”Hvad er det for en bil?”, siger Bravo under sin sorte maskering, mens han blankt stirrer ind i nogle lange lygter et par hundrede meter væk.

Lyset bevæger sig mod os og den gamle togvogn på Islands Brygge med stigende hastighed.

”Hvad fanden er det for en bil?!” siger han igen, mens han bøjer ryggen fremad og kniber øjnene sammen.

Der er ingen blå blink på taget af bilen med de lange lygter, men den kører på cykelstien og direkte mod os. De to graffitimalere Van og Bravo har de seneste fire timer cyklet rundt og tømt spraydåser i bybilledet, og de frygter nu, at politiet har fanget dem.

”Vi skal væk herfra. Nu.”

Som et fatamorgana på vejen en varm sommerdag sidder bilen med de lange lygter både fast i horisonten, mens den samtidig bevæger sig hurtigt mod os.

Graffitimalerne pakker deres tasker og skynder sig hen til deres cykler. Bilen nærmer sig.

Men lad os spole tiden tilbage, til hvordan vi endte her.

Et oplyst køkken i et nybyggeri i Københavns ydre Valbykvarter dufter af asiatisk kokkeri. En skål med dybstegte wontons og hjemmerørt chili blandet med Løgismose sursødsovs pryder et massivt spisebord.

Vi er på besøg hos en person, vi fremover vil kalde for Van. Kort forinden fotograf Kasper Hjorth og jeg selv ankommer, tikkede en SMS ind. ”Vil I købe lidt vino med?” skrev Van, og jeg svarede selvfølgelig ja. En flaske frisk og halvsød vin fra Netto på Nørrebro Station blev det til, og den står nu på spisebordet ved siden af Wontons og fire vinglas.

Om kort tid vil en af Vans kumpaner, en person, vi vil kalde Bravo, støde til. Han er forsinket, fordi han allerede har været ude og male én gang denne aften. Ligesom Van er han en fuldvoksen mand med børn og fuldtidsarbejde. Han bor i parcelhus og har lige købt ny bil. Det er meningen, at endnu en person skal træde til, men han er på date.

”Han siger, at han prøver at få daten med ud,” griner Van.

Sammen med en lille håndfuld personer mere udgør de en gruppe, der kalder sig selv for The Birds. I aften har de tænkt sig at cykle rundt i København og male den karakteristiske fugl, der for dem er et symbol på frihed fra at sidde fast i midterrabatten.

Vi cykler med dem ud i natten og ud i Københavns tomme gader.

Først skal vi forbi en 7-11 og købe øl og smøger. To Carlsberg 47 og et par Tuborg Classic. Van fører an forrest på cykel ved siden af Kasper, mens jeg selv cykler med Bravo. Han ser mig an, og spørger, hvad pointen med det her er.

”Hvad er vinklen? For jeg fik det sgu lidt stramt, da jeg hørte, der skulle være interview. Jeg er ikke interesseret i, at det skal handle om, at vi bare er sådan nogen, der smadrer ting. For mig handler det om mere end det.”

Han kigger sig omkring på de få biler og fodgængere, der stadig begår sig i byen i de sene timer, og konkluderer, at det er bedst, at vi fortsætter samtalen et andet sted. Van spørger, om vi skal sætte os på et værtshus, men forslaget bliver skudt ned til fordel for en af deres bekendtes studie i nærheden.

Ud i overhalingsbanen

Artiklens udmøntning bliver diskuteret. Jeg fortæller, at det er min intention at skrive en historie om, hvordan de for uvedkommende, der ingen viden har om deres hobby, er ganske normale mennesker, hvilket er interessant, fordi mange har en formodning om, at graffitimalere er hærværksmænd i teenagealderen.

”Det er en god vinkel. For det er rigtigt. Det er kun fordi, at vi gør det her, at vi fungerer i hverdagen,” fortæller Bravo.

”Birds is for the children. Fuglen skal vise dem vejen. Det er et symbol på frihed. Det er i hvert fald det, den betyder for mig. Så kan den betyde noget andet for de andre. Men det handler om at vise de unge, at man ikke skal have så travlt. Du skal ikke stresse. Fri som fuglen,” siger han og laver en sommerfugl med hænderne.

Inde i studiet bliver en raslende taske kastet på gulvet. Den genkendelige lyd af dåseøl, der klikkes åben én efter én, fylder rummet, mens Van roder med en blå plastikpose, hvori der ligger flere 700 milliliters sølv spraydåser. Han tager dåserne op af den blå pose og ryster to ad gangen, indtil samtlige har været en tur igennem, og dermed er gjort klar til, at vi kan gå. 

