Sivert har i årevis knoklet for sin succesforretning: ”Det bekymrer mig, at mange unge mænd vil tjene hurtige penge uden at lave noget”

DA VI GIK i 9. klasse, begyndte min kammerat Ole og jeg at samle på tegneserier. Vi rendte rundt i alle mulige antikvariater og opstøvede dem. Mest ’Fantomet’ og Carl Barks’ historier.

Ved siden af var vi også avisomdelere. Vi gik med Øbrobladet, en gammel lokalavis på Østerbro, og alt, hvad vi tjente, brugte vi på tegneserierne. I Kramboden, et søndagstillæg i Politiken, kunne man købe annoncer. 25 ord kostede 40 kroner, og der begyndte vi både at købe og sælge de bedste, vi kunne finde. Mit lille drengeværelse blev til et kontor og lager, hvorfra vi legede forretningsmænd og havde en stor reol med blade, som vi meget mytisk kaldte ’Lageret’.

EFTER ET ÅRS TID lancerede Carsten Ree Den Blå Avis, som vi også begyndte at bruge. Oles fastnettelefonnummer blev brugt til købsannoncer, og mit blev brugt til salgsannoncer. Og især om søndagen blev der så hjemme fra mit drengeværelse solgt tegneserier.

Det fedeste var, at vi kunne gemme de allerbedste tegneserier til os selv, tjene nogle gode lommepenge og stille og roligt udvide lageret samtidig.

I SLUTNINGEN AF gymnasiet lagde vi det hele lidt på hylden. Ole begyndte at studere fysik og datalogi, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af så meget. Jeg havde forskellige småjobs og droppede ud af et par uddannelser.

Men en dag, mens jeg gik og satte min nye lillebitte andelslejlighed i stand, fik jeg et opkald fra en mand, der gerne ville af med en tegneseriebutik. Det var en meget lille kælderbutik. 55 kvadratmeter stor, når man medregnede baglokalet, hvor man skulle passe på, at man ikke slog hovedet, fordi der var så lavt til loftet. Jeg havde fokus på at istandsætte mit nye hjem og bad ham derfor ringe til Ole.

OLE LEJEDE DENGANG et værelse på Østerbro, hvor han stadig havde resterne af lageret stående. Han havde lige fået en kæreste, som syntes, de var rigtig grimme og irriterende, alle de tegneserier, så han ville meget gerne have dem ud derfra. Derfor sagde han ja til at tage ud og kigge på butikken. Jeg tog med, og vi blev på stedet enige om at købe den. Det kostede os 28.000 kroner alt i alt med det lille lager, der allerede var, som vi så fusionerede med vores eget. Butikken lå i Klosterstræde og hed Faraos Cigarer.

Vi tilføjede, kort tid efter, nogle spil til sortimentet. Blandt andet Magic-kort, som lige var kommet til Danmark på det tidspunkt. Vi fik en god aftale med dem og blev danske distributører.

Vi tog ingen penge ud til os selv i starten og arbejdede nærmest ulønnet de første tre år, fordi alt, hvad vi tjente, blev brugt til at udvide sortimentet. Det var en helt anden tid økonomisk. Jeg havde købt min andelslejlighed for 25.000 kroner og havde en boligafgift på 850 kroner. Det ville aldrig kunne lade sig gøre i dag.

GRADVIST VOKSEDE VORES kundebase, og et par gange skiftede vi til større lokaler i Klosterstræde, og vi åbnede også en butik kun til spil. Men vi havde nogle problemer med, at der var for mange, der spillede Magic The Gathering i butikken. Folk kunne simpelthen ikke komme frem og se på vareudvalget.

Derfor investerede vi, da vi i 1994 flyttede ind i Skindergade, i en balkon, som udelukkende havde til formål, at man kunne sidde og spille på den. Det kostede os 250.000 kroner, hvilket var mange penge i 1994.

Der var ikke nogen steder dengang, hvor man kunne mødes og spille Magic-kort, og det skabte noget større omkring os end bare det at købe og sælge. Folk fik et mere personligt forhold til butikken.

DE MENNESKER, der handler hos os, er mennesker med hobbyer, som mange synes er lidt off. Dels er det folk, der interesserer sig for tegneserier. Den niende kunstart, som man siger i Frankrig og Belgien.

Brætspil er også stort for os, og det er efterhånden ved at blive ret mainstream. Fra at det var meget nørdet at spille brætspil i 80’erne og 90’erne, og de også havde en stor krise, fordi de blev digitaliseret, var det, som om de omkring 2010 fik en renæssance. Sidenhen er efterspørgslen bare vokset og vokset. Det kan nogle ting, som computerspillene ikke rummer, og det har folk virkelig fået øjnene op for igen.

Og til sidst har vi selvfølgelig også vores rollespilsafdeling og mangauniverset, som er i rivende udvikling.

VI SÆLGER BESKÆFTIGELSE til folks fritid. Verdener, man kan leve sig ind i. Vi mennesker er forskellige. Nogle er stille, og nogle skal konstant underholde og være på. Nogle gange kan rollespil, i alle dets former, gøre noget godt, især for dem, der ikke siger så meget, fordi de måske interesserer sig for noget andet end lige præcis den verden, de er i. Og de mennesker, der fylder meget, kan lære meget af at prøve at sætte sig ind i en anden rolle end den, de har til hverdag.

