’
Det er så smukt, og dengang ramte det noget dybt i mig. Det var en følelse af at være alene med min spirende kærlighed til litteraturen.
Det var nok også en besynderlig og lidt eksotisk hobby at have dengang i Ringes middelklasse, men for mig var det, som om man i poesien kunne begribe noget, som jeg hidtil kun havde haft en vag fornemmelse af fandtes.
Daniel Dalgaard
(f. 1987) Opvokset i Ringe på Fyn. Uddannet fra Forfatterskolen i 2011 og har en bachelor i litteraturhistorie og dansk fra Aarhus Universitet. Debuterede i 2013 med digtsamlingen ’Vi er ikke konger,’ mens han romandebuterede i 2021 med den anmelderroste roman ’Sfinx’.
Aktuel med sin nye roman ’Vulkanø,’ som udkommer 17. januar. Danner par med forfatteren Stine Pilgaard, som han har to børn med. Bor i Husum.
Mine egne digte holdt jeg hemmelige, fordi jeg grundlæggende fandt det pinligt at udtrykke mine følelser. I starten delte jeg dem anonymt på onlinefora som Digte.dk og Tryllepennen.dk.
Andre gange væbnede jeg mig med en pose tegnestifter og sneg mig ud om natten, mens mine forældre sov, og hang de anonyme digte op rundt på byens opslagstavler. Der var en sjov diskrepans mellem, at det skulle være hemmeligt og offentligt på samme tid.
Da jeg blev lidt ældre, fik jeg et job som ekspedient i den lokale Bog & Idé. Fra tid til anden var der et stort bogudsalg i forretningen, og et år faldt jeg over ’Elementarpartikler’ af Michel Houellebecq.
Dengang havde jeg aldrig hørt om ham, og jeg købte bogen, fordi den kostede 30 kroner. Jeg blev ret overvældet af bogen og af Houellebecq som forfatter. Jeg var virkelig betaget af hans direkte måde at beskrive samfundet på. På daværende tidspunkt havde jeg ikke set andre gøre det på samme facon.
Hans romaner er ikke ret interesseret i karakterernes psykologi. Det handler mere om den samfundssammenhæng, som de er skrevet ind i, og hvad det gør ved dem. Siden har jeg læst alle Houellebecqs bøger, og jeg må konstatere, at de bedste er de fem første.
Jeg har læst sjove bøger før, men ingen har ramt mig på samme måde som ’A Supposedly Fun Thing I'll Never Do Again’ af David Foster Wallace. Her beskriver han et ugelangt caribisk krydstogt, som han begav sig ud på.
Det var første gang nogensinde, jeg læste en forfatter, som virkelig lykkedes med at være sjov. Altså sjov på den måde, hvor jeg sad og grinede højt, mens jeg læste. Min latter kom sig af en forståelse for de mere og mindre bizarre situationer, som Foster Wallace mestrede at skrive ud og formulere.
Han beskriver det groteske, der forklæder sig som det normale, hvilket også er blevet et stort tema i mit eget forfatterskab.
For nylig læste jeg ’Kronos’ drømme’ af Martin Larsen, som udkom i maj 2023, et halvt år efter han gik bort. Bogen foregår i et globalt westernunivers og eksploderer i små novelleagtige fortællinger og genfortællinger af historier, som nogle har hørt nogle andre fortælle.
Martin Larsen arbejdede på manuskriptet helt frem til sin død, og ved sit sidste møde med sin redaktør sagde han, at bogen var 96 procent færdig. Martin Larsen er en evig inspiration, selvom vores fremgangsmåder er forskellige.
Han er mere konceptuel i sin stil end mig, men jeg synes, at han med ’Kronos' drømme’ inspirerer mig i form af sin perspektivet i forhold til det geografiske og det tidslige. Det er en ekstremt tænkende roman. Noget, jeg ikke synes, der er ret meget af på dansk.
