Han er ærefrygtindgydende, skræmmende og karismatisk til det dæmoniske. Generøs og hyggelig som en onkel. Larger than life. Planeten Fodbold har mistet meget mere end en hårtørrer. Den har mistet et dybt sammensat geni.
Vi var ellers begyndt at tro, han var udødelig.
Men for millioner af fans af en bestemt engelsk fodboldklub var onsdag den 8. maj 2013 en af de dage, man husker, til man ikke husker andet. 9/11 i New York, JFK i Dallas, Lady Diana i Paris. You know…
Den mest vindende manager i fodboldhistorien, Sir Alex Ferguson, meddelte, at det var slut. Efter 26 et halvt år, 13 engelske mesterskaber og to Champions League-triumfer samt en lufthangar af andre pokaler og titler, 39 i alt for Manchester United.
For nogle uger siden kørte jeg forbi Fergusons hjem i Wilmslow, Cheshire uden for Manchester. Huset hedder Fairfield. Det er opkaldt efter faderens arbejdsplads. Den stålskårne unge Alex stod selv i lære som værktøjssmed ved floden Clyde, inden han blev professionel fodboldspiller. Han er kendt for at arbejde jernhårdt og for at være den tidligste på træningsanlægget om morgenen. Og han er især kendt for at være en hård mand, en godfather med en middelalderlig ledelsesstil, ”urimelig”, ”kolerisk” og ”diktatorisk”. Hvor mange gange har man ikke læst eller hørt klichéen ”den iltre skotte” eller ”hårtørreren” om Ferguson? Han er oftest blevet reduceret til en intimiderende hidsigprop, der med røg stående ud af ørerne peger på sit ur for at minde dommeren om, at det er tid til at lægge til eller trække fra, fordi han siger det.
Mindre kendt er det, at Sir Alex Ferguson midt i en 17 timers arbejdsdag (yes, really) plus det løse altid har stillet sig til rådighed for alle former for velgørenhed, især til fordel for børn, sygdomsbekæmpelse, indsamling af penge til efterladte. Da Ferguson startede som manager i Manchester United i 1986, var Liverpool FC den uovervindelige storebror. Der var, og er, no lost love mellem Manchester United og Liverpool. Men da 96 Liverpool-supportere omkom ved Hillsborough-katastrofen i 1989, var det Ferguson, der som den første offentlige person uden for Liverpool besøgte klubbens stadion Anfield, og i øvrigt understregede, at det ikke skulle ud i medierne. Dette var ikke en PR-visit, men for at vise respekt og sympati. En tydeligt bevæget Ferguson ankom til Anfield for at give sin støtte og dele sin sorg med klubben, byen, fansene og de efterladte. I øvrigt havde han medbragt en stor check til indsamlingen til de efterladte, og igen var det magtpåliggende for ham, at medierne ikke skulle vide det.
Det er også Ferguson, der besøger selv fjerne bekendte og tidligere ansatte og kolleger, når de bliver syge. Han sender blomster til afdankede journalister, når de har haft et hjerteanfald, med hjertelige, kragetæerskrevne god bedring-dedikationer på buketten. Han kørte, et godt stykke oppe i tresserne, direkte fra lufthavnen kl. 5 om morgenen efter en opslidende nat i Champions League-land og dukkede op til begravelsen for en glemt fodboldspiller i den anden ende af England kl. 12 samme dag.
Det er heller ikke så ofte, man hører om den Alex Ferguson, der har lært sig selv fransk ved hjælp af et båndkursus. Eller om ham, der har et uudtømmeligt bibiliotek fuld af især historiske biografier, som han har læst hver og én. Han har en uhyggelig hukommelse, der kan huske alle detaljer om alt. Han kan spille klaver. Han sympatiserer med og refererer til arbejderklassen og den lille mand. Han er for resten også vin-connoisseur og ejer flere galopheste.
Annonse
Hvis man selv har mødt Ferguson, glemmer man det aldrig. Jeg har talt med mennesker, der har mødt John F. Kennedy og Barack Obama (og undskyld, men, ja, også Adolf Hitler), og de fortæller, at disse personligheder havde/har en evne til at få netop dig til at føle, at du er unik. Når de trykker dig i hånden. Når de holder taler for store forsamlinger. Hver enkelt tilhører føler i hele kroppen, at de taler til ham/hende. Sådan er det med Ferguson. Han er absurd karismatisk, uanset om man forstår hans bredt skotskternede dialekt eller ej.
