August
Foto: Polina Vinogradova Styling: Frederik Lentz Andersen. Modeass.: Tobias Ruberg. Grooming: Mads Stig. Billedbehandling: Post Studio.

Stort portræt af Anders og Bille August: "Jeg forgudede min far, som jeg tror, det er ret normalt at gøre, når far ikke skal tage det hverdagsagtige slæb"

Filminstruktør Bille August og hans søn Anders Frithiof August tænker ens og er enige om det meste. Alligevel har Anders altid følt, det var lidt latterligt, hvis også han skulle ende med at lave film. I dag er han en af landets mest succesrige manuskriptforfattere, og nu har de lavet en film sammen. Rasmus Elmelund har mødt de to filmmænd til en snak om fædre, sønner og film.

Bille Augusts far var kommunist.

Sådan en romantisk kommunist, der glorificerede arbejderklassen og mente, at alle unge mænd burde få sig en god og sund håndværkeruddannelse. Så da Bille blev teenager, sagde hans far til ham, at han kunne vælge mellem tre ting: At blive murer, maler eller tømrer.

Murer- og tømrerarbejde lød koldt, tænkte Bille, så han valgte malerfaget. Og selv om han elskede at gå i skole, blev han som 15-årig taget ud og placeret i lære.

Det var i begyndelsen af 1960’erne, og på det tidspunkt var håndværkermiljøet med den voksne Bille Augusts ord ”virkelig brutalt”. Han husker det, som om alle var mere eller mindre alkoholiserede.

Jakke Manuel Ritz (del af jakkesæt) til 3.350 kr.  Skjorte Stenström til 1.000 kr.  Jeans Jacob Cohën til 2.600 kr.  Uret er Billes eget.

Den unge Bille begyndte at pjække fra sin læreplads. I stedet tog han rundt i lokalmiljøet og fotograferede. Når han kom hjem om eftermiddagen, havde han en spand maling stående i kælderen, hvorfra han lige kunne strinte et par klatter i ansigtet, så det så ud, som om han havde arbejdet hele dagen.

En dag, da havde overstået sit ritual med spanden, gik han op ad trappen og mødte sin far. Faren så vred ud.

”Mester har ringet og sagt, at du ikke har været på arbejde i tre måneder,” sagde han.

”Hvis du vil fortsætte, skal du være i lære i yderligere et år.”

Bille kiggede på sin far:

”Det vil jeg ikke.”

Og så fik han en syngende lussing. Men Bille August ville ikke være maler.

Han havde søgt ind på en fotoskole i Stockholm, og da han tog af sted, sagde faren:

”Jeg havde sparet penge op, som du skulle få, når du flyttede hjemmefra. Men fordi du har valgt at gå dine egne veje, får du dem ikke.”

Og da vidste han, at sådan en far måtte han aldrig selv blive.

Halvandet årti senere fik Bille August en søn.

Det var et tumultarisk tidspunkt i hans liv, han havde netop skrevet og instrueret filmen ’Honning Måne’, der vandt tre Bodil-statuetter. Han og hans daværende kæreste var unge, og allerede da Anders var et år gammel, gik de fra hinanden.

De første år af Anders’ liv gik det op for Bille, at nogle af de ting, han sagde til sin søn, var replikker, der var kommet ud af munden på hans egen far. Han endte med at gå til psykolog for at holde op. For at bryde den sociale arv.
”Jeg ville ikke have, at Anders skulle opleve det samme, som jeg har oplevet,” siger han.

Sønnen, Anders Frithiof August, er i dag 40-årig manuskriptforfatter. I 2009, to år efter han var færdig på Den Danske Filmskole, blev kortfilmen ’Grisen’, som han havde skrevet manuskript til, nomineret til en Oscar.

Siden har han skrevet manuskript til film som ’Applaus’, ’Dirch’ og ’Sommeren ’92’ og de senere år afsnit af tv-serier, blandt andet ’Arvingerne’ og ’Bedrag’.
Anders August husker Bille som en omsorgsfuld og kærlig far. Men også som en far, der ofte var væk – og altid var på arbejde.

