Husker du ’Tiger King’? Han findes faktisk også i Danmark

Ny podcast afslører den vilde historie. 

Husker du ’Tiger King’? Han findes faktisk også i Danmark
Offentliggjort

Peter Bo Rasmussen – måske ringer navnet en klokke? I hvert fald er det ikke første gang, han er i mediernes søgelys. 

Men for første gang udruller journalist Sebastian Richelsen nu hele den mystiske fortælling, der tilbage i årene 2006-2011 tog sig ud i og omkring Næstved Zoo. 

En fortælling, der umiddelbart er så skingrende vanvittig, at man skulle tro, den kun kunne foregå i USA. Den minder da også usandsynligt meget om det, der foregår i dokumentaren ’Tiger King’, der – hvis man ikke har set den – handler om den dyreelskende Joe Exotic og hans nemesis Carol Baskin, som kæmper en indædt kamp om at være den største tigerprofil i Oklahoma, med alt hvad det ellers indebærer af lejemord, lokalintriger og andre etiske vederstyggeligheder. 

Historien fra Næstved er dog på mange måder også helt sin egen. I Næstved er der kun én tigerkonge, og hans navn er altså Peter Bo Rasmussen.