”Måske er jeg blevet for gammel til den omvendte sixpence nu”

Har du forsøgt at charmere dig til et sæde på businessclass?

”På et tidspunkt arbejdede jeg meget i USA, og derfor havde jeg et diamantkort hos SAS. Det forsøgte jeg ofte at bruge som argument for, at jeg havde fortjent en opgradering, men det virkede aldrig.

Til gengæld har mine tre sønner, Carl Christian, Conrad Christian og Svend Christian – ja, det er tradition i min familie, at drengebørn hedder Christian til mellemnavn –engang fået os opgraderet. For 10 år siden sad vi i SAS-loungen i JFK i New York og skulle til at flyve hjem. Jeg forsøgte at overtale flypersonalet til at opgradere os alle fire, men fik at vide, at det ville koste en formue.

Vi besluttede at blive på monkeyclass, men stewardesserne blev ved med at komme over i loungen og snakke med mine drenge. De syntes, de var ret søde, virkede det til. Til sidst stod stewardesserne der pludselig med fire opgraderinger til os kvit og frit. Det var jo genialt.

Så mine drenge har charmeret sig til businessclass uden rigtigt at anstrenge sig, mens jeg endnu har til gode at lykkes med det. Trods utallige forsøg.”

Hvornår blev du en mand?

”Da jeg mistede min far som 28-årig, efter han længe havde ligget i koma. Han var et af mine vigtigste livsvidner og den person, der altid holdt øje med mig. Hans død fik mig til at ændre fokus. Jeg besluttede mig for, at jeg ville manifestere mig mere i verden og være til stede som én, der blev taget alvorligt.

Før det havde jeg gået på filmskolen og haft et mere ubekymret forhold til mit liv og min fremtid, men da min far døde, blev jeg mere empatisk og bedre til at sætte mig ind i andre menneskers sorg og smerte. Samtidig blev min første søn født, to uger før min far døde. Der blev jeg voksen.”

Har du siddet i et fly og bedt for dit liv?

”Jeg fløj engang med noget, der hed Great Lake Airlines, hen over Rocky Mountains i et gammelt, ramponeret fly med plads til 25 passagerer. Turen gik fra Denver til Telluride i Colorado, hvor jeg var inviteret til filmfestival.

Det er en meget eksklusiv skare, som kommer og viser deres film der, og jeg er tidligere endt til langbordsmiddage med alskens amerikanske berømtheder på netop den festival i Telluride.

Nå, men efter en halv time i denne undskyldning af et fly kiggede jeg ud og lagde mærke til, at der lækkede olie fra den ene motor. Det splattede op på vinduerne og ud på vingen. Kort efter kunne jeg se, at det samme skete på den anden side af flyet.”

Hvordan reagerede du på det?

”Panikken begyndte at brede sig i mig. Og i de andre passagerer, der så det samme som mig. Det gjorde det heller ikke bedre, at stewardesserne sad underligt på deres pladser, at det hele rystede, og at der med ét blev virkelig varmt i kabinen.

Vi konfronterede personalet på flyet med, at der fossede olie ud fra motorerne, men de svarede, at de ikke kunne gøre noget, og at det i øvrigt heller ikke var muligt at nødlande der midt i bjergene. De forsøgte at berolige os med, at det altid dryppede sådan fra motorerne, og at det åbenbart var normal praksis hos Great Lake Airlines.

Så længe de huskede at fylde mere olie på, før de fløj tilbage, var alt godt, sagde de. Resten af turen – den tog nok halvanden time – var frygtelig. Da vi landede mellem to stejle bjergsider på en landingsbane, der føltes alt for kort, åndede jeg lettet op. Men hver gang, jeg nu tænker tilbage på den tur, tror jeg mindre og mindre på, at flypersonalet talte sandt.”

Hvis du kunne ændre en ting ved dit udseende, hvad skulle det så være?

”Mit manglende hår. Jeg begyndte at tabe håret, da jeg var i starten af 20’erne. Ligesom det er sket for alle andre mænd i min familie. Hvis der dengang havde været de samme muligheder for at få en hårtransplantation, som der er i dag, havde jeg helt klart overvejet at få en. At miste håret er et øksehug ind i en mands identitet, og det var det også for mig.

Da jeg fyldte 30, barberede jeg de sidste rester af og tog en sixpence på. Et eller andet skulle jeg jo have siddende på toppen af hovedet. Der er ikke rigtig nogen specifik grund til, at jeg har valgt at gå med den omvendt.

Dengang, da jeg var i starten af 30’erne, syntes jeg bare, at det så godt ud, og så har jeg ikke taget den af siden. Men måske er jeg blevet for gammel til den omvendte sixpence nu.”

Har du nogensinde følt, at døden har åndet dig i nakken?

”For ni år siden skulle jeg en tidlig morgen flytte fra mit sommerhus i Dronningmølle og ind i en lejlighed på Nørrebro. Til flytningen havde jeg lejet en lastbil med en lift bagpå. Efter jeg havde læsset en masse ting ind, gik det udvendige panel, som man styrede liften med, i stykker.

Men der var også en knap inde i lastrummet, kunne jeg se. Derfor stak jeg straks hånden derind, og i præcis samme sekund kørte ladet op… og smækkede i. Jeg kunne ikke bevæge min arm, og da der ikke kom nogen blodtilførsel til, begyndte jeg at miste følelsen i den. Der gik et kvarter, så 20 minutter. Jeg kunne ikke nå min telefon og ringe efter hjælp, og der var ingen mennesker i nærheden.

Kort efter var jeg ved at miste bevidstheden og blev mere og mere sikker på, at jeg ville dø lige der. Det ville jo være en fuldstændig absurd og komisk måde at gå herfra på. Heldigvis passerede en mand, der var ude og lufte sin hund, forbi. Han styrtede hen, åbnede ladet indefra og ringede straks efter en ambulance.

Den dag i dag har jeg stadig problemer med armen, hvis jeg ikke passer min træning. Alle nerverne i min underarm blev knust. Jeg er utrolig taknemmelig over, at den mand hjalp mig, men jeg ærgrer mig over, at jeg i forvirringen glemte hans navn og adresse. Jeg føler stadig, jeg skylder ham en kasse god vin som tak for hjælpen.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Mænd