Shaun of the Dead, 2004
Horrorkomedier er en hård nød at knække. Drukner filmene i slapstick, spoof og platheder ryger gyset ud med badevandet (vi kigger på dig ‘Scary Movie’). Bliver de modsat for uhyggelige, slipper grinene aldrig ud mellem skrigene.
Den britiske instruktør Edgar Wright beviste i 2004, at han kunne gå balancegangen mellem gys og grin til perfektion med ‘Shaun of the Dead’ – en romantisk zombiekomedie, hvis hjerte banker lige så meget for forbilleder som George Romeros ‘Dawn of the Dead’ og den tørre, britiske humor, instruktøren er formet af.
Edgar Wrights visuelle stil fungerer som sjove punchlines i sig selv med hurtige crash zooms og frenetisk klipning, der får en køretur hjem til mor eller en tur på lokummet til at virke som scener fra en actionfilm. Instruktørens leg med genrekonventionerne er dog heldigvis ikke ene om at skabe komiken.
‘Shaun of the Dead’ er først og fremmest morsom i kraft af sine to hovedrolleindehavere, Simon Pegg og Nick Frost. De spiller to slackers, som forskanser sig på den lokale pub Winchester, da de – meget sent – opdager, at London er befolket med levende døde. Deres komiske timing er eminent, og dialogerne mellem de to skuespillere, som er bedste venner i virkeligheden, er garant for latterkramper.
Men venskabet mellem de to dødbidere gemmer ikke kun på en komisk guldgrube. Det gør også, at vi rent faktisk holder af dem og investerer os i deres kamp mod den igangværende zombie-apokalypse. Deres forhold er filmens bankende hjerte og grunden til, at filmen løfter sig fra sløj spoof til sublim komik.
Superbad, 2007
‘Freaks and Geeks’. ‘Anchorman’. ‘The 40-Year-Old Virgin’. ‘Pineapple Express’. ‘Knocked Up’. ‘The Big Sick’. Forfatter, producer og instruktør Judd Apatow er ikke til at komme uden om, når man snakker komedier i det 21. århundrede.
Ved at mixe sjofelhederne fra 1980’ernes sexdrevne teenagekomedier med realistiske, grovkornede dialoger fyldt til randen med bandeord og popkulturelle referencer skabte Judd Apatow blueprintet for den amerikanske komedie i 00’erne. Abort, homoseksualitet, stoffer og sågar livstruende sygdom blev taklet med lige dele platte jokes og følelsesmæssig pondus af Apatows ensemble af speedsnakkende skuespillere som Seth Rogen, Paul Rudd, Will Ferrell og Jonah Hill.
Sidstnævnte er også højdepunktet i den Judd Apatow-producerede sexkomedie ‘Superbad’ om tre kiksede High School-elever, der sætter alt ind på at miste deres mødom, inden skoleklokkerne ringer ud for sidste gang. Sammen med skuespillerne Michael Cera og Christopher Mintz-Plasse sparker Jonah Hill ikke blot nyt liv i de mest fortærskede high school-klicheer. Han losser dem lige i klokkeværket, så der ikke er et øje tørt.
’Superbad’ er fyldt til bristepunktet med bizarre optrin og fantastiske dialoger, men bag smilet gemmer der sig også en alvorlig pointe om at turde være sig selv i stedet for konstant at prøve at være alle mulige andre. Med mindre man selvfølgelig udgiver sig for at være en 21-årig mand ved navn McLovin. Så er det bare med at løbe med løgnen.
O’ Brother Where Art Thou?, 2000
Ingen nulevende instruktører skaber så morsomme forbryderidioter som Coen-brødrene. Tænk bare på Nicolas Cages babykidnapper H.I. McDunnough i ‘Raizing Arizona’, William H. Macys bovlamme bilsælger Jerry Lindegaard i ‘Fargo’ eller fitness-fjolset Chad Feldheimer i ‘Burn After Reading’, udødeliggjort af Brad Pitt.
