Bag Keld og Hildas glade ørehængere gemmer sig en historie om ensomhed, jalousi og to familier i åben krig

SE, HVOR SØDT de smiler. Se, hvor pænt de bor. To kernesunde mennesker med hvide tænder og gode værdier som i en morgenmadsreklame. Keld og Hilda Heick er nygifte og forelskede. Han er 23, hun fylder 23 om tre måneder. Året er 1969, og de er lige flyttet ind i en toværelses lejlighed med bad og køkken på ottende etage i Danmarks første højhus, Domus Vista på Roskildevej i udkanten af København. Sofa i thaisilke, stole i palisander, levende lys på bordet. Ikke en lampe står forkert. Hilda gør rent, laver mad og lægger budget. Keld trisser rundt og nynner for sig selv, og når melodien er færdig, indspiller han den på sin båndoptager.

Keld og Hilda har fået besøg af en journalist og en fotograf fra Familie Journal, som gerne vil lære det lykkelige, harmoniske par at kende. Anledningen er, at Keld Heick er blevet et kendt ansigt i den brede danske befolkning. Hilda er kontorassistent og arbejder med EDB hos Lundbeck & Co. Keld læser til lærer, og i sin fritid spiller han med i The Donkeys. Bandet blev danmarksmestre i engelsk pigtråd i 1965, men det var, da Keld Heick og hans tre venner begyndte at spille dansk musik, at de fik et landsdækkende gennembrud nærmest fra den ene dag til den anden. Det skete med ’Ved landsbyens gadekær’, som gik til tops på hitlisten. Sangen var blød og behagelig som Baileys chokoladelikør, blottet for bismag og ubehagelige overraskelser.

For medlemmerne af den københavnske kultur-elite var sangen ulidelig i al sin sukkersøde landsbyromantik, men for tusindvis af danskere rundt om i landet var den en kærkommen pause fra en verden, som var ved at gå op i limningen – en verden med Vietnam-demonstrationer, uforståelig syrerock, ungdomsnarkomani og autoriteter, der væltede som dominobrikker.

Hos Keld & The Donkeys drak man hverken alkohol eller tog stoffer på scenen. En enkelt gang havde to af band-medlemmerne prøvet at ryge hash, men det fik uheldige følger. Den ene faldt ned fra sit trommesæt. Ingen af dem kunne gennemføre koncerten. Keld Heick var rystet, når han så, hvordan andre musikere opførte sig. Han havde set voksne mænd bruge tre dages koncerthyre på stoffer, sprut, piger og kortspil. På vej hjem på Storebæltsfærgen måtte bassisten fra et af de andre bands spørge, om han kunne låne til en kop kaffe. Selv gemte Keld Heick sit koncerthonorar i en konvolut, som han overrakte til Hilda, når han kom hjem. Nok var det ham, der skrev sangene. Men det var hende, der havde styr på bandets økonomi.

MERE END FEM årtier senere, en kølig eftermiddag i oktober 2021, sidder vi ved spisestuebordet på førstesalen i Keld og Hilda Heicks hus på en villavej i Vedbæk. Udenfor ligger vejen stille hen. Indenfor er hjemmet velordnet, stilen er klassisk, enkel og dæmpet. Parret fik for nogle år siden installeret en elevator, som de regner med at tage i brug, hvis det en dag bliver for strabadserende at tage trapperne. Indtil videre bruger de elevatoren til at fragte indkøbsposerne op til køkkenet.

Her til formiddag har Keld været en tur hos bageren og hente wienerbrød, og da han var afsted, fik han lyst til at købe en buket roser med til Hilda. Nu står blomsterne i en vase på bordet, og ovenover hænger lysekronen med de lange arme i rustfrit stål. Som Keld og Hilda sidder der ved siden af hinanden med kaffe i kopperne, glider de ubesværet ind og ud ad hinandens sætninger.

I perioder er det Hilda, der fører ordet, mens Keld trækker sig en smule fra samtalen og falder ind i sig selv, måske fordi han er kommet i tanke om et minde eller en historie, han overvejer at fortælle. Men han er hele tiden til stede og markerer med brummelyde, at han lytter til Hilda og for det meste er enig i, hvad hun siger.

Det er ikke mere end et par dage siden, at parret kom hjem fra en uges ferie på Madeira, hvor de har nydt solen og den gode mad og intet andet. Ferien var tiltrængt. I en alder af 75 har Keld og Hilda travlt. Der er bud efter parret, som har optrådt sammen siden 1981. Nu om dage kører de i fast rutefart mellem landets forsamlingshuse, idrætshaller, tivolipladser, pensionistklubber og plejehjem og underholder med et velkendt repertoire af populære viser, popsange og filmmelodier.

Keld Heick har i sin professionelle karriere skrevet 2.000 sange, nogle af de mest kendte er ’Disco Tango’, ’Krøller eller ej’, ’Hip hurra det’ min fødselsdag’, ’Hallo hallo’ og ’Under stjernerne på himlen’. I alt har han vundet Dansk Melodi Grand Prix ni gange med sine sange, som er blevet fremført af Tommy Seebach, Kirsten & Søren, Birthe Kjær og mange andre.

