Skal du på skiferie? Nike og Jacquemus klæder dig på til pisterne og efterfesten

Det er slut med at hamre skistøvlerne i gulvet til DJ Ötzi under afterski i slidte gevandter. Find os til après-ski på solterrassen med EDM bragende, spritz i glasset og iklædt Jacquemus fra top til tå.

Skal du på skiferie? Nike og Jacquemus klæder dig på til pisterne og efterfesten
Offentliggjort

Nogle samler på Pokémon-kort, nogle årgangsvine, mens andre endnu har sjældne sneakers stablet i massevis i håbet om, at de kan betale pensionen en dag.

Mere aparte er Simon Porte Jacquemus’ besættelse. Den franske designer og stifter af det populære tøjmærke Jacquemus samler på retro 80’er skitøj, og den fascination kommer til udtryk i hans seneste samarbejde med Nike, der er en hyldest til après-ski (en mere fancy udgave af afterski).

Blikfanget i kollektionen er et Gore-tex skisæt i sort og skinnende gul, hvis silhuetter bringer mindelser om prinsesse Diana, efter sigende en ganske udmærket skiløber.

Kollektionen, som du nok skal grave lidt dybt i lommerne for at betale, kan allerede nu købes på Jacquemus’ hjemmeside, men bliver også sat til salg hos Nike og i andre butikker den 3. december.