De forsøger allesammen at lave det perfekte kup, som skal placere dem på den grønne gren. Men med en IQ på under frysepunktet og samme selvindsigt som en tre-årig, er idioterne selvfølgelig alle dømt til at ende bag tremmer.
Netop den manglende selvindsigt er et særligt kendetegn hos en anden af Coen-brødrenes bedste kriminelle idioter – Everett Mcgill fra ‘O Brother Where Art Thou?’, spillet til perfektion af George Clooney. Som en sorthumoristisk udgave af Homers ‘Odysseus’ udspiller handlingen sig under Depressionen i 1930’ernes USA. Og med pomade i håret, et konstant fåret udtryk i sit solbrændte ansigt og en mund, der aldrig står stille, minder Everett Mcgill om en fjern, retarderet slægtning til den græske sagnhelt.
Med på slæb gennem Mississippi har han sine to kompagnoner, Pete og Delmar, der får Kjeld og Benny fra Olsen Banden til at fremstå som forbrydergenier. Med det ensemble er banen kridtet op til en af de sjoveste film, Coen-brødrene nogensinde har lavet. Og med film som ‘The Big Lebowski’ og ‘Raizing Arizona’ på CV’et siger det ikke så lidt.
What We Do in the Shadows, 2014
Hvad får man, hvis man blander ‘The Office’ med ‘An Interview With a Vampire’? Svaret kunne meget vel være Taika Waititis vampyrkomedie ‘What We Do in the Shadows’. I bedste mockumentary-stil følger filmen dagligdagen hos de tre vampyrer, den 8000-årige Petyr, den 379-årige Viago, Vlad på 862 år og den unge rebel Deacon på blot 183 år.
De lever sammen i en villa i newzealandske Wellington, hvor det meste af tiden går med at diskutere om, hvem der skal tage opvasken og støvsuge stuegulvet. Oprydning fylder særlig meget for den pedantiske Viago (spillet af Taika Waititi selv), der har rengøringsvanvid og kæmper med at bevare besindelsen, når bofællen Petyr lader ryghvirvlerne fra sine menneskeofre ligge og flyde rundt omkring.
I en af filmens sjoveste scener plastrer Viago sofaen og gulvet til med aviser, så det ikke sviner, når han sætter tænderne i dagens offer. Desværre rammer han halspulsåren, så blodet sprøjter til alle sider.
‘What We Do in the Shadows’ er rig på sådanne geniale påfund og filmen tapper på forrygende vis alle vampyrklicheerne for hver en humoristisk blodsdråbe. Som i scenen, hvor vampyrerne kæmper for at klæde sig pænt på til fest uden et spejlbillede. Eller øjeblikket, hvor Deacon bliver spurgt om, hvorfor vampyrer egentlig foretrækker at drikke blod fra jomfruer, og svarer: “I dødelige foretrækker vel også en sandwich, som ikke er blevet kneppet først?”
Er du sulten efter mere vampyrhumor, kan tv-serie-udgaven af ‘What We Do in the Shadows’ lige nu streames på HBO Nordic.
Step Brothers, 2008
“Jeg følte mig en smule beskidt efter at have set filmen”, skrev den nu afdøde amerikanske filmkritiker Roger Ebert i en sønderrivende anmeldelse af Adam McKays ‘Step Brothers’. Og Ebert var ikke alene om at føle afsky ved Will Ferrell og John C. Rileys hjemmeboende mænd, der bliver hinandens stedbrødre efter deres respektive mor og far gifter sig med hinanden.
'Step Brothers’ blev sablet ned af kritikerne og indtjente 50 millioner dollars mindre end komikerduoens første kollaboration sammen to år tidligere, ‘Talladega Nights: The Ballad of Ricky Bobby’. I dag er historien en noget anden. Det er ikke et særsyn at se ‘Step Brothers’ rangere side om side med ‘The Big Lebowski’, ‘Life of Brian’ og ‘This is Spinal Tap’ når kritikere opgør lister over verdens sjoveste film. Selv Joaquin Phoenix er fan og ser angiveligt ‘Step Brothers’ “more than any other fucking movie”.