Selvom Keld og Hilda har mange fans i den modne del af den danske befolkning, som bliver i godt humør af at høre deres musik, så findes der også dem, der rammes af en allergisk reaktion, når de hører dem synge. Før i tiden modtog parret håndskrevne, hadefulde breve sendt med posten. Der var dage, hvor Hilda begyndte at græde, når hun læste de nedladende bemærkninger. I dag modtager hun kommentarerne på de sociale medier. Hun sletter de kritiske og ondskabsfulde henvendelser, inden hun når at læse dem til ende. Hun besluttede for lang tid siden, at hun har grædt sin sidste tåre over fremmede menneskers sure opstød.

At Keld og Hilda blev landskendt som den altid smilende dansktopduo, har ikke været uden omkostninger for deres datter, Annette, som i dag er 49 år. I sin selvbiografi, der udkom for nylig med titlen ’Datteren’, fortæller hun, at hun har haft en lykkelig barndom. Især husker hun, at den lille familie rejste landet rundt i en campingvogn, når forældrene gav koncert.

Men Annette husker også, at hun som ung kvinde følte et voksende behov for at bryde med det sukkersøde familieglansbillede, hun trak rundt på som en dødvægt. Da hun som 23-årig fik et tilbud fra det pornografiske blad Pige Special om at stille op på forsiden i bodypaint, sagde hun ja med det ene forbehold, at hun ønskede at beholde sine trusser på. Forsidefotografiet var hendes kommentar til alle dem, der troede, de på lang afstand vidste, hvad familien Heick stod for. Dagen inden bladet kom på gaden, ringede Annette til sin far og orienterede ham om forsiden.

Han svarede: ’Jamen, det lyder da spændende. Det glæder vi os til at se.’

Annette Heick har senere lært, at når Keld bruger ordet ’spændende’, så er det fordi, han ikke aner, hvad han skal svare. Tidligt om morgenen kørte han op til tanken og købte samtlige eksemplarer af Pige Special, så de ikke lå der til alle naboerne.

JEG HAR INTERVIEWET Keld og Hilda i et par timer, da Hilda rejser sig og går ned ad trapperne til stueetagen for at hente noget i et skab. Lidt efter kommer hun tilbage med en scrapbog. De første mange år, da Keld blev berømt med The Donkeys, klippede hun alle artikler ud og limede dem ind i bogen. Hun bladrer gennem siderne og finder artiklen i Familie Journal fra februar 1969. På billederne ser man det nygifte par, der er flyttet ind i toværelseslejligheden i Domus Vista til 900 kroner om måneden.

Keld og Hilda betragter billederne af sig selv i en blanding af ømhed, overbærenhed og mild forbløffelse. Det, de ser på billederne, er to høflige, unge mennesker, som benovede byder pressen velkommen i deres hjem. På et af billederne sidder Hilda i sofaen og kigger beundrende over mod Keld, der har sat sig på sofabordet med sin guitar.

På et andet billede står hun smilende ved siden af Keld, der sidder ved klaveret. Billedteksten lyder: ’Det hænder, at fru Hilda bliver så begejstret for sin mands sange, at hun synger med … men hun drømmer ikke i sin vildeste fantasi om at synge offentligt.’

På det tredje billede står Keld i lejligheden på ottende etage i sin showbiz-uniform – blåt jakkesæt, hvid skjorte, sort butterfly. Hilda er i en solsikkegul ærmeløs kjole. Hun har stillet skåle med småkager og en flaske Dubonnet frem for at forkæle sin travle mand, som lige er kommet hjem fra en koncert. Hilda kan ikke lade være med at grine, da hun genser billedet. Hun forstår ikke, at de sagde ja til at opføre det lille teaterstykke til ære for læserne.

”Det er fuldstændig latterligt, komisk og åndssvagt,” siger hun.

”Vi var flinke og naive og gjorde, hvad fotografen bad os om. Læserne må have tænkt: ’De er da ikke rigtig kloge, de to.’ Selvfølgelig stod jeg ikke og ventede på Keld i en fin kjole, når han kom hjem. Nej, jeg sov, fordi jeg skulle tidligt op på arbejde næste dag. Jeg havde stillet en spegepølsemad og et stykke med leverpostej frem på en tallerken med stanniol over, som han kunne tage, hvis han var sulten.”

Keld byder ind: ”Vi har været flinke. Uden at tænke over konsekvensen. Folk har tænkt …”

”De to latterlige tossehoveder,” siger Hilda.

”Hvad vi også selv tænkte, da vi så billederne,” siger Keld.

”Vi var ikke kloge nok,” siger Hilda.

”Men det blev vi efterhånden.”

SANDHEDEN OM Keld og Hildas familieliv var i det hele taget en smule mere kompliceret, end de dengang gav udtryk for i ugebladene. De to havde mødt hinanden første gang en sommerdag i 1954, da de skulle begynde i anden klasse på Valby Skole.

Hilda kom fra den lille midtsjællandske by Nyrup, hvor hun boede med sine forældre. Familiens økonomi var stram. Faren var mejerist og havde fået arbejde som laborant hos Lundbeck & Co i København, og derfor flyttede familien til Valby Langgade, hvor de havde fundet en billig lejlighed.

Hildas forældre var skeptiske over for at skulle bo i hovedstaden. De advarede deres datter om, at københavnerne var både storsnudede og umulige at stole på. Da Hilda og hendes mor nåede frem til skolen første dag efter sommerferien, vrimlede det med børn.

