Min bror skildrede engang en whiskybrandert malende: jeg havde det som om mit ansigt var gennem en peeling, strammet op i nakken med en tøjklemme, min mund var hudløs som efter et chipsorgie, hvor den kunstige smagsforstærker gav svedeture og hjertebanken. Jeg stod i stævnen af en skonnert og fik tangholdige skumsprøjt i øjnene, det sved og irriterede, men jeg nød det. Han drak Ardbeg, vistnok endda den legendariske 1974, som jeg engang i min vinhandlerfortid også var så heldig at stikke næse og tunge i.
Den overbeviste mig endeligt om whiskyens værdier. Indrømmet, jeg er ikke til stærk spiritus. Min normale grænse for flydende nydelse går ved vintage portens 22 %, men jeg kan sagtens sætte pris på både frugtig cognac, rustik armagnac, floral grappa og røgdykkerwhisky. Ardbeg er noget særligt. Destilleriet på den sydlige del af Islay har altid haft mere kultisk følge end de mere kommercialiserede naboer Laphroaig og Lagavullin. Islay-stilens inkarnerede kamfer og iod, forstærker Ardbeg med karamel og frugtighed.
1.juni blev den nye limited edition, kaldet Ardbog lanceret – og den er allerede udsolgt! Prisen på 849 kr. skræmmer åbenbart ikke disciplene. Læsere af Ringenes Herre ved at en ”bog” ikke er et insekt, men derimod det lyriske og litterære navn for en sump eller marsk, sådan en som Gollum leder Frodo og Samwise gennem i den første bog.
Godt navn til en whisky, som lugter af tørverøg, så kraftigt at min kone et kort øjeblik tror, der er ild i noget i stuen. Ardbog bliver lagret på en kombination af bourbonfade og brugte manzanillafade. Røgen skal man lige sortere bort, for så kommer der enestående frugtighed, æble, calvados, kernelædersko, iod på min barndoms skrabede skindeben, kandiseret appelsinskal, mentol, batterisyre og havsalt, karamel og lakrids.
Man behøver ikke drikke, end ikke tage den på tungen, men gør du det, brænder det, du hiver efter vejret, 52 % i styrke trækker smagsstoffer med sig, det er ildvand, nærmest sukret på læberne og du kan tygge på eftersmagen til du sover sødt.