”Der var nogle store historier, der skulle fortælles. Men jeg oplevede det ikke som et aktivt fravær. Måske på et psykologisk plan, men jeg følte jo bare mere, at mit liv var hos min mor. Jeg forgudede min far, virkelig, som jeg tror, det er ret normalt at gøre, når far ikke skal tage det hverdagsagtige slæb. Det var selvfølgelig et ret omskifteligt liv, du levede. Også med kærester og sådan noget,” siger han.

Bille-Skjorte Stenström til 1.000 kr.  Anders-Skjorte Boss til 450 kr.  Uret er Anders’ eget.

Jeg er taget til Hellerup for at tale med Bille og Anders August om fædre og sønner og film.

Få sekunder efter jeg har trykket på dørklokken, åbner Bille August døren til det imponerende palads af en villa, som han bor i med sin hustru og deres yngste børn.

Filminstruktøren smiler, rækker hånden frem og giver et fast håndtryk. Han ser mig i øjnene og holder øjenkontakten overraskende længe. Uvilkårligt kommer jeg til at tænke på, at hans far var den kendte hypnotisør Frithiof August.

Indenfor er der kunst på væggene, hvidmalede gulve og en bugnende bogreol. Kulturel kapital. Ved et rundt spisebord har Bille August dækket op til tre med tallerkener, store tekopper og små guldskeer. Han har også stillet en lille skål frem med honning, en kande med sort te og tre frøsnappere med remonce.

I en lænestol sidder hans søn og strækker sig.

Man kan godt se, at Anders er Bille August søn, men her i samme stue ved siden af hinanden træder forskellene tydeligere frem end lighederne. Anders er væsentligt større end Bille.

Bille er iført en udsøgt babyblå skjorte og lyse bukser. Han virker mere forfinet end sin søn, men også mere skrøbelig. Han taler affekteret og i flotte sætninger.

Anders har sort T-shirt og cowboybukser på, og på hans arme vrimler det med tatoveringer. Han tøver mere end sin far, søger mere efter ordene og taler langsommere. Og når han går i stå, fuldfører Bille hans sætninger eller supplerer, øjensynligt uden at tænke over det.

Det ville irritere mig, hvis min far gjorde sådan – især hvis det var midt i et interview – men Anders virker ikke til at tage notits af det. Tværtimod smiler og nikker han som regel bekræftende.

De seneste år har de to arbejdet sammen på filmversionen af Henrik Pontoppidans ’Lykke-Per’. Manuskriptet skrev de i fællesskab, og Bille instruerede.

Det er første gang, romanklassikeren om den utilpassede præstesøn Peter Andreas Sidenius, der vokser op i Østjylland, men bryder med sin familie og deres forventninger og rejser til København for at forløse sig, filmatiseres. Underligt nok, hvis man spørger Bille August, for dens grundstof er ’genialt’.

Skjorte Boss til 450 kr.  Uret er Anders’ eget.

”Jeg havde læst romanen formange år siden og kunne huske den stemning, der er i den,” siger han.

”For otte år siden genlæste jeg den og tænkte: Det her kan blive en god film, og den fortjener et stort publikum. Så begyndte jeg at lege med tanken om, hvordan pokker man kunne få det til at fungere som film. Hovedpersonen er jo helt forfærdelig. Selvoptaget, egoistisk, umoden. En ung mand i transit, men også en person, man holder af, fordi man ved, han har været udsat for den barndom, han har. Det er en stor opgave at få den kompleksitet til at lykkes i en filmsammenhæng.”

Anders forklarer, at han gik i gang med romanen for en halv snes år siden, men ikke fik læst den 800 sider lange mursten færdig. Først i forbindelse med filmprojektet fik han endelig færdiggjort bogen.

”Siden har jeg læst den to-tre gange. Og hver gang, jeg lægger den fra mig, føler jeg mig efterladt med flere spørgsmål end svar. Hvad bestod den her mand af? Hvorfor kunne han ikke finde lykken, når han var så tæt på hele tiden? Den rammer lige i maven, synes jeg.”