”Min mor og jeg kommer gående, og så siger hun: ’Nej, barn dog, hvordan skal jeg finde ud af, hvor du skal gå i skole med alle de børn?’”

Moren fik øje på en høj, velklædt dreng og henvendte sig til ham. Han hed Keld. Han svarede høfligt, at de kunne følges med ham, for han skulle også begynde i 2.U. Ligesom Hilda.

”Da vi traskede efter Keld, sagde min mor: ’Nå, der findes da også pæne drenge i København.’ Det havde hun ikke forventet.”

Keld havde sin egen måde at vise, at han godt kunne lide Hilda. Men interessen var ikke gengældt.

Hilda kigger på sin mand: ”Du var meget irriterende. Du fortalte i skolen, at du havde rejst Europa rundt. Jeg tænkte: ’Han lyver stærkere, end 10 vilde heste kan rende.’ Men det viste sig at være rigtigt.”

Keld: ”Min far arbejdede i et rejsebureau. Jeg kom med på en togtur ned gennem Europa.”

Hilda havde dengang kun hørt om folk, der havde været en tur til Sverige. Hun kigger på Keld:

”Jeg syntes, du var lidt spændende, men du var også irriterende. Jeg havde korte ben, jeg var ikke ret stor, og når vi legede drengene efter pigerne i skolegården … Åh! Du fangede mig lige med det samme. Så skulle man sidde inde under halvtaget og vente, indtil alle andre var fanget, og så kunne man starte forfra. Og det første, du gjorde, var at fange mig igen. En dag løb du efter mig hjem fra skole sammen med en anden dreng. Jeg var simpelthen så bange for jer. Jeg tænkte: ’Hvad vil de mig.’ Jeg tudede, da jeg kom hjem til min mor.”

Der skulle gå nogle år, inden de blev kærester. I dag er de enige om, at det skete endegyldigt ved en fest. Hilda husker datoen: 4. marts 1961.

Keld var 15, Hilda var næsten fyldt 15. Hun havde sin nye kjole på.

”Den aften blev skæbnesvanger,” siger hun.

Hilda fik øje på Keld med det samme, da han trådte ind ad døren til festen med sin guitar. I årene inden havde de set mindre til hinanden, efter at de var blevet delt op i tredje klasse. Men den aften faldt det hele på plads.

”Keld havde lange, mørke øjenvipper. Kæmpe koste. Han var simpelthen så køn at kigge på. Jeg var helt betaget.”

”Det var jeg også,” siger Keld.

”Jeg faldt pladask for Hildas smil og smilet i øjnene, når hun kiggede på mig. Uha. Det kunne jeg slet ikke stå for.”

Da festen sluttede klokken 23, tilbød Keld at følge Hilda hjem til Valby Langgade. Da de nåede frem, gav han hende hånden og sagde godnat.

”Jeg havde lyst til at kysse hende, men jeg var bange for at skræmme hende væk. Hun var en lille, uskyldig pige. Min mor havde sagt til mig: ’Nu holder du dig på måtten. Pigerne kan ikke lide, hvis man bliver for påtrængende.’”

Hildas mor stod i vinduet og ventede på sin datter, som de havde aftalt, når hun kom sent hjem, da hun ikke brød sig om at gå ind i opgangen, når det var mørkt.

”Da jeg kom op, spurgte min mor: ’Hvem var det, du fulgtes med?’ ’Det var ham, der altid drillede mig.’ ’Nå,’ sagde hun. ’Jeg synes ikke, du ser ud til at være så ked af det i aften.’”

Nogle uger senere mødtes Keld og Hilda igen. De skulle i biografen og se spændingsfilmen ’Sorte kniplinger’ om en rig kvinde, der føler sig forfulgt af en ukendt mand i Londons gader. Hilda ventede på, at Keld tog initiativ til at kysse.

”Jeg var vildt forelsket og forstod ikke, at han ikke prøvede på noget som helst. Et klem eller et kys. Da vi så filmen, tænkte jeg: ’Nu vil jeg vide, om han kan lide mig eller ej.’ På et tidspunkt, hvor filmen blev lidt uhyggelig, skyndte jeg mig at tage hans hånd.”

Hilda kigger på Keld.

”Det var forløsningen.”

På vej hjem fra biografen kyssede de hinanden for første gang.

”Fra da af var vi hinandens bedste venner,” siger Hilda.

I KELD OG HILDAS familier var man på ingen måde begejstret. Det vakte bekymring i begge familier, at de to unge mennesker planlagde en fremtid sammen. Kelds forældre havde fine fornemmelser og mente, at Hilda og hendes forældre med den lille Valby-lejlighed var under Heick-familiens standard.

Familien Heick boede selv i Valby, men flyttede senere til Frederiksberg, hvor de indrettede sig med antikke møbler, der lignede dem, de havde set i bladenes reportager fra Amalienborg. Når forældrene var på restaurant, spiste de med albuerne ind til siden, og de påtalte, hvis Keld glemte at gøre det samme. Kelds mor så helst, at hendes søn giftede sig med en advokatdatter nord for København. Hildas forældre var omvendt også skeptiske over for Keld. Det generede dem, at han spillede guitar og havde talent for det.