Van er iført Nike Monarch sneakers, der også er kendt som en ’dadshoe’, og han skifter da også mellem karaktererne graffitimaler og far, kæreste og kollega. Det lette joggingtøj, han er iklædt, viser tydeligt, at det ikke er hans første rodeo. Det samme gælder bravo, hvis Arc’teryx regnjakke har en hætte, der kan dække for halvdelen af hans ansigt, ligesom han konsekvent holder sin halsedisse helt op til næsen, med undtagelse af, når han fører øl eller smøg til munden.

Bravo peger på en taske i den røde sofa Van sidder i, og Van rykker i den, så den rasler højt. Men under den ligger den knitrende plastikpose med øl i, og det er en af dem, Bravo er ude efter.

Han knapper sin øl op.

”Man er jo bare et menneske, der følger flokken. Alle har en macbook og ser X-Factor og vil gerne på campingferie og all-inclusive til Egypten, så det her er også bare den der ventil. Det er ikke så lang tid siden, at vi har snakket om det, faktisk,” siger han, og tager en tår.

”Ja, vi er jo ved at være derhenne af,” svarer Van.

Bravo griner. ”Det er så sløjt at sidde derhjemme og blive træt en fredag aften klokken kvart over ni,” svarer han. ”Men det kan man godt, hvis man ved, at man kan gå ud og lave det her dagen efter.”

Van nikker. ”Vi har også begge nogle koner, der elsker alt det, der er på Netflix. Jeg tror, at det er fint. De er jo stadig super interessante. Vi har bare brug for det her. Nogle gange ville jeg ønske, at det ikke var der. Den der konstante higen efter et eller andet, som man ikke kan sætte ord på. ”

”Ja. Samfundet og politikerne vil jo gerne have, at man bliver i midterrabatten. Du skal hverken køre til højre eller venstre. Hvis man gør det, så bliver man marginaliseret og stemplet som noget forkert. Det er også okay, at man kan være i midterrabatten, men man skal også ud i overhalingsbanen på et tidspunkt jo,” siger Bravo og sætter en smøg i munden.   

”Efter min viden er der ikke nogle studier på, hvem der maler, og hvorfor de gør det. Men det er altså alle typer. Alle mennesker findes i det her miljø. Advokater, musikere, tatovører, pædagoger, eller hvem som helst anden, som går på arbejde hver dag og bare eksisterer.”

Van afbryder. ”De fleste er jo sådan nu. De fleste er ligesom os og har arbejde og er voksne. Det er jo også fordi, at det er dem, der bliver i miljøet. Mange graffitimalere forsvinder efter et eller to år. De tror lige, at de skal være konger af miljøet, men de har ikke deres hoved eller deres bagland med i det.”

”Ja, de glemmer sig selv. De tror, at de skal være store graffitimalere. Men for os, der er blevet ældre, er det også meget fedt, at så når børnene er lagt i seng, så kan vi engang imellem mødes alle gutterne,” svarer Bravo.

Van hiver en plastikkop med en plante i ned fra en hylde. ”Se Bravo, det er en plante fra værkstedet. Den er fra T’s planter. Det er jeres moderplante.”

”Nej, den er modsat i farverne, Van. Men det der er også et godt eksempel på, at graffitimalere også har hobbyer og værdier som alle andre mennesker. Vi er ikke bare hjernedøde, ligeglade mennesker. Vi går bare ud og laver vores ting, og det er vi selv glade for.”

Det er slut med at snakke, og tid til at tage af sted, siger en af de to Birds. Ude af deres kammerats studie fører en stejl betontrappe, hvor de nederste trin mangler, ud til København, der i denne sammenhæng bedst kan kategoriseres som Birds gigantiske lærred.

Van og Bravo sætter sig op på to damecykler, grinende og glade, og kører afsted.

Fuglene der strejfer rundt i natten

I en højbelyst tunnel, tæt ved Vesterbro, med graffiti på begge sider, under en S-togs overgang, giver lyden af raslende rygsække og knirkende cykelhjul genklang. Kun 200 meter væk, på den anden side af tunellen, står tre, måske fire, unge mænd og ryger og snakker ved deres bil. Men på denne side, ved siden af en oplyst fodboldbane, er Bravo og Van hoppet over et hegn.

”Kommer der nogen?” spørger den ene maskerede mand den anden.

”Det lige meget. Det er bare nogle unge knægte.”

En genkendelig lyd, den som en spray afgiver, som en hårlak eller myggespray, fylder luften, lige som små støvskyer farvelægger beton og metal. Det er isnende koldt og bliver kun koldere, jo længere de maler, fordi malingen bliver iskold, som den forlader dåsen, og samtidig samler sig på fingrespidserne af deres handsker. Det handler om ikke at lade det gå gennem stoffet.