Det har taget mere end fire år at lave filmen. Tanken om at skulle tilbringe så mange timer med sin far for at frembringe et storslået kunstnerisk projekt vil nok virke afskrækkende på mange. Men selv om jeg bliver ved med at spørge til det, svarer Bille og Anders nærmest pligtskyldigt, at de godt ved, det er et kedeligt svar, men at det altså har været ”ret let og professionelt”:

”Jeg kan ikke sige andet, end at jeg synes, at arbejdsprocessen var enormt ... professionel,” siger Anders. ”I mit baghoved har jeg selvfølgelig hele tiden været bevidst om, at det er en stor ting at lave noget med min far, og der er billeder af os to på filmset, fra jeg var helt lille. Jeg ved godt, der er en større historie ...”

Han holder en pause.

”Nu talte min far om håndværk før. Der er masser af håndværkerselskaber, der hedder Efternavn & Søn. Det er lidt klicheagtigt, men i det praktiske er det at lave en film jo også noget med spartel og mursten. Man får tingene gjort. Mere rørstrømsk eller sentimentalt er det ikke.”

Det er ikke første gang, Bille August undersøger slægtsrelationer på film – og heller ikke første gang, det sker med oplæg fra litteraturhistoriens store mestre.

I begyndelsen af 1990’erne lavede han Bergmanns ’Den gode vilje’ og Isabel Allendes slægtsroman ’Åndernes Hus’. Martin Andersen Nexøs ’Pelle Erobreren’ om forholdet mellem Pelle og Lassefar blev betegnende for både Bille August og dansk film – den snuppede lige en Oscar, Guldpalmen og de hjemlige Bodil’er – men også for Anders August’ forhold til sin far.

Bille-Skjorte Stenström til 1.000 kr.  Jeans Jacob Cohën til 2.600 kr.  Anders-Skjorte Boss til 450 kr.  Bukser Selected People til 1.200 kr.  Uret er Anders’ eget.

Anders kan ikke huske første gang, han så filmen, men han husker tydeligt optagelserne. Gården, de store marker. Køreturene derned sammen med den jævnaldrende Pelle Hvenegaard, der spillede filmens Pelle.

”Jeg synes, Pelle Erobreren er en af de fineste skildringer af en far og søn-relation på film. Nærmest nogensinde,” siger han og kigger over på sin far.

”Og ret tidligt kunne jeg regne ud, at det menneske, der har lavet den film, har en helt klar forståelse for en sådan relation. Jeg forstod, at der var noget, du gerne ville, men ikke var i stand til. Måske er det hjulpet på vej af min mor, som altid har været god til at forklare og forsvare, og som aldrig har talt dårligt om dig. Men den er en helt klar del af min barndom. Også selv om jeg ikke forstod, hvad den handlede om. Jeg troede, den hed ’Pelle Robot’,” siger han og griner.

Så tilføjer han:

”På en eller anden måde vidste jeg, at der var en længsel i dig efter at være mere hjemme, men også en erkendelse af, at verden åbnede sig på en helt utrolig måde, når du lavede film.”

Bille August nikker.

”Men jeg følte også, jeg svigtede Anders meget,” siger han.

”Måske fordi det var den periode i mit liv, hvor der skete meget. Jeg savnede Anders enormt meget, men på grund af mit arbejde skulle jeg altid være andre steder. Under forberedelserne til Åndernes Hus tilbragte vi en del tid i Argentina. Jeg kan huske, at jeg skulle ringe hjem til Anders. Der var tidsforskel, og der var kun én telefon i kælderen på hotellet, og der var selvfølgelig lang kø, og da jeg endelig kom til og kom igennem til Danmark, svarede Anders' mor, at nu var han faldet i søvn. Det savn var der altid.”

Ville du gerne have været en anden far?

”Jeg ved ikke, om jeg ville have været en anden far, jeg ville gerne have været mere til stede. Men hvis jeg havde været det, havde det ikke været muligt at lave de film.”

Anders Augusts forældre har været skilt, så længe han kan huske. Moren er folkeskolelærer, og da Anders var lille, arbejdede hun også på værtshuset Bo-Bi Bar i Indre København for at få det hele til at løbe rundt.

”Jeg husker fra min tidlige barndom, at livet med min mor og livet med min far var to ret forskellige ting. En film- og fantasiverden hos far. Og et andet liv med mor,” fortæller han.