Hilda fortæller: ”Min far sagde: ’Er du klar over, at det er dig, der kommer til at bestille det hele. Du kommer til at slæbe pengene hjem, mens han ligger og snorker på sofaen hele dagen og sover rusen ud.’ ’Rusen?’ sagde jeg. ’Ja, sådan nogle som ham begynder at drikke. De kommer ikke hjem med pengene. Men det må du selv om, hvis det er sådan, du vil leve.’ Jeg sagde: ’Det sker ikke.’ ’Vi får se,’ var min fars svar.”

Når Keld bankede på i Valby Langgade og spurgte, om han måtte hilse på Hilda, blev han afvist af hendes far med ordene: ’Hvad vil du?’ Hvis Keld ville snakke med Hilda, måtte han gøre det ude på trappen.

Men på Hildas 18-års fødselsdag blev hun ringforlovet med Keld. ’Nå!’ var hendes forældres kommentar, da det glade par kom hjem for at vise ringene.

Heller ikke Kelds forældre var glade. Det blev ikke bedre, da brylluppet nærmede sig. For at få råd til bryllupsfesten havde Hildas far taget et ekstra job på Bakken, hvor han stod om aftenen og solgte fiskefileter. For Kelds mor og mormor var det vigtigt, at Hildas forældre vidste besked om skrevne og uskrevne regler for et bryllup. Flere gange ringede Kelds mormor til Hilda, mens hun var på arbejde, for at forklare om takt og tone. Hun anbefalede, at Hildas mor tog hvide handsker på i kirken, så man ikke bemærkede hendes grove hænder. Hilda sagde ikke noget til Keld.

”Det var nok, at jeg sad og tudede for mig selv,” siger hun.

En augustdag i 1968 blev Keld og Hilda gift i Frederiksberg Kirke. Festen blev holdt på Søllerød Kro. Aftenen forløb nogenlunde, men Hilda var nervøs for, hvad der ville ske, når brudeparret forlod festen efter midnat. Keld mente ikke, at der var grund til bekymring. Men Hilda fik ret. Om natten sov de på hendes værelse i Valby, fordi deres nye lejlighed i Domus Vista endnu ikke var færdig.

”Ud på natten hørte jeg min mor og far komme hjem. Min mor græd, min far skældte ud,” siger Hilda.

”Min faster og onkel skulle også sove hos os. De talte så højt, at jeg stod op for at høre, hvad der var sket. Så fik jeg hele molevitten. Da Keld vågnede næste dag, fik han historien fra mig. De var alle sammen røget i totterne på hinanden, og Kelds mor og far var blevet lynende uvenner.”

Det var sådan, Keld og Hildas ægteskab begyndte. Med et kæmpe skænderi.

HILDA MINDES IKKE, at hendes mor nogensinde udtrykte glæde over, at hendes datter havde fundet en mand, hun var glad for. Det, Hilda husker, er, at forældrene altid lå i krig med hinanden. Hun husker de håndskrevne kommentarer, moren gav til sin datter med besked om at give dem videre til sin far, fordi hun ikke selv gad at snakke med ham.

”Jeg forstod ikke, hvorfor mine forældre havde giftet sig med hinanden. De var vidt forskellige,” siger Hilda.

”Min far kom fra en familie, hvor man dagligt læste bøger. Min mor kunne ikke fordrage bøger. Min far sagde til min mor: ’Du og din familie, I har aldrig læst andet end telefonbogen.’ Det endte med, at min far blev mere og mere sur og sær.”

Hildas mor var maniodepressiv. Flere gange prøvede hun at tage sit eget liv. Uden helt at mene det, fornemmede Hilda. Moren blev kørt til udpumpning og blev indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling. Som gamle lå begge forældre indlagt med dårlige lunger, efter at de havde røget hele livet. Moren og faren lå på den samme hospitalsgang.

Dagen før sin 85-års fødselsdag var Hildas far så svag, at det var tydeligt for alle, at han snart ville dø. Hilda gik ind på sin mors stue og sagde, at det var nu, hun skulle sige farvel til sin mand. Moren svarede: ’Vel vil jeg ej, han har altid skullet spille mere syg end mig.’ Hilda forklarede sin mor, at det var alvor. ’Han kan rende og hoppe,’ var morens svar. Kort efter døde Hildas far.

Også Kelds familie havde sine spøgelser. Som ung arrangerede Kelds far rejser for Kristeligt Dagblads læsere, senere blev han personalechef hos Stjernerejser, inden han skiftede spor og blev selvstændig ejendomsmægler. Han havde et succesfuldt arbejdsliv, men hans kone var sjældent tilfreds. Hun ringede rundt til familien og beklagede sig over sin mands mange fejl og mangler.

”Det skabte en akavet stemning, når familien var samlet, fordi vi vidste besked om ting, der ikke kom andre ved,” siger Hilda.

”Jeg sad hele tiden og passede på, hvad jeg sagde.”

I sit eget ægteskab har det været vigtigt for Hilda, at hun og Keld stod sammen udadtil og løste deres problemer derhjemme.

”Lad være med at rende rundt til gud og hvermand og fortælle, at nu har han igen smidt sine sokker alle vegne. Tal om det med hinanden. Vær ærlige over for hinanden. Sig til hinanden, hvis der er noget, der generer dig. Sørg for, at tingene ikke hober sig op og lige pludselig eksploderer mellem jer.”