Små fugle kommer til live, og drengene smutter igen, nærmest flyver over hegnet, og hopper op på deres cykler.

De træder i pedalerne, gennem Sydhavnen, ned til vandet, gennem tunneller og ned på togspor, mens de maler fugle. De er nærmest væk, før de overhovedet er begyndt, og bevæger sig som skygger gennem natten.

Ved Bådhavnsgade i Sydhavnen stopper de foran en ufærdig sportshal. Den er omhegnet. Van vil ind bag hegnet og se inde i bygningen, men Bravo protesterer. ”Det er jo kedeligt. Lad os gå videre.”

Van insisterer. Han cykler lidt længere frem. ”Lad os finde et andet sted. Nede ved vandet, måske. Eller køre mod byen,” siger Bravo igen.

Van stopper op. Og så kommer der en bil kørende. Det er en vagt. Han kigger først på Van og Bravo og så på mig og fotografen Kasper. Drengene kører ikke væk, de stirrer bare på ham og afventer hans næste træk. Vagten kører langsomt væk. Måske er det en overfortolkning på baggrund af et adrenalinsus, der et kort øjeblik gik gennem kroppen, da drengene og vagten havde deres mexican standoff, men det virkede til, at vagten følte sig intimideret. Han vidste godt, at de to fuldvoksne mænd foran ham ikke ville trække sig. Så han kørte væk.

Spørgsmålet er nu, om han har kontaktet politiet. Jeg spørger Van og Bravo, om de er nervøse for det.

”Næ.” svarer Bravo.

”Hvis de kommer, så smutter vi. Det sker der ikke noget ved. Vi skal bare holde rigtig godt øje.”

De sætter sig op på deres cykler og drøner ned mod vandet, mod en togstrækning, der krydser gennem Sydhavnen og mod Ørestad. Herfra kan man se ind over byens mange farverige lys, der kun viser sig i mørket. Bravo har flere gange sagt, at København om natten er noget af det smukkeste han ved. ”Det er en helt unik måde at se sin by på.”

Vi stopper ved et plateau nær vandet med en tunnel og en brooverstrækning. Der er udsigt til et stort husbådsområde, hvor skibe med master og ombyggede færger ligger til kaj. Vandet glimter i nattelyset, der er ikke en sky på himlen, og den eneste lyd i flere hundrede meters omkreds, er lyden af en spraydåse.

De har delt sig op. Van har hevet to 700 milliliter sølv spraydåser op og står med en i hver hånd, omkring én meter fra et lydværn ved togstrækningen og maler en fem meter bred fugl. Bravo er kravlet ned i tunnellen, hvor han maler fire fugle, der vender hver sin vej.

Jeg går ned til Bravo, der sidder på hug ved tunellen og maler to fugle på hver side af en lygtepæl.

”Bliver I bedre mennesker af at gå ud og få afløb for jeres hverdagsliv?” spørger jeg, og han kigger bagud og op på mig, stadig på hug, inden han vender sig om og fortsætter sit maleri.

”Det er sindssygt svært at forklare, hvad det går ud på. Men det er det der med at komme ud og bryde med normalitetsbegrebet. For hvad er normalitet? Systemet vil jo gerne have, at du er på en speciel måde. Og det følger vi jo på sin vis, for vi betaler skat, går på arbejde og har børn der går i skole og daginstitution. Men når det er sagt, så har man lyst til at bryde ud af det. Hvis jeg ikke kommer ud og gør det her, så bliver jeg sindssyg. Det bliver større og større, at folk skal have en ventil. Flere og flere går på jagt, løber maraton eller går på swingerklub. Folk har brug for det. Så graffiti er vel bare lidt swingerklubben i den forstand. Vi knalder bare byen lidt. Jo ældre du bliver, jo mere behov får du også for det. For ellers vågner du op en eller anden dag og så er du ikke lykkelig. Så ender du på lykkepiller, slukker hjernen og så kører det,” svarer han uden at tage øjnene fra hans værk.

"Jeg har prøvet at løbe en masse, og iron man og alt det der, og jeg ender altid tilbage her alligevel." 

Van hænger udover en bro med den ene hånd og støtter sig med knæet mod muren, mens han sætter en masse tags. Det er første gang i løbet af aftenen, at de ikke maler fugle. Bravo ser blot på og afventer.

”Vi skal vidst også se at komme væk herfra nu.”

”Ja. To sekunder.”

Bravo kigger sig omkring, går rundt om et hjørne, tjekker efter billygter, og vender tilbage. Han pakker sin taske, og Van vender tilbage og gør det samme.

