I

Jeg lægger vægt på at være velklædt, godt klædt. Til hverdag i Europa er det: mørkeblå jeans, skjorte og jakke. Enten cashmere-jakke, læderjakke eller uldjakke. Det meste fra samme par designere.
Den mere afslappede version er T-shirt med cashmere-sweater over. Ikke længere de rundhalsede, kabelstrikkede cashmere, min søn siger, de er for onkel-agtige, nu er det tynde, glatstrikkede V-hals eller rund-hals-cashmere, ofte med læderjakke over.

II

Ved koncerterne med Vi Sidder Bare Her optræder jeg i mørkeblå jeans, hvid skjorte og enten en tynd s/h silkejakke eller en mørkeblå silkejakke med smoking revers. Begge jakker kan bruges med T-shirt under.

Til foredrag optræder jeg ofte i habit. Uden slips.

Altid med markante sokker og sko. Fx bronze-farvede lædersko, eller røde sko.

Jeg tænker aldrig på maskulinitet, når jeg klæder mig på. Men bare på, om jeg ser OK ud. Jeg ser mig i spejlet og godkender det, jeg ser. Jeg har det godt, når jeg er klar.

III

I Haiti, et tropisk land, hvor jeg bor, er jeg meget let klædt, om dagen lange hørshorts og løs T-shirt, loafers uden sokker. Om aftenen hør, bukser med lange ben og skjorter med lange ærmer.
Somme tider, på kølige aftener, en cashmere over skulderen.

IV

Min overtøjskollektion består af en mørkeblå overgangsfrakke, som tidligere var en klassisk cotton coat. Og en uldfrakke med aftageligt dun-for. Frakken før denne var en sort cashmere-diplomatfrakke, som jeg var glad for, selvom den var tung. Altid et tørklæde til overtøj, om sommeren hør eller bomuld, om vinteren cashmere. Jeg kan lide farver og mønstre på mine tørklæder.

V

Til tennistræning har jeg blå, brune eller hvide shorts, rød, hvid eller gul T-shirt.

Hvide sokker, lange eller korte, og hvide eller neongule sko. Jeg er trofast over for Nike.

VI

Jeg har gennem mit liv været trofast over for de forhandlere og tøjmærker, som jeg fra starten kunne lide. Man tager penge frem og køber tøj. Allerede i 60’erne og 70’erne var jeg kræsen. Jeg husker en flaskegrøn fløjlsjakke med militært snit og Mao-krave. Købt hos Sten på Strøget. Jeg husker fra samme sted Cerruti-habitter og jakker, som blev mit foretrukne mærke i den periode.
Jeg husker også svagt en Versace-smokingjakke. Sort silke med mønstre. Men den var for vild, jeg brugte den kun en enkelt gang. Senere blev jeg kunde hos konservative Brdr. Andersen, ligeledes på Strøget. Og lærte at værdsætte godt håndværk.

VII

Mange år senere købte jeg det meste af min garderobe i USA og i Frankrig.

Det gør jeg stadig. I New York er det altid sjovt at købe tøj. I mange år kom jeg hos Rogan oppe ad trappen på hjørnet i Bowery Street, fordi jeg enormt godt kunne lide hans minimalistiske stil i T-shirts og jeans. Og lagde mærke til stofkvalitet i enkle ting. Skjorter køber jeg naturligvis hos Steven Alan i Franklin Street. 'King of Casual'.

VIII

Og så begyndte min lange, trofaste periode med Giorgio Armani i Paris, først på den fornemme adresse Place Vendôme, så i den eksklusive Avenue Montaigne.

Der, hos den rigtige Giorgio Armani, få skridt fra Champs Elysées, kommer jeg cirka to gange hvert år og køber skjorter, jeans, somme tider en jakke. Jeg elsker Armanis tøj. Det giver mig en følelse af velvære og afslappet luksus.

Jeg nyder at komme indenfor i butikken og blive godt modtaget. Uden at være udsat for pres og banal snak. Roligt at tage stilling til nye muligheder. Føre gode samtaler med intelligente ekspedienter om film og andre relaterede emner.

Plus selvfølgelig diskret opdatering om Hr. Armani selv.

IX

Jeg kan godt lide den smidige og unervøse gennemførelse af et køb. Kortet afleveret i skranken. De store, knitrende poser med indkøb i silkepapir, som jeg nu bærer ud i virkeligheden.

X

Der en del snobberi i det, det vedgår jeg gerne. Men jeg tænker altid, at Armani jo har gjort arbejdet med at vælge de bedste stoffer. Og han laver aldrig fejl med stil og skrædderi.

Først og fremmest er det glæden ved at gå ind, kigge på tingene, vælge og gøre en handling færdig.

XI

Mit forhold til mode er en livslang forelskelse.