Kelds forhold til sin mor var anstrengt lige til det sidste. Det generede ham, at hun altid var forbeholden over for sin svigerdatter. Først da moren var gammel og dement og sad på plejehjem, var hun glad for at få besøg af Hilda, som tog hjemmebagt kage med.

”Jeg tror, det gik op for min mor, at Hilda var en super god kone. Men min mor var stædig. Hun ville ikke lade sig mærke med det. Der var ikke nogen ros til Hilda førend til allersidst.”

Når Keld og Hilda var på besøg på plejehjemmet, kunne moren ikke genkende sin søn.

”Men det gjorde mig ikke noget,” siger Keld.

”For hun kunne huske Hilda.”

SELVOM KELD OG HILDA har gjort, hvad de kunne, for ikke at gentage forældrenes fejltagelser, har deres ægteskab ikke været fejlfrit. Da en pludselig, landsdækkende boyband-agtig berømmelse skyllede ind over Keld & The Donkeys i 1966, ændrede det hans liv. Og det ændrede Hildas liv.

Fremmede kvinder ringede på døren med blomster og spurgte, om de måtte møde Keld. Andre kvinder skrev breve og spurgte, om de måtte flytte ind hos Keld og Hilda. Hilda svarede, at det desværre ikke kunne lade sig gøre, da Keld var en gift mand. En kvinde svarede, at det gjorde ikke noget, hun ville gerne gøre parret selskab i lejligheden og tilbød at hjælpe med de huslige forpligtelser.

Keld og Hilda – kort fortalt

De er begge født i 1946. Keld voksede op i København. Hilda tilbragte sine første år i den midtsjællandske by Nyrup, inden familien flyttede til hovedstaden. Som ung var Hilda kontorassistent hos Lundbeck & Co. Hilda videreuddannede sig som merkonom og arbejdede i mange år som programmør. Keld læste til lærer, da han fik et gennembrud med bandet The Donkeys i 1966. Bandet kendes for sange som ’Jeg ringer på fredag’, ’En tusindfryd i min hånd’ og ’Ved landsbyens gadekær’. Keld forlod senere bandet og dannede i 1981 duoen med Hilda. De har optrådt lige siden og har udgivet flere plader. Fra 1993 til 1998 var de direktører for Nykøbing Falster Revyen. Parret har optrådt i et utal af underholdnings-programmer, Keld har blandt andet været vært på DR-programmet ’Musikbutikken’, mens Hilda har været vært på lottoprogrammet ’Boxen’ på DR.

Keld og Hilda har været gift siden 1968. I 1971 fik de datteren Annette. Hun har senere gjort karriere i underholdningsbranchen. Hun har spillet med i musicals som ’Wicked’, ’My Fair Lady’ og ’Mamma Mia’. Hun har udgivet to albums, været klummeskribent og været vært på dansk Melodi Grand Prix.

Når Keld og Hilda tog på ferie i Danmark, var der kvinder, der bookede sig ind på samme hotel for at være i nærheden af dansktopstjernen, de havde læst om i ugebladene.

Når parret spiste morgenmad i hotellets restaurant, sad kvinderne ved bordene ved siden af og kiggede på Keld Heick, mens han drak sin kaffe og spiste sit blødkogte æg. Til sidst måtte han bede dem om at respektere parrets privatliv og gå deres vej. Nok var han kendt for at være flink. Men der var en grænse.

Hilda tænkte for sig selv, om Kelds berømmelse kunne skade deres ægteskab. Han var næsten altid på farten med sit band.

”Jeg gjorde mig mine tanker: ’Er han nu også den mand, jeg tror, han er?’”

Hun kigger på Keld og siger så: ”Jeg var glad for, at jeg altid kunne ringe til dig, lige meget hvor du var om aftenen og natten og tidligt om morgenen. Men det var svært at være så langt væk fra hinanden.”

I 1971 blev parret forældre til Annette, deres første og eneste barn. Keld var på turné, da deres datter kom til verden. Han var lykkelig for at blive far, det var Hilda ikke i tvivl om. Men når hun gik derhjemme og ammede og følte sig som en ’malkeko’, som hun kalder det, kunne hun ikke gøre sig fri af tankerne, der pressede sig på. Hun havde selv været med til Kelds første koncerter, og hun vidste, hvordan pigerne greb fat i ham, når de så ham. Hilda mærkede jalousien komme krybende ind i sit liv.

”Jeg vidste, at pigerne sværmede om ham som fluerne om en gammel ost.”

”Tak for den sammenligning,” siger Keld.

De griner begge to.

Keld ringede hjem, når koncerten var overstået og forsikrede Hilda om, at han ikke gik i byen med de andre fra bandet. Han blev på hotelværelset og skrev på sine tekster. Hilda stolede på sin mand.

EN DAG I 1979 bemærkede Keld, at der var noget galt med hans stemme. Den lød ikke, som den plejede. Hos lægen fik han at vide, at han havde fået en knude på stemmebåndet. Knuden var opstået af overanstrengelse.

Efter operationen sagde lægen, at han sagtens kunne blive ved med at synge, hvis han sørgede for ikke at overbelaste sin stemme. Det bedste ville være, hvis han stoppede med at spille timelange koncerter med The Donkeys og i stedet optrådte som solist.

Keld meddelte sin beslutning til sine tre venner i bandet og tog alene ud og spillede koncerter. Som han kørte i sit eget og nattens selskab fra by til by, opdagede han, at noget manglede. Han savnede nogen at snakke med.

