PLUDSELIG PEGER flaskehalsen på mig.

Eller rettere sagt: Vi er nået dertil på aftenen, hvor det er min tur til at ’dele’, som det hedder, når man har 10 minutter til at fortælle de andre i mandegruppen om, hvad der for tiden rumsterer i ens liv. De fire andre mænd, der selv har delt deres mest intime tanker med mig, kigger nu afventende min vej.

De seneste timer er solen uden for loftsvinduet klatret langsomt ned over himlen, indtil bygningerne på den anden side af kanalen i København stod i flammer, men nu er den gået helt ned, og det bælgravende mørke har lagt sig som et tæppe om selskabet. Varmen fra brændeovnen har gjort mine håndflader fugtige. Jeg gruer for, hvad der skal ske.

Fra start har jeg været en anelse skeptisk. For hvad er det i det hele taget for et behov, som flere og flere mænd åbenbart har for at rende rundt og se deres liv udefra som et projekt, der løbende skal analyseres? Jeg er heller ikke kommet bedst fra land. Flere timer tidligere, før selve mandegruppen overhovedet er gået i gang, sidder jeg i en samtale med to af de andre, og den ene snakker stort set kun om, hvor meget fisse han næsten får, og den anden om det problematiske forhold til sin far, og jeg tænker, at mænd i bund og grund er utroligt simple. Så afbryder den ene af de to pludselig og siger så:

”Med al respekt, jeg aner ikke, hvem du er. Det ville betyde meget, hvis vi lige tager en runde: Parforhold, børn, bare sådan noget. For mig er det et følsomt rum at være i.”

Jeg fortæller, at jeg er 30 år og bor på Nørrebro, for hvad skal man egentlig fortælle om sig selv, når det kommer til stykket, men allerede her begynder det at gå galt, for da jeg nævner, at jeg oprindeligt kommer fra en by på Fyn ved navn Årslev, hører han forkert, og før jeg har nået at stoppe ham, har han kastet sig ud i en længere beretning om dengang, han tilbragte meget tid i Hårslev.

”Jeg lavede forretning med Hårslev Maskinfabrik, jeg glemmer det aldrig. Man tænker: ’Hvad ligger der i Hårslev?’ Der ligger faktisk en kæmpestor fabrik med 500 ansatte eller sådan noget,” fortsætter han, mens han kigger på mig med sådan et indforstået blik, der siger: ’Det må du jo om nogen vide.’

Men jeg aner ingenting om Hårslev. Jeg kan heller ikke nænne at sige, at han har hørt forkert, for jeg vil gerne opbygge en form for tillidsbånd til de andre i mandegruppen, så jeg nikker bare og siger: ”Ja, ja lige præcis.”

Som dagen er forløbet, har jeg dog lært, at det er det måske vigtigste mantra, jeg har brudt ved på den måde ikke at sige sandheden. For i mandegruppen skræller man alt andet af og når ind til den inderste, ærlige kerne. Jeg har fået valget af de andre, om jeg ville være med eller være med, men det stod klart, at det ikke var noget reelt valg, for hvis man vil sidde med til bords her, må man bide til bolle. Så nu sidder jeg for alvor i saksen. De andre forventer, at jeg deler, hvad jeg går og bakser med. Men hvad er der overhovedet at fortælle om at være mand i 2021?