Uortodoks opfinder leverer cykeludstyr til tophold: ”Havde jeg ikke gået efter den rekord, havde jeg ikke været her i dag”

Det begyndte med rulleskøjter i Holstebro og endte med nogle af verdens bedste cykelhold som kunder. CeramicSpeed bygger på en besættelse af friktion – og på en jysk opfinderånd, der nægter at slippe styret.

Uortodoks opfinder leverer cykeludstyr til tophold: ”Havde jeg ikke gået efter den rekord, havde jeg ikke været her i dag”
Offentliggjort

DER FINDES UORTODOKSE oprindelseshistorier, og så findes der historien bag CeramicSpeed – den danske kuglelejerproducent, som cykelsportens elite sværger til. 

Inde i en Bilka-butik i Holstebro – fra en lørdag til en søndag i oktober 1998 – tilbagelagde den dengang 23-årige Jacob Csizmadia på 24 timer i alt 505 kilometer på rulleskøjter. En ny verdensrekord.

I minutterne efter, liggende på gulvet i Bilka-butikken, hvor han tidligere havde haft et fritidsjob, kunne Csizmadia gøre sig op til flere erkendelser. 

Nogle af dem meget konkrete: Meget af huden på sine overlår havde han slidt af ved at have støttet sine hænder derpå. Flere af hans tånegle manglede. Og hvis han stod op, kunne han udelukkende indtage den lidt foroverbøjede position, som han havde befundet sig i det foregående døgn.

Uortodoks opfinder leverer cykeludstyr til tophold: ”Havde jeg ikke gået efter den rekord, havde jeg ikke været her i dag”

CeramicSpeed

Grundlaget i 2004 i Holstebro af Jacob Csizmadia. Csizmadia er stadig den dag i dag hovedaktionær samt administrerende direktør. 

Virksomheden har 137 ansatte per april 2025 og omsatte i 2024 for et samlet beløb i niveauet under 200 millioner kroner. 

CeramicSpeed specialiserer sig inden for cykelkomponenter baseret på keramiske kuglelejer, herunder oversized pulleyhjul og krankbokse. Leverer desuden komponenter til industrielt brug.

Og så vidste han nu – med en vished, der var stærkere end nogensinde før – at de keramiske kuglelejer, som han et halvt år forinden havde byttet ud med de mere almindelige (og billigere) stålkuglelejer, og som han selv havde gået og ombygget og fintunet, var langt overlegne i fart og holdbarhed.

”Havde jeg ikke gået efter den rekord, havde jeg ikke været her i dag,” siger Jacob Csizmadia på en videoforbindelse fra Holstebro, siddende i en T-shirt med firmalogoet på brystet i et helt hvidt og nøgent kontorlokale med gråhvide spånplader i loftet.

Det er dér, han ikke havde været, havde det ikke været for hans passion for rulleskøjter: som stifter, hovedaktionær og administrerende direktør i CeramicSpeed. En virksomhed, som de færreste danskere måske kender til. Det gør de bedste cykelryttere i verden til gengæld. 

I hvilken grad de er repræsenteret, går de lidt diskret med, siger Jacob Csizmadia, men lidt uofficielt kan vi godt skrive, at CeramicSpeed er at finde på over halvdelen af de professionelle hold.

Efter succesen med rulleskøjterne var det faren, der fik Jacob Csizmadia til at prøve de keramiske kuglelejer af på en cykel. Faren var nemlig, ligesom så mange andre fædre i den generation, blevet en ihærdig motionscyklist. Ikke lang tid efter var Bjarne Riis og CSC med på idéen, og så var Csizmadia ved at være i gang. 

Den helt store udfordring var bare: Hvordan overbeviser man folk om, at det, man tilbyder, godt nok er væsentlig dyrere, men samtidig også er hurtigere og holder længere?

Uortodoks opfinder leverer cykeludstyr til tophold: ”Havde jeg ikke gået efter den rekord, havde jeg ikke været her i dag”

”Prøv at forestille dig,” siger Csizmadia, ”at man i 2001 var gået rundt med en iPhone uden taster på og sagt til folk: ’Det her er jeres computer, det er jeres fjernsyn, det er alting.’ Så havde folk bare grinet dig.”

Men langsomt spredte ordet sig; alle, der rent faktisk prøvede de keramiske kuglelejer, kunne mærke forskellen.

Det er ikke helt ukompliceret, det, de har gang i ovre i Holstebro. Og slet ikke i disse år, hvor de også laver 3D-printede oversized pulleyhjul, kranksæt, keramiske kuglelejer til industri, og snart lancerer de også et monitoreringsværktøj til industribrug, som potentielt kan blive rigtig stort. 

Men Jacob Csizmadia er sådan en snusfornuftig, jysk opfindertype, hvor hænder og hoved går i spænd, og hvis han skal forklare noget, så drager han gerne op til flere paralleller – til Formel 1, til LED-lys, til højspændingsmaster – så den til sidst fiser ind.

Hver dag går Csizmadia en tur rundt i virksomheden og siger godmorgen til medarbejderne. Fra 7.45 til 8.30. Noget, han godt kan gå og tænke over, er: Hvor er den her virksomhed på vej hen? 

Han ved, hvad der skal ske næste år. Men hvad med om 10? Mange kapitalfonde har rakt ud gennem årene, men Csizmadia vil holde fast på styret.

”Vi har gang i nogle store, spændende projekter i øjeblikket,” siger han.

”Og det er fedt.”