Og det er da også svært at blive træt af at se to af verdens sjoveste mænd opføre sig som snotforkælede 8-årige børn med et ordforråd som en gangster i en Tarantino-film. Adam McKay har afsløret, at han lavede ‘Step Brothers’ som en slags legeplads for Will Ferrell og John C. Riley at boltre sig på. Det mærker man tydeligt i filmen, der føles improviseret og fandenivoldsk i al sin grænseløshed.
Filmen er rig på absurde replikker som “One time I wrestled a giraffe to the ground with my bare hands” og infantile optrin, som John C. Riley, der slår en meget lang prut under en jobsamtale – eller Will Ferrell, der placerer sine testikler på stedbroderens trommesæt efter et ophedet skænderi. Men bag komikken skjuler der sig også en kritik af en amerikansk forbrugskultur, der har infantiliseret voksne mænd i en sådan grad, at de opfører sig som ansvarsløse, narcissistiske ‘mande-børn’. En pointe, der – vil nogen mene – bestemt ikke er blevet mindre relevant med Donald Trump i Det Hvide Hus.
In Bruges, 2008
Forestil dig “Royale with Cheese”-scenen fra ‘Pulp Fiction’ sat i den belgiske by Brügges vinterkolde middelalderomgivelser. Så har du en idé om, hvad Martin McDonaghs ‘In Bruges’ er for en størrelse.
Filmen følger de to irske lejemordere, Ken og Ray, mesteren og hans lærling, der er sendt på tvungen ferie i Brügge af deres psykotiske chef Harry, efter Ray ved et uheld dræbte en kordreng under likvideringen af en katolsk præst. Som hos forbillederne Quentin Tarantino og Coen-brødrene er det primært dialogerne, som driver latteren.
Det mærkes allerede fra filmens start, hvor Ray beskriver sit nye “feriested” således: "Ken, jeg er vokset op i Dublin. Jeg elsker Dublin. Hvis jeg var vokset op på en gård og var retarderet, ville Brügge måske imponere mig, men det er jeg ikke, så det gør den ikke."
Ray spilles af Colin Farrell, som sjældent er set bedre og i hvert fald aldrig har været sjovere. Når han ikke bruger tid på at karatesparke en racistisk dværg i maven eller svine overvægtige turister til, lunter han rundt i røven af sin historie-interesserede makker som en muggen teenager.
Men i modsætning til andre britiske Tarantino-kopier som ‘Lock, Stock and Two Smoking Barrels’ eller ‘Snatch’ fx. er ‘In Bruges’ mere end blot sjove dialogudvekslinger og latterfremkaldende eksplosioner af vold. Komikken krydres med en melankolsk setting og store eksistentielle spørgsmål om skyld, syndsforladelse og selvmord, hvilket giver masser af stof til eftertanke, når først latterbrøllene har lagt sig.
Team America: World Police, 2004
Vi har tidligere hyldet den famøse dukkesexscene i ‘Team America: World Police’ på vores liste over de 6 bedste sexscener nogensinde. Men det bizarre samleje er blot ét blandt utallige højdepunkter i Trey Parker og Matt Stones bidende politiske satire over USA anno 2004. I modsætning til i dag, hvor Donald Trump har travlt med at starte handelskrige og lukke USA om sig selv, fik den vestlige supermagt rollen som hele verdens politibetjent efter 9/11.
Det var USA’s opgave at beskytte resten af kloden mod ondsindede terrorister - også selvom det betød, at Afghanistan og Irak blev invaderet, og FN’s menneskerettigheder blev glemt i fængslet på Guantanamo.
Men ‘Team America: World Police’ gør ikke kun tykt grin med USA’s selvforståelse som hele verdens cowboysherif. Som tilfældet også er det med Trey Parker og Matt Stones animationsserie ‘South Park’, deler filmen syngende lussinger ud til både højre- og venstrefløjen. Værst går det ud over Hollywood-stjerner som Matt Damon, Alec Baldwin og Sean Penn, der fremstilles som små-retarderede og nyttige nikkedukker for terroristerne.