Der vil altid være noget fascinerende i at kunne være en anden end den, du er. Prøve at leve i en anden tid, være fra et andet samfundslag eller af et andet køn. Det er jo det samme, du gør, når du læser en bog eller ser en god film. Du overgiver dig til en anden virkelighed. Det er en slags mental eskapisme.

VORES FORRETNING HAR aldrig været sådan en helt vanvittig økonomisk case. Vi har stille og roligt og stabilt arbejdet os hen til, hvor vi er i dag, og undervejs har vi gjort nogle ting klogt. Fx har vi investeret i nogle af de ejendomme, hvor vores butikker ligger, så vi selv ejer murstenene. Derfor har vi også kunnet tage nogle fordelagtige lån og udvide forretningen på et solidt fundament.

De første år var lange og hårde, men sjove, og jeg begyndte først at tjene det, jeg kalder ’voksenløn’, da jeg var omkring 35 år gammel. Det var en vigtig skillelinje, hvor tvivlen omkring at være selvstændig begyndte at forsvinde.

Under corona havde vi nogle rigtig solide år økonomisk, men efterfølgende har det været lidt sværere. Fx er vores nye udklædningsbutik ikke en særlig stor succes med økonomiske briller på. Vi forsøger stadig at få ordentligt gang i den, men det kan godt være, vi må sande, at det bliver for svært at få den til at give det nødvendige overskud.

Derfor forsøger vi også at omstille os, samtidig med at vi holder fast i vores kerne. Indtil sidste år pakkede vi alle onlineordrer i butikkerne, men nu har vi samlet et lager og arbejder hver eneste dag på at få den del til at fungere optimalt.

VI ER NOK ved at have nået vores potentiale med det eksisterende koncept. Men det er også vildt, for nogle gange forstår jeg slet ikke, hvordan vi kan overleve i en så lille by som København. På forhånd ville man nok tænke, at der skulle en metropol som New York, Paris eller London til at understøtte et koncept som vores med seks butikker inden for så lille en radius.

I Odense og Aarhus har vi prøvet at gøre det samme som i København med forskellige afdelinger, men vi har nok lært, at det mest rationelle er at centrere tingene mere i de lidt mindre byer. Det er noget, vi vil have fokus på i de kommende år, og det er også en mulighed, at vi samler København-butikkerne lidt på et tidspunkt.

INDTIL VI BEGYNDTE at vækste voldsomt omkring 2016, hvor vi udvidede med en del butikker, var det meget inkarnerede specialister, der arbejdede i alle butikkerne. Folk, som nogle vil kalde kæmpenørder, og som dyrkede hobbyerne selv. Dem har vi stadig, men i og med at vi er ret mange mennesker, har ikke alle den helt brede palet af viden. Det er simpelthen ikke muligt.

Tidligere ansatte dem i butikkerne bare dem, de selv syntes passede ind. Men vi erfarede, at folk så kunne komme til at ligne hinanden for meget. Det er ikke altid, en virksomhed har brug for, at alle ved præcis det samme og ligner hinanden.

JEG BRUGER SELV meget tid på vores antikvariske onlineafdeling, som er ret kompliceret, og som jeg også selv mener er i verdensklasse. Det er et usandsynligt lille marked, jeg betjener, men nogle gange giver det mening.

Vi har engang solgt et eksemplar af det første Anders And-blad til 150.000 kroner. Desværre er det ingenting i forhold til det dyreste, der er solgt i USA til 9,2 millioner dollars. Indretningen af butikkerne bruger jeg også meget tid på i samarbejde med vores in-house møbelsnedker. Derudover forhandler jeg lejekontrakter i samarbejde med vores advokat. Jeg har altid haft rigtig mange kasketter på.

DET BEKYMRER MIG indimellem, at der er kommet en tendens til, at mange unge mænd gerne vil tjene hurtige penge uden at lave noget. At arbejde hårdt og vedholdende med at realisere en gennemtænkt idé er ikke værdier, der ræsonnerer hos ret mange. Alt handler om, at det skal gå hurtigt og være smart. Og her er vores butikker et skønt lille modstykke.

At bruge sin tid på noget, der ikke er penge i, men som ganske enkelt handler om at blive god til noget sammen med andre, fordi det er sjovt. Og jeg fornemmer også, at mange synes, det er fedt, fordi man kan være sammen om noget uden at skulle indtage alkohol. For man er alligevel skidegodt underholdt uden, og det er en sundere måde at lade andre versioner af sig selv komme til udtryk.

JEG TROR, DET er blevet mere acceptabelt at være en nørd. Den nye generation er mere altomfavnende på mange parametre, end man måske har været tidligere. De har hurtig og nem adgang til mere viden, hvilket fortrænger fordommene.

Folk er blevet mere nysgerrige på dem, der ikke ligner dem selv. Det har vi også altid været hos os. Vi har gjort os umage og taget nørderne og de kvaliteter, de rummer, alvorligt.