”TÆNK NYT” stod der med noget sej, urban skrift på et stort banner i det lokale, hvor Radikale Venstre i går aftes fejrede, at valget endelig var forbi. Det råd havde vælgerne taget til sig, i al fald dem, der ved seneste valg stemte på Radikale Venstre, halvdelen af dem var havnet i favnen på nye partier og nok allerflest af dem hos Lars Løkke Rasmussens dyblilla moderater.

Måske var det derfor, de fleste radikale i det bagende festlokale på Christiansborgs anden sal forsøgte at ignorere, at der var en exitpoll lige på trapperne. Stemningen var falsk god, stive smil over hele linjen, undtagen når synet af et tv-kamera fik partistøtterne til at bryde ud i et halvt begejstret, halvt desperat primalskrig.

Først klokken 30 sekunder i otte overgav de sig til fjernsynet på væggen med DR’s valgdækning, hvor de kunne konstatere, at kun 4,5 procent af vælgerne så ud til at sætte deres kryds ved det gamle parti – knap halvt så mange som ved valget i 2019. Valgresultatet endte på pinlige 3,8 procent.

’Det’ okay!’ råbte en radikal opmuntrende. ’Wooo’ lød det fraværende fra nogle unge kvinder i smart tøj ved et bord foran fjernsynet.

Men da udsigten til en halvering først havde bundfældet sig, var øjenbrynene faldet lidt længere ned i hovedet, særligt på dem i lokalet, der var opstillet og havde drømt om en plads i Folketinget. Nu så de magentafarvede balloner i loftet latterlige ud, og ingen ved deres fulde fem havde lyst til at stå og snaske på de ostepops, der som til en børnefødselsdag var blevet stillet på borde rundt omkring i lokalet.

De radikale krammede, trøstede og ventede på den fraværende elefant i rummet, Sofie Carsten Nielsen.

ANDERLEDES MUNTER var stemningen hos en anden af valgets store tabere, Dansk Folkeparti. ”Vi ved godt, det er noget lort”-stemningen var næsten 90’er-ironisk. Nu kunne man lige så godt have en fest, og selv den omvandrende irettesættelse Pia Kjærsgaard lød næsten oprigtig, da hun sagde ”jeg er overhovedet ikke sur” til spørgsmålet om, hvorvidt hun var vred på de mange afhoppere, der i aftenens anledning festede i naborummet hos Danmarksdemokraterne.

Symbolikken i relationen mellem de gamle og de nye nationalkonservative var ellers tyk som tarteletsovs allerede fra valgaftenens begyndelse. En sadistisk valgaftensarrangør havde placeret de to partiers valgfester klos op ad hinanden: Dansk Folkeparti som vanligt i det mondæne Snapsting, Danmarksdemokraterne i det tilstødende, mere beskedne lokale.

Valgaftenen var kun lige begyndt, da Christiansborgs frakkeklædte vagter – en anelse dramatisk – så sig nødsaget til at sætte en rød afspærring op, der adskilte de to festlokaler. Lokalefordelingen hujede ikke Danmarksdemokraterne, der også så sig selv i Snapstinget, for ”det er jo hos os, festen kommer til at være,” som en partiansat fortalte mig.

Men hvis der er én ting, man efter fem onde år er træt af i Dansk Folkeparti, er det konflikt. Da jeg sladrede til DF’erne om rivalernes utilfredshed med situationen, reagerede et ældre partimedlem overbærende ved straks at rode sin lædervest igennem for at finde et Dansk Folkeparti-bolsje, jeg som mægler kunne overlevere til de gnavne danmarksdemokrater.