De to verdener blev endnu tydeligere omkring ’Pelle Erobreren’, hvor Anders var omkring 10 år. Inden da havde hans far været kendt for sine børne- og ungdomsfilm, men efter ’Pelle Erobreren’ blev han ”virkelig verdensberømt i Danmark”, og Anders kunne mærke, at folk også begyndte at behandle ham anderledes. Det blev en identitet at være Bille Augusts søn.

”Det var en svær tid for mig, tror jeg. I hvert fald en meget definerende tid,” siger han og gaber, som man kan gøre, når man er lidt nervøs eller utryg.

Bille - Jakke Manuel Ritz (del af jakkesæt) til 3.350 kr.  Skjorte Stenström til 1.000 kr.  Jeans Jacob Cohën til 2.600 kr. Anders - Jakke Libertine-Libertine til 1.300 kr. Uret er Anders' eget. 

”Det var også deromkring, jeg skiftede skole. Jeg gik til skolepsykolog. Jeg tror, jeg havde svært ved at finde mig til rette i den nye rolle. Folk syntes pludselig, at jeg var noget særligt, og jeg fandt jo ud af, at det var jeg overhovedet ikke. Nogle år senere, da du begyndte at lave udenlandske film, var det jo en decideret drømmeverden, der åbnede sig. Sådan noget med at tage til Portugal og møde de store stjerner og bo på et fint hotel og blive kørt rundt i limousine med politieskorte. Og så skulle tilbage. Det var sådan ...”

”En stor kontrast vel,” siger Bille August.

”En kæmpe kontrast. Men jeg tror, det var særligt definerende for mig, fordi det var så omskifteligt. Jeg tog enormt mange ting ind og var hele tiden meget observant på, hvad der nu skete, om der var styr på det hele. Jeg udarbejdede et eller andet sanseapparat.”

”Et følsomt barn, var du. Perceptivt,” siger Bille.

Anders tager ordet igen:

”Ja. Og den fornemmelse for situationer og andre mennesker er nok også det, der definerer, hvad jeg laver i dag. At lave film er som at træde ind på en stor scene med en masse forskellige karakterer, som du skal vide, hvordan har det, og som skal interagere med hinanden. Det stammer nok derfra.”

Efter Anders havde gået på filmhøjskole i Ebeltoft, prøvede han et par gange at komme ind på Filmskolen uden held. Det føltes som store nederlag.

”På et tidspunkt solgte jeg alt mit kameraudstyr. Nu ville jeg skrive bøger, det var også åndssvagt med de film, med min far og alt sådan noget der,” siger han.

”Men jeg fandt ret hurtigt ud af, at selv om jeg holder meget af bøger, er grunden til, at det blev film, at film er det, jeg har haft de allerstørste oplevelser med i mit liv. Med film føler jeg mig fuldstændigt til stede. Kan mærke det hele. Det har jeg altid elsket,” siger han.

Til spørgsmålet om han på noget tidspunkt har gjort oprør mod sin far, siger Anders, at der var en kort periode i begyndelsen af hans 20’ere, hvor han følte, han stod ved sin første store skillevej i livet.

”Jeg havde prøvet at komme ind på Filmskolen, og jeg var igennem et forfærdeligt kærestebrud og ... Jeg stod på bar bund. Der var et par år, hvor vi nærmest ikke havde kontakt,” siger han og ser på sin far.

”Var det, da jeg boede i Sverige?” spørger Bille.

”Ja. Jeg vil ikke kalde det et opgør, men jeg kunne mærke, at det var et tidspunkt, hvor jeg ...”

Anders søger lidt efter ordene, men hans far kommer ham i forkøbet:

”Du skulle vel finde dig selv?” prøver Bille.

”Ja, jeg skulle finde mig selv. Og efter det begyndte tingene at gå den rigtige vej. Så man kan sige, at jeg havde en slags stille protest i begyndelsen af mine 20’ere …”

Han ler, men bliver alvorlig igen.

”Jeg tror, at mine tidlige voksenår gik en del med at forsøge at definere mig selv, ud fra hvem min far var.”

Har I skændtes undervejs?

De kigger på hinanden.

”Nej,” siger Anders resolut.

”Ikke hvad jeg kan huske,” siger Bille.

”Men du er jo ej heller et menneske, der hæver stemmen særlig ofte,” siger Anders og griner.

