Den magi, der omgiver et VM, forstod jeg for første gang som 10-årig i 1990 på den campingplads i Italien, hvor jeg tilbragte alle mine sommerferier som barn. Jeg så semifinalen mellem Italien og Argentina sammen med de lokale omkring et tætpakket fjernsyn, der var sat op midt i sandet, til duften af de brandvarme pizzaer med papirstynd bund, som ingen andre tilsyneladende kan lave som dem.
Kampen endte i straffesparkskonkurrence, hvor legender som Baresi, Baggio og Maradona scorede, mens Donadoni brændte.
Mærkeligt nok husker jeg dog turneringen bedst for topscoreren Salvatore Schillaci, som eftertiden vist ikke har hyldet i den grad, som mit barnlige sind forventede. Det var dengang, der var profiler til. Romario. Stoichkov. Jeg savner dem lidt.
Campingpladsen var fyldt med tyskere, som var lidt ildesete. Nok fordi de var i overtal. Den der imperialistiske måde at indtage en campingplads på falder bare ikke i god jord hos de små nationer, så vi skulede til dem, os danskere, hollændere og schweizere. Og Italiens nederlag til Argentina gjorde kollektivt endnu mere ondt på os, fordi vi få dage senere kunne se tyskerne løfte pokalen. Det værste, der kunne ske.
Den aften, hvor Italiens drømme brast, gik jeg i seng med en knude i maven. Og måske har jeg derfor altid forstået, hvor store følelser sådan en åndssvag fodboldkamp skaber for hele verden.
På det tidspunkt havde jeg ikke den fjerneste anelse om, at den danske dommer til slutrunden i 1990, Peter Mikkelsen, ville blive en af mine bedste venner og mentor. Og jeg anede slet ikke, at jeg selv ville dømme en meget speciel VM-kvalifikationskamp 23 år senere.
Det var mellem Ukraine og Moldova, og det specielle består i, at Ukraines profil Taras Stepanenko med en vanvittig kung-fu-tackling næsten savede hovedet af Moldovas højreback, Vitalie Bordian. Af alt det lort, jeg nåede at lave som dommer, så var det måske min bedste indgriben overhovedet.
