På udkig efter en skjorte udover det sædvanlige? Så skal du kigge efter dette lille fransk-newzealandske mærke

FØRSTE GANG JEG så en bunke antikt stof på et marked, spurgte jeg mig selv, hvorfor det ikke blev brugt. I mange år havde jeg arbejdet med nyt stof, der skulle se ældre ud ved hjælp af vask og behandlinger. Upcycling havde mange negative konnotationer. Jeg forbandt ordet med kitsch.

Efter et årti i tøjindustrien gik det op for mig, hvor meget spild der var i hele designprocessen. Det bedste tøj kan ikke laves i et system, der kun går op i omsætning. Jeg var træt af det og besluttede mig for at designe en model, der stod uden for systemet.

NÅR JEG SYR en skjorte, starter jeg med at vaske alt stoffet. Det nyvaskede stof kommer jeg i en pose og tager med til mit atelier. Jeg presser stoffet, klipper skjorten ud og tager den direkte til symaskinen og begynder at sy.

Første halvdel af dagen bruger jeg ved symaskinen. Om eftermiddagen syr jeg i hånden: knappehuller, knapper og detaljer som sømmen, kraven og manchetterne. Det tager længere tid end maskinarbejdet, men jeg nyder det mere.

Farvningen sker en anden dag, da jeg vasker og tørrer tøjet igen inden da. Til sidst håndsyr jeg et vaskemærke og mit eget mærke ind i tøjet. Hvert stykke tøj leverer jeg i en pose lavet af det overskydende stof.

PÅ ET PERFEKT år kunne jeg – med mine nuværende arbejdstider – sikkert lave omkring 200 skjorter, hvis jeg kun lavede min mest populære model. Men det er ikke tilfældet. Jeg laver også jakker, frakker, bukser og tilbyder udsmykning såsom broderier og appliqué (stof, man syr uden på tøjet, red.).

MIT ATELIER LIGGER i udkanten af Paris. Jeg går altid dertil og er der som regel mandag til lørdag. Arbejder jeg på en ordre til en butik, deler jeg min uge op: én dags tilskæring, tre dages maskinsyning og to dages håndsyning. Det giver mine hænder og fødder den ro, de behøver.

Om lørdagen går jeg på markedet Puces de Vanves for at kigge på stof. Efterhånden kender jeg personligt flere brocanteurs (forhandlere af antikviteter og brugte ting, red.), og jeg kan komme med bestillinger. Det har frigivet en masse tid, når jeg kigger efter nyt stof, knapper og så videre.

I LONDON FIK jeg mit første rigtige job efter universitetet. Jeg arbejdede for Ian Paley (designer og indehaver af tøjbutikken Garbstore, red.) i et par år. Dér lærte jeg alle de basale industrielle færdigheder for en designer.

Mens jeg boede i London, mødte jeg min kæreste, Emma. Hun er fransk og boede i Paris. Hun ejer en genbrugsbutik, og på grund af mit arbejde var det lettere for mig at flytte end for hende. Jeg fik et arbejde hos Casey Casey (fransk tøjmærke, red.), hvor jeg havde en lignende rolle som i Garbstore – med den fordel, at jeg arbejdede i et atelier.

Casey Casey afslørede en del af markedet, jeg ikke var klar over eksisterede. Det gik op for mig, at der var en mulighed for at producere meget mindre, og at forhandlerne var interesserede i at modtage unikke produkter.

FRANKRIG TILSKYNDEDE OG inspirerede mig til at starte min egen virksomhed. Siden jeg første gang besøgte landet i 2015 blev jeg meget fascineret af alle brocantes, vide greniers, og puces (genbrugsbutikker/-markeder, red.).

Jeg flyttede tæt på Puces de Vanves og besøgte markedet ugentligt. Overrasket over mængden af antikt og gammelt vintage stof, der var tilgængeligt, begyndte jeg at samle på det – især antikt Kelsch (traditionelt alsacisk stof, typisk i tern og en hør-bomuld-blanding, red.). I slutningen af 2019 forlod jeg jobbet hos Casey Casey og begyndte at arbejde på min idé.

Covid havde en kæmpe indflydelse på opstarten og gjorde mig mere sikker på min beslutning om at arbejde i en mindre skala, end jeg havde gjort før. Det sociale sikkerhedsnet er langt mere udviklet i Frankrig end fx New Zealand og England. Det hjalp mig med at tage springet og tillod mig at satse på mig selv på en måde, jeg ikke havde overvejet før. Det vil jeg for altid være taknemmelig for.

FOR TIDEN ARBEJDER jeg med lige over 12 forskellige forhandlere og producerer én engrosbestilling til hver om året. Det er en fryd at have et så personligt forhold til de mennesker, jeg samarbejder med. Og det føles rigtigt at arbejde på den måde.

Min virksomheds størrelse passer til den livsstil, jeg kan lide at have. Desuden ville det være svært at finde en fabrik, der gad lave mit tøj, og prisen ville som minimum fordobles.

Når man skalerer op, bliver man nødt til at lave nogle kompromisser. For at det virker, er det vigtigt at uddelegere. Jeg elsker at lave skjorter, men jeg begyndte ikke på det for at blive chef for andre, der kan lave skjorter.

MIT ARBEJDER BLIVER vist i nogle af verdens bedste forhandlere (bl.a. Nitty Gritty i Stockholm, red.) ved siden af mange store modemærker. Derfor bliver det højst sandsynligt også opfattet sådan. Selvom jeg arbejder meget nichet, på en meget lille skala, ville jeg ikke kunne gøre det uden mine forhandlere. Så jeg ser mig selv som en del af modebranchen, men kontraintuitivt.

Den største forskel er, at mange modemærker fejlagtigt er optaget af vækst. Deres idé om succes er bundet op på vækst. I dens nuværende form er min virksomhed en succes, synes jeg. Jeg arbejder ikke i sæsoner og er ikke afhængig af tendenser.

EN POSITIV TING er, at der har været en lille renæssance af mindre mærker som mit eget, der forsøger at gøre tingene anderledes. Folk som Evan Kinori, Nora Cat, Seventy-five, Monad, Tomo Kishida, WearHenrys og Rachel Mills gør en aktiv indsats for at implementere en alternativ måde at lave, sælge og tale om tøj på.

Måske har mærker som disse altid været der, fx Chez Vidalenc og Vincent Jalbert, men ikke fået opmærksomhed. Vi har ikke råd til at betale for PR og reklamer.

Mastodonterne, dem der producerer det meste tøj, har tit de mindste udgifter, men står for den største regning, når det gælder miljøet og mennesker. Det samme gælder, de mastodontiske forhandlere, især den massive, altoverskyggende online model. De køber for meget hjem og får bestillingerne til at eksplodere for visse brands. Til sidst er det, der skaber brandsene, med til at ødelægge dem.

Det er diametralt modsat til, hvordan jeg tænker på tøj og forretning. Uafhængige forhandlere kan ikke konkurrere med den praksis, og det, de tilbyder, er så meget mere værd.

OM FEM ÅR er min forretning forhåbentlig, som den er nu. Hvis jeg passer godt nok på mig selv. Men jeg vil gerne investere i et lidt større atelier bare for at have mere ro, når jeg arbejder.