Jeg ved ærlig talt ikke, hvorfor jeg ingen problemer har med at huske hvilket år Sveriges statsminister, Oluf Palme, brutalt blev skudt ned på åben gade i Stochholms bymidte. Det var i 1986.
Men i 1986 skete også en anden begivenhed, som har haft stor betydning for mit eget liv. En begivenhed, jeg føler, jeg kan huske, selvom jeg faktisk ikke har oplevet den. I 1986 var verdenssamfundet vidne til den værste atomkatastrofe i den civile atomkrafts historie, da en atomreaktor i Tjernobyl eksploderede.
Mine forældre kommer fra Ukraine og jeg blev selv født i hovedstaden Kiev 2 år efter ulykken. Kiev ligger blot 130 km fra Tjernobyl. Derfor har jeg altid haft Tjernobyl tæt på, både i familie- og følelsesmæssig forstand.
Annonse
Reaktor 4 eksploderede 26. April og det er som om, katastrofen går i arv til ukrainernes børn. Det løber mig stadig koldt ned ad ryggen, når jeg hører om ofrene og omstændigheder ved Tjernobyl-ulykken.
Årsagen til ulykken var, at operatørerne testede nødsystemerne. På få sekunder løb eksperimentet løbsk, og reaktorbygningen eksploderede, mens grafitten i reaktorkernen gik i brand. Da reaktoren ikke var kapslet ind i beton eller stål, sendte eksplosionen en sky af radioaktivt materiale ud i atmosfæren. Det drev i mange måneder med vind og nedbør ud over det vestlige Sovjetunionen, Europa, Skandinavien og helt til det østlige USA.
I dag er ruinerne af den ødelagte Reaktor 4 indkapslet i en sarkofag af beton, og det er forbudt at færdes i en radius på 30 kilometer omkring værket.
Jeg har kun lært halvdelen af, hvad min far kunne med sine hænder. Og mine børn har lært mindre end halvdelen. De kan ingenting. Jeg tror, det vildeste, de kan, er at binde deres snørebånd. Det, tror jeg, kan være roden til noget af den mistrivsel, vi oplever.
