Maj-Britt Liliendahl er en af de ca. 2 % af danskerne, der er ramt af ansigtsblindhed. Hun kan heller ikke altid genkende sig selv på billeder, medmindre hun kan genkalde sig situationen eller påklædningen.
Når jeg ser på dig, ser jeg et rundt hoved med hår på toppen og ører ude i siden. Hvis jeg koncentrerer mig, kan jeg godt se, at du har mørke øjne, men ellers roder det hele rundt for mig. I stedet for at genkende folk på deres ansigter kender jeg dem på måden, de går på. Nogle mennesker vipper fra side til side, nogle vrikker i hoften, og andre løfter op i hofterne.
Ellers kigger jeg ned og ser på deres sko. Ansigtsblindhed er en hjerneskade, der sidder omme i baghovedet. Det kan komme efter en ulykke eller, som i mit tilfælde, være medfødt. Det lever jeg fint med. Det var først for fire år siden, jeg fandt ud af, at det var det, der gjorde, at folk mente, de havde set mig i supermarkedet, uden at jeg hilste.
Der er også familiefødselsdage, hvor jeg præsenterer mig selv med fuldt navn for den samme flere gange i løbet af aftenen, selv om jeg har kendt vedkommende i årevis. Jeg ser ikke film, for lige pludselig har morderen giftet sig med den myrdede, og frisøren er blevet politimand.
Deres ansigter er ikke til at kende fra hinanden, og sådan er det overalt, hvor jeg færdes. En enkelt gang prøvede jeg at holde en samtale kørende i 20 minutter i toget fra Nørreport. Det var først lige inden Farum, at jeg opdagede, hvem det var.
Flere gange er jeg gået hen til en fremmed mand og har lagt armen om ham, fordi jeg troede, det var min mand. Ham kender jeg på, at han rømmer sig meget og drejer hovedet en anelse til venstre. Til gengæld er jeg ikke sikker på, hvilken farve øjne han har.
Det er svært at finde hverdagstøj til mænd, som har kant. Det hele er sgu meget navy og klassisk. Og det er jo et resultat af, at så mange mænd simpelthen klæder sig kedeligt, for at sige det lige ud.