”Jeg er konfliktsky,” svarer han.

Fungerer det okay som instruktør?

”Det fungerer, fordi man i arbejdet som instruktør kan argumentere på mange måder. Det bedste er at tage konflikten, dissekere den og løse den derfra. Alt kan man diskutere – selv når det drejer sig om forfængelighed,” siger Bille.

”Men vi to har aldrig råbt ad hinanden,” siger Anders.

”Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det ser ud. Haha. Jo, måske én gang.”

”Dengang med hajen,” spørger Bille og smiler.

Anders August fortæller en historie om sin 10-års fødselsdag, hvor han havde fået en oppustelig haj i gave, og hans fem år yngre lillebror, Adam, satte sig foran den med en gaffel i hånden og sagde:

”Skal jeg punktere den, skal jeg punktere den?”

Det tør du slet ikke, svarede Anders.

”Og det er det eneste, man ikke skal sige til Adam. Så den eksploderede, og jeg løb efter ham og bankede ham. Der blev du rigtig sur.”

T-shirt Bareentshirt til 120 kr. Bukser Selected People til 1.200 kr.
Sneakers Tommy Hilfiger til 1.000 kr. Uret er Anders’ eget.

Når man googler Anders August, er noget af det første, der dukker op, et interview fra Politiken, hvor han i overskriften tituleres ”August jr.”.

På hans Wikipediaopslag står der i bunden, at han er søn af filminstruktør Bille August.

Spørgsmålet om byrden fra efternavnet er han blevet stillet af stort set alle journalister, han har talt med, og han forstår godt hvorfor.

”Hvis jeg sad over for Michael Laudrups søn, ville jeg også spørge om det. Men svaret er, at der ikke er så meget at sige. Hvis jeg skal skrive en film og sidder over for et blankt stykke papir, kan jeg jo ikke imponere det stykke papir med, at jeg hedder noget til efternavn. Jeg skal skrive noget godt. Noget, folk gider læse.”

”Du er alene med bolden,” supplerer Bille som for at bakke op om fodboldmetaforen.

”Ja, og selvfølgelig kan det godt være, at man kan få en prøvetræning et sted. Men hvis man ikke er god, ryger man ud med det samme. Selvfølgelig er min far og barndom en kæmpe del af mig som menneske – ligesom det er tilfældet for alle andre – men altså … Det er ikke sådan, at man bare vandrer ind og får et job, fordi man har et navn.”

Har det været sværere?

”Nej, jeg ved ikke, om jeg har skullet kæmpe hårdere.”

”Men du tænkte mere over det, inden du fandt dit ståsted, vel?” spørger Bille August.

”Jo, præcis. Fordi der var så meget, jeg skulle bevise,” svarer han.

”Det følte du i hvert fald,” siger hans far.

”Ja, der var så stort et bjerg at klatre. Apropos Michael Laudrup havde jeg tilfældigvis en snak med ham til et bryllup forleden. Vi kom til at tale om det med fædre og sønner, og som han sagde: Min søn spiller også fodbold. Det hårdeste er faktisk, at når man gør noget godt, så siger folk: ’Nå ja, selvfølgelig.’ Det er let nok at håndtere, at folk siger, at man får det hele foræret og så videre. Det værste er endelig at præstere og så blive mødt med skuldertræk.”

”Den eneste gang, jeg har været vred, var, da jeg kom ind på Filmskolen. Jeg havde brugt syv år, og jeg ved ikke hvor mange afslag. Jeg havde virkelig knoklet dag og nat på at dygtiggøre mig for at komme ind på den skole, og så sagde folk: ’Nå ja, selvfølgelig kom du ind’.”

Anders-Frakke Libertine-Libertine til 2.700 kr. T-shirt Jeanerica til 395 kr.
Bille-Jakke Manuel Ritz (del af jakkesæt) til 3.350 kr. Skjorte Stenström til 1.000 kr.

Jo mere de taler, jo tydeligere bliver det, at de minder om hinanden. Også selv om de fysisk afviger en del fra hinanden.

”Der er stor generationsforskel, men mentalt ligner vi hinanden. Vi har den samme form for humor og samme menneskesyn,” bekræfter Bille August.