”Jeg følte mig simpelthen så ensom. En dag ringede jeg 27 gange hjem til Hilda, hvor hun til sidst måtte sige: ’Nu må du lade være med at ringe mere.’”

Keld fik en idé. Hvis Hilda gjorde ham selskab på scenen, ville han aldrig være alene. Hilda behøvede ikke at tænke over sit svar. Hun ville under ingen omstændigheder stå på en scene. Hun var stolt over, at hendes mand kunne underholde en sal fuld af mennesker, men selv havde hun hverken lysten eller modet til at synge foran et publikum. Keld blev ved. Han havde hørt Hilda synge derhjemme. Med lidt professionel sangundervisning ville hun sagtens kunne stå på en scene.

Sammen kunne de tage hul på et nyt kapitel af deres ægteskab. Hilda overvejede sagen. Hun svarede Keld, at hun var villig til at give det et forsøg. Hun ville medvirke i 10 koncerter, men ikke mere end det. Første koncert var på Hotel Pejsegården i Brædstrup en aften i februar 1981.

”Jeg havde ikke nogen forventninger om, at nogen gad høre på os,” siger Hilda.

”Og så sad der 700 mennesker i salen,” siger Keld.

Hilda sad i garderoben og græd: ’Jeg kan ikke, jeg vil ikke, jeg tør ikke.’ Keld forsøgte at berolige sin kone. Han mindede hende om, at de havde øvet sig grundigt derhjemme. De vidste, hvad de skulle gå ind og gøre. Og det gjorde de. Da koncerten var slut, fik parret et larmende bifald.

”Hvis folk ikke var så søde, så var jeg aldrig kommet videre. De var med til at bære mig frem,” siger Hilda.

Snart efter strømmede det ind med tilbud fra landets koncertarrangører. Hilda sagde sit job op hos Lundbeck & Co, hvor hun havde videreuddannet sig til merkonom og arbejdede som en af landets første kvindelige programmører, og tog på turné med sin mand.

Nogle gange blev Annette passet af familien, andre gange var hun med forældrene til koncert. Men Hilda mente ikke, at de mange rejser og overnatninger på de sparsomt indrettede hotelværelser og dage uden aftensmad, fordi hotellernes restauranter var lukket, når koncerten var slut, var sundt for en pige i skolealderen.

Hilda havde en løsning: Hvis de købte en campingvogn med et køkken, kunne familien have sit eget hjem, når de rejste rundt. Hilda syede gardinerne til campingvognen, og familien købte en hund. Så havde Annette selskab, mens forældrene gav koncert. Det var Cirkus Heick, som Annette kaldte det.

SOM LANDETS NYE dansktopduo indledte Keld og Hilda et arbejdsvenskab, som har fulgt dem siden. Parrets venner advarede dem. De mente ikke, at man både kunne være gift og arbejde sammen.

’I er skilt inden for et par år,’ lød det.

Men vennerne tog fejl.

”Det har styrket vores ægteskab, at vi har arbejdet sammen,” siger Keld.

”Vi har været gode til at fordele rollerne.”

Hilda supplerer: ”Jeg kunne endda strække den så langt og sige, at vi måske slet ikke havde været gift i alle de år, hvis ikke jeg var kommet med. Det var ensomt for mig at være alene om alting derhjemme. Det kan også være, at du havde mødt en anden dame på et tidspunkt. Der var masser af begejstrede kvindfolk, der ville have fat i dig.”

”Ja, ja,” siger Keld afværgende.

”Det kunne jo godt ske, at der lige pludselig var en anden, der var mere interessant end mig,” siger Hilda.

”Nej,” siger Keld og tilføjer så:

”Men det er da rigtigt, at vi ikke var så tæt knyttet i de første år. Du var meget alene, og jeg var meget alene.”

”Efter vi begyndte at arbejde sammen, fik vi en masse fælles oplevelser og ting, som vi kunne snakke om og vende og dreje i bilen,” siger Hilda.

I 1993 kom arbejdsvenskabet på en prøve, da parret fik tilbudt at overtage Nykøbing Falster Revyen. Som revydirektører stod Keld og Hilda for at hyre skuespillere, planlægge forestillinger, sælge billetter, indrykke annoncer i avisen og aflønne de mange medarbejdere. I ledige stunder kørte parret rundt i landet og gav koncerter, som de hele tiden havde gjort. Måske var det trods alt mere, end hvad ægteskabet kunne holde til?

”Når man havde så travlt, som vi havde, kunne vi i perioder glide fra hinanden og snerre ad hinanden,” siger Hilda.

”Der var ikke tid til den store kærlighed. Vi kunne lige akkurat sige: ’Har du det godt?’ ’Ja, jeg har det fint.’ Og så var det arbejde igen. Så er det, man skal huske at kærtegne hinanden og være der. Hvis ikke man gør lidt for hinanden indimellem, så løber man sur i det. Jeg tror, det var godt, at vi var sammen om arbejdet. Og forstod, hvorfor man kom hjem og var fuldstændig færdig klokken 23.30. Og så skulle jeg lige have bogført til i morgen. Keld smurte nogle madder, og vi fik en kop te. Vi forstod begge, hvorfor man ikke straks kastede sig over hinanden i sexlyst. Det var ikke fordi, den ene ikke var interesseret i den anden. Vi var bare hamrende trætte.”