Første gang jeg oplevede hans enestående greb om publikum var på et pressemøde i 2008, før en Champions League-kamp. Jeg sad på forreste række, lige op i smasken på Ferguson. Stemningen var egentlig god, indtil en journalist fra en af sensationsaviserne begyndte at stille spørgsmål med en attitude som en fuld 9.klasseselev, der møder en eller anden form for autoritet (en Tivoli-kontrollør, for eksempel). Journalisten skulle da nok vise både Ferguson, kollegerne og alle andre, at han ikke var bange for ”Hårtørreren”, som Ferguson rituelt kaldes, fordi hans irettesættelser angiveligt kan blæse den udskældte bagud i lokalet med 1600 watt og ny frisure. Jeg kan ikke huske, hvad den kålhøgne journalist spurgte om, bare at attituden og tonefaldet var unødigt provokerende. Fergusons svar til journalisten var ikke en hårtørring, men et slangebid, og bagefter lignede journalisten en lille, flov skoledreng, der havde tisset i bukserne af skræk. Det sendte et vist signal til det trecifrede antal mediefolk i lokalet.
Jeg tog mod til mig og stillede den myndige manager et spørgsmål. Om hans veteranspiller Ryan Giggs, der har været med Ferguson gennem hele guldalderen. Egentlig var spørgsmålet helt uden for kontekst, men jeg havde lavet et større interview med Giggs og ville gerne have Fergusons vurdering af veteranens fremtid med i portrættet. Ferguson kiggede mig direkte ind i øjnene og holdt blikket uden at blinke en eneste gang under hele sit udførlige, venlige svar, der varede over tre minutter.
To år senere, i 2010, rejste jeg rundt med Manchester United på deres pre-season-turné i USA, og skrev om det i Euroman. Ferguson var i godt humør. Han tog sig god tid til alle mennesker, der ville have billeder eller autografer på gaden og stadions over hele USA. Jeg fik på et tidspunkt lejlighed til at stille ham spørgsmål om soccer i USA og Manchester Uniteds globale strategi. Han tog sig god tid til at svare. Nøgternt og detaljeret. Kiggede mig ind i øjnene, fastholdt blikket. Fergusons blik var mildt sagt respektindgydende. Faktisk de mest ærefrygtindgydende øjne, jeg har kigget ind i.
Dagen efter stod jeg ved siden af ham, da han tog hovedrollen under et stort velgørenhedsarrangement for Unicef på Broadway i New York. Ryan Giggs, Paul Scholes, Edwin van der Sar og nogle andre United-stjerner skulle forsøge at ramme den lille cirkel i centrum af en stor reklameurskive, der udløste en donation på 1 million dollar til Unicef. Til sidst kom Sir Alex Ferguson. Det var næsten 40 grader varmt, og Ferguson var i vanlig no nonsense-stil iklædt kortærmet skjorte, gedigen gabardinebuks og noget, der lignede hyttesko fra et andet årtusind. Den gamle centerforward ramte ikke målet. Men han grinede ad sit eget halvkiksede hytteskospark, slog afvæbnende ud med armene og stjal showet som rockstjerne og naturlige centrum, selvlysende og charmerende.
Selv om Broadway brølede forbi, var der helt stille omkring den røde løber, da Ferguson greb mikrofonen og uden manuskript holdt en inderlig og intenst gribende tale om at bekæmpe fattigdom og give børn håb. Jeg har set ham gøre det før og siden, bl.a på Manchester Uniteds hjemmebane Old Trafford. Ikke om fattigdomsbekæmpelse og børnehjælp, men om dedikation og gejst, tro, vilje og håb. Hans taler er aldrig indstuderede eller glatte, men spontane, formfuldendte, hypnotiserende og massivt inspirerende. Det er en meget sjælden evne. Som ung lærling var han aktiv i fagbevægelsen, men Ferguson kunne være blevet en stor politiker.
Efter arrangementet på Broadway skulle han helt bogstaveligt trækkes væk af sikkerhedsfolk, før han holdt op med at give autografer. Alle, der spurgte om et billede sammen med manageren, fik deres Kodak-moment. Hans showmanship var så godt, at Barack Obama burde tage lektioner, selv om Obamas Secret Service-agenter nok ikke ville blive glade.
To dage efter i Kansas City var himlen sort som i en dommedagsfilm og flængedes af hundredevis af lyn i epicentret af en af de thunderstorms, som Midtvesten er så kendt for. Tusindvis af rødklædte Manchester United-fans - mænd, soccer moms og børn - søgte desperat ly for syndfloden, der øjeblikket efter væltede ned over dem på Kansas City Wizards’ træningsanlæg. De var kommet fra hele Midtvesten for at se Manchester United træne, og på Sir Alex Fergusons initiativ blev alle fremmødte inviteret indenfor i tørvejr i klubhuset til autografer og fotos. Jeg glemmer aldrig, hvor meget overskud han viste over for alle de benovede amerikanere. Det var tydeligt, at han forventede samme overskud af sine spillere. Selv om regnen for længst var stoppet udenfor, og træningen skulle i gang, havde Ferguson al tid i verden til de taknemmelige fans.
