Jeppe Krogsgaard Christensen, forfatter og litteraturanmelder på Berlingske:

“C.V. Jørgensen dyrkes som et ikon, og hans anseelse herhjemme minder om den, Bob Dylan nyder internationalt. Men at kalde C.V. Jørgensen for en stor digter, er der ikke dækning for. Jeg har udprintet og nærlæst alle hans tekster for at se, om det holder vand, at så mange kalder ham ‘rockpoet’. I hans tidlige tekster, som næsten er små noveller, forholder han sig karikeret og nedladende til småborgeren. Se bare på ‘I en blågrå kupe’, hvor han unuanceret beskriver en kontormand, Computer Charlie, der lever et trist liv. Det er uvidende og fordomsfuldt. Det samme gælder ‘Costa del Sol’. For mig er det ubegribeligt, at folk synes, den sang er så fantastisk. Lyrisk og kunstnerisk set, er den rædselsfuld. I anden del af karrieren benytter han sig til overflod af bogstavrim og fragmenterede sætninger: “Jeg gik op i en spids/for at se mig lidt omkring”. Det er opfindsomt, det lyder som et reklameslogan, men hans greb er let, og jeg har svært ved at se, at der er en samlende form i det. Hvis man mener, at en god digter er en mester i at økonomisere med sine virkemidler, er C.V. Jørgensen ikke en god digter. Jo, han kan lege med ordene. Men det gør det ikke til poesi.”

Henrik Queitsch, kulturjournalist og radiovært:

“Jeg synes, at Jeppes præmis er forkert. C.V. Jørgensens tekster er ikke beregnet til at blive læst, de er beregnet til at blive hørt. Han er by far den bedste dansksprogede sangskriver. Han er mesteren, han er umulig at komme udenom og han har sat sine klare spor i nye generationer. Hans tekster er skrevet til at fungere sammen med musikken, og C.V. har eksempelvis ikke været højrøvet nok til at udgive sine tekster i bogform, som Bob Dylan og Nick Cave har gjort det. Sange som ‘Florafobi’ og ‘Indian Summer’ indkapsler på smukkeste vis den menneskelige eksistens. Vi er liv og lys, skygger og magi, hinandens alibi. Længere fremme i værket, eksempelvis på ‘Sjælland’, er hans tekster jo renset for alt overflødigt. C.V. Jørgensen har hævet barren for dansk rocklyrik, og jeg synes, at han, når han leger med sproget, giver de faste vendinger en ny betydning, hvilket skaber en overrumplende effekt. De bedste af C.V. Jørgensens sange rammer mig helt derinde, hvor det både gør ondt og gør godt. Hvis jeg på et tidspunkt skulle planlægge min begravelse, ville det give ret god mening, at man spillede ’Indian Summer’. En moderne salme om forgængeligheden og livet. Og salmer er jo også ment til at skulle synges. Modsat digte.”