Tv-serier

Tv-serier

Disse serier bliver først forløst i deres anden sæson

En series stemning skal altid lige sætte sig.

Husker du Don Draper? Ja, selvfølgelig gør du det, men det er den tvivlende og dog alligevel selvsikre reklamemand, der krakelerer i en ny amerikansk 1960’er-æra, du husker. Ikke ham fra første sæson, der var så overlegen, at man blev blæst bagover.

På mange måder er Draper selve billedet på, hvad alle gode serier også er skabt af: De skal nemlig lige i gang, førend den store fortælling kan begynde. Vi skal således et pænt stykke ind i første sæson af ’Mad Men’, før vi opdager, at Draper oprindeligt ikke er den, han siger, han er.

I stedet har han ombyttet sin identitet i Koreakrigens skyttegrave og siden levet sit eget dobbeltliv som krigsveteran og ekstremt succesfuld reklamemand. Don Draper stiller det spørgsmål, som de allerbedste tv-serier til alle tider har gjort: Hvem er jeg?

Allerbedst symboliseret, da en journalist i første afsnit af sæson fire spørger ham ”Hvem er Don Draper?”, og vores verdensmand har svært ved at finde ordene. Men da journalisten så bliver konkret, kan Don igen fortælle sin egen selvopfundne historie om, hvem han er:

’Mad Men’ afsøger på denne måde en tidsånds identitet – enhver er sin egen lykkes smed, og man opnår kun succes ved at lægge fortiden bag sig – igennem først sin hovedperson og siden hen igennem mange af seriens roller. I første sæson er de karikaturer af en tid, men som sæsonerne skrider frem, er de deres tid.

Sådan er det også med det snigende computerhit ’Halt and Catch Fire’. Her er første sæson lige så klinisk eksekveret som begyndelsen af 1980’erne, hvor yuppietiden bankede på, var det. Vi følger en lille virksomheds forsøg på at skabe en computer, og de nyansatte kræfter bag projektet kæmper med både hinanden og sig selv. Og selvfølgelig eksploderer det hele, men hvad sagde første sæson egentlig?

Tja, den var vel mest af alt en bro til, at de fire hovedpersoner skulle få fodfæste i en ny teknologisk verden, som de så forsøger at navigere sig selv og hinanden rundt i gennem anden og tredje sæson.

Se bare her, hvordan alle arbejder for sig selv i første sæson:

Og nyd så modsætningen i det sammenhold, der præsenteres i anden sæsons trailer, hvor der virkelig er gået start-up i den:

Pludselig er der noget på spil for persongalleriet. Nogle trækker stikket fra teknologien, mens andre galopperer derudaf, og ’Halt and Catch Fire’s mesterstykke ligger i at skabe komplekse kvinder og følsomme mænd, der prøver at leve op til et (forældet) mandeideal, mens kvinderne starter én af verdens første online-gaming-virksomheder. Hvor første sæson viser tiden, sætter de næste standarden for en ny tid.

Og det er netop det, der er helt unikke ved tv-serier, når de lykkes: De tør tage sig tid. Det er derfor heller ikke forkert at sammenligne dem med store romaner. For lige præcis fortællingen er helt afgørende, men det kræver at miljøet er tegnet troværdigt op først.

Man kan sagtens gemme noget til tredje eller fjerde sæson, hvis man bare har rammerne i orden. Derfor bliver første sæson af mange gode serier da også nærmere en måde at sætte en tone på, og det er de senere års succeser og flops perfekte eksempler på.

Lad os her blot tage udgangspunkt i ’Fargo’ og ’True Detective’. ’Fargo’ var baseret på Coen-brødrenes mesterlige film fra 1996, og første sæson var ret naturtro over for is, sne og politibetjente. Tonen var underligt dyster på en ofte morsom måde, men ikke desto mindre var tonen umiskendelig.

Sådan er det også med anden sæson – selvom den er noget helt andet. Kun et lille familielink binder sæsonerne sammen, men nutiden er skiftet ud med slutningen af 1970’ernes mere cowboyinspirerede landskaber samt en langt mere kompleks historie.