Sådan var det overalt på turnéen. Et billede står klarest for mig: Da vi skulle køre med Manchester Uniteds bus under politimotorcykeleskorte ud til stadion, der er hjemmebane for NFL-klubben Kansas City Chiefs. Jeg stod sammen med Manchester United-staben og Sir Alex Ferguson og ventede på spillertruppen i hotellets lobby, som var afspærret af hærdebrede, kronragede sikkerhedsfolk og amerikansk politi. Udenfor stod en lille dreng med kuglepen og blok bag en af afspærringerne, men uden for autograflængde. Vi forlod lobbyen, og gik mod bussen, men da Ferguson var kommet næsten hen til bussen, fik han øje på knægten, vendte om og gik tilbage til drengen, der fik sin autograf og et billede. Når man selv har stået der, ved man hvor meget sådan noget betyder, i virkeligheden resten af livet.
En sæson efter, umiddelbart efter Champions League-finalen på Wembley i 2011, kom jeg igen til at sidde lige op i hovedet på Ferguson på pressemødet. Manchester United havde netop været en tur i FC Barcelona-karussellen og tabt dén tur klart og rundtosset. Ferguson var træt som et hospice. Det var svært at forstå, at det var den samme mand, der 10 måneder tidligere havde været solbrændt, energisk og smilende i New York. Nu lignede han næsten den mand, der fyldte 70 et halvt år efter. Han anerkendte nederlaget og lykønskede FC Barcelonas træner Pep Guardiola med sejren, men blikket var tomt og udslukt. Det var faktisk lidt rystende at opleve. Men det var selvfølgelig den ultimative vindersjæl, der sad foran mig. Den enorme skuffelse viste, hvor meget Ferguson ønsker at vinde. Han har hentet næring fra nederlag og skuffelser. De gjorde ham sulten og bedre, og sulten efter succes, tørsten efter revanche, har han som ingen andre managere formået at give videre til sine spillere. Han har bygget det ene mesterhold op efter det andet. Han er blevet dømt færdig, død talløse gange. Han er kommet igen hver gang, with a vengeance.
Annonse
En bidende kold aften for to måneder siden så jeg en 71-årig trenchcoatklædt herre, der lavede vilde armsvingninger som Bono eller Robbie Williams foran 75.000 mennesker. Jeg sad lige ud for Sir Alex Ferguson på Old Trafford under Champions League-1/8-finalen mellem Manchester United og Real Madrid. Manchester United var lige blevet reduceret til 10 mand, og Ferguson appellerede højenergisk om publikums hjælp. Han fik den med det samme, men Manchester United tabte. Ferguson var rasende på dommeren, fordi han i lighed med de fleste andre iagttagere fandt udvisningen af Nani, mens Manchester United var på vej mod sejren, helt forkert. Efter kampen var Ferguson for oprevet til at komme til det obligatoriske pressemøde og sendte i stedet sin assistent, fordi han vidste, at han ville sige noget, som Det europæiske fodboldforbund UEFA ikke kunne tåle at høre. Kort efter nederlaget til Real Madrid tog Ferguson beslutningen om at stoppe som manager.
Da Manchester United havde tabt det engelske mesterskab til de nye overmænd Manchester City på dårligere målscore på sidste spilledag i maj 2012, gik Ferguson rundt til hver enkelt af sine spillere i bussen på vejen hjem fra Sunderland. Han kiggede dem ind i øjnene og sagde: ”Glem aldrig denne dag, glem aldrig hvordan du har det nu. Sørg for, at du ikke får det sådan igen.” I medierne sagde de, at det tabte mesterskab var det endelige magtskifte. Nu var United fortid, City fremtiden. City-spilleren Carlos Tevez viste mesterskabstrofæet og et stort papskilt med påskriften ”R.I.P. Fergie” (Ferguson, hvil i fred) ud til hele verden på Manchester Citys sejrsparade gennem hjembyen.
For præcis en måned siden så jeg Ferguson på Old Trafford, ved spillertunnelen, da han gik fra banen efter 1-2 nederlaget Manchester City. Han klappede ud til publikum som tak for støtten. Han så meget determineret ud.
Samme sted, to uger efter, vandt hans spillere, de samme, han havde kigget så inspirerende i øjnene i bussen året før, 3-0 over Aston Villa. Sir Alex Ferguson havde genvundet det mesterskab, han tabte sidste år.
