Andreas Zinck Henningsen arbejder med bronze og marmor: "Når andre mennesker hører, hvad jeg laver, bliver de ofte overraskede"

Jeg har en baggrund i galleribranchen, og jeg startede mit eget galleri i 2007, da jeg var 24 år gammel. Syv år senere fusionerede jeg med et andet galleri og startede Last Resort Gallery, men det samarbejde stoppede i 2019. Alting forandrer sig, også ens drømme, og langsomt indledte jeg mere dialog og udvidede mit samarbejde med bronzestøberiet Fonderia Artistica Mariani i Italien, som jeg har kendt, siden jeg var dreng.

Familien Agolini, der ejer støberiet, er nære venner med min familie, og jeg besøgte første gang støberiet helt tilbage i 1994. Min far er uddannet skulpturkonservator, og i 1970’erne fik han en uddannelse, som også inddrog alle skulpturens teknikker. Det førte ham til Pietrasanta i Toscana, hvor støberiet ligger. I 2005 flyttede jeg selv til Italien for at arbejde på støberiet som bronzestøber. Det gav mig nogle værktøjer og en viden, som jeg kan bruge nu.

Man kan bedst beskrive mit job som at være producer for kunstnere. Jeg klarer en masse tekniske og praktiske opgaver for kunstnere, der så til gengæld får mere tid til at være kreative. Jeg følger produktionen fra idé og skitser til det færdige værk i bronze eller marmor.

Jeg taler rigtig meget i telefon, fordi jeg hele tiden er i dialog med bronzestøberiet og stenhuggeren i Italien. Vi har altid noget i gang, og min dag går med både at varetage kunstnernes interesser og at få værkerne produceret på den rette tid og efter kunstnernes intentioner. Fonderia Artistica Mariani har et stort produktionsapparat og en fyldt kalender flere år frem, så at få støbt bronze til danske kunstnere inden for en rimelig produktionstid er en stor opgave.

Det kræver et helt særligt kendskab til processen at kunne navigere i de forskellige stadier, som bronzestøbning kræver, og det er her, min rolle især gør sig gældende. Når jeg ikke sidder på mit kontor på Christianshavn i København, er jeg enten ude hos kunstnerne eller nede på støberiet og marmorværkstedet i Italien. Jeg tænker på bronze og marmor, fra jeg står op, til jeg går i seng.

Når andre mennesker hører, hvad jeg laver, bliver de ofte overraskede og viser stor interesse for den verden, jeg arbejder i. Det er jo de færreste, der forventer, at man siger, at man arbejder med bronzestøbning i Italien.

For ikke så længe siden var jeg til et bryllup, og her var hele bordet opmærksom på mit svar til min borddames spørgsmål: ’Og hvad laver du så?’ Til gengæld var jeg helt mundlam, da hun fortalte, at hun havde startet et firma, som designer fede og supermoderne rollatorer til et kræsent, ældre publikum. Den havde jeg ikke lige set komme …

Det er så vanvittigt omfattende at støbe værker i bronze eller marmor. Tænk på en maler: Vedkommende kan jo kun producere maleriet selv. Men når bronze- eller marmorskulpturer skal produceres, er det helt afgørende, at dem, der laver det, er eksperter på området. I virkeligheden er der jo ikke noget nyt i det. Bertel Thorvaldsen, som er en af mine store helte, har måske hugget få af sine værker selv.

Resten lavede han forlægget til, og så blev de hugget for ham. Hvis en kunstner skulle hugge sine egne skulpturer i marmor, så ville de kun nå at lave et meget begrænset kunstnerisk oeuvre i deres levetid.

Processen med marmorskulpturer starter med forlægget fra kunstneren, med en model af, hvordan værket skal se ud i sidste ende. Når den er færdig, bliver der taget op til 30.000 billeder af den til en 3D-rendering. Det er vigtigt i denne proces, at alle detaljer kommer med ned til min samarbejdspartner i Italien. Først fræser en robot et råt omrids af modellen ud af en marmorblok. Robotten kører imellem to og tre uger, og når den er færdig, kan du faktisk godt se, hvad skulpturen skal forestille.

Men menneskehænder er stadig bedre end robotter, for vi har en anden føling med materialets overflade. I Italien kalder man det ’de hemmelige hænder’: Dem, der laver værket, sidder på gammeldags manér og hugger med avishatte på hovedet. De er helt kridhvide af marmorstøv, og i stenhuggeriet er der en lyd af metal mod sten overalt.