Alle ved, at det nogle gange er de mest undseelige fester, der er de sjoveste, og sådan var det også i går på Christiansborgs stueetage. Dansk Folkeparti serverede tapas og kanapéer i små bæredygtige bambusbakker (”Morten har også sat sit aftryk på maden, men det kan også blive lidt tungt med valgflæsk,” sagde én), Danmarksdemokaterne serverede en menu med 50 nuancer af brun. Hos Dansk Folkeparti kom øllene i glas, hos Danmarksdemokraterne i plastikkrus. Dansk Folkeparti havde en live-pianist siddende i hjørnet, Danmarksdemokraterne hørte ’Re-Sepp-Ten’. 

Måske var det de afslappede omgivelser, der senere skulle få en gammel kending til at slå et smut forbi?

I DE HØJERE LUFTLAG, hvor Radikale Venstre holdt valgfest, eller i hvert fald valgarrangement, var der øjensynligt blevet koordineret kommunikationsstrategi. ”Det var meget, som vi havde forventet” og ”nej, vi skal ikke skifte formand” lød det igen og igen, selv uden for citat.

Robotsmilene sagde ét, de døde øjne noget andet, og insisterede man, ville enkelte da gerne indrømme, at et nyt lederskab også kunne have perspektiver. Her onsdag formiddag er det endnu uklart, om nuværende formand Sofie Carsten Nielsen beholder sit sæde i Folketinget.

Da partiformanden endelig stødte til sine partifæller klokken lidt i 10, var dolkene for en stund gemt langt væk. ”Sofie! Sofie! Sofie!” råbte de, som om det var en trylleremse, der kunne få det dårlige valgresultat til at gå væk.

Carsten Nielsen sled sig op på det lille podie og talte med den selvsikkerhed, der har syntes at mangle hele valgkampen. ”Det er i modgang, at jeres støtte tæller allermest,” fortalte hun de fremmødte, flere havde våde øjne, andre råbte ”jaer” efter de centrale pointer, som kun ungdomspolitikere kan gøre det. Martin Lidegaard, der er bedste bud på en eventuelt ny formand, smilegræd som en gestus i retning af partiets fællesskabsånd. Måske tænkte han også på noget andet?

Sofie Carsten Nielsen gjorde intet for at puste til rygterne om et formandsskifte. ”Vi vil ikke bruge tid på mandagstrænere,” sagde hun.

”Det skal handle om, at vi står her endnu. At jeg står her endnu.” De radikale jublede religiøst.

Hvis ambitionerne er tilstrækkeligt små, kan alt sminkes til at ligne en sejr.

HOS DANSK FOLKEPARTI var man fast besluttet på at være glad, så længe man kom over spærregrænsen.

”I går 11 mandater tilbage”, sagde jeg, ”det er jo et katastrofevalg.”

”Vi havde jo allerede mistet 10 af dem til andre partier,” svarede de, som om det var noget godt. Der blev smisket om kap med nabofesten.

Smilene fik alligevel en krusning af noget bittert, da det samlede, hyæneagtige pressekorps stormede ud af rummet for at samle sig om Kristian Thulesen Dahl, der uanmeldt var troppet op foran festlokalet.

Den nuværende havnedirektør var ikke kommet for at besøge det parti, han var medlem af i 27 år. Med kølig ligegyldighed maste han sig ind i Danmarksdemokraternes proppede lokale for at hilse på sin gamle veninde Inger Støjberg, der bare ikke rigtig var dukket op endnu. Det var vel ikke blot en ondsindet gimmick?

Hvad handlede det lige om, spurgte jeg senere det nyvalgte folketingsmedlem for Dansk Folkeparti Peter Kofod.

”Jeg har ingen kommentarer til, hvad direktøren for Port of Aalborg går og laver.”

Direktøren for Port of Aalborg er medstifter og eksformand for dit parti, kunne man tænke. Peter Kofod er selv gået under kælenavnet ’Mini-Tulle’.

”Men jeg har ingen kommentarer til, hvad direktøren for Port of Aalborg går og laver,” gentog han. ”Jeg håber, han får et langt og lykkeligt liv,” og så listede han elegant over i en anden samtale.