Det kan kun lade sig gøre, fordi tonen er den samme. Det dystre lurer konstant nedenunder det på-grænsen-til-morsomme, og anden sæson af ’Fargo’ er intet mindre end et rendyrket mesterværk.


Helt omvendt forholder det sig med ’True Detective’. Her er første sæson original som bare fanden!


Helt omvendt forholder det sig med ’True Detective’. Her er første sæson original som bare fanden!

Replikkerne spidder med Nietzsche-overtoner, og fortællingen er så præcis, overraskende og ubehagelig indesluttet, at man gnider sig i øjnene flere gange. ’True Detective’ er muligvis den bedste første-sæson, der nogensinde er skabt, og man sad tilbage efter endt kigning og tænkte:

”Kan der virkelig være mere af samme streaming-skuffe?”

Nej, det kunne der ikke. For hvor store serier får sat en grundtone, som så kan udvikles med mere og mere komplekse roller igennem sæsonerne, så gjorde ’True Detective’ det modsatte. Den glemte, at holde tonearten og skiftede i stedet for spor, billeder og lyssætning. Væk er Louisianas sumpområder og den skarpe dialog fra første sæson.

Ind kommer Los Angeles’ glitrende billeder og et konstant kæmpende persongalleri, der bliver revet rundt i byens store vejnet uden muligheder i livets afkørsler. ’True Detective’ glemte sin lyd og sin fornemmelse i anden sæson, og dermed kunne streaming-folket ikke falde tilbage på noget kendt.

Så kan man selvfølgelig indvende, at andre serier – ligesom ’True Detective’ – har prøvet med noget nyt og med andre vinkler i senere sæsoner, og så kan man jo bare lide det eller lade være. Men igen handler det om den måde, man udfører en idé på. For anden-sæsoner bliver kun gode, hvis man tager folk med på turen.

Det er ’The Wire’ et godt eksempel på. Her skifter vi fra sæson til sæson rundt med et usikkert kamera i Baltimores forskellige kerneinstitutioner – den illegale narkohandel, havneområdet, bystyrets bureaukrati, skolesystemet og de trykte nyhedsmedier – og det er ubegribeligt smukt forløst, selvom historien har det med at starte på ny igen og igen. Men sådan føles ’The Wire’ ikke, fordi serien allerede i første sæson får skabt en fornemmelse af trivialitet og spænding i et unikt miks, og derfor æder man den råt igennem samtlige sæsoner, hvor perspektiverne stille og roligt står mere tydeligt frem.


En tilbagevendende diskussion blandt serie-aficionados er, om ’The Wire’ eller ’The Sopranos’ er den bedste tv-serie nogensinde. Det, man i hvert fald med sikkerhed kan sige, er, at man bare skal se trailerne til henholdsvis første og anden sæson af gangster-serien ’The Soparanos’ for at opleve, hvordan serien har ”sat sig”, og hvordan man pludselig er parat til at tage den ind på en helt anden måde.

Og her er traileren til sæson 2.

Begge trailere er klippet i et hektisk tempo, men forskellen er, at anden sæsons trailer aldrig bliver diffus. Hvor etteren reelt set ikke præsenterer noget, så serverer toeren et formfuldendt billede af det drama med velkendte figurer, vi skal igennem, og samtidig er fokus på Tony Sopranos familie. Rollerne står pludselig langt mere skarpt i anden sæson, og man fornemmer tydeligt, at sprækkerne indfinder sig i magtimperiet.

’The Sopranos’ tone er mesterlig, men ligesom ’Mad Men’, ’Halt and Catch Fire’, ’Fargo’ og ’The Wire’ sparker den for alvor først igennem fra anden sæson og frem. Sådan er det bare med rigtig gode serier.

LÆS OGSÅ: Her er alle film og serier, der kommer på Netlix i februar

LÆS OGSÅ: David Simon: "Hvis historierne var vildere og eksplosionerne større, ville der sikkert være flere der så dem. Men det interesserer mig ikke"

LÆS OGSÅ: 12 fremragende serier der fik alt for få sæsoner

Se, hvad vi ellers skriver om: Streaming, Netflix, HBO og Serier