Hvis nogen skulle være i tvivl, så kan Keld og Hilda sagtens ryge i totterne på hinanden. Det skete især, da de var yngre. Men det kan stadig ske. Keld er kendt for at have et temperament, der kan folde sig ud i et sandt festfyrværkeri. Men det driver hurtigt over, og det ender som regel med, at både han og Hilda griner over hans opførsel.

Aftalen mellem de to er, at de ikke går i seng som uvenner. For hvis ikke de har løst problemet, inden de lukker øjnene, kan ingen af dem falde i søvn. Når Hilda tænker efter, kan hun kun komme i tanke om én gang, hvor et skænderi var ved at gå over gevind.

”Jeg kan ikke huske hvorfor. Det var sikkert en bagatel,” siger hun.

”Men jeg blev så sur på Keld, at jeg tog bilen midt om natten og kørte ned til vores sommerhus på Falster. Jeg befandt mig i Nærum, da Keld ringede på min mobiltelefon: ’Hvor er du kørt hen?’ ’Jeg kører til sommerhuset. Jeg gider ikke sove ved siden af dig, du er en idiot.’ Keld svarede: ’Ved du hvad, så kommer jeg også.’ Jeg sagde: ’Jeg gider ikke køre til Falster for at undgå dig, hvis du kører med. Så kan jeg lige så godt køre hjem og sove ved siden af dig.’ Så var den potte ude af verden. Da jeg kom hjem, kunne vi ikke lade være med at grine. ’Gad du virkelig at køre til Falster bare for at blive fri for mig?’ ’Ja, i det øjeblik jeg startede bilen.’”

Da de lagde sig til at sove, holdt de hinanden i hånden, som de plejer. Sådan er årene gået. Keld og Hilda er blevet ældre. Venner er gået bort. Andre lever stadig.

Deres datter, Annette, er for længst blevet voksen og har skabt sin egen familie og sin egen karriere som andet end Keld og Hilda Heicks datter. Hun er gift med kokken Jesper Vollmer, og sammen har de to børn. Keld og Hilda passer børnebørnene, så ofte de kan komme til det. Jeg spørger Keld og Hilda, om kærligheden mellem de to har ændret sig gennem årene.

”Den bliver anderledes efterhånden,” siger Keld. Hilda funderer lidt. Så siger hun: ”Den bliver på en eller anden måde dybere. Man ved, at hvis der er noget, der trykker, så kan man altid gå til hinanden, og man ved, at den anden er kærlig og omsorgsfuld. Man ved, at man har verdens bedste ven i sin partner.”

Hun fortsætter: ”Vi kan stadig være glade og forelskede i hinanden, men det er ikke på den måde: ’Åh, bare han nu synes om mig. Jeg er så grim i dag, nu kan han nok ikke lide mig mere.’ Alle de ting, man synes, betyder noget, når man er yngre, men som ikke betyder noget, når man når vores alder efter et langt ægteskab. Selvfølgelig skal man stadig holde sig pæn og ordentlig og ren. Men man har ikke ondt i maven og tænker: ’Kommer han nu hjem, eller kommer han ikke hjem?’”

FOR NYLIG vågnede Hilda midt om natten. Klokken var halv tre. Der var kulsort udenfor.

Hun kiggede på Keld, der lå ved siden af. Hun lå lidt og lyttede efter, om han trak vejret. Pludselig blev hun forskrækket. Han var stille. Hun kunne ikke høre ham. Hun stod op og mærkede efter på hans arm. Den var kold. Hun skubbede til ham. Normalt ville han vågne ved en let berøring. Men der skete ingenting.

Hun tog hårdere fat og ruskede i ham. Hun råbte. ’Keld! Keld!’ ’Hov,’ lød det fra Keld, da han vågnede med et ryk. ’Hvad siger du?’ spurgte han forvirret. Hilda var nærmest lykkelig, da han forskrækket fór op af sengen. De sidder ved spisebordet og kigger lidt på hinanden.

Så siger Keld: ”Det er det øjeblik, man frygter mest.”

”Vi ved, at den dag kommer. Vi nærmer os,” siger Hilda.

”Vi har ikke den samme tid tilbage, som vi har haft.”

Hun tænker videre: ”En af os vil jo nok opleve, at vi en dag skal sige farvel. Det er usandsynligt, at vi ryger på en gang. Medmindre det er en færdselsulykke.”

De har begge spekuleret over, hvem der vil klare sig bedst alene.

”Det vil Hilda,” siger Keld uden at tøve.

”Det er jeg ikke i tvivl om,” siger Hilda.

Hun kigger på sin mand: ”Det er derfor, jeg beder dig om at sætte dig ind i økonomien. Jeg vil gerne have, at du lærer nogle af alle de ting, jeg går og gør. Men du svarer, at det har du ikke lyst til at snakke om.”

”Ja, jo, jo,” siger Keld.

”Det er da også rigtigt.”

Når Hilda tager til banken for at tale om pension og opsparing, spørger Keld, om han behøver at tage med. Emnet interesserer ham ikke. Hilda svarer, at det også er Kelds penge, det drejer sig om. Hilda håber, at han i det mindste vil sætte sig ind i, hvordan man betaler regninger på netbank. Hun glæder sig over, at han har lært at bruge MobilePay.