Nu var bambusbakkerne blevet fyldt med tern af smør forklædt som brownie, og en mand gik på scenen og sagde: ”Rejs jer op og fyld lidt, om lidt kommer Morten, og han skal fandeme have en varm velkomst.”

”MORTEN! MORTEN! MORTEN!” Jo længere DF’erne råbte, jo mere lød det som en satanisk messe. I Dansk Folkeparti elsker de formanden, det har de (næsten) altid gjort, og Messerschmidt er ingen undtagelse, selvom han, mente nogen, måtte bære en del af en skylden for den eksotiske menu.

Messerschmidt talte om alle dem, der har ønsket at se ryggen af Dansk Folkeparti, om alle journalisterne, der kun har villet tale om spærregrænse og ikke politik. ”Sammen er vi stærke,” råbte én i publikum pludselig på et ganske besynderligt tidspunkt som en verbal selvmordsbombe, men Messerschmidt ignorerede udfaldet og tryllebandt sit publikum uden slinger i valsen.

Peter Kofod klappede så højt, som hvis man havde svømmefødder på hænderne.

Ja, de elsker deres formand, og uanset hvor mange DF’ere, man talte med, ville ingen af dem af egen fri vilje nævne, at der senere i denne måned venter endnu en prøvelse fra den onde omverden. Allerede den 16. november kan Morten Messerschmidt se frem til endnu en tur i byretten for retssagen om dokumentfalsk og svig med EU-midler. Hvad hvis han igen bliver dømt til betinget fængsel i seks måneder?

”Det tror jeg virkelig ikke, han gør. Dommeren i den første retssag var jo inhabil.” Et belejligt figenblad i et parti, hvor ”eliten kan ikke lide os” er en integreret del af selvforståelsen. Man måtte lægge ekstra tryk på ’hvis’, når man forsøgte at klemme en analyse ud af DF’erne. Som om en ny dom er et totalt urealistisk scenarie.

De fleste tilegner en dom tæt på ingen betydning. Skulle Messerschmidt tvinges på grund af omverdenens ubarmhjertighed, forstås, til at gå af som formand, ligner Peter Kofod bedste bud på en formand. Men hvorfor skulle han det? I rummet ved siden af kunne man høre konfettikanonerne gå af, da Inger Støjberg ankom til Danmarksdemokraternes valgfest i samme kjole, som da hun i december blev smidt ud af Folketinget.

TRE UNGE MÆND kastede sig med barnlige grin ned over en bunke blå og magenta balloner i det radikale festlokale, så de punkterede. Det var kun midnat, men det radikale festlokale blev nu militant afryddet, så festen kunne rykke videre fra Christiansborg til et sted i Sydhavnen. De fleste lignede nogen, der pønsede på at dreje af i novembermørket og krybe hjem under dynen.

På en valgaften, hvor der var flere tabere end vindere, viste nederlaget sine mange ansigter. Sofie Carsten Nielsen lignede en betonklods om benet på det radikale projekt, men politikkens paradoksale dynamik vil, at hun nu er den, alle vil tale med. Kan man lokke Sofie Carsten Nielsen over i blå blok, som Pernille Vermund af alle forsøgte under nattens partilederdebat, vender det op og ned på valgresultatet.

Mette Frederiksen må gøre sine hoser grønne over for det parti, hun kun har haft hånlige fnys til overs for gennem valgkampen. Hvad den radikale partiformand mangler i personlig pondus, har hun i rå, politisk magt.

Morten Messerschmidt, derimod, kunne give den hele armen i sin hofrolle som succesrig folkeforfører. Dansk Folkeparti havde hele overkroppen i graven, men Messerschmidt hev hårdt fat i begge ben og reddede sit parti over spærregrænsen. Politisk indflydelse er til gengæld uden for sandsynlighedens rækkevidde, og om kun to uger venter endnu en livstruende operation.

Indtil da er Dansk Folkepartis valgets glade tabere.