Processen kan tage mange måneder, og her kommer kunstneren også selv ned og ser værket for at tjekke, om alt er, som det skal være. Jeg lavede eksempelvis en monumental marmorskulptur med kunstneren Maria Rubinke, en isbjørn, der var 3,5 meter høj. Den tog fem måneder at lave, og vi var i Italien tre gange for at finjustere den.

Når man laver værker i bronze, støber man i keramiske forme. Det er det vildeste at deltage i støbeprocessen i Italien. Du er iført beskyttelsesdragt og er med til at hælde flydende, rødglødende bronze på over 1.000 grader ned i en støbeform, et princip der kaldes ’cire perdue’. Det er som at være midt i et inferno af skabende kraft, og du kan mærke varmen fra bronzen på hele din krop.

Der findes ikke 500 af mit job herhjemme. Faktisk er der kun mig. Det er jo også svært at sætte sig ned og sige: ’Nu vil jeg rådgive kunstnere om bronzestøbninger.’ Hvor fanden skal man starte henne? Men for mig lå idéen der allerede, da jeg var ung, den skulle bare perfektioneres. Og den relation, jeg har med Fonderia Artistica Mariani, er fuldstændig unik, fordi Agolini-familien kender min familie.

Samtidig er tillid en ekstremt vigtig faktor i mit samarbejde med kunstnerne. Mange af dem, jeg arbejder med, stoler på, at jeg kan være talsmand for dem, når deres værk bliver lavet i Italien. De har derfor ikke nødvendigvis behov for selv at komme derned undervejs.

Der kan dog sagtens opstå misforståelser, også fra støberiets side, selvom de er vanvittigt dygtige. Det er så en del af mit job at undgå, at det sker.

En tysk kunstner, som ikke var en af mine kunder, fik engang støbt et værk på støberiet. De havde bare fået forme uden retningslinjer, og så er det jo svært at vide, hvordan det skal laves. De svejsede arme og ben på værket, og det var meningen, at de skulle have ligget ved siden af, så det var en fejl, der var nem at spotte for kunstneren. Heldigvis er bronze jo et materiale, du kan arbejde med, så hvis der sker fejl, er det nemt at rette op på det igen.

Bertel Thorvaldsens ånd er til stede overalt i Pietrasanta. Ikke kun, fordi han har passeret gennem området på vej op til marmorbruddet i Carrara for at vælge marmor, men også fordi flere af hans mest populære værker stadig kopieres dernede.

Thorvaldsen var et fyrtårn for dansk kunst, og kun få danske kunstnere har opnået samme internationale anerkendelse som ham. Det skyldtes ikke alene den tid og de forudsætninger, han levede i og under, men også det faktum, at han ganske enkelt var en uovertruffen billedhugger og formgiver. Ved marmorbruddet i Carrara har der i flere år stået en næsten færdig udgave af hans Kristusfigur på et værksted, og den har med åbne arme budt én velkommen. Det er en forunderlig oplevelse.

I 2019 henvendte jeg mig til Danner-organisationen i København med en idé til en bronzeskulptur, jeg ville hjælpe dem med at erhverve som repræsentant for Avlskarl Gallery. Det endte med at udvikle sig til et projekt med en monumental skulptur på seks meter af Grevinde Danner. Det er kunstneren Kirsten Justesen, der skal lave den, og den skal stå på hjørnet af Gyldenløvesgade og Vester Søgade.

Vi fik skulpturen og placeringen godkendt i kommunen efter små to års arbejde og har lige nedsat en komité til at søge midler hos private fonde. Hvis det lykkes at få penge til projektet, vil det være en af mine største bedrifter. Tænk at have været med til at give København en skulptur, som skal stå i mange hundrede år. Så har man da fået sat et aftryk.

Det er, når jeg er på støberiet i Pietrasanta, at jeg er lykkeligst. Det er noget helt andet at stå midt i produktionen end at skulle klare det ved hjælp af WhatsApp og opkald på telefonen. Jeg har flere tusinde billedfiler i min korrespondance med Fonderia Artistica Mariani, og det er befriende at kunne tage dialogen direkte med bronzearbejderne, når jeg er der.

Mit italienske er lige akkurat godt nok til, at jeg kan kommunikere med folkene dernede, for de fleste kan ikke et ord engelsk. Det gør, at jeg i langt højere grad kan tage mig af udfordringerne mere effektivt på stedet, end når jeg arbejder hjemme fra Danmark. Lige nu er jeg der kun seks gange om året, fordi jeg har små børn, men når de bliver større, vil jeg oftere derned.

For mig er lykken at være der, hvor det hele sker. En mejerist vil også være hos sine oste.