Op på cyklerne igen, og turen går videre fra Sydhavnen mod Islands Brygge. Vi bevæger os langs vandet, fordi den rute er flottere end gennem byen. Skellet mellem nyt og gammelt er så tydeligt i Sydhavnen, og det kan ses ikke kun i forskellen med det mere naturrige Sydhavnen, kontra det moderne betonbyggeri på den anden side af vandet. Det ses også i niveauet af graffiti, hvor nye bygninger regelmæssigt renses tilbage til deres oftest grå nuancer, mens gamle byggerier oftere er iklædt et virvar af farvestreger. I hvert fald lige her.

En hemmelighed der ikke skal fortælles 

De to voksne mænd i let, funktionelt tøj står på kanten mod vandet langs Islands Brygge. På den anden side er modersymbolerne på det moderne København. Den Sorte Diamant. Nykredit. Europahuset. Blox. Glasvinduer, stålstolper, dyre adresser og skarpt gadelys.

På denne side, mørke. Kun få lygtepæle langs Islands Brygge vandkant. De gamle spor fra Amagerbanen ligger stadig langs hele havnekajen. En gammel togvogn står tilbage som et minde fra fordums tid.

De to graffitimalere springer ned til vandet og lander på en række store sten. Van tager sin raslende taske med sig. Han er ved at snuble, men finder balancen igen. Bravo står stadig oppe på havnekajen.

Pludselig er der mere lyst.

Bravo drejer sit hoved og stirrer den retning, vi just er kommet fra – Sydhavnen. Der er nogle meget skarpe lygter fra noget, der ligner en bil, i horisonten, men ingen kan se, hvad det er. Bilen kører ikke på vejen, men på det havneplateau, hvor det ellers kun er fodgængere og cykler, der er tilladt.

”Hvad er det for en bil?” siger Bravo under sin sorte maskering, mens han blankt stirrer ind i nogle lange lygter et par hundrede meter væk. Han kniber øjnene sammen. ”Hvad fanden er det for en bil?!” gentager han.

Van stopper op og kigger. ”Hvad sker der?”

”Jeg tror det er panserne. En normal bil ville ikke køre der. Måske skal vi stoppe her,” svarer Bravo.

Selv Van, som ellers har været meget nihilistisk i sin tilgang til ordensmagten hele aftenen, begynder at bekymre sig lidt. De lange lygter nærmer sig. Fra vores synspunkt ligner det, at den bevæger sig i sneglefart. Men den bevæger sig. Måske leder de efter Van og Bravo, men har ikke set dem endnu.

Bravo går langsomt mod bilen, mens han bliver i mørket af natten, så den ikke kan se ham. Han vender om på hælen og kigger på Kasper og jeg.

”Vi skal væk herfra. Nu.”

Van hopper op på havnekajen og smider sin blå pose ned i sin rygsæk og kaster den over skulderen, mens han med hurtige ben bevægelser går mod sin cykel, der står i samme retning som fjernlyset. Bravo har hentet sin cykel og trækker i rask tempo mod os.

”Der ligger et værtshus herop. Lad os tage derover.”

De bevæger sig væk fra Islands Brygges vandkant og bilen. De ved stadig ikke, hvilken bil det er, men den kører i samme tempo mod det sted, de lige har stået. Som om den leder.

Men de har ikke set Van eller Bravo, og derfor slipper de også afsted. De stiller deres cykler foran dent valgte værtshus og træder indenfor. De ser begge to trætte ud. Klokken er 02 om natten.

”Fire gulddamer og en pose peanuts,” bestiller de.

”Vi kan altid tage tilbage og lave det færdigt om 20 minutter,” siger Van. Men Bravo er blevet træt. Han skal arbejde i morgen, mens Van har en fridag. ”Mine kolleger ville nok ikke forstå, hvis jeg sagde, at jeg var træt, fordi jeg havde malet graffiti eller siddet i detentionen hele natten,” griner Bravo.

”Hvis man satte sig ned med sine kolleger og forklarede dem, hvad det er, man rent faktisk går og laver efter arbejde, eller kommer på arbejde næsten uden at have sovet, så ville de jo bare glo og tænke, at man er syg i hovedet. Det er jo to verdener,” fortsætter han.

”Det gælder om at holde kortene tæt på kroppen. Du vil ikke have, at alle lige pludselig ved, hvad du går og laver. Så kan det jo godt være, at du får problemer,” siger Van.

”Jeg har også prøvet at blive anholdt af en politibetjent, som var over 10 år yngre end mig. Han skældte mig jo nærmest ud,” forklarer Bravo.

”Det var sgu næsten pinligt.”