Sean Penn var så utilfreds over sin medvirken i filmen, at han sendte et vredt brev til Parker og Stone, som sluttede: “Fuck jer!”. Og større hæder fås vel næsten ikke.
Borat, 2006
Da den britiske komiker Sasha Baron Cohens gav sin fiktive kazakhstanske tv-reporter Borat Sagdiyev sin egen spillefilm med den mundrette titel: ‘Borat: Cultural Learnings of America for Make Benefit Glorious Nation of Kazakhstan’, skabte han en af nyere tids største komedier.
Filmen indtjente svimlende 261 millioner dollars på verdensplan med et beskedent budget på 18 millioner dollars. Den blev nomineret til en Oscar, hyldet af kritikere og forvandlede Sasha Baron Cohen til global superstjerne. ‘Very Nice!’. I modsætning til klassiske mockumentaries som ‘This is Spinal Tap’ og ‘The Office’, der bruger dokumentarfilmens visuelle og fortællemæssige virkemidler til komisk effekt, tager Borat skridtet videre.
Ud over en håndfuld medvirkende – herunder Pamela Anderson, der som en slags storbarmet McGuffin driver plottet frem som Borats udkårne brud – aner de medvirkende i filmen ikke, at de står over for en fiktiv tv-reporter fra Kazakhstan. De tror med andre ord, at de medvirker i en rigtig tv-dokumentar.
Man kan diskutere, om Sasha Baron Cohen udnytter de mennesker, som optræder i filmen under falske forudsætninger. Men at resultatet er både tåkrummende pinligt og hysterisk morsomt står ikke til diskussion.
Borat-figuren bliver en slags superkappe for Sasha Baron Cohen, der giver komikeren muligheden for at sige de mest forfærdelige racistiske og misogyne ting. Nogle af de medvirkende lægger ansigtet i de rette folder og taler høfligt uden om. Men skræmmende mange taler Borat efter munden. Hvad enten det er en flok fulde drengerøve i en autocamper, der taler nedsættende om kvinder, eller det er vrede, hvide mænd fra Syden, som ønsker alle muslimer ni fod under jorden.
Set med 2019-briller virker ‘Borat’ til tider nærmest profetisk, når den udstiller de utilfredse og forsmåede racister, som hjalp Donald Trump til magten. Og det er ikke svært at gætte, hvad Sasha Baron Cohen mener om den nuværende præsident. I en kort sekvens i filmen sætter Borat sig på hug og skider foran indgangen til Trump Tower i New York.
Anchorman: The Legend of Ron Burgundy (2004)
Alt var dømt til at fejle, da ‘Anchorman: The Legend of Ron Burgundy’ fik premiere for 15 år siden. Komedien om nyhedsoplæseren Ron Burgundy og hans “best fucking news team in the world” var svær at få solgt til filmstudierne. Og da filmen endelig kom ud, blev den mødt med skuldertræk fra både kritikere og biografgængere.
Men som tilfældet også var det med ‘Step Brothers’, voksede ‘Anchorman’ langsomt men sikkert i anseelse. I dag er Ron Burgundy utvivlsomt Will Ferrells mest berømte karakter, og den mandschauvinistiske, fløjte-spillende tumpe med verdens mest veltrimmede overskæg har både udgivet en bog, en opfølger til den første film samt været Anchorman på sin helt egen podcast.
Og der er en grund til, at Ron Burgundy er kult. Han er en evig påmindelse om menneskets dårskab og idioti. På trods af alle sine fejl og mangler kommer han altid ud på den anden side med skindet på næsen. I en verden fyldt med idioter er Ron Burgundy kongen, og det er der mærkeligt nok noget betryggende ved.
Så skid hul i, at plottet i filmen hænger lige så godt sammen som sloganet bag Brian Fantanas (Paul Rudd) forførende Sex Panther-parfume (“They’ve done studies, you know. 60% of the time, it works every time”). Så længe vittighederne bliver affyret i maskingeværtempo, og dialogerne er så vellykkede absurde, at de får Monty Python til at minde om Cirkusrevyen, så glider hele herligheden ned som et godt glas Scotch.