Keld skriver sange og komponerer musik. De huslige opgaver står Hilda for. Den arbejdsfordeling blev grundlagt dengang, de flyttede sammen som unge. Hilda syntes, at Keld havde rigeligt at se til med at læse til lærer og spille i The Donkeys.

”Jeg tænkte: ’Så kan jeg lige så godt klare de ting, der skal klares. Der er ingen grund til, at han skal spekulere på det.’ Og sådan har det kørt i 53 år.”

”Jeg er god til at pille kartofler,” indskyder Keld.

”Du kan spejle æg. Koge æg. Smøre en mad,” siger Hilda.

”Og støvsuge,” tilføjer Keld. Han tøver.

”Nej, det gør jeg ikke godt nok, siger du.”

”Du kommer ikke så meget ind i hjørnerne,” siger Hilda. Hun smiler.

”Men det ville du lære, hvis du var alene.”

DET ER BLEVET sidst på eftermiddagen. Uden for vinduerne ligger villavejen stadig stille hen. Om lidt skal Keld og Hilda videre i dagens program.

Når journalisten er gået, finder Keld guitaren frem og sætter sig ved spisebordet for at øve repertoiret til morgendagens koncert sammen med Hilda. De skal spille i Svendborg på et fritidscenter for ældre. Derefter går turen videre til Hotel Vildbjerg i Midtjylland, hvor de om aftenen skal synge for Lions Club.

Før i tiden kørte Keld og Hilda hjem om natten efter en veloverstået koncert, men i dag har de behov for at sove i en hotelseng, hvis det bliver sent. I overmorgen skal de spille i Ballerup. De følgende dage venter Birkerød, Bramming og Sønderborg.

Keld og Hilda stiller ikke mange krav, når de møder op for at give koncert. Det eneste, de beder om, er kildevand, en kop kaffe og et aflåseligt lokale, hvor de kan klæde om. På en festival stod et bord i baglokalet med vodka og whisky og et væld af andre flasker med spiritus. Det forventede andre bands, og derfor skulle Keld og Hilda tilbydes det samme. De takkede pænt nej.

Når de giver koncert, optræder Hilda i en grøn buksedragt i første afdeling og i en lang pailletkjole i anden afdeling. Keld er i jakkesæt. Som regel lyseblåt, mellemblåt eller mørkeblåt. Spiller de på et plejehjem, tager han slips på. Publikum forventer glade og muntre sange.

Gennem årene har Keld skrevet flere mørke sange om de ting i livet, som er smertefulde. Han sendte dem ind til radioen, men ingen gad høre dem.

Keld og Hildas job er at sprede glæde. At lade publikum glemme for en stund. Glemme, at livet kan være grimt.

Verden er fuld af mirakler

Flere står lige på spring

Hvis dine drømmer vakler

Så se dig godt omkring.

Se når et solstrejf fra himlen

Spejler sig i en å

Kig op på stjernevrimlen

Når natten falder på.

Der er forskel på plejehjemspublikummer. De fleste steder modtages Keld og Hilda med klapsalver, når de ankommer med guitar og mikrofoner. Beboerne lytter interesseret til parrets historier om et langt liv i underholdningsbranchen, og de synger med på deres sange. Selv beboere, der ikke har sagt et ord i lange tider, vågner op, når de hører sangen ’Du er min øjesten’ fra filmen ’Flintesønnerne’ fra 1956.

Keld og Hilda kan på afstand se, hvordan sangen sætter sig i kroppen på beboerne. Den tænder et eller andet i dem. Man kan se det i deres øjne.

”Musikken er ét sted i hjernen, talen er et andet sted,” siger Keld.

Andre populære sange er ’Ta’ med ud og fisk’, ’Kald det kærlighed’, ’Lille sommerfugl’, ’Sikke’n fest’ og ’Vi skal gå hånd i hånd’.

”Bagefter kommer personalet hen til os og siger: ’Det var så dejligt at se dem så glade i dag. Det kommer vi til at mærke de næste par dage. Så bliver de nemmere at have med at gøre,’” fortæller Hilda.

Men der er også steder, hvor Keld og Hilda mødes af stilhed. Det sker, når de besøger plejehjem for demente. Der er ingen klapsalver, når de ankommer. Stilheden er svær at vænne sig til, selv for erfarne entertainere.

Der er dage, hvor Keld og Hilda ingen vegne kommer med de glade sange. Parret mødes af slukkede blikke hen over kaffekopperne. Mens hun synger, kan Hilda nogle gange spekulere på, om beboerne overhovedet har opdaget, at hun og Keld står og synger for dem. Hun får en ubehagelig tanke: ’Hvad hvis jeg selv kommer til at sidde sådan?’ Hun skynder sig at skubbe tanken væk.

På et plejehjem sad beboerne og gyngede med til musikken, da Hilda fik øje på en dame, der sad for sig selv i en kørestol. Hun sad sammensunken, formummet i sin egen verden. Hilda tænkte, det var synd for damen, at personalet havde placeret hende på afstand af de andre beboere. Hun gik syngende hen og tog kvinden under armen. Kvinden fik øjenkontakt med Hilda. Så råbte hun:

’SKRUB AF MED DIG!’

Hilda trak sig hurtigt væk. Hun sang videre. Og smilede, som om ingenting var sket.