”Samme livsanskuelser. Det afspejler sig også i de historier, vi beskæftiger os med. På den måde er vi tæt på hinanden. Også når vi diskuterer film. Vi har samme moralske grundopfattelse. Det, tror jeg, er vigtigt.”

”Og en følsomhed,” siger hans søn, ”hvor jeg nogle gange godt kan tage mig selv i ... Ligesom du pludselig tænkte: Gud, hvor minder jeg om min far. Ikke som noget negativt. Men jeg befinder mig jo også meget godt i en fantasiverden. Den følsomhed deler vi, tror jeg. Nogle gange synes vi nok også, det er lidt lettere at være i den verden end ude i den virkelige verden.”

”Ja, sådan har jeg det også,” supplerer Bille.

”Min far havde mørke sider, som kom til lyset en gang imellem. Det betød for min barndom, at jeg flygtede meget ind i mig selv. Jeg lavede fantasihistorier. Jeg var følsom, men fiktionen blev min redning. Det kunne jeg mærke.”

”Det er sjovt,” bryder Anders ind, ”for jeg kender jo godt Billes historie om sin far, jeg har hørt ham fortælle den før, men jeg kendte hans far som en fin og sød mand. Jeg mødte ham til jul og den slags. Hvornår døde han – i ’86 eller sådan noget,” spørger han og kigger på sin far.

”Jeg kan simpelthen ikke huske det.”

Der bliver lidt stille, og jeg spørger dem, hvorfor far-søn-relationer er så godt stof.

”Er de det,” spørger Bille, tilsyneladende oprigtigt forundret over spørgsmålet.

Ja, man kan sige, at Euroman jo laver et tema om det, du har lavet flere film om det, og nogle af de største romaner kredser om det …

”Jeg ved det ikke. Hvad siger du, Anders?”

Der bliver lidt stille igen.

”Ligegyldigt hvem vi er, har vi alle en far, der har defineret os,” siger Anders prøvende og slår med det samme sit forsøg hen som banalt.

”Traditionelt har faren en forventning til sin søn,” forsøger Bille.

”Og især til ældste-sønnen. De skal med respekt bære familiens ære. Der er indbygget en masse forventning og drama, som især er voldsomt, når nogen bryder med det. For nu at vende tilbage til ’Pelle Erobreren’ prøvede jeg at beskrive et kærlighedsforhold mellem en far og søn, som jeg aldrig selv havde oplevet. Og så selvfølgelig det savn eller det, jeg ikke selv formåede især over for Anders.”

”Forventninger er én ting,” siger Anders, ”men der er også den helt elementære spejling. Det, at man bliver voksen og mand. Bliver man som sin far eller på trods af sin far?”

”Det er svært for mig, for jeg jo har aldrig set op til min far”, siger Bille:

”Da han døde, havde jeg det næsten som Lykke-Per. Det var en befrielse ikke at føle noget.”

Anders ser på sin far.

”Men jeg ved ikke, hvordan unge mennesker i dag har det med deres fædre,” fortsætter han og ser tilbage på sin søn, som om han forventer en forkromet afrunding fra ungdommen.

”Jeg ved ikke, om man kan tale om en definerende fadertype i dag,” siger Anders.

”Men en ny fadertype er måske dem, der dyrker faderidentiteten helt vildt og får tatoveret deres børns navne på armene, du ved. Jeg ved ikke, om det er på grund af sociale medier, men der er en eller anden romantisering af faderrollen. Det, synes jeg, er godt,” siger han.

Han kigger ud på hængekøjen og trampolinen i den store have. Vender blikket mod sin far.

”Men jeg glæder mig til at se, hvilke historier der kommer ud af det om 20 år, når de børn vokser op.” ■

LÆS MERE: Ib og Ib på Caminoen: Kan en vandretur på 800 kilometer redde forholdet mellem en far og hans søn?

LÆS MERE: Stort portræt og modeserie med Oscar og Oliver Bjerrehus: "Det værste, jeg kan forestille mig, er, at han begynder at leve mit liv"

LÆS MERE: Martin Høgsted: "Det er først, når man får en spørgelysten søn, at man indser, at man er dum som en dør"

Se, hvad vi ellers skriver om: Far, Portræt og Film