DET VAR DEN sidste mandag i november, at dagen knap kom i gang, før den var slut. Et tykt skydække gjorde det umuligt for dagslyset sådan rigtig at trænge igennem. Og hvis der nogensinde var tvivl om Henrik Nordbrandts uendelige 16 måneder, skulle man bare kigge ud på det modløse slud, der ikke engang selv kunne mønstre vilje til at blive til en ordentlig snestorm. November, november, november, november.
Men pludselig er måneden overstået, december glider forbi i et virvar af portvin, brunkager, gaveræs og travlhed, og så kommer det store, sorte mørke i januar … eller nej, det gør det slet ikke, for der er nemlig slutrunde i herrehåndbold hvert eneste år, enten VM eller EM, og jeg labber det i mig.
Hurra!
To uger med suveræn håndbold næsten hver aften er et fyrtårn. Et fyrtårn med klart, skinnende lys til at navigere os gennem en kulsort måned, hvor man sikkert også er kommet til at love sig selv hvid januar.
Vi har verdens bedste håndboldlandshold (og har bevist det ved de fire(!) seneste verdensmesterskaber). Verdens bedste spillere og verdens bedste træner, som er resultatet af verdens bedste foreningsliv. Vi er så gode, at ens indbyggede bullshit-detektor automatisk begynder at lede efter hår i suppen.
Problemet er blot, at der simpelthen ikke er noget at komme efter. Man kan nærmest overveje, om vi har så mange gode spillere, at vi kunne stille med to separate håndboldhold, der ville møde hinanden i en finale?
Vi har to sportsgrene, som for alvor kan samle nationen. Håndbold og fodbold. Men hvor fodboldslutrunderne har sommeren, vejret og storskærmene kørende for sig, foregår håndboldslutrunderne altid i den mest brutale måned, hvor vi forskanser os inden døre. Vi er sammen om landsholdene, men håndbold ser vi hver for sig.
Ser man på seertallene, giver de største slutrundekampe nemt baghjul til fodboldens ditto. Vi er en indendørsnation, og mange af os er vokset op i håndboldhaller, mig selv inklusive. Og tv-signalerne får lov til at arbejde på højtryk i januar.
Annonse
I dette nummer af Euroman tegner vi et portræt af håndboldlandsholdet gennem interviews med tre af de største profiler: Emil Nielsen, Simon Pytlick og Mathias Gidsel. Og spørger dem om, hvordan de kan bevare viljen til at vinde, når de i forvejen har vundet (næsten) alt.
Slutrunden lyser op, når alt andet er mørkt. Og jeg glæder mig til, at landsholdet forhåbentlig vinder EM efter 14 år uden lige netop dét mesterskab under bæltet.
… og så er vinteren jo heller ikke værre. For der er håb derude. Se bare det aktuelle nummer af Euroman, hvor vi også har vedlagt vores Vintermagasin.
Vintermagasinet er vores hyldest til de overnatningssteder, restauranter, kulturinstitutioner og mennesker, der holder liv i landet i de koldeste måneder. Det er spækket med inspiration, interviews og guides til det, der gør livet lidt sjovere – selvom det ser sort ud derude.
Til sidst er der blot tilbage at ønske jer et rigtig godt nytår. Det er en udelt fornøjelse at være chefredaktør for et magasin, der stadig udkommer 12 gange om året (og hver eneste dag online!), og som har landets mest loyale læsere. Tak for det.
God fornøjelse med Euroman, god slutrunde og god vinter.
Efter vi blev verdensmestre i 2021, brød jeg mentalt sammen. Jeg var 21 år, det var min første slutrunde, og alle ville have fat i mig. Min telefon var brandvarm. Opmærksomheden ramte mig som en mur, og jeg var ikke klar til at stå imod. Jeg følte, at jeg blev flået i stykker.
